af Løven » 26. jul 2007 12:51
Her kommer lidt mere information, da jeg havde svært ved at få det hele med første gang, da det rummer så meget..
Med hensyn til mit job i flåden kan det selvfølgelig have haft både positive hvis man vil kalde det det, og negative effekter på vores parforhold.
Først så er det sådan at når jeg er afsted så afløses mit ellers "normale" familieliv med et liv der minder meget mere om en ungkarls liv, uden det store ansvar andet end for sig selv, sin hygiejne osv. En masse fede oplevelser med byture med drengene sydpå og en masse mandesnak om alt man interessere sig for, musik, computere, sport osv .. samtidig med dette har jeg opbygget et helt naturligt "skjold" som beskytter mig, da jeg er alene derude, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklarer det, men man står op for sig selv, og skjoldet beskytter det man står for (sig selv).. man kan måske forklarer det med at man har paraderne oppe så man ikke er verbalt sårbar, en slags respekt omkring ens personligthed man prøver at beskytte.
Det har den sidste tid (efter jeg har fået følelser omkring forholdets mangler/div.) været enormt hårdt for mig at komme hjem fra skibet, da jeg skal omstille mig 110% på at leve meget anderledes. Det samme har gjort sig gældene for min kæreste, da hun har gået i længere tid og ventet på aflastning mht. vores 2 børn.
Vi snakker 2 vidt forskellige verdener .. det ene øjeblik skal jeg være den nærværende familiefar, med tålmodighed og overskud ud over det sædvanlige. i den anden verden er jeg en fyr blandet 100 mennesker der intet ansvar har andet end mig selv, jeg har skjold på, og bliver i det hele taget nødt til at køre en helt anden attitude (ikke negativt) og omgangstone. og for at være ærlig, så elsker jeg det sidste enormt meget. Det er efterskole/højskole/institutions liggende forhold/mentalitet, og det passer mig åbenbart godt.
Problemet er som nævnt bare at jo længere jeg kommer i familielivet hjemme, desto mere afviger det fra livet på havet, desto hårdere bliver det for mig at komme hjem og lave denne omstilling flere gange årligt.. Jeg er typisk afsted i noget der ligner 3 uger af gangen, og har typisk en 3½ måneders tur årligt.
Jeg tror at mange af de signaler der har været i vores parforhold tidligere er blevet skubbet til side, og har været nemme at komme udenom da jeg har været så meget væk, så har det ligesom være til at "klare".. med det mener jeg at vi kunne måske gå med nogle problemer, jeg har manglet inspiration og kommunikation/spænding i hverdagen, men jeg har ikke tænkt så meget over det, da jeg hele tiden har vidst at nu skulle jeg snart afsted igen, og så ville jeg få det hele meget intenst, med mine mange kammerater ombord , som jeg jo naturligvis spenderer utroligt meget tid sammen med ville kunne udfylde disse "huller"
Fordi at det rammer mig så hårdt hvergang jeg kommer hjem, at vores liv sammen, og børnenes hverdag går i nul i flere dage, har jeg det så skidt med tanker nogengange så jeg kan være tæt på bare at sætte mig til at tude over min situation. Jeg valgt fra 1/1-08 at sige mit job op for at starte i den civile verden istedet for.
Der er så 2 sider af den sag.
