af Dennisbunk » 13. dec 2014 07:07
Hej
Jeg står i en dårlig situation som jeg ikke ved hvordan jeg skal forholde mig til.
Mig og min kæreste/x kæreste har været sammen i 8 år, (siden vi var 20).
Hun har altid ville have børn og har de sidste år presset meget på med det. Vi aftalte at begynde på det til vinteren 2014, men i sommers blev jeg pludselig i tvivl. Jeg ville meget gerne have min kandidat færdig og et evt. job først.
Jeg besluttede, at jeg havde brug for at se det hele i perspektiv og ville derfor flytte væk i et stykke tid, så jeg kunne finde mig selv igen.
Hun tog det meget tungt, da jeg flyttede og hele processen tog lidt over 2 måneder. Hvilket var meget hårdt for hende.
Jeg prøvede dog under hele processen at forsikre hende om, at det var hende, jeg ville men, at jeg bare havde brug for at se tingene i et andet perspektiv, og den eneste måde jeg kunne det var ved at flytte væk.
Jeg har nu efter lidt over 2 måneder siden jeg flyttede, kommet frem til en beslutning, nemlig at jeg godt vil have et barn og at det 100% er hende som jeg vil have og giftes med.
Problemet ligger nu i at, hun pludselig er i tvivl om, hvad hun vil og har sagt, at hun ser lidt en anden.
Jeg blev meget ked af, at hun fortalte mig, at hun så en anden også selvom om, at vi jo havde pause og ikke var kærester pt.
Jeg kan ikke finde ud af, om hun lyver eller taler sandt - for synes godt nok det er hurtigt, at hun har fundet sig en ny.
Det skal også siges, at vi hele tiden har holdt kontakt i de 2 måneder og har snakket sammen 1 gang om ugen som minimum.
Jeg har efterfølgende skrevet et langt brev til hende - hvori jeg beskriver mine følelser, frustrationer og håb for fremtiden. Men jeg skrev også et ultimatum til hende. At hvis hun kunne se en fremtid med mig, så ville jeg gøre alt for at vinde hende tilbage, men hvis hun ikke kunne se en fremtid med mig, så ville jeg lade hende være og aldrig kigge tilbage. For jeg ville aldrig BARE kunne være hendes ven. Jeg er enten hendes elsker eller intet.
Der er dog nu gået 1 uge siden jeg skrev brevet, men hun har stadig ikke svaret mig....
Jeg ligger nu med følelsen af, at jeg aldrig skulle have ladet hende gå.... at jeg aldrig skulle have flyttet.... det gør så fandens ondt at vide, at hun måske ser en anden.
Men samtidig kan jeg heller ikke forst,å at hun uden at give mig en chance vil smide 8 år ud af døren....
Skal jeg give hende tid? Eller skal jeg prøve at kontakte hende? Alle mine venner og bekendte siger, at jeg skal holde mig i skindet og lade hende komme til mig. For jeg har allerede givet udtryk for, hvad jeg føler i brevet.
Det er bare ulideligt at ligge hjemme hver dag og ikke vide, om man er solgt eller købt....
Hej
Jeg står i en dårlig situation som jeg ikke ved hvordan jeg skal forholde mig til.
Mig og min kæreste/x kæreste har været sammen i 8 år, (siden vi var 20).
Hun har altid ville have børn og har de sidste år presset meget på med det. Vi aftalte at begynde på det til vinteren 2014, men i sommers blev jeg pludselig i tvivl. Jeg ville meget gerne have min kandidat færdig og et evt. job først.
Jeg besluttede, at jeg havde brug for at se det hele i perspektiv og ville derfor flytte væk i et stykke tid, så jeg kunne finde mig selv igen.
Hun tog det meget tungt, da jeg flyttede og hele processen tog lidt over 2 måneder. Hvilket var meget hårdt for hende.
Jeg prøvede dog under hele processen at forsikre hende om, at det var hende, jeg ville men, at jeg bare havde brug for at se tingene i et andet perspektiv, og den eneste måde jeg kunne det var ved at flytte væk.
Jeg har nu efter lidt over 2 måneder siden jeg flyttede, kommet frem til en beslutning, nemlig at jeg godt vil have et barn og at det 100% er hende som jeg vil have og giftes med.
Problemet ligger nu i at, hun pludselig er i tvivl om, hvad hun vil og har sagt, at hun ser lidt en anden.
Jeg blev meget ked af, at hun fortalte mig, at hun så en anden også selvom om, at vi jo havde pause og ikke var kærester pt.
Jeg kan ikke finde ud af, om hun lyver eller taler sandt - for synes godt nok det er hurtigt, at hun har fundet sig en ny.
Det skal også siges, at vi hele tiden har holdt kontakt i de 2 måneder og har snakket sammen 1 gang om ugen som minimum.
Jeg har efterfølgende skrevet et langt brev til hende - hvori jeg beskriver mine følelser, frustrationer og håb for fremtiden. Men jeg skrev også et ultimatum til hende. At hvis hun kunne se en fremtid med mig, så ville jeg gøre alt for at vinde hende tilbage, men hvis hun ikke kunne se en fremtid med mig, så ville jeg lade hende være og aldrig kigge tilbage. For jeg ville aldrig BARE kunne være hendes ven. Jeg er enten hendes elsker eller intet.
Der er dog nu gået 1 uge siden jeg skrev brevet, men hun har stadig ikke svaret mig....
Jeg ligger nu med følelsen af, at jeg aldrig skulle have ladet hende gå.... at jeg aldrig skulle have flyttet.... det gør så fandens ondt at vide, at hun måske ser en anden.
Men samtidig kan jeg heller ikke forst,å at hun uden at give mig en chance vil smide 8 år ud af døren....
Skal jeg give hende tid? Eller skal jeg prøve at kontakte hende? Alle mine venner og bekendte siger, at jeg skal holde mig i skindet og lade hende komme til mig. For jeg har allerede givet udtryk for, hvad jeg føler i brevet.
Det er bare ulideligt at ligge hjemme hver dag og ikke vide, om man er solgt eller købt....