af Warmfluid » 29. jun 2006 18:55
Kære Anne-Mette,
Jeg er en 30-årig kvinde, som ligesom dig er single og ligeledes drømmer om den perfekte mand med skønne unger og et ellers varmt, respektfuldt og indholdsrigt ægteskab med masser af kærlighed, passion og ligeværd. .ou name it! Selv er jeg ret pessimistisk (læs bl.a. min historie under psyke, depression...mit pseudonym coladasice) omkring kærlighed, hvilket bl.a. hænger sammen med en depression for seks år siden, som bl.a. kostede mig den mest fantastiske og dejligste mand, som ville mig overalt på jorden. Han var der for mig i med- og modgang, og ville gerne alle de ting, som vi kvinder drømmer om. Du ved, hus, have, børn, rejser, elskov, kærlighed, opdagelse, respekt, passion, lidenskab, sjov, fis, ballade, seriøsitet og så elskede han mig 100%, hvilket jeg ALDRIG var i tvivl om. Derfor tror jeg på, at der findes masser af gode mænd på vores alder, som også gerne vil kærligheden og som også tør den. De vil også gerne give sig hen og mærke tosomheden, nærheden, trygheden. Præcis som dig! Men jeg tror du har ret i, at der er mange mænd, som ligesom os kvinder, har brændt nallerne, hvorfor de måske bliver kyniske og en smule bange for den alvorlige kærlighed. For tænk nu hvis de bliver skuffet og svigtet igen? Så er det nemmere at have forsvarsmekanismen oppe og på den måde beskytte sig selv. Det kender jeg i allerhøjeste grad fra mig selv, som pt. står overfor ikke at kunne mærke følelsen "at elske" andre, fordi jeg selv har en masse bagage med alvorlige svigt etc. Derfor har jeg svært ved at give mig hen og tro på kærligheden. Indirekte er jeg måske bange for den. Jeg ser ellers en 34-årig mand på 3.måned, som jeg synes er sød, dejlig og charmerende, men jeg er ikke forelsket eller vild med ham og tror heller ikke, at jeg bliver det. Jeg hygger mig bare og han giver mig ømhed, tryghed og er god at tale med, hvilket jeg har behov for efter en papirløs skilsmisse for knap et år siden. Han er blevet ret vild med mig og efter blot to måneder har han meldt ud, at han elsker mig og er parat til børn og giftemål (han har en søn fra tidligere ægteskab), men jeg tør ikke og kan intet føle. Jeg er stadig ikke kommet mig over min eks-kæreste igennem syv år, selv om det var mig, der ikke længere elskede ham. Men jeg har glemt at elske, kan ikke finde ud af det. Derfor kan jeg godt identficere mig med de mænd, som du beskriver, og du kan tro, at de inderst inde gerne vil, men de kan bare ikke. De lægger låg på. Selvfølgelig kan det være, at du ikke er kvinden i deres liv og derfor kan de ikke tvinges, men inderst inde er de måske sårede mænd, som er blevet kyniske og pessimistiske hvad kærligheden angår, præcis ligesom mig selv. De er ikke intakte med deres følelser. Ligeledes så jeg en anden yngre mand (27 år) i et par måneder, men atter kunne jeg intet føle. Jeg var der kun for tryghedens skyld og så selvfølgelig sexens skyld. Han var virkelig sød og omsorgsfuld, og blev fuldstændig pladask forelsket i mig, men jeg kunne ikke gengælde det fordi jeg har noget i bagagen.
Når alt dette er sagt, har jeg nu mødt tre dejlige, skønne mænd, som alle ville mig ekstrem meget og alle har meldt ud, at de gerne vil børn og fremtid etc. Og som gerne vil og tror på kærligheden. Så de mænd findes altså derude, så giv endelig ikke op. Det lyder til, at du er en dejlig pige med ben i næsen, og du skal nok finde dit match. Ting tager bare tid og man skal være tålmodig. Jeg vil jo også alle de ting, som du beskriver, men for mig handler det lige nu om at finde mig selv førend jeg kan give ud af min kærlighed, og måske gælder det samme for din kommende mand. Måske.
Held & lykke med det.
Warmfluid (PS. DU kan læse om mine indlæg, jeg gik under synonymet coldasice, men nu warmfluid).
