Hjælp - utroskab i fuld gang!

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om UTROSKAB OG SIDESPRING
Nabokonen

Et er hvad man bør, noget andet er livet...

Indlæg af Nabokonen »

Ville egentligt ikke have skrevet igen, men synes faktisk at tråden har taget en interessant drejning...

Først til dig Mikkel,
- Du behøver ikke at bebrejde Per noget som helst, han har nemlig ikke noget hverken moralsk eller fagligt ansvar for det er er sket.
Jeg skrev overhovedet ikke for at få "blåstemplet" mit sidespring, men mere for at komme i dialog med andre, der havde været i samme situation.
Jeg er jo ikke en lille uskyldig pige, der er blevet forført, men en voksen kvinde på 42 år, der er gået ind i det her med åbne øjne.
Da jeg skrev mit indlæg, havde jeg allerede taget min beslutning, så jeg var blevet utro uanset hvad der var blevet svaret.
Også selvom der havde været 100 reaktioner som din!

At det så er fakta, at det er første gang jeg er utro på den her måde, er så noget helt andet...
Jeg har da været fristet før, "smigret" eller hvad man skal kalde det, og har da også fået tilbud, men har aldrig drevet det til mere end et hurtigt kys, eller lidt ekstra klem under en dans.
At det ikke er blevet til utroskab de andre gange skyldes, at tiltrækningen ikke har været så stor, at det kunne overskygge, det man vidste, at man havde derhjemme, og at man derfor ikke synes, det var en risiko værd.

Men så render man pludselig ind i det her fantastiske stykke mandfolk, og kan mærke, at det ligefrem slår gnister... på en måde man ikke lige har prøvet før, og at man, uanset hvor meget man prøver, ikke rigtig kan slippe det med tankerne.
Opdager, at det faktisk fylder så meget i ens bevidsthed, at ens krop ikke giver en 10 minutters fred.
Så kan man prøve at tænke alle de fornuftige tanker man vil, og det hjælper ikke en skid....det slår simpelthen al fornuft.
Og man finder ud af, at man først får "en forløsning" fra den konstante spænding man går rundt med, i det øjeblik man beslutter sig for at overgive sig, og lade sig rive med.

Min nabo og jeg har ikke ligget på den lade side de sidste 14 dage, det har været så stormende, at vi også har taget alt for store ricici.
Og er faktisk nået til et punkt, hvor vi begge er ret bekymrede over, hvor det her mon fører os hen.

Vi begge er kede af at såre vores ægtefæller, og har svært ved at overskue konsekvenserne for alle, hvis vi pludselig, med vilje eller af vanvare, offentliggjorde vores forhold.

Og det er så her mit budskab kommer:
Hvor ville det være en lettelse, hvis jeg bare kunne buse ud til omverdenen med hvad der foregår, og fortælle mine kære, hvad det er jeg har gang i, og at det ikke er noget, der foregår for at såre hverken den ene eller anden, og at jeg stadig holder af dem alle, ligesom jeg plejer.
Og at jeg ikke føler det her er nogens "skyld", men at det bare sker.
Men hvem ville det hjælpe?

At jeg ikke gør det, skyldes ikke, at jeg vil have i pose og sæk, men mere, at det føles så uvirkeligt, så jeg tænker, at det her må da snart høre op, og jeg må få jordforbindelsen igen.
At det måske er en forbigående tilstand, der pludselig hører op, så vi kan vende tilbage til vores gamle liv, uden at have gjort nogen ondt.
Putte det i "gemme-kassen" med eventyr.

Men tro mig, ikke at leve det ud, ville være lige så slemt, for selv om vi ikke var vores ægtefæller fysiske utro, så er skaden allerede sket på et andet plan - som sagt, så fylder det både krop og sind.
Og jeg har mødt sider af mig selv, som jeg enten ikke kendte, eller troede var forsvundet.
Og på trods af situationens alvor, føler jeg mig glad og lykkelig som aldrig før - en følelse, der er svær ikke at handle på.

Jeg tror, at ligemeget hvordan det her ender, så vil jeg aldrig blive helt den samme, om jeg var inden,
- jeg har taget et skridt, hvor man ikke kan gå tilbage, og er ved at gå af en vej, som jeg ikke ved hvor ender!
Mine øjne er blevet åbnet for nogle sider af livet, som jeg ikke har været bevidst om før.
Eller som jeg har undertrykt!
Og det bliver jeg nok nødt til at handle på, på et eller andet tidspunkt.
Indtil da, vil jeg bare prøve, om jeg kan træde varsomt, så jeg ikke såre nogen mere end nødvendigt.

Jeg tror, det er nemmest at fordømme andre, indtil man selv har prøvet at stå i situationen.
Alt for meget her i livet leves ud fra teorier om, hvad man som menneske skal og bør, og ikke ud fra hvordan man som menneske er.

Håber ikke for dig Mikkel, at du slipper for at prøve det!

