Er der en forbindelse mellem seksualitet og angst?
: 17. mar 2015 22:29
Spørgsmålet: "Er der en forbindelse mellem seksualitet og angst?" har optaget mig en del. Det er der naturligvis, når vi taler om seksualforskrækkelse, om at være blevet hæmmet af en streng opdragelse eller modsat have været udsat for overgreb. Men kunne man forestille sig en kobling, der går den modsatte vej? Det kunne jeg godt tænke mig at høre andres mening om. Nedenfor følger mine overvejelser derom.
I Sigmund Freuds "3 afhandlinger om sexualteorien" forekommer sted følgende passage:
Det er let både ved samtidig iagttagelse og senere udforskning, at konstatere, at alle mere intensive affektprocesser, selv de skrækbetonede former for ophidselse, griber over på seksualiteten, hvilket iøvrigt kan give et bidrag til sådanne sindsbevægelsers patogene virkning. Hos skolebarnet kan angsten for at blive eksamineret, spændingen ved en vanskelig opgave, få betydning både for seksuelle ytringers gennembrud og for forholdet til skolen, idet der under sådanne omstændigheder hyppigt optræder en pirringsfølelse, der opfordrer til berøring af genitalia, eller en pollutionsagtig proces med alle dennes forvirrende følger. Børnenes adfærd i skolen, en adfærd, der stiller lærerne over for så mange gåder, fortjener i det hele taget at blive sat i relation til børnenes spirende seksualitet. Den seksuelt ophidsende virkning af mange i sig selv ulystbetonede effekter: ængstelse, gysen, gru, holder sig hos et stort antal mennesker også senere hen i livet og er vel forklaringen på, at så mange mennesker jager efter sådanne sanseindtryk, når blot visse biomstændigheder (tilhørighed til en skinverden, læsning, teater) dæmper ulystfølelsen.
Freud fremsætter dette som en blot iagttagelse. Det er lidt som at sige: "Der er dådyr i skoven". Det kan være rigtigt nok. Men det forklarer ikke, hvor dådyrene kommer fra, hvad de laver i skoven eller hvad et dådyr overhovedet er.
Om meget andet af det, der står i nævnte bog, kan man muligvis være uenig i forklaringerne, men må dog anderkende dem som reelle forsøg på at kaste lys over et mysterium. I forhold til dette spørgsmål lader Freud imidlertid mysteriet blive stående i al sin gådefuldhed.
Flere andre steder i bogen skriver han om modsatrettede udslag af samme grundtendens, f. eks. sadisme og masochisme, ligeledes om tendenser der kan flyde to veje. Som det fremgår af citatet, har Freud ingen problemer med at se det som et udslag af forklædt seksualitet, hvis jeg kravler op i en halsbrækkende forlystelse i Tivoli eller går ind og ser en gyserfilm.
Hvad der derfor undrer mig, er, at den tanke slet ikke faldt ham ind, at ligesom seksualiteten kan forklæde sig, således kan andre ting måske forklæde sig som seksualitet. Hvis dette er tilfældet, ville det være et væsentligt bidrag til en forklaring på en mængde besynderligheder.
Lidt længere fremme i bogen har Freud nogle betragtninger om, at enhver psykisk spænding principielt er et ubehag, men at den seksuelle spænding er forbundet med lyst, hvorefter han kommer med en række overvejelser om dette tilsyneladende paradoks, men vel at mærke uden at slutte tilbage til det tidligere afsnit om affekter. Ikke desto mindre kommer han så snublende nær tanken, at det skulle være mærkeligt, om den ikke var røget igennem hans hoved, selvom han så valgte ikke at nedskrive den.
Lad mig her fremsætte en række almindeligt som kendsgerninger accepterede forhold.
1) Det er et nært forhold mellem de to drifter seksualitet og aggressivitet. Når mange dyr kun angriber, hvis de føler sig truede, må angst åbenbart kunne give sig agressive udslag. Når nu de to drifter er nært forbundet, hvorfor skulle angst så ikke også kunne give sig seksuelle udslag?
2) Det er helt almindeligt at have seksuelle fantasier om ting, man ikke ville have lyst til i virkeligheden. Det kan i mange tilfælde gå videre endnu til ting, man for alt i verden vil undgå i virkeligheden. Som fysisk drift synes seksualiteten her at adskille sig fra andre fundamentale behov, f. eks. sult. Vi kender alle den oplevelse at komme ind et sted, hvor der dufter af god mad, man mærker en rumlen i maven, appetitten stimuleres. Kommer man derimod ind et sted med en grim lugt dæmper det appetitten, kan i særlig slemme tilfælde medføre opkastning. Hvordan skal man så forklare, at det på seksualitetens område undertiden er netop den "grimme lugt", der skærper appetitten? Kunne det være en måde at gøre det slemme mindre slemt?
