Vanvittig rådgivning

Skriv et svar

Smileys
:D :) :( :o :shock: :? 8-) :lol: :x :P :flov: :cry: :evil: :twisted: :roll: ;) :!: :?: :idea: :arrow: :| :-) :11: [:-))] :15: :16: :17: [fisk] [jomfru] [krebs] [loeve] [skorpion] [skytte] [stenbuk] [tvilling] [tyr] [vaedder] [vaegt] [vandmand] [muskvs] [muskvh] [noder] [musik] [headphone01]
Vis flere smileys

BBkode er slået TIL
[img] er slået TIL
[url] er slået TIL
Smileys er slået TIL

Gennemgang af emne
   

Udvidet visning Gennemgang af emne: Vanvittig rådgivning

hmm 2

af Fog. » 24. nov 2006 22:05

Du spørger hvordan mit indlæg dog mon kunne genere i et off. debatforum. Jamen, jeg har svaret - synes jeg. Fordi det ikke var hvad vedkommende - den kommende skilsmissefar - spurgte om. Jeg ville selv have kunnet blive irriteret, da det kan opfattes som om at jeg skal gøre mig klog på noget, som er meget SÅRBART for vedkommende. Jeg opfatter at han i sit indlæg forsøgte at sætte tydelige grænser, når han ¨stiller et så specifikt spg. Det var den grænsesætning, jeg reagerede ud fra.

Og nej, jeg tror ikke at jeg har gang i et eller andet forsvar omkring dét at se at jeg har gang i et forsvar 8-) :lol: (Eller også har jeg bare rigtig rigtig meget gang i et forsvar)


Nå, men du har stadig ikke svaret mig på det med ufarlig kommunikation kontra farlig kommunikation. Lad os lade det ligge. Over and out herfra
Fog

Svar: hmm

af PER HOLM KNUDSEN » 24. nov 2006 22:03

Hej Fog

Du skrev:
se bort fra mit brev, hvis min indblanding generer jer


Det er et debatforum, hvor alle har ret til at komme med deres mening. I min begrænsede verden har jeg så svært ved at se, hvordan et indlæg kan genere og så et rigtig godt indlæg :?: :1:

Din vedholdenhed viser mig tydeligt, at der er grænser for din beskedenhed og ufarlighed :2:.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

hmm

af Fog. » 24. nov 2006 21:59

Nu var det bare sådan at der ikke kom en stor hund hen imod mig - og vedkommende virkede ikke farlig på mig.

Jeg kan selv blive irriteret, hvis jeg spørger til noget, og der er en anden der svarer på eller italesætter noget helt andet. Og det var reelt, det jeg gjorde. Derfor kunnne mit indlæg opfattes som en indblanding. Og så ved jeg godt, at jeg selvfølgelig har ret til at udtale mig (og det har jeg selvfølgleig også). Men jeg ønskede at de ville LYTTE, virkelig lytte til mine ord. Og derfor ønskede jeg at 'lægge mig på ryggen', så mit indlæg ikke kunne andet end at blive læst med god vilje.

Jeg bryder mig virkelig ikke om at virke selvudslettende. Derfor er jeg så vedholdende i mine svar og spg. (og jeg prøver at forholde mig åbent til det indtryk du har fået, og rent faktisk prøve at vurdere om der er noget om den snak, du har gang i).

Det du kalder holdningsbeardning, det kalder jeg at du overskrider grænser. Du bevæger dig over på min banehalvdel, synes jeg. Det er ubehageligt og ikke særlig respektfuldt, synes jeg. Det er også bedrevidende, mener jeg.

Men det jeg spurgte om: Hvordan det ikke gavner komm. at man virker ufarlig - har jeg ikke rigtig fået svar på. Omvendt kan man spørge: hvad gavner det at virke farlig. Hvordan gavner det??

Jeg kan ikke følge dig.

Fog

Svar: hmmm

af PER HOLM KNUDSEN » 8. nov 2006 12:53

Hej Fog

Vrede og afvisning er i hvert fald noget mange ønsker at beskytte sig mod. Vi kender jo udmærket den lille hund der ligger på ryggen og blotter bugen, når den står/ligger over for en (over)hund. Den er ufarlig og der sker den ikke noget.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

hmmm

af Fog » 8. nov 2006 12:43

Gemmer mig i mit eget forsvar ...?