1. så håber jeg at det giver mig en mere strukturet hverdag hvor jeg er hos familien hver eneste dag, og på den måde kan opbygge noget værdifuldt som jeg kan overbevises om at der kan bygges videre på. Dog har jeg min tvivl da det ikke er lysten til kommuniation/humor/grin sammmen der er problemet, men måske mere forskellig kulturel baggrund, mangel på forståelse, totalt mangel på fælles interesser, da disse er ikke eksisterende. I min kærestes verden har hobby, fritidsinteresser tilsyneladende ingen prioitet, dette var heller ikke tilfældet før vi fik børn. I min verden er hobby og fritidsinteresser ufatteligt vigtigt, da det er dem der giver mig følesen af indlevelse og entusiasme, 2 ord som heller ikke umiddelbart eksisterer i min kærestes ordbog. Derfor har vi et problem da jeg ser mig tvunget til at presse en fritidsinteresse ned over hovedet på hende, så vi kan komme lidt væk fra Arbejde/passe børn, alt praktisk, intet sjov hverdagen" .. det er bareådan at når hun ikke selv vælger den så vil hun heller aldrig kunne opnå samme indlevelseseoplevelse/lyst som jeg selv, hvilket stiller os i den situation at hun beskæftiger sig med det for MIN skyld, og ikke fordi vi har noget sammen som vi kan gå op i. Det er igen her at kammerater min egen familie kommer ind i billedet da de helt klart forstår hvad jeg mener, og har deres egne interesser. Men set frem i tiden bliver jeg nødt til at have et grundlag for disse oplevelser/følelser med min kæreste da den naturlige udvikling med 2 børn osv. betyder mindre tid til venner/bekendte osv.. og som instutionsbarn kan jeg bare ikke gøre det alene, hele livet igennem har sommerlejre, udflugter, efterskoler, alt i den dur haft den allerstørste indflydelse på mit liv, og har givet mig mest rent følsesmæssigt... som ung kunne jeg sidde på mit værelse og græde når jeg kom hjem fra disse ture/skoler osv. simpelthen af magtesløshed, jeg VILLE tilbage igen.. min kæreste derimod har et helt andet forhold til dette fænomen, hun holder meget af at være lidt isoleret holde sig til meget små mænger af mennekser, og helst nogen som taler hendes modersmål.
Hvilklet faktisk bringer mig til en helt anden ting som er enormt svær at forklarer...
Det er sådan at når jeg har kontakt med andre mennesker i hendes påhør så lærer hun sider af mig at kende, plus at jeg intet kan skjule for hende hvis jeg ville ønske dette... det er når ejg snakekr i tlf med min mor, resten af min familie, mine venner og kammerater, arbejdeskolleager osv. Hun hører hvad mine meninger er mht til mange ting, hvordan jeg snakker til min omgangkreds, for en fornemmelse for hvor vellidt jeg er blandt familie, venner og meget meget mere... hun har mulighed for at analysere mig og kan stille spørgsmål bagefter til de ting som jeg har snakket med andre mennesker om både over telefonen og i samvær.
Det er fuldstændigt umuligt for mig at gøre det samme. 80% af hendes vennide/venne kreds, hendes familie har andet modersmål, hvilket betyder at jeg ikke forstår et pløk. hun kan teoretisk sidde og udgive holdninger og synspunkter til ting hvor jeg selv er involveret uden at jeg har den fjerneste anelse om det. Hun er konfliktsky og fortæller ikke meget omkring hvad deres samtaler går ud på. samtaler kan selvfølgelig også være private, jeg kan også gå udendørs eller andet hvis jeg ikke ønsker at hun skal overhøre min samtale, men så ved hun at jeg har taget valget. i det modsatte tilfælde får jeg ikke chance for at analysere, eller andet overhovedet.. hvilket i virkeligheden udelukker mig fra en pænt stor del af hendes liv. Dette er også en af grundene til at jeg for 3-4 år siden fravalgte at deltage i hendes families mindre arrangementer såsom små fester osv. da jeg simpelthen ikke vil udsætte mig selv for at sidde i et hjørne og kukkelure og blive konfronteret af en anden mand i ny og næ der på gebrokkent engelsk (det er tydeligt nogengange at disse mænd ser det som besvær at skulle snakke et andet sprog for at kunne kommunikere) henvender sig fordi at damerne synes det er synd jeg sidder alene uden at snakek med nogen.. Det er meget svært at sætte andre folk ind i situationen, og det lyder måske lidt åndsvagt det hele, men sjovt er det ikke
2. Jeg er bange for at bruddet med jobbet som har givet mig enormt MANGE positive oplevelser, og som egentlig har været med til et lang stykke af vejen at forme den personlighed jeg besider i dag, skal blive den største fortrydelse i mit liv.. Flåden har udfyldt de behov jeg ikke har kunne tilfredsstille hjemme, Oplevelser ud over det sædvanlige, super godt kammeratskab, omtalte mentalitet. Ja i det hele taget har det bragt fyld til mit liv som jeg ikke ville have undværet.
