af Fog » 14. jun 2013 22:27
Hej,
Jeg får lyst til at fortælle, hvordan, det går med os nu syv år efter denne tågethed.
Vi blev gift i 2007
Fik barn nr. To i 2008
købte hus i 2008
og bor sammen med vores børn
At være kæreste med min mand, er noget af en rejse. Og det er noget af det, jeg sætter pris på.
Problematikken med at jeg presser på for at få et eller andet fra ham har kørt i alle år. Vi har været i parterapi to gange hos to forskellige. Den sidste var god for os. Vi arbejdede mest med at lære at lytte og forstå hinanden. I den forbindelse gik det op for mig hvor meget det ødelægger at jeg presser på og han føler skyld. Jeg lovede mig selv ikke at vise, at jeg tit er ked af at han, når der ingen pligter er, opholder sig i sin hule foran computeren. Jeg blev rigtig trist og mismodig. han kom bare aldrig ud. Eller jo, men mest nok fordi, han syntes han burde være lidt sammen med mig. I vinter var jeg ret trist og vi gik en tur i skoven og jeg begyndte at sige noget om, at jeg syntes han trak sig mere og mere og havde gjort det i meget lang tid. Og at jeg var i tvivl om han overhovedet ville mig. Det siger han, han vil. Der sker så også det, at han i vinterferien stopper sex, midt i det hele og siger han ikke kan, han er vred, siger han. OG han ved ikke helt, hvad det handler om. Vi taler efterfølgende om det, og han fortæller, at det ikke handler om mig, men om hans forhold til bestemme-kvinder. Og hans mor. En bestemmer-mor, der har domineret rigtig meget. Det handler om hans kvindelige chef og nogle andre på arb., der også vil bestemme. Han arb. i kvindemiljø. Okay ... Det kan jeg sådan set godt forstå. Han fortæller, at jeg har nogle af de samme træk, og at han derfor har nogle problemer med mig. Okay ... Jeg rummer og venter. Han fortæller mig, at han ikke vil tale så meget om det, men arbejder med det selv. Bla på arbejdet. Fint nok. Vi har indtil for nylig måske haft sex tre gange på et år, måske kun to. Meget lidt. Jeg savner ham, er trist. Jeg tager det op med ham. Jeg begynder at tale om det. Jeg har på det tidspunkt endelig opgivet at få ham ud af hulen, og begyndt at tænke tanker om, at sådan er det bare for os. Ikke så meget sex, rart samvær ... To dejlige børn, en sød mand. Men jeg er ked af det. Pludselig siger han: Jamen, vi skal da helt klart finde et kompromis. Vi aftaler, at han, når der er fritid, hver anden gang når han kan spille computer, skal spørge mig, om vi skal lave et eller andet. Det aftaler vi så. Det gør vi så ca. i to måneder. Det fungerer faktisk. Jeg føler mig mødt og han spiller glad computer uden skyld.
Meen,
så skal jeg til fest. Og her kommer en dejlig een, som jeg havde en affære med for 14 år siden. Det er en kvinde. Jeg har dagdrømt om hende i vel to år efter vi flirtede ganske lidt til en fest. Dengang for 14 år siden var det en stor oplevelse for mig, og jeg afbrød affæren meget hurtigt, da jeg var sammen med en mand, jeg var meget forelsket i. Hun var ganske ung på det tidspunkt, men lesbisk. Nå, men jeg er sammen med hende ... Kysser, flirter og mit hoved er helt væk så at sige. Det er SÅ dejligt. For at det ikke skal være løgn, ender vi hjemme hos min mor, da jeg skal overnatte der, da vi bor langt væk. Jeg siger, det er en veninde, der har mistet sine nøgler og min mor opdager ingenting. Puha.
Den næste uge er jeg ved at gå ud af mit gode skind. Er forelsket i hende og forestiller mig alt muligt skelsættende. Ender med at gå hjem og fortælle det til min mand, da jeg håber at finde ind til ham. Jeg vil så nødig have, at vi går fra hinanden. Dels elsker jeg ham, og dels vil jeg gerne give mine børn en stabil opvækst, hvor mor og far er sammen.