Så du mener det reelt er for at beskytte mig selv?

Og i så fald: Hvad skal jeg beskytte mig mod? Vrede? Afvisning??
:-) fog

Svar: Ufarlig kommunikation

af PER HOLM KNUDSEN » 8. nov 2006 07:31

Hej Fog

Du omtaler selv i et tidligere indlæg:
Jeg tror nok at det jeg egentlig ville med det, og som er dét du spørger til, er at virke ufarlig - så tror jeg andre er bedre til at lytte og har mindre tendens til at ty til forsvar.

Når du forsøger "at virke ufarlig", så er du ikke dig selv, men gemmer dig i dit eget forsvar. :1:

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Ufarlig kommunikation

af Fog » 6. nov 2006 11:04

Hej Per,

Måske har du ret - at det var min lille pige der kørte om hjørner med mig. Måske ikke. Det er lidt tåget i mig.

Men der er en ting, jeg gerne vil bede dig om at uddybe: Det med den ufarlige kommunikation. Vil du uddybe?

Mange hilsner
Fog

Svar: Til Per og andre for den sags skyld

af PER HOLM KNUDSEN » 23. okt 2006 14:34

Hej Fog

Jeg føler mig nu ikke specielt splittet :1:.

Beskedenhed er for mig kædet til en slags undskyldning for at jeg er her, at jeg har en mening, at jeg er blandt jer osv., som jeg ikke tror er særligt helsebringende. Janteloven er et godt eksempel.

Ydmyghed over for livet handler for mig om en erkendelse af de begrænsninger, som livet giver, ikke hvad andre mennesker, religioner, moralister pådutter mig. Jens Martin Knudsen sagde det lidt morsomt en gang: "Måske er livet blot en overgang mellem brint og jern." :1:

Der er jo netop som du beskriver 2 nivoer din beskedenhed som den udtrykte sig i dit indlæg, den lille pige som prøver ikke at være til besvær, så hun osse kan være der, sammen med mor og far, og den voksne kvinde, der (misforstået synes jeg) tror, at ufarlighed gavner kommunikationen. Måske er det i virkeligheden den lille pige, der kommer til at "snyde" dig her. Min respons var ikke til den lille pige, men til den voksne kvinde, eftersom mit svar til dig ikke var et led i terapi. :1:
Og samtidig er det jo et godt eksempel på, hvordan skilsmisse kan virker på os mennesker langt senere i livet.

"Relevans" - yes i mit debatforum er det selvfølgelig mig der vurderer, hvornår jeg synes noget er relevant - og enhver modsigelse er velkommen - jeg sidder ikke inde med sandheden om noget som helst. Men min faglige erfaring har f.eks. lært mig, at det er rigtigt godt for en ung kvinde, der vil stå på egne ben og tage eget ansvar, at stoppe med at gøre sig selv til et barn ved at kalde sig pige. Vælger hun at blive ved med at kalde sig pige, så er det hendes valg, nu ved hun blot at der er en anden mulighed, nemlig muligheden for at blive/være voksen.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Til Per og andre for den sags skyld

af Fog » 20. okt 2006 10:57

Hej Per,

Der er mange tanker og overvejelser efter dine breve til den Forargede og til mig.

På mig virker det som du er delt indvendigt. Splittet på en eller anden måde. Der er dét der er det rigtige at SIGE og så er der følelserne der alligevel ikke gør det politisk korrekte.

På den ene side siger du at det hele handler om holdninger - der er ikke ET facit.

På den anden side siger du hvad der er forbudt her og hvad der ikke er forbudt. Det er forbudt at være beskeden, men det er ikke forbudt at være ydmyg over for livet. Hmm ...
Så du skal have lov at bestemme hvad andre også synes skal være forbudt????????????

Du siger at du intet har imod at lave holdningsbearbejdning, når det er RELEVANT. Dvs. det er dig der vurderer hvornår det er relevant. Men så er der jo også noget der er mere rigtigt end andet. Så VED du bedre end den unge kvinde på 25 år, som kalder sig selv for pige. (og jo, jeg har fulgt meget med i debatten omkring det spg.).