Med venlig hilsen Nabokonen
Fog
Tilmeldt bruger
Indlæg: 23
Tilmeldt: 31. aug 2006 21:37

Håber blot at nabokonen skriver mere

Indlæg af Fog »

Hej diskussionslystne parter,

Hvis jeg var i hendes sko, ville jeg i hvert fald nu ikke skrive så meget mere. Orkede ikke de moralske opstød - og det er i hvert fald ikke rart for de fleste, at andre så tydeligt klandrer én. Og til dét kan jeg kun sige: ØV!

Og nu er opmærksomheden fjernet fra Nabokonen - mere Øv!


Jeg blev nu også noget stødt over nogle af Pers ord - men så kigger jeg lidt mere på mig selv og opdager at vi er forskellige. Og jeg tænker: Godt han ikke er min kæreste. Jeg ville være evig og altid utryg (og dette behøver du absolut ikke at kommentere, Per - sådan har jeg det)

Jeg tænker også at Nabokonen finder ud af at dette får konsekvenser. Men sådan er det jo. Og nu har hun valgt det. Det er i hvert fald spændende læsning - for utroskab er for de fleste FORBUDT - mig selv inkl.

Jeg tænker også - at har Nabokonen og manden kendt hinanden i så lang tid, så ville jeg måske også savne en anden mand. Selv om det ikke er smukt at erkende. Og så i så tidlig en alder - altså at de mødte hinanden i så tidlig en alder. Det må være begrænset, hvor mange seksuelle partnere hun har haft. Og så - alt andet lige - er det mere interessant end hvis man fandt sin livspartner senere i livet.

Jeg håber jeg selv altid vil finde tilbage til tiltrækningen til min mand - også om 20 år. Og jeg håber at han aldrig nogensinde vil være mig utro. Sker det, håber jeg at han vælger at fortælle mig det - så kan jeg selv bestemme, hvad jeg vil. Jeg tror faktisk på, at han aldrig vil være mig utro. Jeg er nok mere i tvivl om jeg kan. Hmm ... Og det værste er løgnen, synes jeg. Hvis jeg fx fandt ud at han havde været mig utro tidligere, eller var i fuld gang med det - UDEN at fortælle mig det.

Men jo - der er MANGE der er deres patnere utro. I mine øjne er man det, når man bliver gift og har andre seksuelle partnere. Eller hvis man på anden vis har lovet hinanden troskab.

Jeg har altid tænkt på utroskab som et tegn på at parforholdet er i krise og at man ikke forstår at løse op for det. Jeg har selv haft lyst til at være min partner utro, men vil ikke og kan ikke (ikke endnu i hvert fald).

Jeg havde brug for at tale med ham om det i beg. af vores forhold. Jeg havde brug for at han lovede mig at fortælle mig det, hvis han var i seng med en anden end mig. Det ville han ikke love, sagde han - for så forudsatte jeg at det var en mulighed. Hmm ... den tænker jeg stadig over. Er det mon en snedig måde at undlade at tage ansvar, eller er det mon en klog strategi? Hvad synes I? Det skal så også siges at han (tror jeg nok) er meget - hvad skal jeg kalde det - privat omkring sin seksualitet og ikke i sin fortid har været sammen med rigtig mange partnere. Tror faktisk aldrig han har haft et engangsknald. Og jeg har stor tillid til ham på den front.

mange hilsner fra
Fog
Nabokonen

Lige et par tilføjelser...

Indlæg af Nabokonen »

Har lige siddet og gennemlæst mit sidste indlæg igen, og vil lige uddybe hvad jeg mener med:
"Og det bliver jeg nok nødt til at handle på, på et eller andet tidspunkt".

Jeg ved godt allerede nu, at jeg er nødt til at tale med min mand om det her - på en eller anden måde.
Vil dog gerne vente, til jeg har fået lidt mere styr over de stormfulde følelser, som jeg går rundt med lige nu.
Desuden skylder jeg min nabo og hans kone at vente, indtil der er mere overblik over, hvordan det her ender,
- lige nu er det jo uvist, om det bare er en flirt, der er gået for langt, eller om der ligger mere i det.
Det vil kræve lidt tid at finde ud af det, tror jeg...

Jeg synes, min mand fortjener en saglig snak om tingene, og ikke en eller anden følelsesladet impulsiv konfrontation,
- hvor jeg "buser ud" og letter mit hjerte for dårlig samvittighed.

Og måske, det med henblik på fremtiden, er det bedste for min nabokone, at hun får lov til at leve videre i glad uvidenhed...

