HJORTESPRING

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om KVINDER OG LYST
Låst
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

HJORTESPRING

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Kære Per Holm Knudsen

Tak for mail vedr. hjortespring som opfølgning på telefonsamtale med Poul Kruse den 5. september 2008.

På grundlag af nedennævnte fagbøger og opslagsværker i Dansk Farmacihistorisk Samlings bibliotek er det muligt at give følgende oplysninger vedr. Hjortespringspulver:

• Hjortespringspulver er drogen hjortespring i pulveriseret form – der har ikke eksisteret et præparat med navnet Hjortespringspulver.
• Hjortespring er frugtlegemet af svampen Elaphomyces granulatus, der vokser underjordisk på skovtræers rødder i flere områder i Europa. Det latinske navn er Boletus eller Fungus cervinus (cervus = hjort).
• Drogen har været optaget i flere farmakopeer i 1600- og 1700-tallet, men ikke i de danske og ej heller i de svenske.
• Tychsen anfører ingen terapeutisk anvendelse til mennesker (»Den bruges ei hos os, men i Norge forlanges den meget af Bønderne, hvilke bruge den til Kiørene, som et drivende og irriterende Middel«).
• I Meyers Vareleksikon fra 1924 oplyses om anvendelsen: »Den benyttes i pulveriseret Tilstand som Brunstmiddel for Husdyr.« I udgaven fra 1952 er der ingen selvstændig monografi for drogen.
• Hjortespring er optaget i apotekernes håndkøbstakster under navnet Boletus cervinus (Fungus cervinus).
• Ifølge Lindgren & Gentz skriver den ansete franske kemiker og læge N. Lemery i 1714 om svampen: »Man har ment, at den opstod fra sæd, som brunstige hjorte tabte på jorden, men den kunne også findes på steder, som var utilgængelige for hjorte. Skønt dens opståen var uvis, var det dog sikkert, at hjorte især i brunsttiden opsøgte og med begærlighed åd svampen, og dette måtte være et bevis på, at svampen var et afrodisiakum, og således blev den også anvendt.« I Linnés »Materia Medica« fra 1787 anføres blot: »mod barnløshed og sterilitet«. Sluttelig anføres, at drogen for længst har mistet sin anseelse, men fortsat bruges som brunstmiddel til dyr.
• H. Nielsen giver helt tilsvarende oplysninger og anfører afslutningsvis om hjortespring: »Den er ikke gået helt af brug endnu. Mange apoteker har den stadig på lager, og den købes i dag til at give kaniner og søer for at få dem i brunst – mange landmænd påstår, den virker prompte.«

Konklusion
Der har ikke kunnet findes videnskabeligt underbygget dokumentation for hjortesprings »lystfrembringende« virkning hos mennesker. Drogens anvendelse som »elskovsmiddel« hører hjemme i folkemedicinen – og dens plads i den veterinære sektor har formentlig været begrænset. Hjortespring har ikke haft status som autoriseret lægemiddel i farmakopeen, men har kunnet købes på apoteket, idet drogen var optaget i håndkøbstaksten (apotekernes vare- og prisliste) i al fald så sent som i 1966. Der kan intet siges om salgets størrelse, men det har sandsynligvis været ret begrænset.

Kilder
N. Tychsen: Theoretisk og praktisk Anviisning til Apothekerkunsten. Første Deel. Kjøbenhavn, 1804.
K. Meyer: Almindeligt, illustreret Vareleksikon. 4. udg. Kjøbenhavn, 1924; 6. udg. København, 1952.
J. Lindgren & L. Gentz: Läkemedelsnamn. Ordförklaring och historik. Lund, 1927.
H. Nielsen: Lægeplanter og trolddomsurter. (Politikens håndbøger). København, 1965.
Diverse håndkøbstakster (indtil 1966).


Med venlig hilsen
Edith Kruse
Konsulent, cand.pharm.
Dansk Farmacihistorisk Fond

--------

Billede

:idea: Elaphomyces granulatus (Grynet Hjortetrøffel) (Liber Herbarum II)
:idea: Elaphomyces granulatus, Fries.—Granulated Elaphomyces. (Henriette's Herbal Homepage)
:idea: Hirschbrunstkugelschwamm (Samuel Hahnemanns, der Arzneigelahrtheit Doktors und Mitgliedes einiger gelehrten Gesellschaften, Apothekerlexikon)
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Låst

Tilbage til "KVINDER OG LYST"