Det er meget belastende at skulle få sin hverdag til at gå uden et egentligt mål foran sig andet end at opvasken skal tages og græsset skal slås. Jeg mangler som sagt at have noget sammen med nogen i hjemmet. og jeg ved ikke hvordan jeg skal inspirere kæresten til at få interesse for andet end sit arbejde og sine børn. det lyder måske åndsvagt, men der mangler fyld i livet., en dag er ungerne fløjet fra reden, og hvad skal vi så ?! nej det kan jeg ikke vente med at finde ud af til den tid, når de sidste 11 år har budt på absolut ingen fælles interesser, da jeg begynder at tvivle meget på om vi nogensinde finder den, hvilket fører mig til at jeg vil gå i stå på det kreative og inlevelsesrige niveau, og den tanke kan jeg ikke holde ud.
Vi sidder i den situation nu at jeg henter unger og laver aftensmad henter konen med ungerne fra arbejde umiddelbart inden aftensmadstid.
Når manden er færdig ryger ungerne i bad. Derefter ligger konen sig med den lille og snakker i tlf med veninden/ser fjernsyn, eller rydder op samtidig med hun snakker i tlf med veninden. Jeg sætter mig foran computeren da den er en god måde at "slippe ud " på uden at gå nogen steder. her kan jeg høre musik og søge på interesser, og det bliver også til lidt spil engang imellem.. samtidig har jeg kontakt med mine kammerater via et taleprogram. Kl bliver sengetid for de små, jeg børster tænder med dem, og putter den store.. den mindste ligger stadig hos mor som har hevet sin computer frem for at chatte med sin familie og venner igen på et sprog jeg ikke forstår. En sjælden gang tager jeg intiativet til at gå en tur på legeplads med ungerne og kæresten. Men igen, så er det uden smil på læben, jeg kan slet ikke få indlevelsen med så længe hun er i nærheden, jeg ved ikke hvorfor... er det kun knægten og mig, så hygger vi og griner .. Når jeg sidder og tænker på hende at nu kommer hun snart hjem fra arbejde osv. så glæder jeg mig, og håber på at vi kan smile til hinaden, hygge os sammen osv. men det bliver det samme hver aften.. ligeså snart hun er inde af døren ryger alt min energi af fløjten, og jeg får straks lyst til at besøge en kammerat som jeg kan føre en samtale med om ting som er interesante. hendes umiddlbare indskydelser til mange ting irritere mig, hun tænker sig ikke altid om inden hun snakker, og samtidig med at gramtikken ikke er på plads for det hende til at virke "dum".. det underlige er at tidligere kunne jeg grine af det, faktisk synes at det var meget sødt (de første 3-4 år af vores forhold).. derefter lod jeg som ingenting, men nu efter at jeg har fået det frem i lyset irriterer det mig gevaldigt da jeg føler at ejg selv skal helt ned på et børnehave niveau før vi kan snakke sammen og få lige meget ud af samtalen.. Jeg kan godt se at det lyder enormt hårdt og tarveligt.. men jeg bliver nødt til at fortælle det som jeg oplever det.. umiddelbart virker det som om at hun er velset i sin omgangkreds, hun har mange veninder om sig, og snakker i tlf med dem flere timer dagligt. så hun KAN ikke være dum i ordets bedste forstand
Jeg ville øsnke at vi kunne få det til at fungere, men jeg er bange for at skulle indse at den eneste måde det kan lade sig gøre på er ved en personlighedsæmdring, som hverken er mulig eller ønskelig, da hun har sin egen unikke identitiet.. Men hvad efterlader det så af muligheder for at frede forholdet ? Jeg har tænkt en tanke mange gange.. ville hun få den respekt hun fortjener, den opmærksomhed hun fortjener, og de interessante samtaler som hun forhåbentlig savner hvis hun fandt sig en ny mand med samme modersmål som hende selv ?!
Til Anonym1
Jeg ved ikke om hun tydeligvis har gnisten endnu. Jeg er bange for at der er et stort trykhedsforhold indblandet, plus et "jeg vil ikke miste ham, da jeg vil tabe ansigt overfor familien" Jeg tror helt ærligt at der er en hvis prestige i at hun har fundet sig en dansk mand, da hele hendes familie har gift med folk fra eget land. Men det er kun en fornemmelse jeg har, de opfører sig lidt sådan ihvertfald.
Grunden til at jeg gik den dag var at jeg var FAST besluttet på at det var forbi. Så mit eneste værn imod IKKE at falde tilbage igen var at gå min vej... troede jeg ..