Bagsiden af alt der her er jo, at jeg ikke har været specielt lykkelig i mit ægteskab,
- at jeg har manglet noget grundlæggende i forhold til min persons behov...
Noget som min mand måske ikke som person er i stand til at give mig.
Ikke fordi han ikke vil, men fordi han måske ikke kan eller ved hvordan.
Eller fordi han simpelthen prioritere at bruge sine ressourcer på en anden måde...
Måske er han heller ikke specielt lykkelig,
- og hvem ved, det kan endda være, han også har gang i noget ved siden af?
Det er lidt svært, at tage hul på "sandhedens time", så længe man ikke engang ved, hvad "sandheden" er for en selv.
Desuden er der også to teenagerbørn at tage hensyn til.

Jamen, så kunne du bare lade være med at være utro, kunne man så sige...

Men nej, det kan jeg ikke, - det "princip" har jeg jo efterhånden levet efter i mange år.
Jeg vil videre med mit liv, - nyder at føle en så stor lyst til at leve livet!
Det står i stor kontrast til den ulyst til livet, som jeg har oplevet tidligere i forbindelse med mine depressioner.

Håber der er nogen, der kan bruge det her til noget...

Grunden til jeg i første omgang fandt denne side var, at jeg Google'de på emnet utroskab, fordi jeg søgte efter andres erfaringer.
Faldt så over siden her, og syntes, at den virkede mere seriøs end så mange andre fora.

Jeg er egentligt lidt nysgerrig... hvorfor sidder du og læser det her?

Med venlig hilsen "Nabokonen"
Nabokonen

Har besluttet at dele fortsættelsen med jer lidt endnu...

Indlæg af Nabokonen »

Ja, så skriver jeg lidt igen - kan se min historie har vakt interesse og røre.

Min nabo og jeg ser stadig hinanden - på den "forkerte" måde - men nu er det ikke kun hurtig sex det gælder mere, vi vil have mere...

Vi er blevet mere krævende i forhold til tid og omgivelser når vi skal mødes - det er ikke bare et hedt hurtigt knald det gælder nu.
Det er blevet til noget mere inderligt og intenst.
Et vandfald der bruser...

Der er opstået en følelse af, at vi bare se hinanden igen og igen.
10 minutter her og 10 minutter der...

De små øjeblikke, dem har vi nemmere ved at tyvstjæle os til!
Små dryp af lykke...

Vores forhold har udviklet sig til en slags "følen efter", hvad vil han, hvad vil jeg, vil vi noget mere sammen?

Skriver dagligt sammen over internettet.
I starten små sjove sammensvorne mails, men de har efterhånden udviklet sig til at blive mere og mere spørgende, fortællende og kærlige.
Kærlighedsbreve...

Der er gået ild i to gamle huse!

Vi skriver om hvad vi hver især går og drømmer om, hvad vi ønsker os af livet.
Og spørgsmålet er dukket op:
Hvem er du - er du mon den min sjæl længes efter?
Det føles overvældende - og hvor kommer de fra, alle de følelser, håb og drømme?

At mødes for at elske, (ordet "bolle" dækker ikke mere), er besværligt.
Vi er jo stadig uærlige og holder det skjult for vores omgivelser, og er rædselsslagne for det øjeblik hvor bomben springer.
For det ved vi begge nu, at den kommer til, på et eller andet tidspunkt - snart.

Tingene har taget fart, det går alt for hurtigt.
Men kan heller ikke blive ved med at leve i løgnen - det er vores forhold blevet for smukt til.
Og vi skylder vores ægtefæller mere end det.

Vi vender og drejer det igen og igen.
Hvordan man kan gøre det på den pæneste og mest skånsomme måde.

To menneskers drømme skal knuses, og vi skal desuden prøve at sikre, at vi ikke alle ender med at skulle gå fra hus og hjem.
Vi to kunne måske godt leve af kærlighed og kildevand, men vores ægtefæller skal jo også leve videre...

Vi kigger på hinanden, angrer og indrømmer, at han er et dumt svin og jeg er en luder og dum kælling, men der er ikke noget at gøre ved det.
Vi bliver nødt til at kunne klare tanken om, at omverden vil hade os - for en tid i hvert tilfælde.

Jeg er glad og opstemt det ene øjeblik, har ondt i maven det næste.
Snart starter der en orkan, og vi komme til at stå lige midt i dens øje.

Men vi må bare have hinanden!
Tør vi?

Ja, det tror jeg - vi kan ikke andet!

Hilsen Nabokonen
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar: Har besluttet at dele fortsættelsen med jer lidt endnu

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej Nabokonen

Ja fra at være et sidespring er det nu hjerter i galop. En kærlighedshistorie [love].

Min kære livsven Maria Marcus sagde her for et par dage til mig: Hvor er det dog ærgerligt, at man ikke bare kan være sammen med alle dem, man holder af. F.eks. at I 4 mennesker kunne finde ud af at dele hinanden i en slags kærlighedsfælleskab. Det ville jo være rigtig smukt :1:.

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Nabokonen

Ja, tænk hvis!