Han bliver vred, farer op, kalder mig dum. Jeg tager imod. Han vil vide, om jeg er forelsket, om det sker igen, om jeg vil afslutte forholdet. Jeg fortæller først, at jeg er ret glad for hende, men ændrer det senere og fortæller at jeg allerede har afviklet forholdet. Det har jeg også, men jeg er stadig vild med hende. Jeg formår at holde mig væk fra hende i en uge, så skriver jeg til hende. Fortæller som det er, at jeg tænker på hende konstant, men elsker min mand og ikke vil gå fra mit ægteskab.
Hendes verden er rodet. Hun er forelsket i en kvinde, som lever sammen med en anden kvinde, men hun lover og lover at gå, men der sker ikke noget. Min hun-flamme får så åbenbart sat en grænse for hende og siger, at hun gerne vil hende, men hun vil ikke vente mere. Hun skal først kontakte hende, når hun er flyttet fra sin kæreste. Det fortæller hun mig. Hun fortæller mig også, at hun nu er begyndt en dialog med en god mande-ven om at få et barn sammen. som makkere, ikke som kærester. Så hun har rykket sig gevaldigt på 14. Dg.
Jeg er omvendt total fastlåst. Jeg ønsker virkelig ikke at gå fra min mand. Jeg er total forelsket i een, der er forelsket i en anden.
Hun vil ikke have noget forhold til en gift kvinde, har hun sagt. hun vil være eksklusiv.
I alt det her rod mærker jeg, at jeg virkelig keder mig i mit liv. Børnene har været min primære orientering de sidste ti år. Har slet ikke mærket, hvor meget, jeg har glemt mig selv. Det mærker jeg nu. Og hvis jeg var et dyr, sparkede jeg dem ud af reden nu. Det har jeg også talt med min mand om. Han ved det godt. Vi har så endelig haft en masse fræk sex. Sex mens børnene sad i stuen, sex mens den mindste sov i vores seng. Og aftalt nogle frække ting sammen. Fint, godt, på tide. Skønt!!!
Men jeg tænker på hende meget tit. Har chattet med hende i dag og fortalt, at jeg skal til hendes by på fredag, og luftet at vi kunne ses. Det ville hun godt først. Men så sad jeg jo der og fik åndenød og fortalte det. At jeg ikke ville kunne se hende, uden at ønske at kysse hende (og sikkert også mere). Så trak hun i nødbremsen og sagde, at hun bestemte at vi ikke skulle ses. Et sted i mig, håber jeg hun fortryder, et andet sted i mig er lettet.
Jeg er selv skilsmissebarn og havde aldrig i mit liv forestillet mig, at jeg skulle stå i denne her situation. Jeg vil så gerne ønske at være ved min mand og vores børn. Jeg vil så gerne holde mit løfte i kirken. jeg ved jo ikke engang, om hende og jeg kan lide hinanden, når vi lærer hinanden bedre at kende. Ved ikke, om hun vil have mig. Hun er optaget af sit liv, der er fuld af arbejde og børneønsker med en god ven.
jeg NYDER rusen, kriblen i maven, hun er så dejlig på alle måder. Men jeg mærker også kærligheden til min mand. Og det duer ikke med et åbent forhold, det vil han ikke. Og hun vil det ikke. Så jeg kan ikke engang få hende som elskerinde. Det kan jeg heller ikke leve med i længden. Løgnen over for min mand.
jeg burde få afviklet hende. Holde op med at chatte med hende, holde mig væk og koncentrere mig om mit forhold, mine børn og mit arbejde, og så ellers sørge for at få et mere spændende liv på andre måder. Gøre mere af det, jeg savner, men jeg TÆNKER på hende i døgndrift næsten og har svært ved at arbejde, nyder overhovedet ikke mine børn, min have og alt det andet, som jeg plejer at nyde. Jeg vil bare stikke af, kaste hende ned i en høj kornmark og gå om bord i hende. Hahaha
Hvad fanden stiller jeg op?