Med hensyn til de små ting i hverdagen.. Well, når jeg sejler får hun blomster, når jeg kommer hjem får hun gaver, jeg ved ikke om det er det du mener... men igen skal det lige siges at vi har været i parforhold i 11 år. det kan være utroligt svært at blive ved med at holde motivationen til at gøre små ting for et andet menneske hvis man ikke føler man får feedback. Det kan især være svært hvis man tvivler på forholdts holbarhed.
Jeg har overvejet det med parterapi, men er samtidig ufattelig bange for at se en eventuel sandhed i øjenene, samtidig er jeg ret sikke rpå at min kæreste slet ikke føler at vi har det samme behov for terapi, da hendes udmeldning når jeg spørger hende hvordan hun synes vores forhold forløber eller om hun er tilfreds med vores liv sammen er "Jeg synes det er helt fint"
Jeg mangler noget "kød på fra hendes side af, hendes kommentar til atlt for mange væsenlige ting virker for ligegyldige, jeg ved ikke om hun gør sig blind overfor de problemer jeg synes vi har med vilje eller om hun bare ikke føler at tingene kan blive bedre. jeg ved det virkelig ikke.
Når jeg kommer ind på det her med interesser osv. så giver hun mig ret, men det bringer bare ingen løsning med sig med mindre jeg siger, nu gør vi det her... men jeg skal selv trække det tunge slæb, for til sist at stå som den eneste engagerede.. og så er vi lige vidt.
I mine øjne mangler hun at skabe sig en identitet i Danmark, og en personlig identiet med alt hvad der hører til.. det er kun få år siden at jeg fik lokket hende til at klare sine kommune/læge osv tlf opkald selv. handlekraft og selvstændighed.
Jeg må hellere slutte her, selvom jeg kunne blive ved.. Det begynder også at virke som om min mening er at det kun er hende der er noget galt med, og det er synd. For jeg er sikkert ikke meget bedre selv, jeg har bare taget intiativet til at få det skrevet ned og konfronteret en psykolog med det, da jeg føler at vi mangler en proffesionel vudering af vores sammenliv med hvad der hører til
jeg venter med længsel på svar fra dig Per
På forhånd tak
Løven
Her kommer lidt mere information, da jeg havde svært ved at få det hele med første gang, da det rummer så meget..
Med hensyn til mit job i flåden kan det selvfølgelig have haft både positive hvis man vil kalde det det, og negative effekter på vores parforhold.
Først så er det sådan at når jeg er afsted så afløses mit ellers "normale" familieliv med et liv der minder meget mere om en ungkarls liv, uden det store ansvar andet end for sig selv, sin hygiejne osv. En masse fede oplevelser med byture med drengene sydpå og en masse mandesnak om alt man interessere sig for, musik, computere, sport osv .. samtidig med dette har jeg opbygget et helt naturligt "skjold" som beskytter mig, da jeg er alene derude, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklarer det, men man står op for sig selv, og skjoldet beskytter det man står for (sig selv).. man kan måske forklarer det med at man har paraderne oppe så man ikke er verbalt sårbar, en slags respekt omkring ens personligthed man prøver at beskytte.
Det har den sidste tid (efter jeg har fået følelser omkring forholdets mangler/div.) været enormt hårdt for mig at komme hjem fra skibet, da jeg skal omstille mig 110% på at leve meget anderledes. Det samme har gjort sig gældene for min kæreste, da hun har gået i længere tid og ventet på aflastning mht. vores 2 børn.
Vi snakker 2 vidt forskellige verdener .. det ene øjeblik skal jeg være den nærværende familiefar, med tålmodighed og overskud ud over det sædvanlige. i den anden verden er jeg en fyr blandet 100 mennesker der intet ansvar har andet end mig selv, jeg har skjold på, og bliver i det hele taget nødt til at køre en helt anden attitude (ikke negativt) og omgangstone. og for at være ærlig, så elsker jeg det sidste enormt meget. Det er efterskole/højskole/institutions liggende forhold/mentalitet, og det passer mig åbenbart godt.
Problemet er som nævnt bare at jo længere jeg kommer i familielivet hjemme, desto mere afviger det fra livet på havet, desto hårdere bliver det for mig at komme hjem og lave denne omstilling flere gange årligt.. Jeg er typisk afsted i noget der ligner 3 uger af gangen, og har typisk en 3½ måneders tur årligt.
