*
PSYKE & SEX DEBAT
DEBAT- OG SPØRGEFORUM om PSYKE OG SEKSUALITET
ved PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

*
*
Dato og tid er 20. okt 2018 06:20

Alle tider er UTC+01:00




Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 17 indlæg ]  Gå til side 1 2 Næste
Forfatter besked
Indlæg: 30. apr 2007 21:27 
Kære Per,
jeg skriver til dog fordi jeg er i en kompleks situation:

Jeg er sammen med den samme mand gennem 12 år. Vi har to børn sammen (en på 10 og en under et år).

Vores forhold har været igennem en masse belastende og dårlige ting som har bevirket ganske særlige og ikke sunde handlingsmønstre hos os begge.

Da vi fik vores ældste barn, begyndte tingene at gå skævt. Han var ikke helt parat og gemte sig bag arbejde og drukture med vennerne. Jeg sad derhjemme og blev desillusioneret og følte mig mere og mere værdiløs. I de efterfølgende år, havde jeg svært ved at gå rigtigt ind i livet. Jeg kunne ikke færdiggøre mit studie og synes heller ikke jeg kunne droppe det. Ergo sad jeg i en mellemsituation - dybt ulykkelig og handlingslammet i mange år ! Min partner har i alle årene været hovedforsørger og han har i lange perioder forsørget mig helt! Denne ubalance i forholdet blev kun forstærket af et ufatteligt selvhad fra min side og en langsomt men sikkert aftagende respekt fra min partners side. Det har været nogle tunge år men vi har alligevel holdt sammen fordi vi trods alt nærer en dyb kærlighed for hinanden og fordi vi glimtvist begge har set hvor godt et forhold vi kunne have.

Det er så lykkes mig nu at trække mig ud af sumpen. Jeg fik afsluttet mit studium og arbejdede med det samme - blev så gravid og valgte at få barnet (trods min partners vilje til det modsatte). Barnet er dog en stor lykkebringer og vi er begge meget glade for det. Vi har i en årrække boet i noget deprimerende betonbyg, som vi i januar endelig forlod til fordel for et fantastisk sted. Så status er: jeg er ovre min depression/specialesump, vi er flyttet - tingene kunne blive så gode nu - endelig!

Men min partner kan ikke respektere mig og kan ikke (og det har han aldrig kunne) udtrykke sine følelser for mig/vise dem - dvs. ingen kærtegn, ingen omsorg, ingen støtte (udover økonomisk), ingen romantik. Dette har været kilde til stor frustration for mig og anledning til en del gniderier.

Nu har min partner meddelt mig, at han ikke tror, han kan tilgive mig det svigt han mener han har været udsat for i de år, hvor han var eneforsørger og han vil derfor ende forholdet. Jeg er faktisk meget ulykkelig over det på trods af, at jeg heller ikke har været glad i det. Jeg ville så afvikle hurtigt, men nu er han i tvivl - han siger han elsker mig højt, men er bange for at vi ikke kan bryde de gamle mønstre. Jeg på den anden side har været ukuelig optimist og synes, vi bør give forholdet en chance, da visse ting er ændret nu - mig fx!

Men tvivlen nager mig nu - er bange for at miste mig selv i et forhold på prøve - kommer jeg nu til at gå på æggeskaller for at "please" ham og overbevise ham om at vi skal være sammen - kan man overhovedet bryde de gamle mønstre? Vi har besluttet at prøve at få det til at fungere, men hvordan kommer man videre? Hvordan kan vi knække den gamle skal og komme fri af fortidens spøgelser og ind i et bedre og stærkere forhold med gensidig respekt?

Puha, det blev en længere smøre. Jeg takker på forhånd, hvis du svarer.

MVH
Den vaklende


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 1. maj 2007 21:56 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5438
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej den vaklende

Ja I har begge end del tunge lig i lasten, og det er nok muligt, at I skulle overveje at få noget PARTERAPI, da I åbenbart ikke selv gennem mange år har magtet at få løst jeres fælles problemer. :idea: Inden du/I vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Jeg synes derudover, at I skulle få fat i denne bog og løse opgaverne sammen:
[bog] Phillip C. McGraw: FØRSTEHJÆLP TIL PARFORHOLD - Sådan genfinder I kærligheden, Borgen

Billede
Fordelen ved dr. Phils bog er, at her er fokus først og fremmest på, hvad man selv kan gøre for at få et parforhold til at fungere. På én gang en selvudviklings- og parudviklingsbog.

