af Camilla5 » 21. nov 2007 09:07
Hej Roma Uomo,
Jeg tænker også selv, at du virkelig burde opsøge en terapeut.
Det virker som om, at det her forum er blevet en fribillet til at skrive og skrive, men uden at følge det op med handlinger eller nye tankegange?
For selv når du takker for feedback, så kan man af dit næste indlæg se, at du faktisk har mere travlt med igen at forklare, hvorfor du er et offer, og verden er ond mod dig.
Hvordan reagerer du på venner, der reagerer med tilsvarende offer-indstilling og en holdning om, at hvis ikke de kan træffe ideelle valg uden smerte, så er de magtesløse og helt uden valgmuligheder. Simpelthen et offer for omstændighederne.
Igennem hele din historie har du haft valg i hver eneste lille situation. Du kan vælge at blive sammen med en person, der ikke behandler dig på en måde, som du bryder dig om, eller du kan gå trods følelser for vedkommende... Du kan vælge at give afkald på dine børn, hvis du anser det for værende bedst, eller du kan kæmpe for øget samvær...
Kort sagt er der tons af valgmuligheder, men de er ikke alle sammen sort/hvide og nemme. Som regel findes der fordele og ulemper ved alle valg...
Som voksen og ansvarlig person, så lærer man blot at forsøge at træffe de valg, der bedst beskytter en selv, så man har overskud til at være noget for andre. Du virker derimod til at stille dig op og klage over, at de ideelle valg mangler, så derfor undlader du at træffe valg. Men kigger du lidt nærmere på tingene, så er passivitet faktisk også et valg... Problemet med det er bare, at man mister AL indflydelse på sit liv gennem det, hvor man med valg trods alt kan influere tingene i mindre grad.
Der er INGEN, som har lovet dig, at livet skulle være nemt eller retfærdigt, men husk på at det gælder ALLE! Dine børn har formentlig heller ikke drømt om at have en så drænet far, at han forventer, at DE skal give HAM kærlighed og omsorg... Hvad vil du gøre den dag, hvor de begynder at efterligne din offerrolle? Den dag hvor de stiller sig op og siger, hvis bare vores far havde været der mere for os, så havde vi fået en bedre uddannelse, valgt bedre kærester osv. vil du så skubbe ansvaret videre? Eller vil du handle nu ved at træde ud af offerrollen, så det aldrig kommer så vidt?
Og hvad tror du gavner dem og deres fremtid mest på længere sigt?
Knus
Camilla
Hej Roma Uomo,
Jeg tænker også selv, at du virkelig burde opsøge en terapeut.
Det virker som om, at det her forum er blevet en fribillet til at skrive og skrive, men uden at følge det op med handlinger eller nye tankegange?
For selv når du takker for feedback, så kan man af dit næste indlæg se, at du faktisk har mere travlt med igen at forklare, hvorfor du er et offer, og verden er ond mod dig.
Hvordan reagerer du på venner, der reagerer med tilsvarende offer-indstilling og en holdning om, at hvis ikke de kan træffe ideelle valg uden smerte, så er de magtesløse og helt uden valgmuligheder. Simpelthen et offer for omstændighederne.
Igennem hele din historie har du haft valg i hver eneste lille situation. Du kan vælge at blive sammen med en person, der ikke behandler dig på en måde, som du bryder dig om, eller du kan gå trods følelser for vedkommende... Du kan vælge at give afkald på dine børn, hvis du anser det for værende bedst, eller du kan kæmpe for øget samvær...
Kort sagt er der tons af valgmuligheder, men de er ikke alle sammen sort/hvide og nemme. Som regel findes der fordele og ulemper ved alle valg...
Som voksen og ansvarlig person, så lærer man blot at forsøge at træffe de valg, der bedst beskytter en selv, så man har overskud til at være noget for andre. Du virker derimod til at stille dig op og klage over, at de ideelle valg mangler, så derfor undlader du at træffe valg. Men kigger du lidt nærmere på tingene, så er passivitet faktisk også et valg... Problemet med det er bare, at man mister AL indflydelse på sit liv gennem det, hvor man med valg trods alt kan influere tingene i mindre grad.
Der er INGEN, som har lovet dig, at livet skulle være nemt eller retfærdigt, men husk på at det gælder ALLE! Dine børn har formentlig heller ikke drømt om at have en så drænet far, at han forventer, at DE skal give HAM kærlighed og omsorg... Hvad vil du gøre den dag, hvor de begynder at efterligne din offerrolle? Den dag hvor de stiller sig op og siger, hvis bare vores far havde været der mere for os, så havde vi fået en bedre uddannelse, valgt bedre kærester osv. vil du så skubbe ansvaret videre? Eller vil du handle nu ved at træde ud af offerrollen, så det aldrig kommer så vidt?
Og hvad tror du gavner dem og deres fremtid mest på længere sigt?
Knus
Camilla