af den døende » 4. aug 2008 23:48
Hej Per,
Tak for dit svar – dine mange spørgsmål giver eftertanke... Jeg vil forsøge at svare så ærligt, som muligt, men min psykiske tilstand svinger efterhånden meget fra dag til dag.
Når jeg siger, at mit liv ikke giver mening, så har det noget at gøre med, at jeg igennem mange år har forsømt at dække mine basale behov – dels følelsesmæssige behov dels seksuelle behov. Jeg føler mig så såret indeni, så tom og uden jordforbindelse, at jeg mest har lyst til at flygte hele tiden – men det er jo blot en flugt fra mig selv.
Har instrueret min familie i, hvordan jeg ikke vil begraves, hvis jeg en dag skulle være borte. Det skræmmer mig lidt her bagefter at tænke på, at det bl.a. er mine forældre, som jeg fortæller den slags – de ved dog ikke, hvordan jeg har det ellers. Vi har et anstrengt forhold.
1a) Jeg føler, at mit selvværd er lig med 0, fordi:
->Af frygt for at sige fra lader andre invadere mig (det æder mig op indefra)
->Kan ikke længere tage nogen beslutninger (eller kun få)
->Tør ofte ikke sige min mening (og har heller ikke nogen særligt tit mere)
->Bange for at andre kan gennemskue mig (og det gør de tit)
->Jeg skjuler min lave selvfølelse og reklamerer ikke med det, men bliver tit gennemskuet alligevel, når jeg blot er kort tid i kontakt med andre. Hele min krop/sprog/blikket viser det!
1b) Jeg undlader at komme på banen for at undgå at blive jordet, såret, sat på plads. I en konfrontation bliver jeg nemlig rigtig bange.
1c) Indre reaktioner ved konfrontation eller bare tanken derom (også omkring små ting):
->hukommelsessvigt (spontant)
->kvælningsfornæmmelse
->blot tanken om en lille påmindelse til mine børn/en kollega/en ven kan give mavesmerter, stress (kan betyde, at mine tanker kredser om et latterligt lille problem i mange timer – indtil jeg tvinger mig selv til konfrontationen – afhjælper kun problemet på denne ene konfrontation, og giver ikke mere mod til næste konfrontation).
->Den mindste lyd fra personer, som jeg frygter giver angst oplevelser – jeg bliver rigtigt bange.
->Manlende konfrontation resulterer oftest i selvdestruktive tanker (oftest at gøre en ende på livet, som jeg hurtigt forsøger at skyde fra mig).
2) Jeg frygter kvinderne af mange grunde – her er nok de vigtigste lige nu:
->Bange for at binde mig til et andet menneske igen – falsk ønske om at være single for-ever.
->Jeg ved at kvinder har en evne til at afprøve/udfordre en mands selvværd for at se, om han er et emne. Den frygter jeg, for jeg er så let her – og dermed ikke et emne.
->Ved at jeg bliver forelsket i afvisende typer, som suger af mig fremfor at give gensidigt.
->Bange for ikke at kunne sætte psykologisk hegn op – altså at blive invaderet, for det æder den lille smule selvværd op på 5 min, som jeg måske har været flere måneder om at bygge op – det er sket en del gange efterhånden).
->Bange for at blive svigtet/såret
->Bange for at dyrke sex/ikke at slå til (men har jo heller ikke lyst længere).
4) Jeg bor på Sjælland – relativt tæt på København.
->Jeg har jo prøvet både terapi, gruppeterapi – har ikke helt opgivet, men føler ikke at resultaterne står mål med omkostningerne. Har ikke mere så mange penge.
->Jeg har læst rigtigt meget på Ebbes sider, men ikke kørt kurset igennem fra ende til anden. Ville virkeligt gerne på et af hans kurser.
Så mens andre rent faktisk tit blomstrer op, når de bliver skilt, så føler jeg mig død. Følelsesmæssigt død selv om der sker mere i mit liv. Jeg ved fra nogle pige-venner, som jeg har, at jeg ser cool ud og klæder mig udfordrende, så jeg tror altså ikke, at min manglende kontakt til især kvinder har noget med udseenet at gøre. Skynder mig at stikke af, hvis en kvinde ældre end mig viser mig interesse – kan ikke klare tanken om alderen (heller ikke min egen). Har ikke haft nogen romancer eller bare noget som ligner siden jeg blev skilt. Jeg har tvunget mig selv til at gå til dans, fitness osv. Ellers ville jeg bare forsumpe helt i mad og rødvin, tror jeg.
Pyha, det blev langt, så jeg håber ikke at du går helt kold i mit svar?