:idea: I kunne osse prøve Ebbe Scheel Krügers PARTEST for at se, hvor I hver især synes, der skal arbejdes på at forbedre og styrke jeres forhold.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
 Titel: tak for svar
Indlæg: 2. maj 2007 08:01 
Hej Per,
Tak for svar.
Vi skal til parterapi i overmorgen og det er svært at vide nu hvad der sker den dag. Min (kommende eks-?)partner er blevet meget fjern her de sidste par dage. Han undgår at se på mig, taler i enstavelsesord og en hver form for fysisk kontakt er udelukket. Jeg tror han er færdig med vores forhold og kun har sagt ja til at prøve igen, for at forhale bruddet (pga vores datter) - på den anden side har han tilkendegivet sin kærlighed til mig og i sådan en situation bliver jeg vel også nødt til at tage hans udsagn for gode varer - ellers bliver enhver navigation umulig.
Er meget i vildrede, menbruger i øjeblikket energien på mig selv og mine ting - prøver at give ham lidt luft.

Jeg vil straks gå ud og købe bogen i dag - han stejler sikkert når jeg præsenterer den for ham, men så må han gøre det.

Jeg må indrømme det er en svær og stressende tid og jeg er meget tynget af sorg over vores muligvis tabte fremtid sammen.
Jeg begræder at vores børn skal opleve dette!

Vores datter ved endnu ikke hvad der sker her og jeg synes vi skylder hende at fortælle det (hun er 10). Min partner modsætter sig dette stærkt da han mener vi endnu ikkeved hvad vi skal sige til hende. Jeg mener derimod hun har ret til at vi at vi tumler med store ting nu og ikke kan finde ud af hvad vi skal.

Hvad er din erfaring/råd?

MVH
Tvivleren


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 4. maj 2007 07:18 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5438
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej den vaklende

Du må fortælle, hvad der kom ud af jeres PARTERAPI.

Men hensyn til jeres datter, så synes jeg ikke, I skal blande hende for meget ind i noget, før I selv er afklaret. Det er meget vigtigt ikke at komme til at bruge hende i jeres indbyrdes konflikt, hverken som kampmiddel, som trøsteklud eller snakkeveninde. Så det der skal siges afhænger af, hvad hun selv kommer med af spørgsmål på nuværende tidspunkt.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 4. maj 2007 21:41 
Kære Per,
Ja, så var vi til parterapi i dag. På vejen derhen gennemgik jeg alle de mulige scenarier: At han gerne ville prøve igen, at han foreslog en pause, at han overhovedet ikke ville fortsætte - jeg prøvede at tænke mig ind i situationerne - hvad ville jeg osv.
I selve terapien blev det dog hurtigt klart at han ikke mener vi skal fortsætte, at han ikke mener der er grundlag for nogen som helst fælles fremtid. Terapeuten nævnte at vi måske kunne prøve at flytte fra hinanden uden direkte at bryde, men her stejlede han og sagde: at enten er man sammen eller også er man ikke. Så der sluttede terapien. Vi har dog en ny tid igen om en uge.
Efter terapi prøvede vi at snakke. Han spurgte mig hele tiden hvordan jeg mente vi kunne fortsætte sammen - hvilke argumenter jeg havde... Og jeg svarede: at vi stadig elsker hinanden (som han bekræfter), at der stadig er rene og gode rum vi kan mødes i, at vi på mange områder er "gode" sammen etc etc - men han tror ikke på det.
Han sagde at han godt ville prøve igen, men at han ikke troede på det - hertil svarede jeg at de odds kunne jeg ikke arbejde med.
Så nu står vi der - nok forbi med hinanden (desværre). Jeg har uden tvivl fået frigivet en del energi, men er også sorgramt og synes det er en skam at give op nu -jeg tror på man kan komme styrket ud af såden an krise - men kan ikke kæmpe alene. Nu skal vi så til at definere en ny fremtid hver for sig - vi skal finde en måde at fortælle vores barn om hvad der er sket - hvordan vi skal bo og indrette os. Jeg er stadig på barsel (vores andet barn er under et år) og skal til at søge et job i en fart, finde noget at bo i.........
Synes tiden nu er uvirkelig.

