af TheCarl » 23. mar 2015 06:30
Hej Per
Tak for dine kommentarer hvoraf jeg finder flere tankevækkende!
Dog må jeg sige, at jeg i hovedsagen føler, at du misforstår mig.
For det første handler det ikke så meget om Freud, som jeg forøvrigt absolut ikke er nogen nogen fan af. I forhold til de store pionerer er jeg langt mere jungiansk orienteret. Jeg brugte blot Freuds tanke om et afsæt. Et forsøg på at tydeliggøre, der åbenbart har virket modsat hensigten.
En af de ting, jeg har det lidt svært med omkring Freud, er netop hans idé om, at alt muligt er forklædt seksualitet. Så, nej - det er faktisk ikke det, jeg støttet op om. Jeg fremhævede denne tanke hos ham, for at kunne fremsætte den modsatte: hvem siger at det ikke kan gå den modsatte vej, og alt muligt ikke kan forklæde sig som seksualitet.
Jeg kunne også have taget udspring i alt mulig andet. For så vidt ville det være mere oplagt at bruge Kierkegaard, der kalder angsten en sympatisk antipati og en antipatisk sympati, altså noget der både tiltrækker og frastøder. Det kan godt gå i spænd med din udlægning om det ulevede. For det, der (ifølge Kierkegaard) kommer til syne i angsten, er livet og mulighederne. Men at ikke turde gribe mulighederne, at leve med store ophobninger af ulevet liv... Hvis det ikke skulle være en psykisk spænding, hvad er da?
Lad mig gøre helt tydeligt, at jeg er helt med på at skelne mellem frygt og angst. Jeg træder ud på vejen og har ikke set mig for, og er lige ved at blive kørt ned. Ja - i den situation vil naturligvis alle blive vældig forskrækkede. Men hvis man har stået og set 20 gange til både den ene og den anden side og forvisset sig om, at der ingen biler er, men dog ikke tør gå over. Ja - det bliver jo til noget ulevet. For symbolikkens skyld kan vi jo forestille os, at der ligger et medborgerhus på den anden side af vejen, hvor der sker en masse spændende ting. Dem kan man jo så ikke komme til at deltage i, hvis man ikke tør gå over vejen.
Her er det så, at jeg tænker, at hvis man nu har denne fobi, men pludselig bliver seksuelt opstemt ved tanken om at blive mast under en bil, så forekommer det at være den mest oplagte forklaring, at man har erstattet en spænding med en anden, fordi det simpelthen er for skræmmende og ubehageligt at tænke tanken til ende, så hellere trække på en analogi mellem krop under bil og kroppe oven på hinanden.
Skal man betragte tingene i forhold til en indre virkelighed, så må det at gribe mulighederne kontra det ulevede vel især handle om udvikling, indsigt og des lige. Sådanne muligheder gives der netop i en spændingstilstand. Men det kræver, at man kan være i den, udholde den. Hvis man finder udveje til at blive den kvit, har man snydt sig selv for en udviklingsmulighed.
Her synes jeg du vender eksemplet med den jaloux kvinde på hovedet. Der var jo ikke tale om, at hun fantaserede om at begå et sidespring, en leg med det farlige på den måde. Jeg betegnede hende som sygelig jaloux, fordi hendes jalousi var helt ubegrundet. Hendes kæreste var troskaben selv, og hun hæmmede i øvrigt hans udfoldelsesmuligheder i en sådan grad, at jeg har svært ved at se, hvordan det overhovedet skulle have været muligt for ham at være utro. Så skal vi tale om det ulevede, kan man roligt sige, at hun ikke blot ødelagde en masse muligheder for sig selv, men også for sin partner.
Det er naturligvis let nok at diagnosticere: dyb personlig usikkerhed, bange for ikke at slå til, ikke være elskværdig, bange for at blive svigtet, forladt, forrådt. Følgelig brugte hun sin kæreste som et redskab til selvpåskønnelse, et projekt, der naturligvis var dømt til at mislykkes. Når billedet af kæresten sammen med en anden dukkede op i hovedet på hende, var der deri en mulighed for selvindsigt, men ved at projicere hele herligheden ud på den ydre verden, gik den tabt.
Jeg ved ikke, om jeg fik udtrykt mig ualmindelig klodset og uklart, siden du slet ikke fangede pointen, men fik noget nær det modsatte ud af mine tanker. Men for at undgå yderligere misforståelser så lad mig kommentere dit svar lidt mere i detaljen.
