*
PSYKE & SEX DEBAT
DEBAT- OG SPØRGEFORUM om PSYKE OG SEKSUALITET
ved PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

*
*
Dato og tid er 19. aug 2019 08:18

Alle tider er UTC+01:00




Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 8 indlæg ] 
Forfatter besked
 Titel: Ulykkelig
Indlæg: 31. jan 2009 00:46 
Jeg er en kvinde på 30, der er alene med et barn i børnehavealderen.

For et par mdr. siden gik min kæreste og jeg fra hinanden. Dvs. vi "blev enige om" at forholdet ikke havde nogen fremtid, da han har meget svært ved at tackle det at jeg har en barn. Han kan godt lide mit barn, vi kan godt tilbringe tid sammen, men han blokerer åbenbart fuldstændig ved tanken om at vi skulle flytte sammen f.eks.

Vi har efterhånden kendt hinanden i en del år (3 som kærester, 5 som venner før det) og jeg føler (og bilder mig ind at det er gengældt) at vi har noget helt specielt sammen, som ingen af os finder andre steder.
Vi elsker stadig hinanden og han sagde sidst vi talte sammen at han virkelig håbede at han fik det anderledes så vi kunne være sammen. (Her er det nok vigtigt at nævne at det IKKE er noget han bare fyrer af for at glæde mig - der er ingen tvivl om at han mener det). Jeg føler kort sagt at han virkelig også gerne vil det her forhold, men bare ikke kan overskue det med de vilkår der nu engang er, på nuværende tidspunkt.

Jeg føler slet ikke at vi er blevet færdige med vores forhold (og jeg har indtryk af at han har det på samme måde).
Den første måned efter vi slog op sås vi en del gange, men den sidste måneds tid har jeg undladt at kontakte ham - dels fordi jeg selv ikke kan holde til en daglig kontakt når vi nu ikke kan være sammen, og dels fordi jeg ikke kan lade være med at håbe på at han ved at finde ud af hvordan det er ikke at være sammen med mig, måske får det skub der skal til for at vi kan finde sammen igen på en anden måde.
Jeg har ikke nødvendigvis behov for at vi bor sammen, men der skal være noget mere fleksibilitet i forholdet - vi skal ses lidt ofte end vi gjorde, omend det så bare er for at sove sammen f.eks.

Men nu er det så jeg står her og hverken kan gøre fra eller til. Jeg er dybt ulykkelig og savner ham hver eneste dag. Det føles som at løbe en maraton, hvor ens ben er syrede til og man virkelig bare ikke KAN løbe længere og alligevel tvinger man sig selv til at løbe til den næste lygtepæl, det næste træ på vejen... hver eneste dag er sgu det næste træ på vejen.

Det er ikke sådan at jeg render rundt og græder hele tiden, jeg er sammen med mine venner, kan være glad, gå i byen og have det sjovt, men indeni er der hele tiden den der sorg, der lægger en dæmper på alting.
Jeg føler, at jeg er låst og det er dybt frustrerende.
Jeg har behov for en afklaring!

Jeg kunne vælge at kontakte ham og fortælle om mine følelser, men det vil næppe have en positiv effekt, for jeg tror netop at det der skal til for at ændre på tingene er tid.
Så kunne jeg vælge at sige til mig selv at nu gider jeg ikke ham mere - han har spildt for meget af min tid allerede. Men det er OVERHOVEDET ikke en mulighed. Det kan jeg slet ikke!
Nogen ville måske foreslå at hvis jeg fortalte ham hvordan jeg havde det, så ville jeg få en afklaring, også selvom den måske blev at han virkelig bare havde det sådan og ikke ville mere nogensinde. Men jeg ved med mig selv at jeg bare ville blive endnu mere ulykkelig en kort tid, og derefter begynde at håbe igen.

Jeg sidder kort sagt fast, og kan kun vente på at han gør noget.
Jeg er så ked af det - ved ikke hvad jeg skal gøre :-(

Den ulykkelige


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 31. jan 2009 07:25 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5439
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej Den ulykkelige

Du oplever, at du sidder fast, fordi du er nødt til at vente på, hvad han finder ud af. Det er først og fremmest vigtigt at forstå, at situationen er dit valg, at det er dit valg at være afventende, dit valg ikke at søge en afklaring med ham, dit valg at leve i drømmen om, at det måske kan blive anderledes.

