af Nabokonen » 22. dec 2006 09:18
Ja, så er der gået et stykke tid siden sidst.
Min skilsmisse er nu ved at være på plads, og var det ikke for statsamtets ventetider, ville vi godt kunne have fået afviklet det hele her inden årsskiftet. Og der er kun gået knap 4 mdr. siden min nabomand kyssede på mig første gang, så det er gået stærkt.
Det har været en underlig periode, hvor man med sit halve liv er stormende forelsket, og går rundt på lyserøde skyer, mens man samtidig er bevidst om, at man står overfor en omverden, som man har skuffet og gjort ondt.
Man er skyld i en situation, som har rystet andre menneskers hverdag, mere eller mindre.
At skulle dele sit hjem gennem mere end 20 år er svært, - og det har ind imellem været direkte sørgmodigt.
Der har været mange minder "om det der var engang", der er dukket op undervejs, og selvom jeg er fuldstændig afklaret omkring at ville videre med et nyt liv, så er der også en sorg knyttet til det at bryde op...
Min ex-mand og jeg har efterhånden fundet ud af at snakke nogenlunde sammen.
Efter en periode med både had, vrede, efterrationalisering og gensidig mistillid, tror jeg, at vi nu er nået frem til at ville få det bedste ud af situationen.
Min mand var utroligt vred og skuffet i starten, og selvom han er god til at holde facaden, har jeg ikke været i tvivl om det, og har været helt lettet de få gange det er sluppet ud, - at han har givet udtryk for det - følte en overgang, at han måske var en tikkende bombe.
Hans vrede og skuffelse har mine svigerforældre levet ud for ham, - de har reageret med at slå handen af mig, - noget jeg accepterer, men sørger over, både fordi jeg synes det er en dum situation for mine børn hvis familien ikke kan samles omkring dem, men også fordi jeg sørger over, at have mistet nogle mennesker, som jeg har været knyttet til gennem to årtier. Men måske der med tiden vil blive blødt op for det.
Efter at have sundet sig lidt, er min ex nu ved at bygge sig en ny fremtid, - han har søgt efter nye bekendtskaber på netdating, og har fået kontakt med én, han finder interessant, og er nu så langt, at han har fortalt både børnene og mig om det.
Ligeledes er han ved at søge nye områder inden for sit job, - med udsigt til længere ophold i udlandet, - noget familielivet tidligere har afholdt ham fra, men som han længe har haft lyst til!
Jeg kan i et øjebliks overmod få den tanke, at vi måske om nogle år kan have et venskabeligt forhold, min ex og jeg, med hver vores nye liv og familie. Forhåbenligt! Har jo kendt ham siden jeg var teenager, og han fylder derfor som en vigtig person i mit liv - på lige fod med forældre og søskende.
Ville ønske han kunne blive min "bror".
Mine børn har tacklet situationen på en flot måde, synes jeg.
De er søde til at fordele deres sparsomme teenagerfritid mellem os to gamle forældre, og selvom jeg ikke bor sammen med dem mere, så har vi stadig daglig kontakt.
Hurra for SMS og MSN -, en god måde at kommunikere med hinanden på.
Det "sjove" er, at til forskel fra før, hvor jeg bare var "mor'en der gik derhjemme", og stod til rådighed, når de havde behov for det, så er vores samvær nu mere planlagt og dermed mere intenst og konstruktivt.
Det er også som om, vi har fundet lidt mere gensidig respekt frem for hinanden nu.
Vi må reskpektere begge veje, at vores samvær skal aftales, og afhænger af at begge parter har lyst til det.
Jeg har måtte forholde mig til det faktum, at de er på vej til at være voksne, og at de vil være med til at sætte dagsordenen.
Og tror at de har fået øje på, at jeg - deres mor - faktisk ER et selvstændigt individ, og ikke bare institutionen MOR.
Synes selv, at jeg har nogle utroligt dejlige børn, og bliver glad, når de frivilligt kontakter mig, fordi der lige er et eller andet de absolut skal fortælle mig eller snakke om, - eller hvis jeg kan høre, at de bliver glade når jeg ringer.
Slut med at tage hinanden som en selvfølge, - det kan jeg faktisk rigtig godt lide!
På vennefronten har man også kunnet mærke, at folk synes det er en utrolig svær situation, - men har da haft kontakt med alle.
Sjovt nok virker kvinderne til at være mere åbne over for mit nye liv end mændene, - den har jeg tænk lidt over!
Mon det skyldes, at mændene føler sig truet af hændelsen, det faktum at konen kan smutte, eller om det er loyalitet overfor min mand.
I min kærestes vennekreds forholder det sig modsat, der er det mændene, der virker mest åbne over for det der er sket.