Du vedkender dig på en måde ekspert-rollen - og du opfatter i hvert fald dig selv som en autoritet, når du som en forældre vejleder og skubber i 'den rigtige retning'. Når du - som jeg opfatter det - nogle gange punker de skrivende. Fx har du sommetider virkelig gået hårdt til én mht. til det med 'pige' - og hun skrev egentlig ind for at spørge om fx plastiske operationer. Og SPURGTE dig ikke om noget som helst mht. til pige-dreng, kvinde-mand. Har lagt mærke til at de skrivende nogen gange trækker følehornene til dig og ikke skriver mere (der kan selvfølglig være flere årsager end til at du måske har været lidt for hårde og punkende over for dem - synes bare at jeg har set et mønster).

Og så er der jo min famøse beskedenhed. Du læser som om jeg siger: "Undskyld at jeg lever og at jeg ER". Tror nu ikke, at det er sådan jeg har det. Som jeg har skrevet tidligere var det ikke det han BAD om. - At du så kan bruge mit indlæg til at give til andre - det er meget fint. Men jeg havde HAM i tankerne. Han står i en svær situation, hvor det er meget nemt at gå i forsvar. Det er følsomt, det er nogle tunge og svære belsutninger de stor overfor, og det er sikkert også meget mere kompliceret end han redegør for i brevet. Det er med de tanker og følelser at jeg skrev at han skulle se bort fra mit brev, hvis det generede ham. Han er måske slet ikke et sted, hvor han kan lytte.

Da jeg skrev det, var det mine følelser der styrede ... mine tanker sagde: åh, hvor lyder det selvunderkendende - men jeg valgte at skrive det alligevel - vel vidnende at det kan virke selvudslettende.

Jeg tror nok at det jeg egentlig ville med det, og som er dét du sprøger til, er at virke ufarlig - så tror jeg andre er bedre til at lytte og har mindre tendens til at ty til forsvar. Og måske handler det også om - som jeg tidligere har skrevet - at det var lille mig - mig som skilsmissebarn, som sad og følte. Da jeg skrev brevet, blev jeg helt mærkelig selv indvendig. Følte sorg over den 'lille fog', der følte sig forældreløs. Blev virkelig ked ked af det. Og jeg var også vred over, at mange behandler skilsmisse-problematikker og børn så overfladisk. Hvis forældrene er enige er det godt. I skal bare ikke skændes. Enigheden er bedst. Åh, det er svært at forklare. Men sjældent hører man om den dybe sorg, som barnet rent faktisk bærer rundt på og som det har SÅ svært ved at få bearbejdet, da de voksne glatter ud, lægger skemaer og tænker mange tanker. I stedet for at VÆRE der - hos barnet - RUMME det. Forældrenes konfliktkyhed er virkelig noget der GØR ONDT i et lille barn, når nu det bare er rigtig ulykkelig. Mine forældren kunne ikke rumme min brors og min sorg. Glattede ud, smurte noget mad i stedet, kunne ikke RIGTIG tale om det. Var bange og havde berøringsangst. Og på mig virkede det nærmest som om den kommende skilsmissefar var ude efter lette løsninger - for de findes bare ikke.!!!! Og så er det sagt. DET GØR ONDT I ET BARN, når far og mor går fra hinanden. Og det er selvfølgelig tungt for en kommende skilsmissefar at rumme. Som forældre vil man jo det allerbedste for sine børn og mange bliver sammen fordi de ikke vil tage det ansvar. Jeg har selv børn - eller et rettere - så jeg kender til følelsen.

Der er også et andet aspekt. Jeg synes tit diskussionerne handler om hvor mange dage skal de forskellige ha' børenne - hvor skal de bo ... altså det praktiske. Det er ikke DET det handler om - får jeg lyst til at skrige. Det er noget helt og aldeles andet.

