af Ung ANONYM Mand » 8. jan 2013 17:47
Hej Per.
Jeg er glad for, du har svaret, da jeg faktisk ikke troede, der ville komme noget svar.
Jeg prøver at uddybe:
Jeg er ikke bange for at miste hende. Tværtimod virker det som om, at jeg konstant prøver at udfordre hende til at forlade mig. Og det kommer til at lyde som om, at jeg ikke holder af hende, men det gør jeg virkelig. Jeg har aldrig været så glad for en pige, som jeg er for hende.
Ja, måske handler det om, om de er "bedre" end mig. Og her tænker jeg rent seksuelt. Jeg har udspurgt hende så mange gange, om deres pikke var større end min, og selvom hun siger nej, og fortæller mig, at jeg har den største, så tror jeg ikke på hende. Jeg bliver ved med at tænke på hende, imens hun er sammen med en af dem. Jeg ser det soleklart for mig i mit hoved. Ser billeder af det, og det gør så ondt. Det giver mig kvalme, og jeg begynder at ryste, og i sidste ende lader jeg det altid gå ud over hende. Det mest skræmmende er også for mig, at det kan komme på alle tidspunkter: når jeg læser, når jeg er sammen med vennerne, når jeg dyrker sport, når jeg slapper af. Det er konstant på dagen i ALLE situationer. Og jeg kan slet ikke styre det, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre for at komme af med tankerne. Nogen gange holder jeg dem nede og skriver søde sms'er til hende og får dem presset væk, men andre gange - hvis jeg måske er i dårligere humør - kan jeg ikke holde skubbe dem væk. Så overvælder de mig, og jeg bliver så grim i munden over for hende og sindssyg uretfærdig. Jeg kan svine hende til, og være iskold og sige, at jeg ikke forstår, at hun ingen selvrespekt har haft og har været sammen med de fyre totalt uforpligtende, fordi som hun har fortalt troede "der var noget". Heldigvis siger jeg kun grimme ting til hende, da jeg aldrig kunne finde på at lægge en hånd på hende, eller faktisk lægge en hånd på nogen. Også når vi dyrker sex, er det et problem. Jeg har udspurgt hende om, hvad hun har lavet med de andre fyre, og når vi så er sammen, kommer de her billeder op i hovedet på mig, og jeg vil bare stoppe og sove. Hun forstår det ikke altid, men accepterer det til tider og vi lægger os til at sove. Hun fortalte mig helt i starten, da vi begyndte at se hinanden - vi snakker efter to ugers tid - at hun aldrig havde prøvet noget som med mig, og at hun aldrig havde fået en orgasme før. Det giver jeg hende hver gang, og hun var fra starten oppe at køre over det, men jeg tager det bare ikke som det "kompliment" det i virkeligheden er. Bare snakken nærmer sig noget om sex, kan jeg slet ikke se hende i øjnene og snakke med hende om det, fordi jeg tænker på de fyre.
En anden ting der også plager mig ufatteligt, er tanken om, at vi kan møde en af fyrene sammen. Tanken om, at han kan stå med sine venner og pege over på os og sige "hende har jeg kneppet" og komme med detaljer om hende nøgen og om hvordan hun er i sengen osv. Jeg kan slet ikke tage det. Jeg tror, jeg ville bryde grædende sammen eller gå helt amok... Og jeg har forklaret hende, at hvis vi møder en af dem, skal hun ikke kramme dem foran mig. Fint at de siger hej, men det er så det. Og ja, det er så dybt uretfærdigt, og jeg ved det godt. Men det ville ødelægge mig fuldstændigt, og det forstår hun heldigvis godt. Så hun har lovet mig, at hun ikke ville gøre det, fordi hun ved, hvordan jeg har det. Hun er i det hele taget dybt forstående og prøver altid at hjælpe mig med de tankerne, men hun kan ikke gøre noget. Bare det, at hun snakker om det, giver mig den her følelse af, at nu "tænker hun også på dem". Det er helt sygt, og jeg ved det
Nå, det var en lang smøre. Jeg håber, at du kan forstå lidt af det?
Jeg har ikke brug for, at der bliver sagt "tag dig nu sammen" og "hvor er du uretfærdig". Det har mine venner og familie sagt til mig. Altså dem jeg har snakket med det her om. Jeg ved godt, det er uretfærdigt, og jeg hader mig selv for det. Virkelig hader! Og det er en kæmpe byrde, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre herfra. Jeg håber, du kan hjælpe mig Per.