Jeg tror at mange af de signaler der har været i vores parforhold tidligere er blevet skubbet til side, og har været nemme at komme udenom da jeg har været så meget væk, så har det ligesom være til at "klare".. med det mener jeg at vi kunne måske gå med nogle problemer, jeg har manglet inspiration og kommunikation/spænding i hverdagen, men jeg har ikke tænkt så meget over det, da jeg hele tiden har vidst at nu skulle jeg snart afsted igen, og så ville jeg få det hele meget intenst, med mine mange kammerater ombord , som jeg jo naturligvis spenderer utroligt meget tid sammen med ville kunne udfylde disse "huller"
Fordi at det rammer mig så hårdt hvergang jeg kommer hjem, at vores liv sammen, og børnenes hverdag går i nul i flere dage, har jeg det så skidt med tanker nogengange så jeg kan være tæt på bare at sætte mig til at tude over min situation. Jeg valgt fra 1/1-08 at sige mit job op for at starte i den civile verden istedet for.
Der er så 2 sider af den sag.
1. så håber jeg at det giver mig en mere strukturet hverdag hvor jeg er hos familien hver eneste dag, og på den måde kan opbygge noget værdifuldt som jeg kan overbevises om at der kan bygges videre på. Dog har jeg min tvivl da det ikke er lysten til kommuniation/humor/grin sammmen der er problemet, men måske mere forskellig kulturel baggrund, mangel på forståelse, totalt mangel på fælles interesser, da disse er ikke eksisterende. I min kærestes verden har hobby, fritidsinteresser tilsyneladende ingen prioitet, dette var heller ikke tilfældet før vi fik børn. I min verden er hobby og fritidsinteresser ufatteligt vigtigt, da det er dem der giver mig følesen af indlevelse og entusiasme, 2 ord som heller ikke umiddelbart eksisterer i min kærestes ordbog. Derfor har vi et problem da jeg ser mig tvunget til at presse en fritidsinteresse ned over hovedet på hende, så vi kan komme lidt væk fra Arbejde/passe børn, alt praktisk, intet sjov hverdagen" .. det er bareådan at når hun ikke selv vælger den så vil hun heller aldrig kunne opnå samme indlevelseseoplevelse/lyst som jeg selv, hvilket stiller os i den situation at hun beskæftiger sig med det for MIN skyld, og ikke fordi vi har noget sammen som vi kan gå op i. Det er igen her at kammerater min egen familie kommer ind i billedet da de helt klart forstår hvad jeg mener, og har deres egne interesser. Men set frem i tiden bliver jeg nødt til at have et grundlag for disse oplevelser/følelser med min kæreste da den naturlige udvikling med 2 børn osv. betyder mindre tid til venner/bekendte osv.. og som instutionsbarn kan jeg bare ikke gøre det alene, hele livet igennem har sommerlejre, udflugter, efterskoler, alt i den dur haft den allerstørste indflydelse på mit liv, og har givet mig mest rent følsesmæssigt... som ung kunne jeg sidde på mit værelse og græde når jeg kom hjem fra disse ture/skoler osv. simpelthen af magtesløshed, jeg VILLE tilbage igen.. min kæreste derimod har et helt andet forhold til dette fænomen, hun holder meget af at være lidt isoleret holde sig til meget små mænger af mennekser, og helst nogen som taler hendes modersmål.
Hvilklet faktisk bringer mig til en helt anden ting som er enormt svær at forklarer...
Det er sådan at når jeg har kontakt med andre mennesker i hendes påhør så lærer hun sider af mig at kende, plus at jeg intet kan skjule for hende hvis jeg ville ønske dette... det er når ejg snakekr i tlf med min mor, resten af min familie, mine venner og kammerater, arbejdeskolleager osv. Hun hører hvad mine meninger er mht til mange ting, hvordan jeg snakker til min omgangkreds, for en fornemmelse for hvor vellidt jeg er blandt familie, venner og meget meget mere... hun har mulighed for at analysere mig og kan stille spørgsmål bagefter til de ting som jeg har snakket med andre mennesker om både over telefonen og i samvær.