Jeg kan give et eksempel: Jeg var to. Min mor blev syg. Min far fik den primære omsorgsrolle i et helt år. Hun blev rask. De skulle skilles (af årsager der her ikke er relevante) og jeg blev placeret hos min mor som knap 4-årig, og jeg havde faktisk glemt hende. Så det var som at flytte sammmen med en fremmed. Jeg SAVNEDE sådan min far. Græd og græd og græd. Blev skældt ud af en ven til min mor - da min mor ikke hørte det og hun bad mig om at tage hensyn til min mors følelser (hun skulle skamme sig, skulle hun!) Nå, men til sidst sagde min mor at jeg skulle ringe til min far og sige at jeg flyttede derud. Jeg ringede at sagde at jeg ville flytte ud til ham. Var glad.

Han sagde at de ikke havde plads

... (hvid løgn - han tænkte på min mor). Jeg husker det stadig - følelsen af at hjertet bliver til is og at det suger i maven.

"Og DET hjalp!" som min mor sagde senere i mit liv. (hun tænkte på sit eget behov her også) Så havde vi fred. Og hun vidste at min far ikke ville lade mig flytte ud til ham.(hun vidste at han ville tænke på hendes behov og ikke på mit) Og da jeg som teenager var vældig vældig VRED på min far og kontronterede ham nogle ting, sagde han bare: din mor skulle ikke både blive skilt, kommen sig oven på sygdommen og også miste sit sidste barn. DET ER FORÆLDRENES behov der oftes træder i forgrunden. (lige som undersøgelsen på de links-sider du har her - fortæller) Det er børnene der betaler gildet. Og det er jo ikke bare et lille savn. Det ligger grunden til at masse lort senere i livet. Som man så skal arbejde med for at blive nogenlunde helstøbt igen.

Jeg husker tanken om at jeg da bare kunne sove på sofaen og at jeg overhovedet ikke ville være til besvær - bare jeg kunne få lov til at være sammen med min far. Jeg følte faktisk at jeg kunne bo i et kosteskab, hvis det skulle være. Bare jeg havde ham -. min dejllige far. Tag den værste kærestesorg - og gang så med to. Sådan føles det i et lille barn. Verden styrter virkelig i grus. Eller rettere - det gjorde den i mig - og sikkert også for andre børn, hvis behov ingen sådan rigtig KAN høre, da det sikkert gør for ondt. Derfor skriver jeg det jeg gør til den kommende skilsmissefar, at de bør reagere på børnens behov.

Nå, puh ha - det var hårdt at skrive om. Jeg bør arbejde nu.
Mange hilsner
fog

Svar: Du gør dig nogle tanker

af PER HOLM KNUDSEN » 20. okt 2006 06:51

Hej Fog

Ja forhåbentligt gør jeg mig nogen tanker.

Med hensyn til "ekspert" så se svaret her over.

Jeg har intet mod at lave holdningsbearbejdning, hvor jeg tror, at det er relevant, og det er hvad jeg f.eks. gør, når kvinder kalder sig piger og mennesker siger: undskyld at jeg bringer mig på banen. Med hensyn til kvinder/piger, så ligger der en længere debat om det her i PSYKE & SEX DEBAT under OM PSYKEN i forummet FRA BARN TIL VOKSEN.

Med hensyn til at læse beskedenhed ind i dit: "se bort fra mit brev, hvis min indblanding generer jer", der kan det være jeg gør dig uret, og at du ikke er spor beskeden. På den anden side, hvorfor/hvordan skulle dit meget ordentlige og saglige indlæg på nogen måde kunne genere nogen? Du er ekspert i at være skilsmissebarn! Hvad ville du egentlig sige med det? Ydmyghed overfor livet sætter jeg stor pris og er på ingen måde forbudt her.

Der i øvrigt en ret god grund til, at jeg kalder denne side for PSYKE & SEX DEBAT, det er for at understrege, at der ikke findes ét facit på meget af det er der spørges og og drøftes her. Jeg har ikke spor mod at være en ældre "far", der støtter andres færd i livet. Forældre gør oftest det bedste de kan og det er ikke altid, at det så er det er det bedste for børnene :1:.

Svar: moraliserer? nej misforstået

af PER HOLM KNUDSEN » 20. okt 2006 06:21

Hej forarget

Når du skriver:
men nu har flertallet af os jo besluttet os for at leve i et samfund, hvor kulturen er anderledes og hvor vi knytter os følelsesmæssigt til hinanden i ægteskaber og kæresteforhold.
og
Sådan er vilkårene, og det skal og bør være det, der er udgangspunktet, når en psykoterapeut (ubeskyttet titel) giver gode råd
så har jeg svært at se det, som andet et ønske om at pådutte andre en bestemt adfærd, men ok vi kan selvfølgelig osse kalde det et politisk manifest.