Kære Anne-Mette,
Jeg er en 30-årig kvinde, som ligesom dig er single og ligeledes drømmer om den perfekte mand med skønne unger og et ellers varmt, respektfuldt og indholdsrigt ægteskab med masser af kærlighed, passion og ligeværd. .ou name it! Selv er jeg ret pessimistisk (læs bl.a. min historie under psyke, depression...mit pseudonym coladasice) omkring kærlighed, hvilket bl.a. hænger sammen med en depression for seks år siden, som bl.a. kostede mig den mest fantastiske og dejligste mand, som ville mig overalt på jorden. Han var der for mig i med- og modgang, og ville gerne alle de ting, som vi kvinder drømmer om. Du ved, hus, have, børn, rejser, elskov, kærlighed, opdagelse, respekt, passion, lidenskab, sjov, fis, ballade, seriøsitet og så elskede han mig 100%, hvilket jeg ALDRIG var i tvivl om. Derfor tror jeg på, at der findes masser af gode mænd på vores alder, som også gerne vil kærligheden og som også tør den. De vil også gerne give sig hen og mærke tosomheden, nærheden, trygheden. Præcis som dig! Men jeg tror du har ret i, at der er mange mænd, som ligesom os kvinder, har brændt nallerne, hvorfor de måske bliver kyniske og en smule bange for den alvorlige kærlighed. For tænk nu hvis de bliver skuffet og svigtet igen? Så er det nemmere at have forsvarsmekanismen oppe og på den måde beskytte sig selv. Det kender jeg i allerhøjeste grad fra mig selv, som pt. står overfor ikke at kunne mærke følelsen "at elske" andre, fordi jeg selv har en masse bagage med alvorlige svigt etc. Derfor har jeg svært ved at give mig hen og tro på kærligheden. Indirekte er jeg måske bange for den. Jeg ser ellers en 34-årig mand på 3.måned, som jeg synes er sød, dejlig og charmerende, men jeg er ikke forelsket eller vild med ham og tror heller ikke, at jeg bliver det. Jeg hygger mig bare og han giver mig ømhed, tryghed og er god at tale med, hvilket jeg har behov for efter en papirløs skilsmisse for knap et år siden. Han er blevet ret vild med mig og efter blot to måneder har han meldt ud, at han elsker mig og er parat til børn og giftemål (han har en søn fra tidligere ægteskab), men jeg tør ikke og kan intet føle. Jeg er stadig ikke kommet mig over min eks-kæreste igennem syv år, selv om det var mig, der ikke længere elskede ham. Men jeg har glemt at elske, kan ikke finde ud af det. Derfor kan jeg godt identficere mig med de mænd, som du beskriver, og du kan tro, at de inderst inde gerne vil, men de kan bare ikke. De lægger låg på. Selvfølgelig kan det være, at du ikke er kvinden i deres liv og derfor kan de ikke tvinges, men inderst inde er de måske sårede mænd, som er blevet kyniske og pessimistiske hvad kærligheden angår, præcis ligesom mig selv. De er ikke intakte med deres følelser. Ligeledes så jeg en anden yngre mand (27 år) i et par måneder, men atter kunne jeg intet føle. Jeg var der kun for tryghedens skyld og så selvfølgelig sexens skyld. Han var virkelig sød og omsorgsfuld, og blev fuldstændig pladask forelsket i mig, men jeg kunne ikke gengælde det fordi jeg har noget i bagagen.
Når alt dette er sagt, har jeg nu mødt tre dejlige, skønne mænd, som alle ville mig ekstrem meget og alle har meldt ud, at de gerne vil børn og fremtid etc. Og som gerne vil og tror på kærligheden. Så de mænd findes altså derude, så giv endelig ikke op. Det lyder til, at du er en dejlig pige med ben i næsen, og du skal nok finde dit match. Ting tager bare tid og man skal være tålmodig. Jeg vil jo også alle de ting, som du beskriver, men for mig handler det lige nu om at finde mig selv førend jeg kan give ud af min kærlighed, og måske gælder det samme for din kommende mand. Måske.
Held & lykke med det.
Warmfluid (PS. DU kan læse om mine indlæg, jeg gik under synonymet coldasice, men nu warmfluid).