Mange hilsner
FOG
Hej,
Jeg får lyst til at fortælle, hvordan, det går med os nu syv år efter denne tågethed.
Vi blev gift i 2007
Fik barn nr. To i 2008
købte hus i 2008
og bor sammen med vores børn
At være kæreste med min mand, er noget af en rejse. Og det er noget af det, jeg sætter pris på.
Problematikken med at jeg presser på for at få et eller andet fra ham har kørt i alle år. Vi har været i parterapi to gange hos to forskellige. Den sidste var god for os. Vi arbejdede mest med at lære at lytte og forstå hinanden. I den forbindelse gik det op for mig hvor meget det ødelægger at jeg presser på og han føler skyld. Jeg lovede mig selv ikke at vise, at jeg tit er ked af at han, når der ingen pligter er, opholder sig i sin hule foran computeren. Jeg blev rigtig trist og mismodig. han kom bare aldrig ud. Eller jo, men mest nok fordi, han syntes han burde være lidt sammen med mig. I vinter var jeg ret trist og vi gik en tur i skoven og jeg begyndte at sige noget om, at jeg syntes han trak sig mere og mere og havde gjort det i meget lang tid. Og at jeg var i tvivl om han overhovedet ville mig. Det siger han, han vil. Der sker så også det, at han i vinterferien stopper sex, midt i det hele og siger han ikke kan, han er vred, siger han. OG han ved ikke helt, hvad det handler om. Vi taler efterfølgende om det, og han fortæller, at det ikke handler om mig, men om hans forhold til bestemme-kvinder. Og hans mor. En bestemmer-mor, der har domineret rigtig meget. Det handler om hans kvindelige chef og nogle andre på arb., der også vil bestemme. Han arb. i kvindemiljø. Okay ... Det kan jeg sådan set godt forstå. Han fortæller, at jeg har nogle af de samme træk, og at han derfor har nogle problemer med mig. Okay ... Jeg rummer og venter. Han fortæller mig, at han ikke vil tale så meget om det, men arbejder med det selv. Bla på arbejdet. Fint nok. Vi har indtil for nylig måske haft sex tre gange på et år, måske kun to. Meget lidt. Jeg savner ham, er trist. Jeg tager det op med ham. Jeg begynder at tale om det. Jeg har på det tidspunkt endelig opgivet at få ham ud af hulen, og begyndt at tænke tanker om, at sådan er det bare for os. Ikke så meget sex, rart samvær ... To dejlige børn, en sød mand. Men jeg er ked af det. Pludselig siger han: Jamen, vi skal da helt klart finde et kompromis. Vi aftaler, at han, når der er fritid, hver anden gang når han kan spille computer, skal spørge mig, om vi skal lave et eller andet. Det aftaler vi så. Det gør vi så ca. i to måneder. Det fungerer faktisk. Jeg føler mig mødt og han spiller glad computer uden skyld.
Meen,
så skal jeg til fest. Og her kommer en dejlig een, som jeg havde en affære med for 14 år siden. Det er en kvinde. Jeg har dagdrømt om hende i vel to år efter vi flirtede ganske lidt til en fest. Dengang for 14 år siden var det en stor oplevelse for mig, og jeg afbrød affæren meget hurtigt, da jeg var sammen med en mand, jeg var meget forelsket i. Hun var ganske ung på det tidspunkt, men lesbisk. Nå, men jeg er sammen med hende ... Kysser, flirter og mit hoved er helt væk så at sige. Det er SÅ dejligt. For at det ikke skal være løgn, ender vi hjemme hos min mor, da jeg skal overnatte der, da vi bor langt væk. Jeg siger, det er en veninde, der har mistet sine nøgler og min mor opdager ingenting. Puha.
Den næste uge er jeg ved at gå ud af mit gode skind. Er forelsket i hende og forestiller mig alt muligt skelsættende. Ender med at gå hjem og fortælle det til min mand, da jeg håber at finde ind til ham. Jeg vil så nødig have, at vi går fra hinanden. Dels elsker jeg ham, og dels vil jeg gerne give mine børn en stabil opvækst, hvor mor og far er sammen.