Indlæg af Nabokonen »

Men det går vist ikke...
Det skulle være utroligt, hvis vores respektive ægtefæller kunne gå ind i sådan et forhold - helhjertet. :25:

Det ville jo være nemt for os, da vi jo begge stadig har positive følelser for hver vores, men det ville vist være utopi at forvente, at de skulle have så mange positive følelser at bidrage med.
Så kan ikke lige forstille mig, at de to forsmåede havde nogen interesse i sådan et forhold.
Og hvis man tænkte sig, at man kunne snakke dem med på ideen, så tror jeg, at der alligevel vil sidder nogle med følelser i klemme - at det vil blive et offer en eller flere af parterne vælger at gøre. [tragedie] [komedie]

Men det er rigtigt, det ville være nemmere, hvis det var tilladt at elske mere end en - på hver sin måde - og hvis mennesket havde selvtillid nok til at kunne tro på, at det var muligt!
Som mor er det ikke en svær tanke, for jeg elsker jo f. eks begge mine børn lige meget, og ville sagtens kunne finde plads til flere. [gk]
Men tror, at de fleste søskende alligevel oplever jaluosi ind imellem, på trods af det. :26:
Så jeg tror ikke rigtig på det der poly - noget!

Hilsen Nabokonen
Nabokonen

Så sprang bomben

Indlæg af Nabokonen »

Ja, så er min affære tilstået, - og mit ægteskab endte på 2 min.
Min mand reagerede ikke synligt værre, end hvis jeg havde fortalt, at jeg havde bulet bilen - der blev lukket af, i samme øjeblik jeg fortalte ham om min forelskelse, og han fortsatte med det han var igang med ude på værkstedet.

Jeg har forsøgt at tale om det, har tilbudt ham, at vi går i parterapi, men han er sådan indrettet, at der ikke er mere at tale om, nu skal vi bare rydde op i det hele og komme videre. Og det gør vi så!

Jeg ved godt, at han nok går rundt med en naturkatastrofe indeni, men kan ikke hjælpe ham, han vil ikke lukke mig ind - men hvorfor skulle han også pludselig det, - det har han jo ikke gjort længe.
Så tænker, at det er så ikke min opgave mere, at tage vare på, hvad han føler og tænker!

Vores to teenagerbørn har selvfølgelig været meget kede af det, men har reageret sundt og naturligt, - de vil heldivis godt snakke åbent om tingene, både med deres far og mig, og er nu efter en uge så meget videre, at det er fremtiden vi snakker om.

Sorgen over "det tabte barndomshjem" den har de begge givet udtryk for, men de siger, at de klarer det, og at de også kommer videre, - med begge os to forældre. Det er jeg taknemlig for, - de første dage vidste jeg ikke lige om jeg var købt eller solgt.
Pyh - ha, det var svært, men måtte jo bare holde lav profil, og se hvad de kom frem til!

Familie og venner er selvfølgelig dybt chokerede, - nogle viser de er meget skuffede over mig, andre siger, at de alligevel ikke er så overraskede, når det kommer til stykket, at faktisk så forklarer det pludseligt nogle ting...

Jeg har valgt at trække mig foreløbigt fra alt og alle, - har ladet min mand have de personlige kontakter til vores fælles omgangskreds, - undtagen ved de de allerkæreste og nærmeste, der har jeg fortalt det personligt, men ellers har jeg valgt at informere pr. mail, så folk ved hvad der sker.
Nogle vendte tilbage pr. mail med det samme, - heldigvis nogle af dem jeg også havde regnet med, - andre har jeg ikke hørt fra, men der er jo heller ikke gået så lang tid.
Men finder jo nok ud af nu, hvem der er mine venner eller ej...

Min familie, forældre og søskende, har været utroligt søde, - de fatter godt nok overhovedet ikke hvad der, der sker for mig ligenu, - de er både chokerede og bekymrede, men siger alligevel, at de er der for mig, - og at de bare håber jeg kommer helskindet gennem det her. Det gør dem ondt for mine børn og min mand, men de har ikke sagt et eneste fordømmende ord alligevel.
Hvor heldig kan man være, at få sådan en accept!

Jeg bor stadig i huset, sover ved siden af min mand, - men føler selv, at jeg gerne vil videre nu, - ud for mig selv lidt, for at tænke alting igennem i fred og ro. Vi regner med at have alt afviklet inden Jul.
Økonomisk får vi ingen problemer, - men det vidste jeg nu også godt i forvejen.

Og min kærlighedshistorie, - ja det er uvist hvordan den ender!

Min kære nabomand har også tilstået vores affære, og fortalt hans kone at han elsker mig, men står alligevel i en situation, hvor han åbenbart ikke er følelsesmæssigt afklaret med hende, - lige nu elsker han os begge, - og han kan simpelthen ikke klare at være det dumme svin, der bare smider hende ud. Og det forstår jeg godt!

