af MIG 76 » 23. jun 2010 22:56
Hej
Jeg er i et ret nyt forhold til en fyr midt i 30érne. Er meget meget glad for ham, men også lidt frustreret.
Han har meget svært ved at få udløsning. Han fortæller selv at han har haft det problem siden han tog lykkepiller for over et år siden, men at han ikke tager lykkepiller mere. Kan det virkelig være årsagen så længe efter?
Han fortæller også at han følte sig som klassen tykke dreng. Han virker dog ikke spor kropsligt genert overfor mig. Vægtmæssigt er han overvægtigt, men ikke på nogen måder fed.
Han er meget den følsomme type og fortæller at han skiller sig ud på den måde i hans familie, han har direkte betegnet sig selv som familiens sorte får af samme årsag.
Han har oplevet mange svigt fra tidligere kærester. Her lægger han stor vægt på at de har gjort det forbi med ham på mail og sms og lign. ... at de ikke gjorde det ansigt til ansigt.
Jeg har aldrig oplevet at han har haft rejsningsproblemer, men har til gengæld heller aldrig oplevet at han har fået udløsning under samleje. Har givet ham udløsning enkelte gange, men det har krævet et meget engageret blowjob.
Jeg aldrig følt mig så værdsat og elsket som den jer er før, men har samtidig heller aldrig følt mig så lidt attraktiv før.
Her kan jeg så ikke længere styre min trang til at fastslå følgende: Er vandt til mænd tænder på mig og mit udseende, er vandt til at mænd nærmere har svært ved at styre deres sædafgang i den anden retning sammen med mig... så er vildt frustreret og uforstående og savner den bekræftelse der ligger i at kunne give ham udløsning.
Har læst alle de debatter der ligger herinde, altså alle dem der er relateret til emnet manglende udløsning eller besvær ved at få udløsning.
Men det jeg ikke har kunnet finde nogen steder er følgende:
Hvad spørger jeg om for at finde ud af hvad der årsagen? Om det er mig? Om det er tidligere medicin? Om det er angst for kontroltab/nærhed?
Hvad gør jeg så hvis jeg finder ud af hvad årsagen er? Ja er det mig, så smutter jeg vel ! Er det medicin kan jeg vel intet gøre? Er det psykologisk i ham.... hvordan hjælper jeg ham så? Hvad må jeg absolut ikke gøre eller sige?
Mvh MIG 76
Hej
Jeg er i et ret nyt forhold til en fyr midt i 30érne. Er meget meget glad for ham, men også lidt frustreret.
Han har meget svært ved at få udløsning. Han fortæller selv at han har haft det problem siden han tog lykkepiller for over et år siden, men at han ikke tager lykkepiller mere. Kan det virkelig være årsagen så længe efter?
Han fortæller også at han følte sig som klassen tykke dreng. Han virker dog ikke spor kropsligt genert overfor mig. Vægtmæssigt er han overvægtigt, men ikke på nogen måder fed.
Han er meget den følsomme type og fortæller at han skiller sig ud på den måde i hans familie, han har direkte betegnet sig selv som familiens sorte får af samme årsag.
Han har oplevet mange svigt fra tidligere kærester. Her lægger han stor vægt på at de har gjort det forbi med ham på mail og sms og lign. ... at de ikke gjorde det ansigt til ansigt.
Jeg har aldrig oplevet at han har haft rejsningsproblemer, men har til gengæld heller aldrig oplevet at han har fået udløsning under samleje. Har givet ham udløsning enkelte gange, men det har krævet et meget engageret blowjob.
Jeg aldrig følt mig så værdsat og elsket som den jer er før, men har samtidig heller aldrig følt mig så lidt attraktiv før.
Her kan jeg så ikke længere styre min trang til at fastslå følgende: Er vandt til mænd tænder på mig og mit udseende, er vandt til at mænd nærmere har svært ved at styre deres sædafgang i den anden retning sammen med mig... så er vildt frustreret og uforstående og savner den bekræftelse der ligger i at kunne give ham udløsning.
Har læst alle de debatter der ligger herinde, altså alle dem der er relateret til emnet manglende udløsning eller besvær ved at få udløsning.
Men det jeg ikke har kunnet finde nogen steder er følgende:
Hvad spørger jeg om for at finde ud af hvad der årsagen? Om det er mig? Om det er tidligere medicin? Om det er angst for kontroltab/nærhed?
Hvad gør jeg så hvis jeg finder ud af hvad årsagen er? Ja er det mig, så smutter jeg vel ! Er det medicin kan jeg vel intet gøre? Er det psykologisk i ham.... hvordan hjælper jeg ham så? Hvad må jeg absolut ikke gøre eller sige?
Mvh MIG 76