af Maya » 13. jul 2006 09:29
Min mand og jeg er begge 31 og har været sammen i 3 år, gift i halvdelen af tiden.
For to uger siden pakkede han sine ting og flyttede over til en kammerat fordi han mente jeg havde været sammen med en anden, senere fandt jeg ud af at denne anden skulle have været en af hans venner. Det kom som en total overraskelse for mig, og et enormt chok.
Jeg synes ikke vi ellers har haft problemer, bortset fra at han det sidste års tid har været ked af når jeg rejser med mit job (1-2 uger af gangen hver eller hveranden måned), men da har han forklaret det med ensomhed og forladthed, og hvordan jeg kunne/kan rejse når han bliver så ked af det. Han har ikke beskrevet det som jalousi.
For en måned siden kom jeg hjem fra en to ugers rejse som vi havde haft mange ture over, da jeg kombinerede den med 1 uges ferie, da jeg havde en veninde i landet. Det var dejligt at være sammen, men huden var tynd og vi var utrolig meget sammen og planlagde for fremtiden - børn, ny lejlighed, studier, flytning til hans hjemland - og snakkede, snakkede, og snakkede. Jeg synes det gik godt og var glad for den større tæthed, intimitet. Men en dag hvor vi lige har sagt farvel til hinanden for at han skulle ud til en kammerat, kommer han hurtigt tilbage og begynder at pakke "og du ved godt hvorfor". Det vidste jeg jo ikke, men det var jo at han troede jeg havde været sammen med hans ven. Flere gange viste det sig, faktisk alle de gange når min mand var på arbejde i weekenden, inden jeg selv tog på arbejde, når jeg var med veninderne osv.
Jeg blev vred, men senere bekymret og kontaktede nogle af hans venner for at de skulle passe på ham, jeg kunne jo selvsagt ikke. Kontaktede også en psykolog som sagde at jeg skulle lade ham være, og han ville selv finde ud af det. Det har han ikke gjort endnu. Efter to uger mødtes vi, som han havde sagt han ville, men han sagde blot at det var slut imellem os og ville have mig til at indrømme utroskaben - som jo ikke er der! Det kunne jeg ikke, og han mistede sig selv og slyngede de vildeste beskyldninger ud. Nu havde jeg været sammen med alle mulige andre mænd, hver eneste dag. Prøvede at bevære roen, at tale til hans fornuft, men endte med at kravle klagende af smerte rundt på gulvet og forsøge at røre ved ham og få ham til at komme ud af fantasien og tilbage til mig, så jeg kunne hjælpe ham. Det lykkedes ikke, og jeg endte med at forlade vores lejlighed.
Senere skrev han undskyld i en SMS, men at han aldrig kunne ændre sin beslutning (om ikke længere at være sammen med mig), og vi har SMSet senere hvor han også udtrykker sorg, men at han ALDRIG kan være sammen med mig.
Jeg ved nu ikke hvad jeg skal gøre. Jeg elsker ham så det gør ondt, og det smerter mig at se hans sorg og følelse af at være forladt af alt og alle. Jeg tumler med min egen sorg over at se vores fremtidsdrømme blive knust i noget der ikke engang er rigtigt.
Jeg har læst Jytte Back Grønkjærs bog om skinsyge, som fint forklarer årsager fra barndommen, som jeg godt kan nikke genkendende til fra min mands barndom, og jeg genkender hans mindreværdsfølelse. Men der er ingen værktøjer, der er ingen forslag til hvad man kan gøre som ægtefælle.
Der står i Grønkjærs bog og mange andre steder, at den skinsyge skal i behandling med psykofarmaka (!) og/eller terapi for at få bugt med de gamle sår.
Men hvordan får jeg min mand til at indse at det er fantasier og at han har brug for hjælp?
At jeg elsker ham og ikke vil have andre end ham?
Min mand og jeg er begge 31 og har været sammen i 3 år, gift i halvdelen af tiden.
For to uger siden pakkede han sine ting og flyttede over til en kammerat fordi han mente jeg havde været sammen med en anden, senere fandt jeg ud af at denne anden skulle have været en af hans venner. Det kom som en total overraskelse for mig, og et enormt chok.
Jeg synes ikke vi ellers har haft problemer, bortset fra at han det sidste års tid har været ked af når jeg rejser med mit job (1-2 uger af gangen hver eller hveranden måned), men da har han forklaret det med ensomhed og forladthed, og hvordan jeg kunne/kan rejse når han bliver så ked af det. Han har ikke beskrevet det som jalousi.
For en måned siden kom jeg hjem fra en to ugers rejse som vi havde haft mange ture over, da jeg kombinerede den med 1 uges ferie, da jeg havde en veninde i landet. Det var dejligt at være sammen, men huden var tynd og vi var utrolig meget sammen og planlagde for fremtiden - børn, ny lejlighed, studier, flytning til hans hjemland - og snakkede, snakkede, og snakkede. Jeg synes det gik godt og var glad for den større tæthed, intimitet. Men en dag hvor vi lige har sagt farvel til hinanden for at han skulle ud til en kammerat, kommer han hurtigt tilbage og begynder at pakke "og du ved godt hvorfor". Det vidste jeg jo ikke, men det var jo at han troede jeg havde været sammen med hans ven. Flere gange viste det sig, faktisk alle de gange når min mand var på arbejde i weekenden, inden jeg selv tog på arbejde, når jeg var med veninderne osv.
Jeg blev vred, men senere bekymret og kontaktede nogle af hans venner for at de skulle passe på ham, jeg kunne jo selvsagt ikke. Kontaktede også en psykolog som sagde at jeg skulle lade ham være, og han ville selv finde ud af det. Det har han ikke gjort endnu. Efter to uger mødtes vi, som han havde sagt han ville, men han sagde blot at det var slut imellem os og ville have mig til at indrømme utroskaben - som jo ikke er der! Det kunne jeg ikke, og han mistede sig selv og slyngede de vildeste beskyldninger ud. Nu havde jeg været sammen med alle mulige andre mænd, hver eneste dag. Prøvede at bevære roen, at tale til hans fornuft, men endte med at kravle klagende af smerte rundt på gulvet og forsøge at røre ved ham og få ham til at komme ud af fantasien og tilbage til mig, så jeg kunne hjælpe ham. Det lykkedes ikke, og jeg endte med at forlade vores lejlighed.
Senere skrev han undskyld i en SMS, men at han aldrig kunne ændre sin beslutning (om ikke længere at være sammen med mig), og vi har SMSet senere hvor han også udtrykker sorg, men at han ALDRIG kan være sammen med mig.
Jeg ved nu ikke hvad jeg skal gøre. Jeg elsker ham så det gør ondt, og det smerter mig at se hans sorg og følelse af at være forladt af alt og alle. Jeg tumler med min egen sorg over at se vores fremtidsdrømme blive knust i noget der ikke engang er rigtigt.
Jeg har læst Jytte Back Grønkjærs bog om skinsyge, som fint forklarer årsager fra barndommen, som jeg godt kan nikke genkendende til fra min mands barndom, og jeg genkender hans mindreværdsfølelse. Men der er ingen værktøjer, der er ingen forslag til hvad man kan gøre som ægtefælle.
Der står i Grønkjærs bog og mange andre steder, at den skinsyge skal i behandling med psykofarmaka (!) og/eller terapi for at få bugt med de gamle sår.
Men hvordan får jeg min mand til at indse at det er fantasier og at han har brug for hjælp?
At jeg elsker ham og ikke vil have andre end ham?