af Fog » 20. okt 2006 10:57
Hej Per,
Der er mange tanker og overvejelser efter dine breve til den Forargede og til mig.
På mig virker det som du er delt indvendigt. Splittet på en eller anden måde. Der er dét der er det rigtige at SIGE og så er der følelserne der alligevel ikke gør det politisk korrekte.
På den ene side siger du at det hele handler om holdninger - der er ikke ET facit.
På den anden side siger du hvad der er forbudt her og hvad der ikke er forbudt. Det er forbudt at være beskeden, men det er ikke forbudt at være ydmyg over for livet. Hmm ...
Så du skal have lov at bestemme hvad andre også synes skal være forbudt????????????
Du siger at du intet har imod at lave holdningsbearbejdning, når det er RELEVANT. Dvs. det er dig der vurderer hvornår det er relevant. Men så er der jo også noget der er mere rigtigt end andet. Så VED du bedre end den unge kvinde på 25 år, som kalder sig selv for pige. (og jo, jeg har fulgt meget med i debatten omkring det spg.).
Du vedkender dig på en måde ekspert-rollen - og du opfatter i hvert fald dig selv som en autoritet, når du som en forældre vejleder og skubber i 'den rigtige retning'. Når du - som jeg opfatter det - nogle gange punker de skrivende. Fx har du sommetider virkelig gået hårdt til én mht. til det med 'pige' - og hun skrev egentlig ind for at spørge om fx plastiske operationer. Og SPURGTE dig ikke om noget som helst mht. til pige-dreng, kvinde-mand. Har lagt mærke til at de skrivende nogen gange trækker følehornene til dig og ikke skriver mere (der kan selvfølglig være flere årsager end til at du måske har været lidt for hårde og punkende over for dem - synes bare at jeg har set et mønster).
Og så er der jo min famøse beskedenhed. Du læser som om jeg siger: "Undskyld at jeg lever og at jeg ER". Tror nu ikke, at det er sådan jeg har det. Som jeg har skrevet tidligere var det ikke det han BAD om. - At du så kan bruge mit indlæg til at give til andre - det er meget fint. Men jeg havde HAM i tankerne. Han står i en svær situation, hvor det er meget nemt at gå i forsvar. Det er følsomt, det er nogle tunge og svære belsutninger de stor overfor, og det er sikkert også meget mere kompliceret end han redegør for i brevet. Det er med de tanker og følelser at jeg skrev at han skulle se bort fra mit brev, hvis det generede ham. Han er måske slet ikke et sted, hvor han kan lytte.
Da jeg skrev det, var det mine følelser der styrede ... mine tanker sagde: åh, hvor lyder det selvunderkendende - men jeg valgte at skrive det alligevel - vel vidnende at det kan virke selvudslettende.
Jeg tror nok at det jeg egentlig ville med det, og som er dét du sprøger til, er at virke ufarlig - så tror jeg andre er bedre til at lytte og har mindre tendens til at ty til forsvar. Og måske handler det også om - som jeg tidligere har skrevet - at det var lille mig - mig som skilsmissebarn, som sad og følte. Da jeg skrev brevet, blev jeg helt mærkelig selv indvendig. Følte sorg over den 'lille fog', der følte sig forældreløs. Blev virkelig ked ked af det. Og jeg var også vred over, at mange behandler skilsmisse-problematikker og børn så overfladisk. Hvis forældrene er enige er det godt. I skal bare ikke skændes. Enigheden er bedst. Åh, det er svært at forklare. Men sjældent hører man om den dybe sorg, som barnet rent faktisk bærer rundt på og som det har SÅ svært ved at få bearbejdet, da de voksne glatter ud, lægger skemaer og tænker mange tanker. I stedet for at VÆRE der - hos barnet - RUMME det. Forældrenes konfliktkyhed er virkelig noget der GØR ONDT i et lille barn, når nu det bare er rigtig ulykkelig. Mine forældren kunne ikke rumme min brors og min sorg. Glattede ud, smurte noget mad i stedet, kunne ikke RIGTIG tale om det. Var bange og havde berøringsangst. Og på mig virkede det nærmest som om den kommende skilsmissefar var ude efter lette løsninger - for de findes bare ikke.!!!! Og så er det sagt. DET GØR ONDT I ET BARN, når far og mor går fra hinanden. Og det er selvfølgelig tungt for en kommende skilsmissefar at rumme. Som forældre vil man jo det allerbedste for sine børn og mange bliver sammen fordi de ikke vil tage det ansvar. Jeg har selv børn - eller et rettere - så jeg kender til følelsen.
Der er også et andet aspekt. Jeg synes tit diskussionerne handler om hvor mange dage skal de forskellige ha' børenne - hvor skal de bo ... altså det praktiske. Det er ikke DET det handler om - får jeg lyst til at skrige. Det er noget helt og aldeles andet.