Puha - jeg føler jeg står på kanten af et nyt liv (hvilket jeg jo også gør) - er på en måde lettet over at det gamle forhold er slut (for det var ikke godt) og er også spændt på hvad denne nye situation kan bringe - føler mig stærk, men også bange.....

Tænker om min (eks)partner og jeg måske nogensinde finder sammen igen....?

MVH
den vaklende


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 7. maj 2007 14:36 
Kære Per,

Stemningen her i huset er mildest talt tæt. Som jeg fortalte sidst, har min ekspartner erklæret at han ingen muligheder ser for at fortsætte forholdet. Jeg har nok set mere positivt på det, men i de forgangne dage er jeg blevet mere tilbøjlig til at give ham ret. Vi bor jo stadig sammen og har endnu ikke fortalt vores ældste barn om hvad der skal ske. Jeg er meget tynget af situationen og veksler mellem håbløshed, aggression og en stærk følelse af at jeg nok skal klare den.
Nu er der en masse praktisk der presser sig på - jeg har ingen penge, er på barselspenge og har ikke noget job (havde udsigt til et, men det blev ikke til noget). Jeg stresser pga mangel på penge, skal flytte (og finde bolig), finde et job nu, sørge for institutionsplads til den mindste etc etc...alle disse bekymringer sætter sig som en sten i maven - jeg kan intet spise...
Jeg skal i svingninger nu, men har svært ved at finde energien - synes det er hårdt at gennemføre en dagligdag med den mindste og også være der for den store. Det er stadig mig der danner de familiære rammer her - køber ind og laver mad, men har svært ved at orke det. Min ekspartner fjerner sig mere og mere fra mig - han virker lettet og afklaret og meget irriteret på mig. Og det er hårdt at den mand jeg elskede lidenskabeligt med for tre uger siden, pludselig er kold og irriteret på mig - tja Per, hvad vil jeg mon med denne smøre - jeg trænger nok til et par beroligende ord og et par gode råd med på vejen om hvordan man mentalt klarer sådan en situation....

Ser frem til dit svar..

MVH
Den vaklende


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 8. maj 2007 19:12 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5438
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej den vaklende

Det jo nok lidt svært at trøste dig ud over, at langt de fleste af os, der har prøvet det 2-3 gange, ved at vi kommer videre, og ikke sjældent får det endnu bedre, hvis vi vel og mærke forstår at forholde os realistisk og omsorgsfuldt til vores tab. Hvis vi har brug for det, kan det være en god ide at få snakket tingene, følelserne, tankerne, beslutninger m.m. igennem med en neutral person f.eks. en psykoterapeut.
:idea: Inden du evt. vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Prøv at kigge på disse sider
:idea: TABSPROCESSEN
:idea: SKILSMISSENS FASER
:idea: SKILSMISSETIPS

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Senest rettet af PER HOLM KNUDSEN 11. jun 2008 20:56, rettet i alt 1 gang.

Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 14. maj 2007 12:33 
Kære Per,

I vores skilsmisseproces (se ovenstående) er vi stadig ikke kommet til det endelige brud. Vi er begge bange for at tage skridtet og føler måske begge stor tvivl desangående. Jeg er stadig optimistisk (naiv) i min forestilling om at vi godt kan bryde det gamle ned og bygge noget nyt og bedre: det ser noget anderledes ud med min ekspartner - han "føler sig helt tom indeni" og "kan ikke føle noget som helst". Jobmæssigt er der en hel del ting der går ham på - han er selvstændig og firmaet kører ikke helt som han havde forestillet sig. Han virker derfor ekstremt presset og jeg tænker at han "skærer" mig væk, fordi der så er en bekymring mindre. Derfor synes jeg også at vi skylder hinanden at prøve igen. Jeg tror på at vi kan tilføre hinanden energi, i stedet for at tage den. Jeg tror på vi kan opbygge et forhold der bygger på tillid og gensidig støtte - i stedet for mistillid og egoisme. Men han er træt, siger han og kan ikke se nogen løsning. Og jeg er i syv sind. Har lyst til at bryde ud og blive skilt, så jeg i det mindste handler - men er også tøvende fordi jeg er bange for at give slip. Jeg har stadig følelser for ham og han siger han har det samme for mig. Han efterlyser dog de store dybe kærlighedsføleser, hvor jeg mener de først dukker op igen, når vi har arbejdet med forholdet et stykke tid og er begyndt at bevise overfor hinanden at man godt kan forandre sine handlingsmønstre.
Desværre mangler jeg helt helikoptersynet på det her og kan ikke overskue om jeg/vi bare sovser os ind i undskyldninger, om vi overhovedet kan gennemføre det projekt der hedder "red parforholdet", om det er en naturlig fase i skilsmissen (har læst dine links) eller hvad der sker. Jeg tror vi begge mangler klarsyn.
Han er meget utålmodig og vil "ikke vente tre måneder" - han forventer en "Quick cure". Jeg synes han er naiv hvis han tror tingene bare ordner sig, men kan heller ikke bære hele læsset meget længere og kun være den der fixer det hele.

