Jeg vil, men tør ikke - Han vil, men kan ikke

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om KÆRLIGHED
Besvar
Meep
Ny bruger
Indlæg: 1
Tilmeldt: 28. jan 2012 00:47

Jeg vil, men tør ikke - Han vil, men kan ikke

Indlæg af Meep »

Hej.

Jeg er i syv sind. Jeg har mødt manden i mit liv - sådan føles det. Jeg har holdt mig langt væk fra ham længe, fordi jeg forsøgte at undgå min egen stærke tiltrækning af ham, og det har jeg gjort, fordi han er optaget, har kæreste og barn. Så jeg har kun hilst på ham. Den korte historie er, at vi alligevel endte med at mødes til en film. Og så galopperede det bare... for begges vedkommende. Jeg elsker ham, og han elsker mig. Det er helt vildt. Jeg kræver intet af ham. Jeg ønsker ikke andet end den tid, vi tilbringer sammen. Spørger ikke om fremtid eller andet. Vi nyder det, der er. Hvor vi er. Det samme for ham. Så alt er perfekt, ikke?

Mit problem er, at jeg ikke kan lade være med at tænke på, at HUN ikke ved noget. Jeg hader uærlighed, og jeg som grundværdi synes ikke det er i orden, at hun ikke får mulighed for at tage stilling. HAN kan ikke sige noget - for hans første prioritet er hans barn, og hans barn ville gå i stykker hvis de går fra hinanden. Og det er jo en risiko, hvis hun får det at vide.

Se, nu er det sådan... at jeg vel kan være ligeglad... Vi har hver vores boldbane at spille på. Han må tage sin beslutning omkring sit liv. Og jeg må tage min beslutning. Så er alt på det rene.

Men jeg kan ikke lade være med at spekulere over det... Jeg har MEGA dårlig samvittighed overfor hende. Jeg synes ikke det er okay. Og min samvittighed fylder så meget, at det er svært for os 100% at nyde at være sammen. Jeg får helt lyst til at sige det til hende, eller at han gør. Men med hvilket formål? Det er jo ikke fordi jeg ønsker at splitte familien, og tage papmoren fra den lille knægt på 10 år. For alt i verden ikke!

Desuden får jeg lyst til at ”redde” deres forhold. Jeg tror nemlig på, at utroskab blot er et symptom på, at noget ikke fungerer... at JEG er symptomet på, at DE i virkeligheden skulle kigge deres forhold i sømmene. Jeg kan ikke holde ud, at jeg skal være grunden til, at de skubbes endnu længere fra hinanden. Når de i virkeligheden kunne komme tættere på hinanden. Og måske få en velfungerende familie. Det er vel forsøget værd…

TÆNK NU, hvis hun har det ad H til, men ikke siger noget, fordi hun ikke føler hun kan, pga. barnet.
TÆNK NU, hvis hun gerne vil have et åbent forhold, men har dårlig samvittighed over overhovedet at tænke tanken, og
ikke tør tale om det. Før de om 30 år opdager, de begge havde det sådan!
TÆNK NU, hvis de begge lider i forholdet, fordi de ikke ser, hvad der er galt, men lader det køre længere og længere ud på et sidespor..
TÆNK NU, hvis bare det at få lov til at tale ud, gør at det bliver skønt at være sammen...

Jeg får virkelig lyst til at pille ved deres forhold - få det til at fungere. Er det ikke skørt, at jeg har det sådan? En kvinde der elsker ham. Hvad i alverden skulle min motivation være for det?

Hvorfor tænker jeg mere på hendes ve-og-vel end min egen?
Er det bare mig, der SELV er bange for uærlighed, og reagerer stærkt når jeg ser andre udsættes for den?
Handler min frustration måske ”bare” om, at jeg allerede er gået for langt i forhold til min grundværdi, og ikke sagt stop i tide?
Findes grundværdier overhovedet? Eller er det bare en overbevisning om ”hvem jeg er” som jeg har fået engang, og nu holder mig fast i et bestemt mønster?
Er jeg i virkeligheden bange for andres reaktioner, hvis de fandt ud af det? Og skyen af skyld?
Er jeg i virkeligheden blot bange for at være i et forhold og gør modstand med hvad der end er af konkrete ting at gøre modstand mod?
Er det skyldfølelsens tunge åg, der styrer mig, eller de reelle holdninger og værdier, der forsøger at hive mig på ret køl?
Er det mig, der har svært ved at tillade mig goder og fornøjelser i livet (for det har jeg), og altså også denne gave fra himlet, der er dukket op i mit liv?
Mangler jeg måske bare støtte, og at få at vide fra andre, at det er sgu da okay?! ”Jeg synes du skal nyde det, og ham – tænk når du er 80 år og kigger tilbage – vil du ikke hellere ha levet helt og passioneret, end været påpasselig bag stramme bånd gennem livet?
Nogle gange tænker jeg også på, at det slet ikke handler om et problem hos mig. At jeg har ret til at synes det ikke er okay, ret til at stille mine "kritiske" nysgerrige spørgsmål til ham. Men dén del, bliver hurtigt væltet af det andet.