Jeg kan give et eksempel: Jeg var to. Min mor blev syg. Min far fik den primære omsorgsrolle i et helt år. Hun blev rask. De skulle skilles (af årsager der her ikke er relevante) og jeg blev placeret hos min mor som knap 4-årig, og jeg havde faktisk glemt hende. Så det var som at flytte sammmen med en fremmed. Jeg SAVNEDE sådan min far. Græd og græd og græd. Blev skældt ud af en ven til min mor - da min mor ikke hørte det og hun bad mig om at tage hensyn til min mors følelser (hun skulle skamme sig, skulle hun!) Nå, men til sidst sagde min mor at jeg skulle ringe til min far og sige at jeg flyttede derud. Jeg ringede at sagde at jeg ville flytte ud til ham. Var glad.
Han sagde at de ikke havde plads
... (hvid løgn - han tænkte på min mor). Jeg husker det stadig - følelsen af at hjertet bliver til is og at det suger i maven.
"Og DET hjalp!" som min mor sagde senere i mit liv. (hun tænkte på sit eget behov her også) Så havde vi fred. Og hun vidste at min far ikke ville lade mig flytte ud til ham.(hun vidste at han ville tænke på hendes behov og ikke på mit) Og da jeg som teenager var vældig vældig VRED på min far og kontronterede ham nogle ting, sagde han bare: din mor skulle ikke både blive skilt, kommen sig oven på sygdommen og også miste sit sidste barn. DET ER FORÆLDRENES behov der oftes træder i forgrunden. (lige som undersøgelsen på de links-sider du har her - fortæller) Det er børnene der betaler gildet. Og det er jo ikke bare et lille savn. Det ligger grunden til at masse lort senere i livet. Som man så skal arbejde med for at blive nogenlunde helstøbt igen.
Jeg husker tanken om at jeg da bare kunne sove på sofaen og at jeg overhovedet ikke ville være til besvær - bare jeg kunne få lov til at være sammen med min far. Jeg følte faktisk at jeg kunne bo i et kosteskab, hvis det skulle være. Bare jeg havde ham -. min dejllige far. Tag den værste kærestesorg - og gang så med to. Sådan føles det i et lille barn. Verden styrter virkelig i grus. Eller rettere - det gjorde den i mig - og sikkert også for andre børn, hvis behov ingen sådan rigtig KAN høre, da det sikkert gør for ondt. Derfor skriver jeg det jeg gør til den kommende skilsmissefar, at de bør reagere på børnens behov.
Nå, puh ha - det var hårdt at skrive om. Jeg bør arbejde nu.
Mange hilsner
fog
Hej Per,
Der er mange tanker og overvejelser efter dine breve til den Forargede og til mig.
På mig virker det som du er delt indvendigt. Splittet på en eller anden måde. Der er dét der er det rigtige at SIGE og så er der følelserne der alligevel ikke gør det politisk korrekte.
På den ene side siger du at det hele handler om holdninger - der er ikke ET facit.
På den anden side siger du hvad der er forbudt her og hvad der ikke er forbudt. Det er forbudt at være beskeden, men det er ikke forbudt at være ydmyg over for livet. Hmm ...
Så du skal have lov at bestemme hvad andre også synes skal være forbudt????????????
Du siger at du intet har imod at lave holdningsbearbejdning, når det er RELEVANT. Dvs. det er dig der vurderer hvornår det er relevant. Men så er der jo også noget der er mere rigtigt end andet. Så VED du bedre end den unge kvinde på 25 år, som kalder sig selv for pige. (og jo, jeg har fulgt meget med i debatten omkring det spg.).
Du vedkender dig på en måde ekspert-rollen - og du opfatter i hvert fald dig selv som en autoritet, når du som en forældre vejleder og skubber i 'den rigtige retning'. Når du - som jeg opfatter det - nogle gange punker de skrivende. Fx har du sommetider virkelig gået hårdt til én mht. til det med 'pige' - og hun skrev egentlig ind for at spørge om fx plastiske operationer. Og SPURGTE dig ikke om noget som helst mht. til pige-dreng, kvinde-mand. Har lagt mærke til at de skrivende nogen gange trækker følehornene til dig og ikke skriver mere (der kan selvfølglig være flere årsager end til at du måske har været lidt for hårde og punkende over for dem - synes bare at jeg har set et mønster).
Og så er der jo min famøse beskedenhed. Du læser som om jeg siger: "Undskyld at jeg lever og at jeg ER". Tror nu ikke, at det er sådan jeg har det. Som jeg har skrevet tidligere var det ikke det han BAD om. - At du så kan bruge mit indlæg til at give til andre - det er meget fint. Men jeg havde HAM i tankerne. Han står i en svær situation, hvor det er meget nemt at gå i forsvar. Det er følsomt, det er nogle tunge og svære belsutninger de stor overfor, og det er sikkert også meget mere kompliceret end han redegør for i brevet. Det er med de tanker og følelser at jeg skrev at han skulle se bort fra mit brev, hvis det generede ham. Han er måske slet ikke et sted, hvor han kan lytte.