Tror lige nu, at han ønsker, han kunne få os begge to, men sådan er verden jo desværre ikke indrettet, så jeg har været nødt til at trække mig, indtil han får fundet ud af hvad der skal være hans fremtid.
Men min dør (og mit hjerte) vil være åben et stykke tid endnu, men ikke for evigt, - hvis ikke det skal være ham og mig, så må jeg jo prøve at få ham ud af systemet og komme videre.... ud og kysse nogle flere frøer!

Det gør ondt, jeg har kærestesorg som en anden teenager, græder og håber, men kan også mærke, at jeg trods alt kan klare tanken om at skulle være alene - nu må vi se hvad der sker...

MEN bortset fra alle de følelsesmæssige rutcheture der har været på det sidste, så føler jeg mig så afklaret som aldrig før, har en stor appetit på fremtiden, - tror det er fuglen, der er sluppet ud af sit bur.

Livet føles af en eller anden grund nu pludseligt mere enkelt og overskueligt, - back to basis!
Jeg tager simpelthen bare en dag af gangen fra nu af, og ser hvad der sker!

Hilsen Nabokonen.
Kirstine

Indlæg af Kirstine »

Kære Nabokone

Jeg vil blot ønske dig held og lykke med din nye tilværelse med eller uden din nabo. I den forbindelse tror jeg du har gjort det rigtige ved at trække dig, så han kan få tid til at mærke efter, hvad han vil.

Modsat en anden debattør her på sitet, er jeg ikke forarget over din utroskab. Jeg har selv i flere tilfælde set, at utroskab kan få sat fokus på ens ægteskab, og gøre, at man bliver langt mere bevidst om tingene samtidig med, at man får det fornødne overskud til at bryde ud. Jeg kender flere, der har brugt år af deres liv i et dårligt ægteskab, og til sidst tror man, at forhold bare skal være sådan og affinder sig med det. Det kan utroskab være med til at ændre.

Jeg synes du tackler situationen flot, og påtager dig ansvaret for dig selv samtidig med, at du giver din nabo lov at mærke efter, hvad der er rigtigt for ham. Ofte er utroskaben jo ikke det, der ødelægger et forhold, det er bare midlet, som nogen bruger. For mange er forholdet ødelagt allerede inden man når dertil.

Held og lykke til dig med at få skabt en ny tilværelse, og med at finde dig selv igen.

De kærligste hilsener
Kirstine
Nabokonen

Happy ending, - håber jeg...

Indlæg af Nabokonen »

Min nabomand og jeg aftalte at give vores forhold en ventetid på en måned, - så ville jeg rykke videre med med liv.

Jeg er flyttet til et midlertidigt sted, mens min mand og jeg får styr på vores skilsmisse - det går på overfladen nogenlunde pænt, men der lurer en masse skuffelse og måske også had under overfladen, - håber vi klarer det uden at komme i direkte krig.

Min mand kæmper for at få skruet en økonomi sammen, så han kan forsætte sit liv så uforandret som muligt, - jeg kæmper med min dårlig samvittighed om hvad jeg kan tillade mig at kræve, kontra hvor meget jeg er nødt til at kræve, for at kunne eksistere økonomisk alene i fremtiden.
Ad rettens vej har jeg ret til halvdelen af alt hvad vi ejer, men ønsker ikke at fremtvinge hussalg mv. af hensyn til mine børn, så jeg føler jeg balancerer på en knivsæg hvad det angår lige nu...
Svært at være både fornuftig, retfærdig og taktisk, - det taktiske er min mand langt bedre til, han har bl. andet prøvet at forhale skilsmissen som han vil kræve på grundlag af utroskab til efter nytår, da der så kommer nye regler der stiller mig dårligere end nu. Mit modtræk har været at søge om seperation, - så dateringen sker i dette her år.
ØV... det føles træls.

Men det lykkelige er, at efter en uge kom min nabomand og erklærede sin kærlighed igen, - han er flyttet ind hos mig, og afvikler nu også sit ægteskab, - det er svært, men vi vil en fremtid sammen og arbejder nu frem mod det som fælles mål...

Det bliver spændende hvad den bringer, den fremtid!
Men livet kan åbenbart godt være et eventyr...


Med venlig hilsen
Nabokonen
sol

skyldfølelse

Indlæg af sol »

Kære nabokone
Jeg har fulgt lidt med i din historie. Jeg vil bare sige een eneste ting!:
Du har simpelthen ingen grund til at have dårlig samvittighed eller føle du bør ligge under for din eksmands afstraffelse af dig. Nix. Gør hvad der skal gøres for dine børns lykke og for det liv du nu vil bygge op med din elskede. Selvfølgelig er din eks sur, men der kommer ikke en "tredie" mand ind i et velfungerende parforhold. Han er med andre ord lige så ansvarlig som du, for skilsmissen.

Jeg var igennem et lignende forløb for nogle år siden, tog al afstraffelsen på mig da jeg jo var den "slemme utro". Dvs jeg lod skyldfølelsen og skammen løbe af med mig, hvilket min eks udnyttede til fulde. Det resulterede i at jeg blev overmandet af stress og blev temmelig syg, kort fortalt.