3) Par, der har været i en livstruende situation, vil når faren er drevet over, ofte spontant kaste sig over hinanden i hæmningsløs parring. Man kan betragte dette som ren overlevelse, et "hurra - vi lever". Men det er vel også muligt at se det som en slags bagvendt chokreaktion.
Jeg nævnte under punkt 2, at ligefremme rædselsvisioner kan udgøre indholdet i en seksuel fantasi. F. eks. har jeg engang hørt om en sygelig jaloux kvinde, der havde det sådan, at noget af det mest ophidsende hun kunne tænke på, var , at forestille sig sin kæreste være sammen med en anden. Der kunne nævnes mange andre eksempler, men dette ene er ganske illustrativt.
Jeg hælder til at mene, at seksualiteten under visse omstændigheder kan anvendes som en nødventil. Netop fordi det er en spænding, kan den sættes i stedet for andre spændinger. Frem for en yderst ubehagelig spænding sætter man ganske enkelt en minde ubehagelig i dens sted. I stedet for at få et rystende angstanfald, kan man altså onanere og dermed lindre spændingen - i det mindste for en tid.
Denne løsning er selvsagt ikke omkostningsfri. Er den drevet ud til et punkt, hvor man kun kan bruge sin seksualitet som nødventil for alle mulige andre psykiske rørelser, der er af mere plagsom karakter og sværere at få hurtigt ud af systemet, har man dermed også udelukket sig selv fra en almindelig og lystfuld seksualitet, da den jo netop er blevet en måde at afvikle ulyst.
Jeg skal ikke kunne sige, om der går en strømning den modsatte vej, således at personer, der har oplevet seksualitet som noget, der er forbundet med angst, er særlig tilbøjelige til at gibe til denne nødløsning. Det forekommer mig sandsynligt, at det kunne være sådan. Men jeg vil ikke gisne derom.
Derimod er "nødventil-teorien" en mulig forklaring på den grimme lugts gåde. Ved at overbevise sig selv om, det det er en herlig duft stimuleres appetitten, og stanken bliver tålelig.
Det er så blot tanker, jeg har gået og gjort mig. Jeg er ikke fag-psykolog, blot et reflekterende menneske. Netop derfor ville jeg være glad for at høre, hvad andre tænker om disse ting. Er det helt hen i vejret hjernespind, eller kunne der være noget om snakken?
I Sigmund Freuds "3 afhandlinger om sexualteorien" forekommer sted følgende passage:
Det er let både ved samtidig iagttagelse og senere udforskning, at konstatere, at alle mere intensive affektprocesser, selv de skrækbetonede former for ophidselse, griber over på seksualiteten, hvilket iøvrigt kan give et bidrag til sådanne sindsbevægelsers patogene virkning. Hos skolebarnet kan angsten for at blive eksamineret, spændingen ved en vanskelig opgave, få betydning både for seksuelle ytringers gennembrud og for forholdet til skolen, idet der under sådanne omstændigheder hyppigt optræder en pirringsfølelse, der opfordrer til berøring af genitalia, eller en pollutionsagtig proces med alle dennes forvirrende følger. Børnenes adfærd i skolen, en adfærd, der stiller lærerne over for så mange gåder, fortjener i det hele taget at blive sat i relation til børnenes spirende seksualitet. Den seksuelt ophidsende virkning af mange i sig selv ulystbetonede effekter: ængstelse, gysen, gru, holder sig hos et stort antal mennesker også senere hen i livet og er vel forklaringen på, at så mange mennesker jager efter sådanne sanseindtryk, når blot visse biomstændigheder (tilhørighed til en skinverden, læsning, teater) dæmper ulystfølelsen.
Freud fremsætter dette som en blot iagttagelse. Det er lidt som at sige: "Der er dådyr i skoven". Det kan være rigtigt nok. Men det forklarer ikke, hvor dådyrene kommer fra, hvad de laver i skoven eller hvad et dådyr overhovedet er.
Om meget andet af det, der står i nævnte bog, kan man muligvis være uenig i forklaringerne, men må dog anderkende dem som reelle forsøg på at kaste lys over et mysterium. I forhold til dette spørgsmål lader Freud imidlertid mysteriet blive stående i al sin gådefuldhed.
