af Fog » 18. okt 2006 13:49
Kære jer,
Jeg kender ingen skilsmissebørn, det ikke ER svært for. Sådan er det!!
Man lærer børn noget, når man vælger at blive skilt!
Jeg er skilsmissebarn selv. Er nu 39 år. Boede fast hos min mor, så min far hver anden weekend og i 14 dg. i sommerferien. Derudover sås vi alle sammen (min fars nye kone samt hendes barn) til højtider. Boede altså fast ét sted.
Mine forældre var meget meget enige. Og jeg vil give mit oplevede besyv med.
Det er selvfølgelig dejligt at forældrene ikke skændes og strides altid og bagtaler hinanden. Det er klart. Det er et must. Men derudover skal man som forældre - synes jeg - passe på med ikke at det hele bliver skemalagt. Jeg husker selv følelsen af at være en brik. Jeg husker hvordan jeg nogen gange oplevede at det mere handlede om mine forældres dårlige samvittighed end om mine egentlige behov.
Jeg ved ikke hvordan det opleves i børnehøjde at bo to steder. Men noget ved jeg. Det er frygteligt forvirrende hvis de kulturer er for forskellige. Det har har selvfølgelig også en fordel: Jeg er blevet god til at aflæse kulturen for god opførsel i diverse miljøer. Ulempe: Man skal tune ind som barn. Jeg plejer at kalde det, at mit overjeg blev forvirret. To forældre-stemmer, to måder at gøre alting på. Det var hårdt for mig. Var møgsur når jeg kom hjem til min mor igen. Blev flov hos min far, når jeg kom til at prutte fx, eller bande - for det var godt nok ikke i orden dér.
Et andet velment råd fra et skilsmissebarn: Jeg var 4 år. Mærkede meget, kunne selvfølgelig ikke sætte ord på. Husker blot følelserne. Og børn mærker når de voksne ikke har det fjong-ballon med hinanden. Så hvis I konflikter (I taler selvfølgelig til hinanden uden at skrige og råbe) - så er det OK at sige at 'Vi er lidt uvenner' - vi skal bare lige finde ud det. Tag dig ikke af det kære lille xx. Eller noget i den stil. I hvert fald hellere lade være med at holde jul sammen allesammen, hvis I alligevel ikke har det godt. Hvis det bliver forkrampet og meget ubehageligt er det bedre at lade være. Husker så mange juleaftener, hvor min fars nye kone var et stort hænder-gnidende individ, som ikke havde det godt. Husker også min mor, der heller ikke havde det helt godt. Og husker min far som ham der, der bare prøvede at få det hele til at gå. Som at holde juleaften på nåle, sådan føltes det i mig. Det var ikke afslappet og rart. Det var skuespil og forkrampet.
Tal om det I føler I skal tale om, når børnene ikke er der.
Afklar, hvad I afklare skal, før fx fødselsdage og andre særlige begivenheder.
Vær parat til at lade børnene få mor mere, hvis det har brug for det. Eller far mere, hvis det har brug for det.
Noget der umiddelbart udadtil kører godt og fint - behøver ikke blive følt sådan af børn.
Reagér på et barns udtryk for dets behov. Lad være med at bagatallisere det når hun/han græder og savner far el. mor.
I det hele taget: Vis at I kan rumme sorgen. Jeg følte mig i hvert fald forældreløs i perioder, når begge mine forældre prøvede at 'overhøre' mine behov og glattede ud og fx gav udtryk for flg: Argh ... det er da ikke så slemt, eller: Åh, lad nu være med at pive ...
Lyt i stedet. Sprøg ind. Fortæl ikke hvordan de bør føle.
Børnene bliver kede af det. Og det er op til jer om I lader dem være det med god grund (og kan komme af med sorgen), eller om de lærer at det bør de holde indenbords. (sværere at komme af med sorgen).
Svar så oprigtigt I kan, når børnene sprøger jeg om noget. Men gør det enkelt, sålænge de er små.
Lyv ikke! Giv ikke 'hvide løgne'.
Ja, kan mærke at jeg har masser på hjerte. Men nu vil jeg holde.
Spørg, hvis der er noget, I synes jeg kan bidrage med og se bort fra mit brev, hvis min indblanding generer jer.