Han bliver vred, farer op, kalder mig dum. Jeg tager imod. Han vil vide, om jeg er forelsket, om det sker igen, om jeg vil afslutte forholdet. Jeg fortæller først, at jeg er ret glad for hende, men ændrer det senere og fortæller at jeg allerede har afviklet forholdet. Det har jeg også, men jeg er stadig vild med hende. Jeg formår at holde mig væk fra hende i en uge, så skriver jeg til hende. Fortæller som det er, at jeg tænker på hende konstant, men elsker min mand og ikke vil gå fra mit ægteskab.
Hendes verden er rodet. Hun er forelsket i en kvinde, som lever sammen med en anden kvinde, men hun lover og lover at gå, men der sker ikke noget. Min hun-flamme får så åbenbart sat en grænse for hende og siger, at hun gerne vil hende, men hun vil ikke vente mere. Hun skal først kontakte hende, når hun er flyttet fra sin kæreste. Det fortæller hun mig. Hun fortæller mig også, at hun nu er begyndt en dialog med en god mande-ven om at få et barn sammen. som makkere, ikke som kærester. Så hun har rykket sig gevaldigt på 14. Dg.
Jeg er omvendt total fastlåst. Jeg ønsker virkelig ikke at gå fra min mand. Jeg er total forelsket i een, der er forelsket i en anden.
Hun vil ikke have noget forhold til en gift kvinde, har hun sagt. hun vil være eksklusiv.
I alt det her rod mærker jeg, at jeg virkelig keder mig i mit liv. Børnene har været min primære orientering de sidste ti år. Har slet ikke mærket, hvor meget, jeg har glemt mig selv. Det mærker jeg nu. Og hvis jeg var et dyr, sparkede jeg dem ud af reden nu. Det har jeg også talt med min mand om. Han ved det godt. Vi har så endelig haft en masse fræk sex. Sex mens børnene sad i stuen, sex mens den mindste sov i vores seng. Og aftalt nogle frække ting sammen. Fint, godt, på tide. Skønt!!!
Men jeg tænker på hende meget tit. Har chattet med hende i dag og fortalt, at jeg skal til hendes by på fredag, og luftet at vi kunne ses. Det ville hun godt først. Men så sad jeg jo der og fik åndenød og fortalte det. At jeg ikke ville kunne se hende, uden at ønske at kysse hende (og sikkert også mere). Så trak hun i nødbremsen og sagde, at hun bestemte at vi ikke skulle ses. Et sted i mig, håber jeg hun fortryder, et andet sted i mig er lettet.
Jeg er selv skilsmissebarn og havde aldrig i mit liv forestillet mig, at jeg skulle stå i denne her situation. Jeg vil så gerne ønske at være ved min mand og vores børn. Jeg vil så gerne holde mit løfte i kirken. jeg ved jo ikke engang, om hende og jeg kan lide hinanden, når vi lærer hinanden bedre at kende. Ved ikke, om hun vil have mig. Hun er optaget af sit liv, der er fuld af arbejde og børneønsker med en god ven.
jeg NYDER rusen, kriblen i maven, hun er så dejlig på alle måder. Men jeg mærker også kærligheden til min mand. Og det duer ikke med et åbent forhold, det vil han ikke. Og hun vil det ikke. Så jeg kan ikke engang få hende som elskerinde. Det kan jeg heller ikke leve med i længden. Løgnen over for min mand.
jeg burde få afviklet hende. Holde op med at chatte med hende, holde mig væk og koncentrere mig om mit forhold, mine børn og mit arbejde, og så ellers sørge for at få et mere spændende liv på andre måder. Gøre mere af det, jeg savner, men jeg TÆNKER på hende i døgndrift næsten og har svært ved at arbejde, nyder overhovedet ikke mine børn, min have og alt det andet, som jeg plejer at nyde. Jeg vil bare stikke af, kaste hende ned i en høj kornmark og gå om bord i hende. Hahaha
Hvad fanden stiller jeg op?
Mange hilsner
FOG