Puha, ved knapt nok hvad spørgsmålet er - kæmper jeg en håbløs kamp?
skal vi give slip nu? kan man overhovedet finde sammen igen på en ny måde? - er der nogen der læser dette der har erfaring, må de også meget gerne give deres besyv med.

MVH den vaklende


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 19. maj 2007 23:42 
Kære vaklende...

Jeg har endelig selv taget mig sammen og trådt ud af et længerevarende forhold, hvor der også var børn. Det var en meget meget meget svær beslutning, som jeg til sidst var nødt til at træffe, men jeg havde længe ikke haft modet til det. Vi arbejdede længe med problemerne, men for at være helt ærlig, så var det for sent for mig. Jeg havde gemt på problemerne for længe, og vi kunne måske igennem fælles arbejde/terapi komme til at få en udholdelig hverdag, men jeg ville ikke kunne sige, at jeg elskede hende. Og det SKAL jeg kunne sige for at være i et kærlighedsforhold. Jeg ved, at hun ikke havde det helt sådan!

Når jeg læser dine indlæg, så er det umuligt at blive klog på, hvad der helt præcist er problemet, men I føler jer vist begge svigtet på hver sin måde. Måske talte I kærlighedens sprog forskelligt. Havde I stadig god sex sammen eller gik lidenskaben/begæret tabt i processen før han meldte ud, at nu kunne det ikke gå mere? Jeg tror, at du skal tro ham, når han fortæller, at han har været udsat for svigt, men det er ikke nødvendigvis dit ansvar - måske var han på daværende tidspunkt ikke moden nok til at fortælle helt konkret, hvad hans behov var, og at han rent faktisk følte sig svigtet. :roll:

Helt ærligt, så tror jeg, at han IKKE vil mere overhovedet, men har ikke lige p.t. modet til at gøre op med et langt liv med dig! Jeg tror ikke på den der med, at det er jobbet, som gør, at han ikke har overskud. Nok tværtimod!!! Han kan naturligvis ikke lykkes med noget andet sålænge jeres forhold tynger så meget og han ikke tør hverken gå ind i forholdet eller gå ud! Først når han træffer sin beslutning, så vil tingene igen falde på plads for ham i hans øvrige liv.

Den der med at han siger, at han elsker dig, men dybest set gør det modsatte fortæller med al tydelighed, at han taler dig efter munden. Bedøm ham for det han gør - ikke det han siger. Hvis han virkelig elsker dig (og du ham), så er der også nogle hede følelser mellem jer. Så er det slet ikke nødvendigt at sige elsker dig hele tiden (ja, ja - jeg er en mand!!!)

Vil du sidde og afvente hans beslutning? Nej, vel! Tag dog sagen i egen hånd og aftal nogle faste par-aftener, hvor I arbejder konkret på heling af forholdet og bygger noget nyt op. Fortæl hinanden om jeres behov, hvordan I føler jer elsket og hvordan I selv giver udtryk for det (berøring, søde ord, tjenester eller lign.) Hvad skal der helt konkret til for at han igen gider forholdet? Og hvad skal der helt konkret til for at du igen gider forholdet? Min partner sagde helt tiden, at hun da gerne ville forholdet underforstået, at det altså var på hendes præmisser, og det indebar altså ikke hed sex/elskov, dybe samtaler osv. Men det var altså noget af det, som jeg ville.