Giv ham ikke lov. Du har givet ham muligheden for at få et lykkeligere forhold med en anden, møde sig selv osv osv. Du er virkelig modig!

Alle gode ønsker til jer alle fra Sol
Nabokonen

En lille julehilsen

Indlæg af Nabokonen »

Ja, så er der gået et stykke tid siden sidst.

Min skilsmisse er nu ved at være på plads, og var det ikke for statsamtets ventetider, ville vi godt kunne have fået afviklet det hele her inden årsskiftet. Og der er kun gået knap 4 mdr. siden min nabomand kyssede på mig første gang, så det er gået stærkt.

Det har været en underlig periode, hvor man med sit halve liv er stormende forelsket, og går rundt på lyserøde skyer, mens man samtidig er bevidst om, at man står overfor en omverden, som man har skuffet og gjort ondt.
Man er skyld i en situation, som har rystet andre menneskers hverdag, mere eller mindre.

At skulle dele sit hjem gennem mere end 20 år er svært, - og det har ind imellem været direkte sørgmodigt.
Der har været mange minder "om det der var engang", der er dukket op undervejs, og selvom jeg er fuldstændig afklaret omkring at ville videre med et nyt liv, så er der også en sorg knyttet til det at bryde op...

Min ex-mand og jeg har efterhånden fundet ud af at snakke nogenlunde sammen.
Efter en periode med både had, vrede, efterrationalisering og gensidig mistillid, tror jeg, at vi nu er nået frem til at ville få det bedste ud af situationen.

Min mand var utroligt vred og skuffet i starten, og selvom han er god til at holde facaden, har jeg ikke været i tvivl om det, og har været helt lettet de få gange det er sluppet ud, - at han har givet udtryk for det - følte en overgang, at han måske var en tikkende bombe.
Hans vrede og skuffelse har mine svigerforældre levet ud for ham, - de har reageret med at slå handen af mig, - noget jeg accepterer, men sørger over, både fordi jeg synes det er en dum situation for mine børn hvis familien ikke kan samles omkring dem, men også fordi jeg sørger over, at have mistet nogle mennesker, som jeg har været knyttet til gennem to årtier. Men måske der med tiden vil blive blødt op for det.

Efter at have sundet sig lidt, er min ex nu ved at bygge sig en ny fremtid, - han har søgt efter nye bekendtskaber på netdating, og har fået kontakt med én, han finder interessant, og er nu så langt, at han har fortalt både børnene og mig om det.
Ligeledes er han ved at søge nye områder inden for sit job, - med udsigt til længere ophold i udlandet, - noget familielivet tidligere har afholdt ham fra, men som han længe har haft lyst til!

Jeg kan i et øjebliks overmod få den tanke, at vi måske om nogle år kan have et venskabeligt forhold, min ex og jeg, med hver vores nye liv og familie. Forhåbenligt! Har jo kendt ham siden jeg var teenager, og han fylder derfor som en vigtig person i mit liv - på lige fod med forældre og søskende.
Ville ønske han kunne blive min "bror".

Mine børn har tacklet situationen på en flot måde, synes jeg.
De er søde til at fordele deres sparsomme teenagerfritid mellem os to gamle forældre, og selvom jeg ikke bor sammen med dem mere, så har vi stadig daglig kontakt.
Hurra for SMS og MSN -, en god måde at kommunikere med hinanden på.
Det "sjove" er, at til forskel fra før, hvor jeg bare var "mor'en der gik derhjemme", og stod til rådighed, når de havde behov for det, så er vores samvær nu mere planlagt og dermed mere intenst og konstruktivt.
Det er også som om, vi har fundet lidt mere gensidig respekt frem for hinanden nu.
Vi må reskpektere begge veje, at vores samvær skal aftales, og afhænger af at begge parter har lyst til det.
Jeg har måtte forholde mig til det faktum, at de er på vej til at være voksne, og at de vil være med til at sætte dagsordenen.
Og tror at de har fået øje på, at jeg - deres mor - faktisk ER et selvstændigt individ, og ikke bare institutionen MOR.
Synes selv, at jeg har nogle utroligt dejlige børn, og bliver glad, når de frivilligt kontakter mig, fordi der lige er et eller andet de absolut skal fortælle mig eller snakke om, - eller hvis jeg kan høre, at de bliver glade når jeg ringer.
Slut med at tage hinanden som en selvfølge, - det kan jeg faktisk rigtig godt lide!

På vennefronten har man også kunnet mærke, at folk synes det er en utrolig svær situation, - men har da haft kontakt med alle.
Sjovt nok virker kvinderne til at være mere åbne over for mit nye liv end mændene, - den har jeg tænk lidt over!
Mon det skyldes, at mændene føler sig truet af hændelsen, det faktum at konen kan smutte, eller om det er loyalitet overfor min mand.
I min kærestes vennekreds forholder det sig modsat, der er det mændene, der virker mest åbne over for det der er sket.
MEN... kan mærke, der kommer til at gå en del tid endnu, inden vi kommer til at begå os i en fælles vennekreds som par, men det er også ok.
Især fordi vi stadig har nok i hinanden.