De fire grundfølelser. Det lyder rigtigt. Blot vil jeg tilføje, at de alle fire er aktivt orienterede, og det er vel også derfor, at man om du siger, har brug for at "få luft for dem". Men man kan vel også tale om en hviletilstand. Her er der ikke noget, som presser sig på, og dermed heller ikke noget, der skal ud. Det er vist nok en almenmenneskelig erfaring, at kraftige udslag af alle de fire ting, du nævner, efterfølges af udmattelse. Hvor ekstatisk begejstret man end måtte være, kan man ikke blive ved at hoppe rundt og juble. I sorgen får man grædt ud. I raseriet får man raset ud, og det seksuelle - ja, det giver vel sig selv. Så at vælge en af disse fire og løbe linen ud, kan påviseligt være en måde at nå fra spænding til hvile.
At få luft. Et glimrende billede. Angst så at ikke få luft. Det passer jo glimrende sammen med, at folk ofte i forbindelse med angstanfald taler om kvælningsfornemmelser. Men hvis man - som jeg om ikke hævder, så dog overvejer som en plausibel mulighed - kan udskifte forskellige spændinger med hinanden, så er det jo bestemt ikke sikkert, at det er den rigtige luft, der lukkes ud af ballonen. Hvis man i stedet for at sige fra over for en eller anden, hvor det er påtrængende at gøre det, får det ud på anden måde, ja - så er der heller ikke blevet løst noget ved problemet, man har blot midlertidigt fået en slags "falsk luft" for det. Hvis nogen jogger ind over mine grænser, bør jeg naturligvis lade dem vide det. Men hvis jeg er tilstrækkelig konfliktsky, er det måske ikke bare svært at sige det, men muligvis også at indrømme behovet over for mig selv. At det ikke bliver sagt hæmmer ganske rigtigt mit liv. At få afløb for det gennem nødventil er jo netop ikke en løsning. Selvom man naturligvis må sige, at onani er en særdeles fysisk og aktiv handling, så er det i bund og grund mangel på reaktion, hvis man går hjem og tager en spiller, i stedet for at tage en konflikt. Hvis min cykel er punkteret, hjælper det jo heller ikke noget, at jeg går ind og skifter en elpære, bare fordi det er lettere end at lappe cykel.
Du kender måske Sneakers' sang om "Voodoo". Den handler om en fyr, der bliver mobbet af det, der skulle være hans kammerater, og derfor sidder og prikker i dukker der hjemme. Det er en måde, at å afløb på. Men er det en reaktion i egentlig forstand? Er det, som du kalder det, at gå frem imod? Det gør han jo netop ikke.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det tydeligere, end jeg gjorde i mit oprindelige indlæg, hvor jeg skrev:
"Jeg hælder til at mene, at seksualiteten under visse omstændigheder kan anvendes som en nødventil. Netop fordi det er en spænding, kan den sættes i stedet for andre spændinger. Frem for en yderst ubehagelig spænding sætter man ganske enkelt en minde ubehagelig i dens sted. I stedet for at få et rystende angstanfald, kan man altså onanere og dermed lindre spændingen - i det mindste for en tid.
Denne løsning er selvsagt ikke omkostningsfri. Er den drevet ud til et punkt, hvor man kun kan bruge sin seksualitet som nødventil for alle mulige andre psykiske rørelser, der er af mere plagsom karakter og sværere at få hurtigt ud af systemet, har man dermed også udelukket sig selv fra en almindelig og lystfuld seksualitet, da den jo netop er blevet en måde at afvikle ulyst.."
Hormoner. Du må rette mig, hvis jeg tager fejl. Men er det ikke de samme kemiske stoffer, der udløses i kroppen i forhold til noget skræmmende, uanset om det er en reel eller indbildt fare?
Hvis det er det samme, der sker på det rent kemiske plan, uanset om jeg står over for en bølle, der vil slå mig ned, eller jeg går i panik ved tanken om at gå ind i en elevator, så synes der da på netop det niveau ikke at være synderlig grund til at skelne skarpt mellem frygt og angst. Men her er det muligvis mig, der har misforstået dig, for ærlig talt er jeg lidt i tvivl om, hvad du egentlig mener med din afsluttende bemærkning.