MEN... kan mærke, der kommer til at gå en del tid endnu, inden vi kommer til at begå os i en fælles vennekreds som par, men det er også ok.
Især fordi vi stadig har nok i hinanden.
Hvad famile angår, er der hos min kærestes søskende stadig noget afstandstagen.
Hans ægteskab har vist sig at være noget mere kompliceret at afvikle end mit, og jeg forstår godt alle de blandede følelser og sympatien med den hidtidige svigerinde, min kærestes kommende ex.
Så ingen julehygge med dem i år!
Men hans forældre har dog ønsket at møde mig, så vi har været forbi dem med en julegave, og jeg følte mig "godkendt".
Hvad min familie angår, har de haft os inviteret begge to, min kæreste og jeg, og de virker til at have accepteret mit valg.
Men det kan de også blive nødt til, for jeg elsker jo manden!
De vil dog også gerne holde kontakten til min ex, hvis han vil, og det synes jeg er fint.
Min nye kærestes og min dagligdag er en dejlig, men skør rodet omgang.
Vi er så småt ved at få nogle daglige rutiner, og har selvfølgelig begge nogle aftale vi skal holde i løbet af ugen, og vi aftaler og planlægger, men alligevel smutter tiden for os gang på gang.
Måske skal vi nå noget efter aftensmaden, men ender med at ligge og elske til 5 min før vi skal afsted, vi når ikke at få aftensmad, og må sluge et stykke frugt i stedet for på vej ud af døren.
Eller vi holder hinanden vågne til langt ud på natten, selvom vi ved, at vi skal op "før fanden får sko på" næste morgen,
- tror vi er henholdsvis 17 og 19 år, men må så erkende næste dag, at vi trods alt er i 40'erne begge to, men det er da lykkedes os at bevare en normal kontakt med omverden, overholde aftaler mv, - omend med små forsinkelser ind imellem...
Pyh-ha, det er hårdt sådan at være nyforelsket!
Nu nærmer julen sig, - vores første skilsmisse-jul - og børnene kommer her lillejuleaften, og skal være sammen med min mands famile juleaften.
Kæresten og jeg skal være hos min søster juleaften, og spise julefrokost sammen med mine unger og mine forældre 1. juledag.
Og så tager vi ellers på en lille ferie sammen, han og jeg, og kommer først tilbage til hverdagen igen i den nye år.
Glæder mig!
Med ønsket om et godt nytår til alle...
Hilsen Nabokonen
Ja, så er der gået et stykke tid siden sidst.
Min skilsmisse er nu ved at være på plads, og var det ikke for statsamtets ventetider, ville vi godt kunne have fået afviklet det hele her inden årsskiftet. Og der er kun gået knap 4 mdr. siden min nabomand kyssede på mig første gang, så det er gået stærkt.
Det har været en underlig periode, hvor man med sit halve liv er stormende forelsket, og går rundt på lyserøde skyer, mens man samtidig er bevidst om, at man står overfor en omverden, som man har skuffet og gjort ondt.
Man er skyld i en situation, som har rystet andre menneskers hverdag, mere eller mindre.
At skulle dele sit hjem gennem mere end 20 år er svært, - og det har ind imellem været direkte sørgmodigt.
Der har været mange minder "om det der var engang", der er dukket op undervejs, og selvom jeg er fuldstændig afklaret omkring at ville videre med et nyt liv, så er der også en sorg knyttet til det at bryde op...
Min ex-mand og jeg har efterhånden fundet ud af at snakke nogenlunde sammen.
Efter en periode med både had, vrede, efterrationalisering og gensidig mistillid, tror jeg, at vi nu er nået frem til at ville få det bedste ud af situationen.
Min mand var utroligt vred og skuffet i starten, og selvom han er god til at holde facaden, har jeg ikke været i tvivl om det, og har været helt lettet de få gange det er sluppet ud, - at han har givet udtryk for det - følte en overgang, at han måske var en tikkende bombe.
Hans vrede og skuffelse har mine svigerforældre levet ud for ham, - de har reageret med at slå handen af mig, - noget jeg accepterer, men sørger over, både fordi jeg synes det er en dum situation for mine børn hvis familien ikke kan samles omkring dem, men også fordi jeg sørger over, at have mistet nogle mennesker, som jeg har været knyttet til gennem to årtier. Men måske der med tiden vil blive blødt op for det.
Efter at have sundet sig lidt, er min ex nu ved at bygge sig en ny fremtid, - han har søgt efter nye bekendtskaber på netdating, og har fået kontakt med én, han finder interessant, og er nu så langt, at han har fortalt både børnene og mig om det.
Ligeledes er han ved at søge nye områder inden for sit job, - med udsigt til længere ophold i udlandet, - noget familielivet tidligere har afholdt ham fra, men som han længe har haft lyst til!