Du har ret i
at sidespring og utroskab ikke altid er den bedste løsning
og nogen gange er det en udmærket løsning på et behov.
Ofte betyder det jo, at folk ender med at gå fra hinanden og børn bliver til skilsmissebørn.
Det er måske her uenigheden er størst, nogen gange fører det til skilsmisse, men oftest ikke. Og hvor det fører til skilsmisse, ligger der ofte massive problemer bag der ikke har med utroskab at gøre, som det uanset sidespring eller ej havde været en god ide at have gjort noget ved inden skilssmissen. En helt anden sag er jo så, om vi mennesker egentligt er gearet til forhold, der varer ud over 5-10 år, og om ideen om det livslange forhold i realiteten er en illusion. Det er der jo mange der forsker i.

I den konkrete case, hvor den 47 årige kvinde skriver om sin ubændige trang til at hoppe på naboen, tror jeg ikke det ville have ændret en tøddel, hvis jeg havde skrevet
men nu har flertallet af os jo besluttet os for at leve i et samfund, hvor kulturen er anderledes og hvor vi knytter os følelsesmæssigt til hinanden i ægteskaber og kæresteforhold ... Sådan er vilkårene, og det skal og bør det være.
så undlad venligst dit forsøg på sidespring! Det skriver hun jo osse i sine indlæg.

Jeg kan sagtens forestille mig, at jeg i konkrete sager ville fraråde et sidespring. Her sagde jeg hverken, at hun skulle eller ikke skulle, det var tydeligt, at hun allerede havde besluttet sig for at springe.

OK, hvis en bager er ekspert i kager, en arbejdsmand er ekspert i arbejde, en præst er ekspert i Gud, en politiker er ekspert i politik, så kan man måske osse kalde mig ekspert. Psykoterapi er efter min opfattelse et meget kulturbåret og holdningsmæssigt fag i modsætning til f.eks. biologi (selv om nogen kommer med "Intelligent design"). Gamle Freud havde et udmærket udtryk der lød: "Neurosen er kulturens byrde!"

Utroskab eller ikke utroskab er ikke noget man efter min mening kan "eksperte" om, det er et holdningsspørgsmål. Børsteorm er for eksperter.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Hvorfor jeg moraliserer

af Fog » 19. okt 2006 22:56

Til alle, der gider

Ja, enig - det ER spændende, hvad der får folk til at moralisere på andres vegne (lige som når du moraliserer på andres vegne - jvf. brevet før)

Jeg vil fortælle hvornår JEG får lyst til at moralisere:

Når mine værdier bliver stødt, såret, underkendt (ved godt at værdier ikke kan blive stødt - men I forstår nok)

Jeg tror mennesket SAMMENLIGNER sig. Og når andre ikke deler mine værdier, er det på en eller anden måde det sammen, som hvis at mine helt grundlæggende overbevisninger underkendes af én som jeg i bund og grund sammenligner mig med. Hvis jeg da ikke underkender denne person, fordi vedkommende er syg, dum og ikke vidende omkring dét, han/hun taler om.

venlige hilsner
FOG

Du gør dig nogle tanker

af Fog » 19. okt 2006 22:39

Hej Per,

På mig - og sikkert også på andre - kommer du til at virke som ekspert. Når man læser dine titler: medlem af dit og dat, cand.en.masse - altså du underskriver dig jo som ekspert. En der har uddannelse inden for netop dette område her på siderne og en der er optaget i en forening - og altså er blåstemplet.

Og så alle dine links. Der er megen viden her på disse sider. På brugeren VIRKER du som ekspert - om du så kan lide det eller ej.

Så alt i alt mener jeg lige som den forargede, at du må stå ved, at du bliver OPFATTET som ekspert. Selv om du ikke selv synes at det er din rolle. Men hvorfor så alle dine titler? Hvorfor bruge dem, hvis det ikke er for at henvise til din VIDEN, INDSIGT, ERFARING, MED I VIGTIG FORENING - noget der altsammen peger i retning af, at du har en naturlig ekspert-viden???????