Hej Per
Tak for dine kommentarer hvoraf jeg finder flere tankevækkende!
Dog må jeg sige, at jeg i hovedsagen føler, at du misforstår mig.
For det første handler det ikke så meget om Freud, som jeg forøvrigt absolut ikke er nogen nogen fan af. I forhold til de store pionerer er jeg langt mere jungiansk orienteret. Jeg brugte blot Freuds tanke om et afsæt. Et forsøg på at tydeliggøre, der åbenbart har virket modsat hensigten.
En af de ting, jeg har det lidt svært med omkring Freud, er netop hans idé om, at alt muligt er forklædt seksualitet. Så, nej - det er faktisk ikke det, jeg støttet op om. Jeg fremhævede denne tanke hos ham, for at kunne fremsætte den modsatte: hvem siger at det ikke kan gå den modsatte vej, og alt muligt ikke kan forklæde sig som seksualitet.
Jeg kunne også have taget udspring i alt mulig andet. For så vidt ville det være mere oplagt at bruge Kierkegaard, der kalder angsten en sympatisk antipati og en antipatisk sympati, altså noget der både tiltrækker og frastøder. Det kan godt gå i spænd med din udlægning om det ulevede. For det, der (ifølge Kierkegaard) kommer til syne i angsten, er livet og mulighederne. Men at ikke turde gribe mulighederne, at leve med store ophobninger af ulevet liv... Hvis det ikke skulle være en psykisk spænding, hvad er da?
Lad mig gøre helt tydeligt, at jeg er helt med på at skelne mellem frygt og angst. Jeg træder ud på vejen og har ikke set mig for, og er lige ved at blive kørt ned. Ja - i den situation vil naturligvis alle blive vældig forskrækkede. Men hvis man har stået og set 20 gange til både den ene og den anden side og forvisset sig om, at der ingen biler er, men dog ikke tør gå over. Ja - det bliver jo til noget ulevet. For symbolikkens skyld kan vi jo forestille os, at der ligger et medborgerhus på den anden side af vejen, hvor der sker en masse spændende ting. Dem kan man jo så ikke komme til at deltage i, hvis man ikke tør gå over vejen.
Her er det så, at jeg tænker, at hvis man nu har denne fobi, men pludselig bliver seksuelt opstemt ved tanken om at blive mast under en bil, så forekommer det at være den mest oplagte forklaring, at man har erstattet en spænding med en anden, fordi det simpelthen er for skræmmende og ubehageligt at tænke tanken til ende, så hellere trække på en analogi mellem krop under bil og kroppe oven på hinanden.
Skal man betragte tingene i forhold til en indre virkelighed, så må det at gribe mulighederne kontra det ulevede vel især handle om udvikling, indsigt og des lige. Sådanne muligheder gives der netop i en spændingstilstand. Men det kræver, at man kan være i den, udholde den. Hvis man finder udveje til at blive den kvit, har man snydt sig selv for en udviklingsmulighed.
Her synes jeg du vender eksemplet med den jaloux kvinde på hovedet. Der var jo ikke tale om, at hun fantaserede om at begå et sidespring, en leg med det farlige på den måde. Jeg betegnede hende som sygelig jaloux, fordi hendes jalousi var helt ubegrundet. Hendes kæreste var troskaben selv, og hun hæmmede i øvrigt hans udfoldelsesmuligheder i en sådan grad, at jeg har svært ved at se, hvordan det overhovedet skulle have været muligt for ham at være utro. Så skal vi tale om det ulevede, kan man roligt sige, at hun ikke blot ødelagde en masse muligheder for sig selv, men også for sin partner.
Det er naturligvis let nok at diagnosticere: dyb personlig usikkerhed, bange for ikke at slå til, ikke være elskværdig, bange for at blive svigtet, forladt, forrådt. Følgelig brugte hun sin kæreste som et redskab til selvpåskønnelse, et projekt, der naturligvis var dømt til at mislykkes. Når billedet af kæresten sammen med en anden dukkede op i hovedet på hende, var der deri en mulighed for selvindsigt, men ved at projicere hele herligheden ud på den ydre verden, gik den tabt.
Jeg ved ikke, om jeg fik udtrykt mig ualmindelig klodset og uklart, siden du slet ikke fangede pointen, men fik noget nær det modsatte ud af mine tanker. Men for at undgå yderligere misforståelser så lad mig kommentere dit svar lidt mere i detaljen.