Jeg kan i et øjebliks overmod få den tanke, at vi måske om nogle år kan have et venskabeligt forhold, min ex og jeg, med hver vores nye liv og familie. Forhåbenligt! Har jo kendt ham siden jeg var teenager, og han fylder derfor som en vigtig person i mit liv - på lige fod med forældre og søskende.
Ville ønske han kunne blive min "bror".
Mine børn har tacklet situationen på en flot måde, synes jeg.
De er søde til at fordele deres sparsomme teenagerfritid mellem os to gamle forældre, og selvom jeg ikke bor sammen med dem mere, så har vi stadig daglig kontakt.
Hurra for SMS og MSN -, en god måde at kommunikere med hinanden på.
Det "sjove" er, at til forskel fra før, hvor jeg bare var "mor'en der gik derhjemme", og stod til rådighed, når de havde behov for det, så er vores samvær nu mere planlagt og dermed mere intenst og konstruktivt.
Det er også som om, vi har fundet lidt mere gensidig respekt frem for hinanden nu.
Vi må reskpektere begge veje, at vores samvær skal aftales, og afhænger af at begge parter har lyst til det.
Jeg har måtte forholde mig til det faktum, at de er på vej til at være voksne, og at de vil være med til at sætte dagsordenen.
Og tror at de har fået øje på, at jeg - deres mor - faktisk ER et selvstændigt individ, og ikke bare institutionen MOR.
Synes selv, at jeg har nogle utroligt dejlige børn, og bliver glad, når de frivilligt kontakter mig, fordi der lige er et eller andet de absolut skal fortælle mig eller snakke om, - eller hvis jeg kan høre, at de bliver glade når jeg ringer.
Slut med at tage hinanden som en selvfølge, - det kan jeg faktisk rigtig godt lide!
På vennefronten har man også kunnet mærke, at folk synes det er en utrolig svær situation, - men har da haft kontakt med alle.
Sjovt nok virker kvinderne til at være mere åbne over for mit nye liv end mændene, - den har jeg tænk lidt over!
Mon det skyldes, at mændene føler sig truet af hændelsen, det faktum at konen kan smutte, eller om det er loyalitet overfor min mand.
I min kærestes vennekreds forholder det sig modsat, der er det mændene, der virker mest åbne over for det der er sket.
MEN... kan mærke, der kommer til at gå en del tid endnu, inden vi kommer til at begå os i en fælles vennekreds som par, men det er også ok.
Især fordi vi stadig har nok i hinanden.
Hvad famile angår, er der hos min kærestes søskende stadig noget afstandstagen.
Hans ægteskab har vist sig at være noget mere kompliceret at afvikle end mit, og jeg forstår godt alle de blandede følelser og sympatien med den hidtidige svigerinde, min kærestes kommende ex.
Så ingen julehygge med dem i år!
Men hans forældre har dog ønsket at møde mig, så vi har været forbi dem med en julegave, og jeg følte mig "godkendt".
Hvad min familie angår, har de haft os inviteret begge to, min kæreste og jeg, og de virker til at have accepteret mit valg.
Men det kan de også blive nødt til, for jeg elsker jo manden!
De vil dog også gerne holde kontakten til min ex, hvis han vil, og det synes jeg er fint.
Min nye kærestes og min dagligdag er en dejlig, men skør rodet omgang.
Vi er så småt ved at få nogle daglige rutiner, og har selvfølgelig begge nogle aftale vi skal holde i løbet af ugen, og vi aftaler og planlægger, men alligevel smutter tiden for os gang på gang.
Måske skal vi nå noget efter aftensmaden, men ender med at ligge og elske til 5 min før vi skal afsted, vi når ikke at få aftensmad, og må sluge et stykke frugt i stedet for på vej ud af døren.
Eller vi holder hinanden vågne til langt ud på natten, selvom vi ved, at vi skal op "før fanden får sko på" næste morgen,
- tror vi er henholdsvis 17 og 19 år, men må så erkende næste dag, at vi trods alt er i 40'erne begge to, men det er da lykkedes os at bevare en normal kontakt med omverden, overholde aftaler mv, - omend med små forsinkelser ind imellem...
Pyh-ha, det er hårdt sådan at være nyforelsket!
Nu nærmer julen sig, - vores første skilsmisse-jul - og børnene kommer her lillejuleaften, og skal være sammen med min mands famile juleaften.
Kæresten og jeg skal være hos min søster juleaften, og spise julefrokost sammen med mine unger og mine forældre 1. juledag.
Og så tager vi ellers på en lille ferie sammen, han og jeg, og kommer først tilbage til hverdagen igen i den nye år.
Glæder mig!
Med ønsket om et godt nytår til alle...
Hilsen Nabokonen