Jeg stiller mig selv tusind spørgsmål, som I nok kan se, nok også for mange, og jeg bliver mere og mere forvirret, rastløs og stresset. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre...

Vi er nået dertil, hvor vi er tæt på sex. Jeg har holdt meget tilbage. Men nu er grænsen nået. Og jeg føler, at det nu er sidste chance for mig, til at holde mig til mine kerneværdier. At sige NEJ til uærlighed. Hvis vi gennemfører sex, så er spillet ligesom kørt.. (?)

Og her spiller et andet emne ind. For jeg har generelt svært ved at give mig hen til sex og nydelse. Det har jeg altid haft. Og har stoppet mange gange, når en relation blev tæt på intim. Flirten ja tak - men at gå til kys og endnu videre sex, har altid været svært. Så derfor lurer jeg også på, om min modstand mod at lade det gå videre med denne mand, i høj grad også handler om det? Og mindre om ærlighed/hans forhold. For er det dét, der er den egentlig grund, så er det ærgerligt at slutte. For med denne mand, føler jeg mig egentlig tryg. Og endelig, efter vi har set hinanden i næsten 2 måneder, slapper jeg af med at kysse. Måske har jeg chancen for at lære at kunne slappe af med sex. Med denne mand som partner. Det skal siges, jeg er 33 (!).
Jeg har altid været bange for at blive kaldt billig - og at der blev snakket bag mig. Gud ved, det er jeg ikke. Jeg har kysset med få, sex med færre. Og altid i et "ordentligt forhold" - altså ingen one-night stands eller lign. Det er da ærgerligt at holde sig selv så meget tilbage med noget så skønt!! Er træt af at blive stoppet i at nyde livet.

Jeg har ret meget brug for andres refleksioner på dette emne. Måske nogen der rent psykologisk kan gennemskue, hvad der sker i mig. Please!!! Hjælp!!! Jeg er ved at gå op i limningen af modsatrettede tanker og følelser. Hvilken retning skal jeg dog lytte til?

Jeg elsker denne mand. Og for første gang i mit liv, har jeg ikke tvivlet på kærligheden. Det er så nyt og smukt for mig, at jeg ikke nænner at pille ved det. Elsker ham - (med mindre mit fokus på alt det her, blot er en forskydning af min generelle tvivl?).

Mvh
Meep
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar: Jeg vil, men tør ikke - Han vil, men kan ikke

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej Meep

Når man stiller den slags eksistentielle spørgsmål, som du gør, så kan det være en god ide, at vende dem til konstaterbare udsagn:

Er jeg i virkeligheden bange for andres reaktioner, hvis de fandt ud af det? Og skyen af skyld?
Ja, jeg ér i virkeligheden bange for andres reaktioner, hvis de fandt ud af det. Det er min sky af skyld, der styrer mig!

Er jeg i virkeligheden blot bange for at være i et forhold og gør modstand med hvad der end er af konkrete ting at gøre modstand mod?
Ja, jeg ér i virkeligheden blot bange for at være i et forhold og gør modstand med hvad, der end er af konkrete ting at gøre modstand mod!

Er det skyldfølelsens tunge åg, der styrer mig, eller de reelle holdninger og værdier, der forsøger at hive mig på ret køl?
Ja, det ér skyldfølelsens tunge åg, der styrer mig!

Er det mig, der har svært ved at tillade mig goder og fornøjelser i livet (for det har jeg), og altså også denne gave fra himlet, der er dukket op i mit liv?
Ja, jeg har svært ved at tillade mig goder og fornøjelser i livet. At tillade mig at nyde denne gave fra himlen er i den grad uvant!

Så, hvis vi/du går ud fra din nøjsomhed (og livsangst?), hvordan har du så fået den bragt ind i dit liv? Børn fødes ikke nøjsomme, men de har en glubende appetit på livet. Børn fødes heller ikke med skyldfølelse! De fødes med en umiddelbar nysgerrighed på livet, ganske uden såkaldte "grundværdier". Fra hvilken grund er dine "grundværdier og din skyldbunke vokset?

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Besvar

Tilbage til "KÆRLIGHED"