Flere andre steder i bogen skriver han om modsatrettede udslag af samme grundtendens, f. eks. sadisme og masochisme, ligeledes om tendenser der kan flyde to veje. Som det fremgår af citatet, har Freud ingen problemer med at se det som et udslag af forklædt seksualitet, hvis jeg kravler op i en halsbrækkende forlystelse i Tivoli eller går ind og ser en gyserfilm.
Hvad der derfor undrer mig, er, at den tanke slet ikke faldt ham ind, at ligesom seksualiteten kan forklæde sig, således kan andre ting måske forklæde sig som seksualitet. Hvis dette er tilfældet, ville det være et væsentligt bidrag til en forklaring på en mængde besynderligheder.
Lidt længere fremme i bogen har Freud nogle betragtninger om, at enhver psykisk spænding principielt er et ubehag, men at den seksuelle spænding er forbundet med lyst, hvorefter han kommer med en række overvejelser om dette tilsyneladende paradoks, men vel at mærke uden at slutte tilbage til det tidligere afsnit om affekter. Ikke desto mindre kommer han så snublende nær tanken, at det skulle være mærkeligt, om den ikke var røget igennem hans hoved, selvom han så valgte ikke at nedskrive den.
Lad mig her fremsætte en række almindeligt som kendsgerninger accepterede forhold.
1) Det er et nært forhold mellem de to drifter seksualitet og aggressivitet. Når mange dyr kun angriber, hvis de føler sig truede, må angst åbenbart kunne give sig agressive udslag. Når nu de to drifter er nært forbundet, hvorfor skulle angst så ikke også kunne give sig seksuelle udslag?
2) Det er helt almindeligt at have seksuelle fantasier om ting, man ikke ville have lyst til i virkeligheden. Det kan i mange tilfælde gå videre endnu til ting, man for alt i verden vil undgå i virkeligheden. Som fysisk drift synes seksualiteten her at adskille sig fra andre fundamentale behov, f. eks. sult. Vi kender alle den oplevelse at komme ind et sted, hvor der dufter af god mad, man mærker en rumlen i maven, appetitten stimuleres. Kommer man derimod ind et sted med en grim lugt dæmper det appetitten, kan i særlig slemme tilfælde medføre opkastning. Hvordan skal man så forklare, at det på seksualitetens område undertiden er netop den "grimme lugt", der skærper appetitten? Kunne det være en måde at gøre det slemme mindre slemt?
3) Par, der har været i en livstruende situation, vil når faren er drevet over, ofte spontant kaste sig over hinanden i hæmningsløs parring. Man kan betragte dette som ren overlevelse, et "hurra - vi lever". Men det er vel også muligt at se det som en slags bagvendt chokreaktion.
Jeg nævnte under punkt 2, at ligefremme rædselsvisioner kan udgøre indholdet i en seksuel fantasi. F. eks. har jeg engang hørt om en sygelig jaloux kvinde, der havde det sådan, at noget af det mest ophidsende hun kunne tænke på, var , at forestille sig sin kæreste være sammen med en anden. Der kunne nævnes mange andre eksempler, men dette ene er ganske illustrativt.
Jeg hælder til at mene, at seksualiteten under visse omstændigheder kan anvendes som en nødventil. Netop fordi det er en spænding, kan den sættes i stedet for andre spændinger. Frem for en yderst ubehagelig spænding sætter man ganske enkelt en minde ubehagelig i dens sted. I stedet for at få et rystende angstanfald, kan man altså onanere og dermed lindre spændingen - i det mindste for en tid.
Denne løsning er selvsagt ikke omkostningsfri. Er den drevet ud til et punkt, hvor man kun kan bruge sin seksualitet som nødventil for alle mulige andre psykiske rørelser, der er af mere plagsom karakter og sværere at få hurtigt ud af systemet, har man dermed også udelukket sig selv fra en almindelig og lystfuld seksualitet, da den jo netop er blevet en måde at afvikle ulyst.
Jeg skal ikke kunne sige, om der går en strømning den modsatte vej, således at personer, der har oplevet seksualitet som noget, der er forbundet med angst, er særlig tilbøjelige til at gibe til denne nødløsning. Det forekommer mig sandsynligt, at det kunne være sådan. Men jeg vil ikke gisne derom.
Derimod er "nødventil-teorien" en mulig forklaring på den grimme lugts gåde. Ved at overbevise sig selv om, det det er en herlig duft stimuleres appetitten, og stanken bliver tålelig.
Det er så blot tanker, jeg har gået og gjort mig. Jeg er ikke fag-psykolog, blot et reflekterende menneske. Netop derfor ville jeg være glad for at høre, hvad andre tænker om disse ting. Er det helt hen i vejret hjernespind, eller kunne der være noget om snakken?