Eller giv ham en dato for, hvorlænge du vil afvente ham! I ventetiden kan I jo aftale at være helt fritstillet og nyde jeres sexliv hver for sig - måske giver det lidt ekstra fut i hormonerne. Eller måske er det netop det, som er et af de store problemer?

Eller I kunne flytte fra hinanden i 2-3 uger og hver for sig have en tænkepause, hvor I koncentrerer jer om, hvad jeres fremtid skal være. Når I mødes igen, så møder I op til en konkret forhandling med alle tabuemnerne, jeres behov og krav for at kunne trives i forholdet. Hvis ikke begge kan gå fra mødet med begge hænder over hovedet, så har I ikke nogen aftale. Ikke noget med vattede håndtryk. Enten vil han/du eller også vil I bare ikke, og så må du se at komme videre.

Håber, at du/I kommer videre ;)
En anonym læser

PS: Jeg har læst bogen og løst opgaverne - ret tidskrævende synes jeg, men de giver da lidt indsigt. Læs iøvrigt kærlighedens alkymi - den er også god ;)


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 21. maj 2007 13:00 
Kære Anonyme læser,
tak for dit indlæg. Det rørte mig at læse - meget!
Måske har du ret - måske er han bare helt færdig, men har ikke modet/overskudet til at sige det.
Med hensyn til de hede følelser, havde vi faktisk ret god sex helt op til bruddet - og jeg savner virkelig sex med ham. Han er tilgengæld (tilsyneladende) helt kold overfor mig.

Det er jo ikke spørgsmålet om at sige "jeg elsker dig" hele tiden, men mere i sine handlinger at udvise respekt, kærlighed og omsorg for hinanden og der tror jeg du har ret - vi talte nok ikke samme "kærlighedens sprog".

Jeg ved ikke hvordan jeg skal "tage hul" på bylden. Vi bor stadig under samme tag, taler høfligt til hinanden og kan også grine sammen - men alt hvad der berører vores følelsesliv er ligesom tabubelagt. Forleden kyssede han mig på munden (jeg skulle afsted i sommerhus et par dage med ungerne) - gør man det når man er "færdig" ? men vi rører ikke hinanden (hvilket jeg savner).
I terapi snakker vi og snakker - terapeuten mener det er vigtigt at vi venter med at tage endelig stilling til vi har afsøgt alle områder, men måske har han allerede taget stilling som du siger.
Han er ellers et meget konsekvent menneske og derfor undrer denne forhaling mig virkelig...

Tak for svaret.

MVH
Den vaklende


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 22. maj 2007 07:35 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5438
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej den vaklende

Jeg tror, at du skal undlade at tage stilling til problemet som et "vi" - eks.pl.vis "vi kan ikke give slip". I grunden findes det "vi" ikke, der i mod er der et jeg og et du - altså "jeg kan ikke give slip". Det handler med andre ord om, at du finder ud af, hvad du vil. Hvis du ønsker at gå lidt mere til ham, så gør det. Hvis du ønsker at gå fra ham, så gør det. Lad være med at gå og vente på hans beslutning.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
 Titel: jeg - vi
Indlæg: 23. maj 2007 08:02 
Kære Per,