Mange hilsner
Fog
Kære jer,
Jeg kender ingen skilsmissebørn, det ikke ER svært for. Sådan er det!!
Man lærer børn noget, når man vælger at blive skilt!
Jeg er skilsmissebarn selv. Er nu 39 år. Boede fast hos min mor, så min far hver anden weekend og i 14 dg. i sommerferien. Derudover sås vi alle sammen (min fars nye kone samt hendes barn) til højtider. Boede altså fast ét sted.
Mine forældre var meget meget enige. Og jeg vil give mit oplevede besyv med.
Det er selvfølgelig dejligt at forældrene ikke skændes og strides altid og bagtaler hinanden. Det er klart. Det er et must. Men derudover skal man som forældre - synes jeg - passe på med ikke at det hele bliver skemalagt. Jeg husker selv følelsen af at være en brik. Jeg husker hvordan jeg nogen gange oplevede at det mere handlede om mine forældres dårlige samvittighed end om mine egentlige behov.
Jeg ved ikke hvordan det opleves i børnehøjde at bo to steder. Men noget ved jeg. Det er frygteligt forvirrende hvis de kulturer er for forskellige. Det har har selvfølgelig også en fordel: Jeg er blevet god til at aflæse kulturen for god opførsel i diverse miljøer. Ulempe: Man skal tune ind som barn. Jeg plejer at kalde det, at mit overjeg blev forvirret. To forældre-stemmer, to måder at gøre alting på. Det var hårdt for mig. Var møgsur når jeg kom hjem til min mor igen. Blev flov hos min far, når jeg kom til at prutte fx, eller bande - for det var godt nok ikke i orden dér.
Et andet velment råd fra et skilsmissebarn: Jeg var 4 år. Mærkede meget, kunne selvfølgelig ikke sætte ord på. Husker blot følelserne. Og børn mærker når de voksne ikke har det fjong-ballon med hinanden. Så hvis I konflikter (I taler selvfølgelig til hinanden uden at skrige og råbe) - så er det OK at sige at 'Vi er lidt uvenner' - vi skal bare lige finde ud det. Tag dig ikke af det kære lille xx. Eller noget i den stil. I hvert fald hellere lade være med at holde jul sammen allesammen, hvis I alligevel ikke har det godt. Hvis det bliver forkrampet og meget ubehageligt er det bedre at lade være. Husker så mange juleaftener, hvor min fars nye kone var et stort hænder-gnidende individ, som ikke havde det godt. Husker også min mor, der heller ikke havde det helt godt. Og husker min far som ham der, der bare prøvede at få det hele til at gå. Som at holde juleaften på nåle, sådan føltes det i mig. Det var ikke afslappet og rart. Det var skuespil og forkrampet.
Tal om det I føler I skal tale om, når børnene ikke er der.
Afklar, hvad I afklare skal, før fx fødselsdage og andre særlige begivenheder.
Vær parat til at lade børnene få mor mere, hvis det har brug for det. Eller far mere, hvis det har brug for det.
Noget der umiddelbart udadtil kører godt og fint - behøver ikke blive følt sådan af børn.
Reagér på et barns udtryk for dets behov. Lad være med at bagatallisere det når hun/han græder og savner far el. mor.
I det hele taget: Vis at I kan rumme sorgen. Jeg følte mig i hvert fald forældreløs i perioder, når begge mine forældre prøvede at 'overhøre' mine behov og glattede ud og fx gav udtryk for flg: Argh ... det er da ikke så slemt, eller: Åh, lad nu være med at pive ...
Lyt i stedet. Sprøg ind. Fortæl ikke hvordan de bør føle.
Børnene bliver kede af det. Og det er op til jer om I lader dem være det med god grund (og kan komme af med sorgen), eller om de lærer at det bør de holde indenbords. (sværere at komme af med sorgen).
Svar så oprigtigt I kan, når børnene sprøger jeg om noget. Men gør det enkelt, sålænge de er små.
Lyv ikke! Giv ikke 'hvide løgne'.
Ja, kan mærke at jeg har masser på hjerte. Men nu vil jeg holde.
Spørg, hvis der er noget, I synes jeg kan bidrage med og se bort fra mit brev, hvis min indblanding generer jer.
Mange hilsner
Fog