Du stiller osse nogen dårlige valg for dig selv op, når du skriver: "Så kunne jeg vælge at sige til mig selv at nu gider jeg ikke ham mere - han har spildt for meget af min tid allerede." Du kunne jo vælge at lade være med at se tiden som spildt! Du kunne jo vælge at se tiden som en god tid, der nu er forbi, en tid hvor du lærte noget nyt om dig selv, som du kan tage med frem over. Du kunne vælge at se sorgen som en måde til at komme over tabet af din kæreste og drømmen om noget, der ikke er blevet som I/du gerne ville.

Først og fremmest, så vær opmærksom på, at det er dit valg at være i en passiv afventende rolle.

:idea: Se TABSPROCESSEN
:idea: Se SKILSMISSENS FASER

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 12. feb 2009 23:52 
Tak for svaret.

Jeg kan godt se at formuleringen med at have spildt tiden ikke er så hensigtsmæssig, men det er egentlig ikke noget jeg lægger så meget i. Hvis vi aldrig skulle ses igen, vil jeg stadigvæk altid huske ham som noget helt særligt, og det samme gælder den tid vi har haft sammen.

Jeg kan også godt se hvad du mener med at det er mig der har valgt at være i den position jeg er i nu. Formentlig ville jeg selv have sagt noget i den retning, hvis en veninde havde spurgt mig, med hende som hovedpersonen. Men problemet er bare at jeg kan mærke at jeg ikke er i stand til at vælge anderledes!

Jeg har SÅ meget lyst til at kontakte ham og snakke ham, høre hans stemme igen. Jeg savner ham jo forfærdeligt, og har et efterhånden kæmpe behov for at finde ud af hvad der skal ske med os. Men jeg er også bange for at gøre det, for jeg er næsten overbevist om at jeg vil få det samme svar som da vi sidst snakkede, for ellers havde han jo kontaktet mig. Og får jeg det svar er jeg jo lige vidt!

Jeg kan mærke at jeg slet ikke har lyst til at glemme ham. Har ikke lyst til at lade det være slut endnu, så længe jeg føler at der er en chance. Men selvom jeg havde lyst til det, så er jeg sikker på at min hjerne ville stejle overfor det. Jeg ville måske kunne sige til mig selv, at NU er det slut, det bliver aldrig nogensinde os igen. Men et eller andet sted inderst inde ville jeg stadigvæk tænke på ham konstant og håbe og håbe... trods min "beslutning".

Så endnu engang... jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... hvad jeg KAN gøre.
Kan mærke at jeg ofte får rent fysisk ondt af det psykiske pres det lægger på mig.

På den ene side ved jeg at han også savner mig osv. men på den anden side er jeg simpelthen så bange. For hvis vi ikke skal være sammen igen, føles det som om livet fremover kommer til at handle om ren rutine og ingen rigtig glæde :cry:
(ja ja... der havde jeg også svaret veninden at hun nok skulle blive glad igen med tiden - men det føles helt ærligt ikke sådan... ikke sådan rigtig glad eller lykkelig eller hvad man nu skal kalde det!)

Ved ikke hvor længe jeg kan holde til at have det sådan her.


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 14. feb 2009 09:18 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5439
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej Den ulykkelige

Du skriver: Men problemet er bare at jeg kan mærke at jeg ikke er i stand til at vælge anderledes! Osse her overser du dit valg, det er mere rigtig at skrive: Men problemet er bare, at som jeg har det nu, at vil jeg ikke vælge anderledes!

Jeg både forstår og kender i den grad smerten, sorgen, afmagten osv. ved kærestesorg, tabet af den elskede - det gør de fleste voksne mennesker jo, vi har været det igennem et par gange - og nogen endda flere end det. :1:

Da jeg engang var i stor kærestesorg, spurgte jeg min "indre vismand", om hvad jeg dog skulle gøre med smerten og sorgen? Hans "kyniske" (og rigtige) svar var: Klip tråden over! Det var svært at erkende - og det er det, der hjælper.

Jeg havde god gavn af denne bog, der kan lånes på biblioteket:
Melba Colgrove, Harold H. Bloomfield, Peter McWilliams: At miste den man elsker: 58 ting du kan gøre, når der ikke er noget at stille op, Ideas 1986

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Senest rettet af PER HOLM KNUDSEN 23. feb 2009 17:59, rettet i alt 1 gang.

Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 14. feb 2009 23:15 
Tak igen

Jamen endnu engang forstår jeg godt hvad du mener, men jeg er ikke sikker på at du har forstået hvad jeg har ment.
Når jeg skriver at jeg ikke er i stand til at vælge anderledes, så mener jeg, at selvom jeg officielt valgte at tage en anden beslutning end den jeg har taget, så ville mine tanker og følelser ikke ændre sig - jeg ville stadig vente, selvom jeg sagde at jeg ikke gjorde det.