De fire grundfølelser. Det lyder rigtigt. Blot vil jeg tilføje, at de alle fire er aktivt orienterede, og det er vel også derfor, at man om du siger, har brug for at "få luft for dem". Men man kan vel også tale om en hviletilstand. Her er der ikke noget, som presser sig på, og dermed heller ikke noget, der skal ud. Det er vist nok en almenmenneskelig erfaring, at kraftige udslag af alle de fire ting, du nævner, efterfølges af udmattelse. Hvor ekstatisk begejstret man end måtte være, kan man ikke blive ved at hoppe rundt og juble. I sorgen får man grædt ud. I raseriet får man raset ud, og det seksuelle - ja, det giver vel sig selv. Så at vælge en af disse fire og løbe linen ud, kan påviseligt være en måde at nå fra spænding til hvile.
At få luft. Et glimrende billede. Angst så at ikke få luft. Det passer jo glimrende sammen med, at folk ofte i forbindelse med angstanfald taler om kvælningsfornemmelser. Men hvis man - som jeg om ikke hævder, så dog overvejer som en plausibel mulighed - kan udskifte forskellige spændinger med hinanden, så er det jo bestemt ikke sikkert, at det er den rigtige luft, der lukkes ud af ballonen. Hvis man i stedet for at sige fra over for en eller anden, hvor det er påtrængende at gøre det, får det ud på anden måde, ja - så er der heller ikke blevet løst noget ved problemet, man har blot midlertidigt fået en slags "falsk luft" for det. Hvis nogen jogger ind over mine grænser, bør jeg naturligvis lade dem vide det. Men hvis jeg er tilstrækkelig konfliktsky, er det måske ikke bare svært at sige det, men muligvis også at indrømme behovet over for mig selv. At det ikke bliver sagt hæmmer ganske rigtigt mit liv. At få afløb for det gennem nødventil er jo netop ikke en løsning. Selvom man naturligvis må sige, at onani er en særdeles fysisk og aktiv handling, så er det i bund og grund mangel på reaktion, hvis man går hjem og tager en spiller, i stedet for at tage en konflikt. Hvis min cykel er punkteret, hjælper det jo heller ikke noget, at jeg går ind og skifter en elpære, bare fordi det er lettere end at lappe cykel.
Du kender måske Sneakers' sang om "Voodoo". Den handler om en fyr, der bliver mobbet af det, der skulle være hans kammerater, og derfor sidder og prikker i dukker der hjemme. Det er en måde, at å afløb på. Men er det en reaktion i egentlig forstand? Er det, som du kalder det, at gå frem imod? Det gør han jo netop ikke.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det tydeligere, end jeg gjorde i mit oprindelige indlæg, hvor jeg skrev:
"Jeg hælder til at mene, at seksualiteten under visse omstændigheder kan anvendes som en nødventil. Netop fordi det er en spænding, kan den sættes i stedet for andre spændinger. Frem for en yderst ubehagelig spænding sætter man ganske enkelt en minde ubehagelig i dens sted. I stedet for at få et rystende angstanfald, kan man altså onanere og dermed lindre spændingen - i det mindste for en tid.
Denne løsning er selvsagt ikke omkostningsfri. Er den drevet ud til et punkt, hvor man kun kan bruge sin seksualitet som nødventil for alle mulige andre psykiske rørelser, der er af mere plagsom karakter og sværere at få hurtigt ud af systemet, har man dermed også udelukket sig selv fra en almindelig og lystfuld seksualitet, da den jo netop er blevet en måde at afvikle ulyst.."
Hormoner. Du må rette mig, hvis jeg tager fejl. Men er det ikke de samme kemiske stoffer, der udløses i kroppen i forhold til noget skræmmende, uanset om det er en reel eller indbildt fare?
Hvis det er det samme, der sker på det rent kemiske plan, uanset om jeg står over for en bølle, der vil slå mig ned, eller jeg går i panik ved tanken om at gå ind i en elevator, så synes der da på netop det niveau ikke at være synderlig grund til at skelne skarpt mellem frygt og angst. Men her er det muligvis mig, der har misforstået dig, for ærlig talt er jeg lidt i tvivl om, hvad du egentlig mener med din afsluttende bemærkning.