Mvh. den anonyme
Hej Per.
Jeg er glad for, du har svaret, da jeg faktisk ikke troede, der ville komme noget svar.
Jeg prøver at uddybe:
Jeg er ikke bange for at miste hende. Tværtimod virker det som om, at jeg konstant prøver at udfordre hende til at forlade mig. Og det kommer til at lyde som om, at jeg ikke holder af hende, men det gør jeg virkelig. Jeg har aldrig været så glad for en pige, som jeg er for hende.
Ja, måske handler det om, om de er "bedre" end mig. Og her tænker jeg rent seksuelt. Jeg har udspurgt hende så mange gange, om deres pikke var større end min, og selvom hun siger nej, og fortæller mig, at jeg har den største, så tror jeg ikke på hende. Jeg bliver ved med at tænke på hende, imens hun er sammen med en af dem. Jeg ser det soleklart for mig i mit hoved. Ser billeder af det, og det gør så ondt. Det giver mig kvalme, og jeg begynder at ryste, og i sidste ende lader jeg det altid gå ud over hende. Det mest skræmmende er også for mig, at det kan komme på alle tidspunkter: når jeg læser, når jeg er sammen med vennerne, når jeg dyrker sport, når jeg slapper af. Det er konstant på dagen i ALLE situationer. Og jeg kan slet ikke styre det, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre for at komme af med tankerne. Nogen gange holder jeg dem nede og skriver søde sms'er til hende og får dem presset væk, men andre gange - hvis jeg måske er i dårligere humør - kan jeg ikke holde skubbe dem væk. Så overvælder de mig, og jeg bliver så grim i munden over for hende og sindssyg uretfærdig. Jeg kan svine hende til, og være iskold og sige, at jeg ikke forstår, at hun ingen selvrespekt har haft og har været sammen med de fyre totalt uforpligtende, fordi som hun har fortalt troede "der var noget". Heldigvis siger jeg kun grimme ting til hende, da jeg aldrig kunne finde på at lægge en hånd på hende, eller faktisk lægge en hånd på nogen. Også når vi dyrker sex, er det et problem. Jeg har udspurgt hende om, hvad hun har lavet med de andre fyre, og når vi så er sammen, kommer de her billeder op i hovedet på mig, og jeg vil bare stoppe og sove. Hun forstår det ikke altid, men accepterer det til tider og vi lægger os til at sove. Hun fortalte mig helt i starten, da vi begyndte at se hinanden - vi snakker efter to ugers tid - at hun aldrig havde prøvet noget som med mig, og at hun aldrig havde fået en orgasme før. Det giver jeg hende hver gang, og hun var fra starten oppe at køre over det, men jeg tager det bare ikke som det "kompliment" det i virkeligheden er. Bare snakken nærmer sig noget om sex, kan jeg slet ikke se hende i øjnene og snakke med hende om det, fordi jeg tænker på de fyre.
En anden ting der også plager mig ufatteligt, er tanken om, at vi kan møde en af fyrene sammen. Tanken om, at han kan stå med sine venner og pege over på os og sige "hende har jeg kneppet" og komme med detaljer om hende nøgen og om hvordan hun er i sengen osv. Jeg kan slet ikke tage det. Jeg tror, jeg ville bryde grædende sammen eller gå helt amok... Og jeg har forklaret hende, at hvis vi møder en af dem, skal hun ikke kramme dem foran mig. Fint at de siger hej, men det er så det. Og ja, det er så dybt uretfærdigt, og jeg ved det godt. Men det ville ødelægge mig fuldstændigt, og det forstår hun heldigvis godt. Så hun har lovet mig, at hun ikke ville gøre det, fordi hun ved, hvordan jeg har det. Hun er i det hele taget dybt forstående og prøver altid at hjælpe mig med de tankerne, men hun kan ikke gøre noget. Bare det, at hun snakker om det, giver mig den her følelse af, at nu "tænker hun også på dem". Det er helt sygt, og jeg ved det :(
Nå, det var en lang smøre. Jeg håber, at du kan forstå lidt af det?
Jeg har ikke brug for, at der bliver sagt "tag dig nu sammen" og "hvor er du uretfærdig". Det har mine venner og familie sagt til mig. Altså dem jeg har snakket med det her om. Jeg ved godt, det er uretfærdigt, og jeg hader mig selv for det. Virkelig hader! Og det er en kæmpe byrde, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre herfra. Jeg håber, du kan hjælpe mig Per.
Mvh. den anonyme