Den ulykkelige


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 15. feb 2009 16:36 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5439
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej Den ulykkelige

Jeg forstår skam godt, hvad du mener, men du mangler at erkender, at "så ville mine tanker og følelser ikke ændre sig - jeg ville stadig vente, selvom jeg sagde at jeg ikke gjorde det" - osse handler om et valg for dig.

Du kan vælge at beslutte ikke at vente. Du kan vælge ikke at ville tænke mere på ham. Du kunne vælge at ville noget nyt i dit liv. Jeg siger ikke, at det er et nemt valg, men det er et valg, som du kan tage.

Hvis du kigge på TABSPROCESSEN, så er du der, hvor du endnu ikke har erkendt tabet.

Det handler ikke om, hvad du gør "officielt", men om hvad du beslutter for dit eget liv. :1:

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Senest rettet af PER HOLM KNUDSEN 23. feb 2009 17:48, rettet i alt 1 gang.

Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 23. feb 2009 11:25 
Hej igen

Jamen nu valgte jeg så at kontakte ham, fordi jeg kunne mærke at jeg blev drevet til vanvid af at tænke på det her hele tiden. Vi mødtes og havde en hyggelig aften sammen, og det var mega-svært at få sagt nogen af de her alvorlige ting, men det kom ud til sidst.

Jeg fortalte hvor dårligt jeg havde det, og at jeg ikke kunne holde den her uvished ud... at jeg var nødt til at have en form for afklaring, alt eller intet... og så sagde han at så måtte vi sige intet. At det aldrig mere blev os... never ever.

Jeg har det forfærdeligt nu. Kan slet ikke være nogen steder sidder bare her og har kvalme og det hele kører rundt. Har lyst til at ringe til ham hele tiden... spammer ham med sms'er og ringede endda kl.6 i morges. Han er vældig sød og snakker med mig. Siger at han altid vil elske mig, men at det ikke går når han nu har det sådan.

Jeg var helt vildt ynkelig og spurgte om vi ikke bare kunne genoptage det forhold vi havde haft, men det ville han ikke, fordi vi har prøvet det så meget. Sagde dog at det var meget svært for ham også... og at han havde haft utrolig svært ved ikke at kontakte mig den sidste måned.

Alt i alt, så tror jeg ham. Jeg tror på at han elsker mig meget og alt det der, og at det er pga. min søn at han ikke vil. Men jeg har aldrig i mit liv haft følelser som de her og kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde bliver bare tilnærmelsesvis glad igen.

Og håbet bliver ved med at være der... jeg bliver ved med at tænke at måske så kommer han igen... måske så finder han ud af hvad han har mistet nu, hvor vi har sagt aldrig. Jeg stopper vist aldrig med at håbe.
Jeg er simpelthen så ulykkelig.

Ved ikke engang hvad jeg skal skrive... har bare brug for at komme af med det her et eller andet sted.

Den ulykkelige


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 23. feb 2009 17:57 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5439
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej Den ulykkelige

Ja det er trist at måtte sige farvel til en drøm, et håb, en længsel, og du er tydeligt endnu der i TABSPROCESSEN, hvor du endnu ikke har erkendt tabet.

Selv om det er svært, så er det afklaret, at han ikke vil. Han synes det er svært, og han vil ikke. Det gør selvfølgelig ondt - og du vil komme over det.

Jeg vil citere råd nr. 21 i Melba Colgrove, Harold H. Bloomfield, Peter McWilliams: At miste den man elsker: 58 ting du kan gøre, når der ikke er noget at stille op Ideas 1986:

Forsøg ikke at genopvække det gamle forhold
Forgæves forsøg på forsoning er
    - smertefulde
    - det modsatte af heling
    - det modsatte af vækst
    - tab af værdifuld energi
At opgive den sidste rest af håb kan være det sværeste af alt.
Invester dine energier i heling og vækst, i nye bekendtskaber og i livet.


Gå på biblioteket og lån bogen.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 8 indlæg ] 

Alle tider er UTC+01:00


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan skrive nye emner
Du kan besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Gå til:  
cron
Udviklet af phpBB® Forum Software © phpBB Limited
Dansk oversættelse & hjælp: Olympus DK Team
[ Time: 0.356s | Queries: 19 | Peak Memory Usage: 4.89 MiB ]