Og så en anden ting, der undrer mig:
På mig virker det nogen gange som om dine holdninger er vigtigere end det at hjælpe, indsamle viden og debattere.

[pisk]
Hvorfor fx opdrage på os?? - som jeg nogen gange opfatter at du gør. Nærmest som en forældre, der netop VED bedre (igen ekspert-referencen):

Når du fx fortæller mig, at jeg er beskeden og at jeg skal lade være med det - så udtaler du dig også som en, der VED hvad jeg skal og ikke skal. Du opdrager på mig, synes jeg. (Jeg ved godt, at du mener det godt og jeg tror dig, når du siger at du ville give mig et kærligt spark. Nu er det bare sådan, at jeg nærmest ser rødt hvis nogen fortæller mig hvad JEG skal gøre. Det skal jeg sørme nok selv bestemme. Og så ser jeg rødt, da jeg som menneske overhovedet ikke opfatter mig selv som beskeden, nok nærmere sundt ydmyg over for livet. [trofae] )

[pisk]
Og når du fx også fortæller alle kvinder og mænd, som refererer til sig selv som 'piger' og 'drenge' - at de skal kalde sig selv for noget andet, fordi de ikke længere er børn. Det er vel deres egen sag - selv om min holdning nu er fuldstændig den samme omkring dét med at omtale sig selv som fx KVINDE, hvis man er voksen hunkøn.

Og nu skal du lade være med at give mig en eller anden humoristisk smøre med smil og jeg-skal-komme-efter-dig. Hvorfor denne opdragen, som jeg kalder det?? Hvad giver det dig? Hvad ville der ske i dig, hvis du lod være? Det virker i hvert fald formynderisk - og det ønsker du vel ikke??? Vil du provokere?

Puha, sikke en smøre. Jeg er træt af mine lange sætninger og har lyst til at fyre en joke af. :16:
Glæder mig til dit svar og håber at du gider at skue lidt indad, da jeg er oprigtig nysgerrig. [confused]
God nat
Fog

moraliserer? nej misforstået

af forarget » 19. okt 2006 20:35

Nej Per, du tager fejl, hvis du læser mit indlæg som et forsøg på at moralisere eller opfordre dig til at have bestemte holdninger eller etiske og moralske grænser. Jeg er sådan set ligeglad med hvad du mener. Problemet et, at uanset du åbenbart ikke bryder dig om at være ekspert - til trods for at du tjener penge på det - så optræder du som ekspert.

Det kan du ganske enkelt ikke løbe fra. Som ekspert har du en forpligtelse til at se folks problemer i et større lys end hvad dine egne holdninger går på. Det er ok, at du ikke har moralske problemer med utroskab. Men du må sgu da kunne medgive - hvis du er i stand til at se lidt ud over dine holdninger - at sidespring og utroskab ikke altid er den bedste løsning. Ofte betyder det jo, at folk ender med at gå fra hinanden og børn bliver til skilsmissebørn.

Er du ikke enig i, at det er bedre at undgå utroskab, hvis man kan få dækket de psykologiske behov, der gør at man har lyst/behov for utroskab, på en anden måde?
Hvis ja, hvorfor er det så ikke det du rådgiver om?

Hvis du udelukkende ønsker at blive opfattet som en uden ekspertviden og udelukkende med holdninger, skal du se at få lavet nogle markante ændringer i det brand, du ligesom forsøger at sælge her på siden.

Svar:

af PER HOLM KNUDSEN » 19. okt 2006 08:44

Hej Fog

Som bruger af denne og læser af denne forventer de fleste nok at der sidder en eller anden 'ekspert', der ikke bryder normer.

Jeg går skam meget ind for ikke at bryde mine egne normer :1:, derudover vil jeg meget nødig være 'ekspert'. Jeg gør mig nogen tanker, kan andre bruge dem til at komme videre i deres liv, løst nogen problemer er det fint for mig, kan de ikke, ja så finder de nok et andet sted at få hjælp.

Jeg synes i øvrigt det er rigtig interessant, hvad der får mennesker til at moralisere på andres vegne :1:.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

Top