Det er fuldstændigt umuligt for mig at gøre det samme. 80% af hendes vennide/venne kreds, hendes familie har andet modersmål, hvilket betyder at jeg ikke forstår et pløk. hun kan teoretisk sidde og udgive holdninger og synspunkter til ting hvor jeg selv er involveret uden at jeg har den fjerneste anelse om det. Hun er konfliktsky og fortæller ikke meget omkring hvad deres samtaler går ud på. samtaler kan selvfølgelig også være private, jeg kan også gå udendørs eller andet hvis jeg ikke ønsker at hun skal overhøre min samtale, men så ved hun at jeg har taget valget. i det modsatte tilfælde får jeg ikke chance for at analysere, eller andet overhovedet.. hvilket i virkeligheden udelukker mig fra en pænt stor del af hendes liv. Dette er også en af grundene til at jeg for 3-4 år siden fravalgte at deltage i hendes families mindre arrangementer såsom små fester osv. da jeg simpelthen ikke vil udsætte mig selv for at sidde i et hjørne og kukkelure og blive konfronteret af en anden mand i ny og næ der på gebrokkent engelsk (det er tydeligt nogengange at disse mænd ser det som besvær at skulle snakke et andet sprog for at kunne kommunikere) henvender sig fordi at damerne synes det er synd jeg sidder alene uden at snakek med nogen.. Det er meget svært at sætte andre folk ind i situationen, og det lyder måske lidt åndsvagt det hele, men sjovt er det ikke
2. Jeg er bange for at bruddet med jobbet som har givet mig enormt MANGE positive oplevelser, og som egentlig har været med til et lang stykke af vejen at forme den personlighed jeg besider i dag, skal blive den største fortrydelse i mit liv.. Flåden har udfyldt de behov jeg ikke har kunne tilfredsstille hjemme, Oplevelser ud over det sædvanlige, super godt kammeratskab, omtalte mentalitet. Ja i det hele taget har det bragt fyld til mit liv som jeg ikke ville have undværet.
Det er meget belastende at skulle få sin hverdag til at gå uden et egentligt mål foran sig andet end at opvasken skal tages og græsset skal slås. Jeg mangler som sagt at have noget sammen med nogen i hjemmet. og jeg ved ikke hvordan jeg skal inspirere kæresten til at få interesse for andet end sit arbejde og sine børn. det lyder måske åndsvagt, men der mangler fyld i livet., en dag er ungerne fløjet fra reden, og hvad skal vi så ?! nej det kan jeg ikke vente med at finde ud af til den tid, når de sidste 11 år har budt på absolut ingen fælles interesser, da jeg begynder at tvivle meget på om vi nogensinde finder den, hvilket fører mig til at jeg vil gå i stå på det kreative og inlevelsesrige niveau, og den tanke kan jeg ikke holde ud.
Vi sidder i den situation nu at jeg henter unger og laver aftensmad henter konen med ungerne fra arbejde umiddelbart inden aftensmadstid.
Når manden er færdig ryger ungerne i bad. Derefter ligger konen sig med den lille og snakker i tlf med veninden/ser fjernsyn, eller rydder op samtidig med hun snakker i tlf med veninden. Jeg sætter mig foran computeren da den er en god måde at "slippe ud " på uden at gå nogen steder. her kan jeg høre musik og søge på interesser, og det bliver også til lidt spil engang imellem.. samtidig har jeg kontakt med mine kammerater via et taleprogram. Kl bliver sengetid for de små, jeg børster tænder med dem, og putter den store.. den mindste ligger stadig hos mor som har hevet sin computer frem for at chatte med sin familie og venner igen på et sprog jeg ikke forstår. En sjælden gang tager jeg intiativet til at gå en tur på legeplads med ungerne og kæresten. Men igen, så er det uden smil på læben, jeg kan slet ikke få indlevelsen med så længe hun er i nærheden, jeg ved ikke hvorfor... er det kun knægten og mig, så hygger vi og griner .. Når jeg sidder og tænker på hende at nu kommer hun snart hjem fra arbejde osv. så glæder jeg mig, og håber på at vi kan smile til hinaden, hygge os sammen osv. men det bliver det samme hver aften.. ligeså snart hun er inde af døren ryger alt min energi af fløjten, og jeg får straks lyst til at besøge en kammerat som jeg kan føre en samtale med om ting som er interesante. hendes