af Snussi » 22. sep 2008 15:55
Kære Per Holm Knudsen,
mange tak for det hurtige svar -
jo altså vedr. alder så er jeg 29, og han er 26.
Måske ved jeg ikke hvad kærlighed er... et godt spørgsmål til mig. Jeg har haft 2 forhold før ham - det første når jeg var 20, som kun varede 2 mdr, men vi var heller ikke forelskede i hinanden - det var sikkert, det var mest bare for at få en kæreste (!). Mit andet forhold varede da i næsten 7 år, og jeg nåede også at blive gravid på andet år, men fik desværre en spontan abort, som jeg helst ikke vil gå videre ind på, da jeg ikke mener det er relevant her. Det var en meget, meget sørgelig periode i mit liv, da jeg gerne ville have barnet, det ville vi begge. Men sådan skulle det ikke gå.
Min kæreste har haft 3 forhold før mig - og det længste har været på 6 mdr. Hans forrige kæreste før mig, holder han stadig kontakt til nogle gange. Hende som jeg dumt tror ligner den skuespillerinde fra filmen vi så sammen.
Med min kæreste har jeg sådan lyst til at sige : "Jeg elsker dig". Helt spontant som du også nævner det, men hver gang bliver jeg i tvivl om jeg skal gøre det eller ej, og jeg spørger også mig selv om hvorfor jeg ikke bare kan bryde ud med det. Men jeg vil helst sige det, hvor han ikke skal føle sig tvunget til også at sige det, hvis han nu ikke elsker mig, men bare kan lide mig. Jeg prøver at finde det rigtige tidspunkt og sted. Måske er dette også forkert af mig. Måske fordi jeg ikke siger jeg elsker ham, føler han måske at jeg ikke gør .... ?
Jeg vil ihvertfald fokusere mere på de ting vi gør sammen, det er godt tror jeg.
Jeg tænker på om du synes det er en god idé at jeg taler om mine følelser til ham, selvom det føles at han helst ikke vil ind på følelses emner. Jeg vil gerne lære ham bedre at kende, og jeg vil da også gerne have at han godt kunne tænke sig at lære mig bedre at kende. Hvorfor er han ikke så nysgerrig i min hverdag, eller hvad jeg drømmer om og sådan? Er det sager som jeg bare selv skal tale om uden at han spørger til det?
Jeg har følelsen af at jeg vil være tættere på ham, at han skal vide jeg er der for ham hvis han har brug for det, elske ham ... burde jeg sige dette til ham???
Jeg har også tænkt mig at spørge ham om der måske er noget han savner i forholdet. Jeg vil jo gerne vide hvis han føler der er noget i vejen, at han burde sige det til mig, ellers går jeg jo rundt og opfinder ting og sager, og overreagere, over-analyserer. Og det gør ondt. Jeg får mareridt af det, og kan ikke sove ordentligt. Det er ikke godt, og selvfølgelig viser det sig på mig.
Skal jeg give ham tid? Eller skal jeg konfrontere ham med mine tanker?
Venter på dit svar, og tusind tak for hjælpen. I situationer som disse er det godt at tale med nogle - specielt da jeg pt studerer i udlandet, og jeg ikke lige har min bedste veninde ved min side. Det er lidt ensomt til tider - og svært.
MVH Snussi
Kære Per Holm Knudsen,
mange tak for det hurtige svar -
jo altså vedr. alder så er jeg 29, og han er 26.
Måske ved jeg ikke hvad kærlighed er... et godt spørgsmål til mig. Jeg har haft 2 forhold før ham - det første når jeg var 20, som kun varede 2 mdr, men vi var heller ikke forelskede i hinanden - det var sikkert, det var mest bare for at få en kæreste (!). Mit andet forhold varede da i næsten 7 år, og jeg nåede også at blive gravid på andet år, men fik desværre en spontan abort, som jeg helst ikke vil gå videre ind på, da jeg ikke mener det er relevant her. Det var en meget, meget sørgelig periode i mit liv, da jeg gerne ville have barnet, det ville vi begge. Men sådan skulle det ikke gå.
Min kæreste har haft 3 forhold før mig - og det længste har været på 6 mdr. Hans forrige kæreste før mig, holder han stadig kontakt til nogle gange. Hende som jeg dumt tror ligner den skuespillerinde fra filmen vi så sammen.
Med min kæreste har jeg sådan lyst til at sige : "Jeg elsker dig". Helt spontant som du også nævner det, men hver gang bliver jeg i tvivl om jeg skal gøre det eller ej, og jeg spørger også mig selv om hvorfor jeg ikke bare kan bryde ud med det. Men jeg vil helst sige det, hvor han ikke skal føle sig tvunget til også at sige det, hvis han nu ikke elsker mig, men bare kan lide mig. Jeg prøver at finde det rigtige tidspunkt og sted. Måske er dette også forkert af mig. Måske fordi jeg ikke siger jeg elsker ham, føler han måske at jeg ikke gør .... ?
Jeg vil ihvertfald fokusere mere på de ting vi gør sammen, det er godt tror jeg.
Jeg tænker på om du synes det er en god idé at jeg taler om mine følelser til ham, selvom det føles at han helst ikke vil ind på følelses emner. Jeg vil gerne lære ham bedre at kende, og jeg vil da også gerne have at han godt kunne tænke sig at lære mig bedre at kende. Hvorfor er han ikke så nysgerrig i min hverdag, eller hvad jeg drømmer om og sådan? Er det sager som jeg bare selv skal tale om uden at han spørger til det?
Jeg har følelsen af at jeg vil være tættere på ham, at han skal vide jeg er der for ham hvis han har brug for det, elske ham ... burde jeg sige dette til ham???
Jeg har også tænkt mig at spørge ham om der måske er noget han savner i forholdet. Jeg vil jo gerne vide hvis han føler der er noget i vejen, at han burde sige det til mig, ellers går jeg jo rundt og opfinder ting og sager, og overreagere, over-analyserer. Og det gør ondt. Jeg får mareridt af det, og kan ikke sove ordentligt. Det er ikke godt, og selvfølgelig viser det sig på mig.
Skal jeg give ham tid? Eller skal jeg konfrontere ham med mine tanker?
Venter på dit svar, og tusind tak for hjælpen. I situationer som disse er det godt at tale med nogle - specielt da jeg pt studerer i udlandet, og jeg ikke lige har min bedste veninde ved min side. Det er lidt ensomt til tider - og svært.
MVH Snussi