Hvad famile angår, er der hos min kærestes søskende stadig noget afstandstagen.
Hans ægteskab har vist sig at være noget mere kompliceret at afvikle end mit, og jeg forstår godt alle de blandede følelser og sympatien med den hidtidige svigerinde, min kærestes kommende ex.
Så ingen julehygge med dem i år!
Men hans forældre har dog ønsket at møde mig, så vi har været forbi dem med en julegave, og jeg følte mig "godkendt".
Hvad min familie angår, har de haft os inviteret begge to, min kæreste og jeg, og de virker til at have accepteret mit valg.
Men det kan de også blive nødt til, for jeg elsker jo manden!
De vil dog også gerne holde kontakten til min ex, hvis han vil, og det synes jeg er fint.

Min nye kærestes og min dagligdag er en dejlig, men skør rodet omgang.
Vi er så småt ved at få nogle daglige rutiner, og har selvfølgelig begge nogle aftale vi skal holde i løbet af ugen, og vi aftaler og planlægger, men alligevel smutter tiden for os gang på gang.
Måske skal vi nå noget efter aftensmaden, men ender med at ligge og elske til 5 min før vi skal afsted, vi når ikke at få aftensmad, og må sluge et stykke frugt i stedet for på vej ud af døren.
Eller vi holder hinanden vågne til langt ud på natten, selvom vi ved, at vi skal op "før fanden får sko på" næste morgen,
- tror vi er henholdsvis 17 og 19 år, men må så erkende næste dag, at vi trods alt er i 40'erne begge to, men det er da lykkedes os at bevare en normal kontakt med omverden, overholde aftaler mv, - omend med små forsinkelser ind imellem...
Pyh-ha, det er hårdt sådan at være nyforelsket!

Nu nærmer julen sig, - vores første skilsmisse-jul - og børnene kommer her lillejuleaften, og skal være sammen med min mands famile juleaften.
Kæresten og jeg skal være hos min søster juleaften, og spise julefrokost sammen med mine unger og mine forældre 1. juledag.
Og så tager vi ellers på en lille ferie sammen, han og jeg, og kommer først tilbage til hverdagen igen i den nye år.
Glæder mig!

Med ønsket om et godt nytår til alle...

Hilsen Nabokonen
lost
Ny bruger
Indlæg: 1
Tilmeldt: 19. jul 2007 13:39

Indlæg af lost »

Hvor er det dejligt at læse dette her

Historien ligner meget min egen
Jeg er i begyndelsen af den, og ved ikke hvor det ender

Hvad er status her 7 måneder efter?
Ved godt at du måske ikke kommer på dette forum længere, men alligevel :-)
Nabokonen

En lille opdatering

Indlæg af Nabokonen »

Det er meget længe siden jeg har været inde på dette forum, men kan se at mine indlæg stadig bliver læst.

Der er sket rigtigt meget siden jul!

Vi er fire voksne mennesker, der alle er kommet videre med vores liv, det fortaber sig når historien løber rundt i lokalsamfundet.

Min kærlighed til min nye mand bliver kun større og større, - han er den mand jeg kun har kunne forestille mig i mine drømme.
Og han har overhovedet ikke tabt noget ved nærmere bekendtskab.

Der er da også stadig situationer der kan være svære, - for os begge, - med diverse kontakter til den ene og den andes ex'er, men vi har valgt IKKE at lave problemer ud af det, - for vi vil jo hinanden.

Vi er stadig forelskede, nyder hinandens selskab, hygger os i dagligdagen og har dejlig sex.

Jeg har fået en ny mand i mit liv - og nu er der gået et år!
Anonym

Indlæg af Anonym »

Jeg brydes mig ikke om dette indlæg. Synes virkelig at utroskab får en meget positiv drejning! Du er psykoterapeut, Per. Hvad gør det ved ens psyke, når man pludseligt får af vide, at ens partner er utro? Det kan umuligt være særlig fedt, vel?

Høflighed er et dejligt redskab, det kan man nå langt med...
Hmm, høflighed og utroskab. Klinger dårligt i mine ører.

Jeg bliver også nogle gange vred over, at det er min kæreste og jeg, der skal bære hele "skylden" for at der er to forhold der er blevet opløst.
Det er vel også jeres skyld, det er jer der ikke vælger at konfronterer jeres partnere omkring I ikke er tilfredse med forholdet, og hvis det var tilfældet at I gjorde sådan, måtte I have været hårdere. Jeg synes der bliver lagt alt for meget ansvar over på manden, som i bund og grund ikke havde den ringeste chance, for at vide hvad der foregik. I vælger at forlade dem, så må i også tage følgerne!