På forhånd tak for dit svar...
Hej Per,
Tak for dit svar – dine mange spørgsmål giver eftertanke... Jeg vil forsøge at svare så ærligt, som muligt, men min psykiske tilstand svinger efterhånden meget fra dag til dag.
Når jeg siger, at mit liv ikke giver mening, så har det noget at gøre med, at jeg igennem mange år har forsømt at dække mine basale behov – dels følelsesmæssige behov dels seksuelle behov. Jeg føler mig så såret indeni, så tom og uden jordforbindelse, at jeg mest har lyst til at flygte hele tiden – men det er jo blot en flugt fra mig selv.
Har instrueret min familie i, hvordan jeg ikke vil begraves, hvis jeg en dag skulle være borte. Det skræmmer mig lidt her bagefter at tænke på, at det bl.a. er mine forældre, som jeg fortæller den slags – de ved dog ikke, hvordan jeg har det ellers. Vi har et anstrengt forhold.
1a) Jeg føler, at mit selvværd er lig med 0, fordi:
->Af frygt for at sige fra lader andre invadere mig (det æder mig op indefra)
->Kan ikke længere tage nogen beslutninger (eller kun få)
->Tør ofte ikke sige min mening (og har heller ikke nogen særligt tit mere)
->Bange for at andre kan gennemskue mig (og det gør de tit)
->Jeg skjuler min lave selvfølelse og reklamerer ikke med det, men bliver tit gennemskuet alligevel, når jeg blot er kort tid i kontakt med andre. Hele min krop/sprog/blikket viser det!
1b) Jeg undlader at komme på banen for at undgå at blive jordet, såret, sat på plads. I en konfrontation bliver jeg nemlig rigtig bange.
1c) Indre reaktioner ved konfrontation eller bare tanken derom (også omkring små ting):
->hukommelsessvigt (spontant)
->kvælningsfornæmmelse
->blot tanken om en lille påmindelse til mine børn/en kollega/en ven kan give mavesmerter, stress (kan betyde, at mine tanker kredser om et latterligt lille problem i mange timer – indtil jeg tvinger mig selv til konfrontationen – afhjælper kun problemet på denne ene konfrontation, og giver ikke mere mod til næste konfrontation).
->Den mindste lyd fra personer, som jeg frygter giver angst oplevelser – jeg bliver rigtigt bange.
->Manlende konfrontation resulterer oftest i selvdestruktive tanker (oftest at gøre en ende på livet, som jeg hurtigt forsøger at skyde fra mig).
2) Jeg frygter kvinderne af mange grunde – her er nok de vigtigste lige nu:
->Bange for at binde mig til et andet menneske igen – falsk ønske om at være single for-ever.
->Jeg ved at kvinder har en evne til at afprøve/udfordre en mands selvværd for at se, om han er et emne. Den frygter jeg, for jeg er så let her – og dermed ikke et emne.
->Ved at jeg bliver forelsket i afvisende typer, som suger af mig fremfor at give gensidigt.
->Bange for ikke at kunne sætte psykologisk hegn op – altså at blive invaderet, for det æder den lille smule selvværd op på 5 min, som jeg måske har været flere måneder om at bygge op – det er sket en del gange efterhånden).
->Bange for at blive svigtet/såret
->Bange for at dyrke sex/ikke at slå til (men har jo heller ikke lyst længere).
4) Jeg bor på Sjælland – relativt tæt på København.
->Jeg har jo prøvet både terapi, gruppeterapi – har ikke helt opgivet, men føler ikke at resultaterne står mål med omkostningerne. Har ikke mere så mange penge.
->Jeg har læst rigtigt meget på Ebbes sider, men ikke kørt kurset igennem fra ende til anden. Ville virkeligt gerne på et af hans kurser.
Så mens andre rent faktisk tit blomstrer op, når de bliver skilt, så føler jeg mig død. Følelsesmæssigt død selv om der sker mere i mit liv. Jeg ved fra nogle pige-venner, som jeg har, at jeg ser cool ud og klæder mig udfordrende, så jeg tror altså ikke, at min manglende kontakt til især kvinder har noget med udseenet at gøre. Skynder mig at stikke af, hvis en kvinde ældre end mig viser mig interesse – kan ikke klare tanken om alderen (heller ikke min egen). Har ikke haft nogen romancer eller bare noget som ligner siden jeg blev skilt. Jeg har tvunget mig selv til at gå til dans, fitness osv. Ellers ville jeg bare forsumpe helt i mad og rødvin, tror jeg.
Pyha, det blev langt, så jeg håber ikke at du går helt kold i mit svar?
På forhånd tak for dit svar...