umiddlbare indskydelser til mange ting irritere mig, hun tænker sig ikke altid om inden hun snakker, og samtidig med at gramtikken ikke er på plads for det hende til at virke "dum".. det underlige er at tidligere kunne jeg grine af det, faktisk synes at det var meget sødt (de første 3-4 år af vores forhold).. derefter lod jeg som ingenting, men nu efter at jeg har fået det frem i lyset irriterer det mig gevaldigt da jeg føler at ejg selv skal helt ned på et børnehave niveau før vi kan snakke sammen og få lige meget ud af samtalen.. Jeg kan godt se at det lyder enormt hårdt og tarveligt.. men jeg bliver nødt til at fortælle det som jeg oplever det.. umiddelbart virker det som om at hun er velset i sin omgangkreds, hun har mange veninder om sig, og snakker i tlf med dem flere timer dagligt. så hun KAN ikke være dum i ordets bedste forstand
Jeg ville øsnke at vi kunne få det til at fungere, men jeg er bange for at skulle indse at den eneste måde det kan lade sig gøre på er ved en personlighedsæmdring, som hverken er mulig eller ønskelig, da hun har sin egen unikke identitiet.. Men hvad efterlader det så af muligheder for at frede forholdet ? Jeg har tænkt en tanke mange gange.. ville hun få den respekt hun fortjener, den opmærksomhed hun fortjener, og de interessante samtaler som hun forhåbentlig savner hvis hun fandt sig en ny mand med samme modersmål som hende selv ?!
Til Anonym1
Jeg ved ikke om hun tydeligvis har gnisten endnu. Jeg er bange for at der er et stort trykhedsforhold indblandet, plus et "jeg vil ikke miste ham, da jeg vil tabe ansigt overfor familien" Jeg tror helt ærligt at der er en hvis prestige i at hun har fundet sig en dansk mand, da hele hendes familie har gift med folk fra eget land. Men det er kun en fornemmelse jeg har, de opfører sig lidt sådan ihvertfald.
Grunden til at jeg gik den dag var at jeg var FAST besluttet på at det var forbi. Så mit eneste værn imod IKKE at falde tilbage igen var at gå min vej... troede jeg ..
Med hensyn til de små ting i hverdagen.. Well, når jeg sejler får hun blomster, når jeg kommer hjem får hun gaver, jeg ved ikke om det er det du mener... men igen skal det lige siges at vi har været i parforhold i 11 år. det kan være utroligt svært at blive ved med at holde motivationen til at gøre små ting for et andet menneske hvis man ikke føler man får feedback. Det kan især være svært hvis man tvivler på forholdts holbarhed.
Jeg har overvejet det med parterapi, men er samtidig ufattelig bange for at se en eventuel sandhed i øjenene, samtidig er jeg ret sikke rpå at min kæreste slet ikke føler at vi har det samme behov for terapi, da hendes udmeldning når jeg spørger hende hvordan hun synes vores forhold forløber eller om hun er tilfreds med vores liv sammen er "Jeg synes det er helt fint"
Jeg mangler noget "kød på fra hendes side af, hendes kommentar til atlt for mange væsenlige ting virker for ligegyldige, jeg ved ikke om hun gør sig blind overfor de problemer jeg synes vi har med vilje eller om hun bare ikke føler at tingene kan blive bedre. jeg ved det virkelig ikke.
Når jeg kommer ind på det her med interesser osv. så giver hun mig ret, men det bringer bare ingen løsning med sig med mindre jeg siger, nu gør vi det her... men jeg skal selv trække det tunge slæb, for til sist at stå som den eneste engagerede.. og så er vi lige vidt.
I mine øjne mangler hun at skabe sig en identitet i Danmark, og en personlig identiet med alt hvad der hører til.. det er kun få år siden at jeg fik lokket hende til at klare sine kommune/læge osv tlf opkald selv. handlekraft og selvstændighed.
Jeg må hellere slutte her, selvom jeg kunne blive ved.. Det begynder også at virke som om min mening er at det kun er hende der er noget galt med, og det er synd. For jeg er sikkert ikke meget bedre selv, jeg har bare taget intiativet til at få det skrevet ned og konfronteret en psykolog med det, da jeg føler at vi mangler en proffesionel vudering af vores sammenliv med hvad der hører til
jeg venter med længsel på svar fra dig Per
På forhånd tak
Løven