Og ingen stiller spørgsmålstegn ved de forhold vi forlod, - at der måske var noget i vejen i dem, allerede inden vi faldt med et brag for hinanden.
Så skulle du måske have prøvet at reparere dette? Er da ikke sikkert din mand er enig på dette punkt.

Kan godt være mennesket fra naturens side ikke er til monogami, men det er det efterhånden blevet. Idealer og normer bliver opstillet, dem lever mange også efter! Der var nogen der nævnte noget med at utroskab ikke ved lov er gjort ulovligt. Det minder mig lidt om Muhammed-episoden. Folk havde også ret til at tegne ham, men er stadig ikke noget man behøves at gøre!
Og tiden læger alle sår! Jaja, men jeg går helst igennem livet med så få som muligt af dem, håber jeg en eventuelt kommende hustru er enig i!
Nabokonen

En sag har altid to sider

Indlæg af Nabokonen »

UTROSKAB - CHOK!!!!!

Et lille sidespring (eller 10) som ingen hører om - OK???

Jeg har været i et fast parforhold/ægteskab og har IKKE været utro i de 24 år.

Jeg/vi har lappet og repareret på et (dødt) parforhold i ca. 10 år (nok mest for børnenes skyld) og jeg har undervejs været kørt totalt ned psykisk - med langvarige depressioner til følge.
Brugte al min livskraft på at passe familien, bakke op om mandens karriere, "gøre det rigtige" og "være et ordentligt menneske" og gi' og gi' og gi', og alligvel døde kærligheden - fra ham til mig!
Og min kærlighed til ham, - ja den døde samtidig med at jeg "døde" indvendigt.

Min mand havde succes, har aldrig været til at stoppe på vej mod målet, og kompenserede for sit (manglende???) sexliv i arbejde og til sidst orkede jeg ikke at anstrenge mig mere, - for det var svært at leve med alle frustrationerne. "Flinke-pigen" gav op!

Når man giver op, og ikke tjekker ud, ja så bliver forholdet HÅB-løst.
Der var ingen løsning, så måske det var derfor, at jeg blev åben for at kysse min nabo.

Tidligere havde jeg helt sikkert afvist det - utroskaben - i HÅB om at vi stadig kunne redde stumperne.

Muligheden for utroskab har været til stede mange gange før i mit ægteskab, men jeg har aldrig tidligere set det som noget der var værd at gennemføre.

Men denne gang var tiltrækningen for stor, - det ikke lykkedes at stå imod.

Jeg har tit tænkt på, om min nye kæreste og jeg ville have følt den samme tiltrækning hvis vi havde mødt hinanden for 20 år siden, og om den ville have "overdøvet" det, jeg dengang følte for min ex-mand, men det får jeg jo aldrig svar på.
Det er noget mærkeligt noget, denne tiltrækning...

Det skal siges, at jeg VED ikke om min ex har været mig utro, - men ved at han har været forelsket i kvindelige kolleger - mere end én gang!
Det har han bekræftet her efterfølgende, og jeg har haft det på fornemmelsen HVER gang!

Men den perfekte mand forlader ikke sin - på overfladen - perfekte famile, for så er man jo ikke "perfekt" mere.
Og man kunne jo komme til at skuffe sine perfekte forældre!

Så exmanden - han tog sig jo heller ikke sammen og forlod sin håbløse depressive kone.

Hvis er skylden????

Så blev jeg forelsket og "vågnede" op til livet igen.
Opdagede at jeg ikke var "død", men stadigvæk en varm levende kvinde, der var værd at elske (med).
Tog springet... bekendte min utroskab efter 3 uger og ryddede op!

Og tro mig, - er ikke stolt over at have levet de 3 uger i løgn og bedrag, men ting/livet har det jo med at ske i en mere eller mindre kronologisk rækkefølge.

Men summa sumarum er, at vi faktisk valgte at tage følgerne... og leve med "skylden".

I dag sætter jeg spørgsmåltegn ved, hvor meget man kan eje et andet menneske - om det er rimeligt at to voksne mennesker lover hinanden til "døden jer skiller".

Etisk kærlighed - det er for uhåndgribeligt for mig.
Jeg har gerne villet tro på den, men synes det er en tvivlsom affære.
Den mangler beviser!
Det er ikke nok at sige: Jo, jo skat, selvfølgelig elsker jeg dig!
Der skal ligge handling bag...

Tror alt for mange mennesker lever i et dødt parforhold fordi; citat:
"Idealer og normer bliver opstillet, dem lever mange også efter!"

Kys det nu det satans liv - det er så uhyggeligt kort!

Mvh Nabokonen

Ps. Jeg holder stadig utroligt meget af min ex-mand, mine børns far, for vi har mange år på bagen sammen, og det er også en form for kærlighed.
Men ikke DEN slags kærlighed.
Besvar

Tilbage til "UTROSKAB OG SIDESPRING"