Da jeg skrev det, var det mine følelser der styrede ... mine tanker sagde: åh, hvor lyder det selvunderkendende - men jeg valgte at skrive det alligevel - vel vidnende at det kan virke selvudslettende.
Jeg tror nok at det jeg egentlig ville med det, og som er dét du sprøger til, er at virke [b]ufarlig[/b] - så tror jeg andre er bedre til at lytte og har mindre tendens til at ty til forsvar. Og måske handler det også om - som jeg tidligere har skrevet - at det var lille mig - mig som skilsmissebarn, som sad og følte. Da jeg skrev brevet, blev jeg helt mærkelig selv indvendig. Følte sorg over den 'lille fog', der følte sig forældreløs. Blev virkelig ked ked af det. Og jeg var også vred over, at mange behandler skilsmisse-problematikker og børn så overfladisk. Hvis forældrene er enige er det godt. I skal bare ikke skændes. Enigheden er bedst. Åh, det er svært at forklare. Men sjældent hører man om den dybe sorg, som barnet rent faktisk bærer rundt på og som det har SÅ svært ved at få bearbejdet, da de voksne glatter ud, lægger skemaer og tænker mange tanker. I stedet for at VÆRE der - hos barnet - RUMME det. Forældrenes konfliktkyhed er virkelig noget der GØR ONDT i et lille barn, når nu det bare er rigtig ulykkelig. Mine forældren kunne ikke rumme min brors og min sorg. Glattede ud, smurte noget mad i stedet, kunne ikke RIGTIG tale om det. Var bange og havde berøringsangst. Og på mig virkede det nærmest som om den kommende skilsmissefar var ude efter lette løsninger - for de findes bare ikke.!!!! Og så er det sagt. DET GØR ONDT I ET BARN, når far og mor går fra hinanden. Og det er selvfølgelig tungt for en kommende skilsmissefar at rumme. Som forældre vil man jo det allerbedste for sine børn og mange bliver sammen fordi de ikke vil tage det ansvar. Jeg har selv børn - eller et rettere - så jeg kender til følelsen.
Der er også et andet aspekt. Jeg synes tit diskussionerne handler om hvor mange dage skal de forskellige ha' børenne - hvor skal de bo ... altså det praktiske. Det er ikke DET det handler om - får jeg lyst til at skrige. Det er noget helt og aldeles andet.
Jeg kan give et eksempel: Jeg var to. Min mor blev syg. Min far fik den primære omsorgsrolle i et helt år. Hun blev rask. De skulle skilles (af årsager der her ikke er relevante) og jeg blev placeret hos min mor som knap 4-årig, og jeg havde faktisk glemt hende. Så det var som at flytte sammmen med en fremmed. Jeg SAVNEDE sådan min far. Græd og græd og græd. Blev skældt ud af en ven til min mor - da min mor ikke hørte det og hun bad mig om at tage hensyn til min mors følelser (hun skulle skamme sig, skulle hun!) Nå, men til sidst sagde min mor at jeg skulle ringe til min far og sige at jeg flyttede derud. Jeg ringede at sagde at jeg ville flytte ud til ham. Var glad.
Han sagde at de ikke havde plads
... (hvid løgn - han tænkte på min mor). Jeg husker det stadig - følelsen af at hjertet bliver til is og at det suger i maven.
"Og DET hjalp!" som min mor sagde senere i mit liv. (hun tænkte på sit eget behov her også) Så havde vi fred. Og hun vidste at min far ikke ville lade mig flytte ud til ham.(hun vidste at han ville tænke på hendes behov og ikke på mit) Og da jeg som teenager var vældig vældig VRED på min far og kontronterede ham nogle ting, sagde han bare: din mor skulle ikke både blive skilt, kommen sig oven på sygdommen og også miste sit sidste barn. DET ER FORÆLDRENES behov der oftes træder i forgrunden. (lige som undersøgelsen på de links-sider du har her - fortæller) Det er børnene der betaler gildet. Og det er jo ikke bare et lille savn. Det ligger grunden til at masse lort senere i livet. Som man så skal arbejde med for at blive nogenlunde helstøbt igen.
Jeg husker tanken om at jeg da bare kunne sove på sofaen og at jeg overhovedet ikke ville være til besvær - bare jeg kunne få lov til at være sammen med min far. Jeg følte faktisk at jeg kunne bo i et kosteskab, hvis det skulle være. Bare jeg havde ham -. min dejllige far. Tag den værste kærestesorg - og gang så med to. Sådan føles det i et lille barn. Verden styrter virkelig i grus. Eller rettere - det gjorde den i mig - og sikkert også for andre børn, hvis behov ingen sådan rigtig KAN høre, da det sikkert gør for ondt. Derfor skriver jeg det jeg gør til den kommende skilsmissefar, at de bør reagere på børnens behov.
Nå, puh ha - det var hårdt at skrive om. Jeg bør arbejde nu.
Mange hilsner
fog