jeg kan sagtens se din pointe. Du har ret i at det meget handler om, hvad jeg vil (og hvad han vil). I den forstand er det "vi", vi havde, jo også væk.
Men vi skal jo stadig være to om at vælge at være sammen. Hvor det er "lettere" for den ene part at sige stop og blive skilt (også uden den anden er enig i beslutningen) - kan det jo ikke lade sig gøre at blive sammen (på en værdig, god, konstruktiv måde), hvis ikke begge parter er indforstået med det. På den måde er der alligevel et "vi" at tage hensyn til.
Jeg føler mig ret sikker i min beslutning om at vi skal prøve igen - med en ny og mere gennemarbejdet "kontrakt". Den terapeut vi går hos, mener ikke vi har afprøvet alle muligheder og hun sporer så megen tvivl hos os begge at hun har opfordret os til at genoverveje situationen.
Han, derimod, er træt og kan ikke se nogen udvej - som han siger :"jeg vil gerne, men nogen må vise vejen for mig for jeg kan ikke se den."
Jeg vil også gerne "gå" til ham - ved bare ikke helt hvordan. Der er jo kvindemåden med at snakke, men han virker ikke særligt snakkesaglig for tiden. Jeg har prøvet at tage fat på emnet, men han bakker helt ud.
Vi kommunikerer virkelig godt om andre ting - faglig snak og andet - vi kan grine og have god snak kørende, bare det ikke er personligt.
Sidst vi var hos terapeuten spurgte hun om der var energi hos os (ham) til at bruge tid på at sammensætte en kontrakt for et fremtidigt forhold - det svarede han ikke på dengang (men var ikke negativ). Siden har der så ikke været nogle tiltag til at tage fat på det. I går skrev jeg så mit forslag til kontrakten ned og mailede den til ham. Senere svarede han at han havde læst min mail.....men hvad så nu. Skal jeg presse ham eller lade ham få luft og plads ?
Vi bor stadig under samme tag og sover i samme seng. Der er megen fysisk afstand imellem os - vi undgår at røre hinanden! men i nat mærkede jeg hans hånd famle sig vej under min dyne for at røre ved mig. Som kvinde ! kan jeg jo ikke lade være med at tolke på sådanne ting. For mig er berøring meget følelsesbetonet, men er det også det for mænd? kan man som mand stadig have seksuel lyst til en kvinde, man vil skilles fra? Jeg har lyst til at være sammen med ham, men kan ikke hvis jeg ved vi skal skilles om lidt? kan berøring og sex også være en vej frem til genforening? Kvinder vil snakke, mens mænd jo ofte er mere handlingsorienterede.
Det kom aldrig videre, for vores søn vågnede og krævede fuld opmærksomhed (og endte i vores seng -på hans initiativ - en buffer ??).
I alt det her er jeg også meget opmærksom på ikke at miste mig selv - og må huske mig selv på at et forhold ikke skal være for enhver pris. Det er en balancegang som virkelig er udmattende!

MVH
Den vaklende


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 27. maj 2007 13:34 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5438
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej den vaklende

Du skriver: "På den måde er der alligevel et "vi" at tage hensyn til." Det er et ret abstrakt "vi" - helt konkret skal du tage stilling til, om du vil fortsætte med ham (på en værdig, god, konstruktiv måde), og han skal tage stilling til, om han vil fortsætte med dig (på en værdig, god, konstruktiv måde). Når I hver især har truffet den beslutning, kan I selvfølgelig sige til andre: "Vi" har besluttet at være sammen, selv om det i grunden ikke er én beslutning, men to beslutninger.

Ja det lyder som om, at han har brug for lidt luft til at tænke sig om og ikke blive presset til at tage en beslutning lige nu. Hvis jeg skulle stille ham en opgave nu, så var det nok at få afklaret: 1) hvad er fordelen ved at blive skilt og 2) hvad er fordelen ved at blive sammen. Jeg har et skema, som kan anvendes: AFKLARINGSSKEMA.

Nu er jeres følelser for hinanden jo ikke sort/hvide, og derfor kan din mand sikkert udmærket føler ømhed og lyst til dig af og til, men det ville jeg nu ikke tolke for meget på. Det er meget almindeligt i skilsmissesituationer - der er både frastødning og tiltrækning. Hvis han totalt afskyede dig, var han jo nok flyttet.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Senest rettet af PER HOLM KNUDSEN 28. maj 2007 07:32, rettet i alt 1 gang.

Rapporter indlæg
Top
   
 Titel: videre.....
Indlæg: 27. maj 2007 20:44 
Kære Per,

Tak for dit svar. Du har helt ret i at det er en beslutning jeg skal tage og han skal tage.
Sidst vi var hos terapeuten sagde jeg også fra - sagde at nu måtte vi skilles for jeg kunne ikke længere gå rundt og rundt og vente på hans afgørelse. Sagde at jeg havde erkendt at det var slut - at jeg havde erkendt at han ikke ville mere. Det gjorde meget ondt at få sagt - men en af os skulle jo få det gjort og nu var det så mig der tog ejerskab på "den".
Jeg synes nok stadig ikke det er den rigtige beslutning og synes stadig vi burde kæmpe mere. Men jeg har accepteret, at han ikke kan mere og tager konsekvensen heraf!

Natten efter den terapitime havde vi en fantastisk snak - helt åben (følte jeg) og afklarende i forhold til hvad der gik galt. Jeg følte en ærlighed og en oprigtighed som aldrig før. Det endte med timelang berøring og sex - meget afskedsagtigt. Det var godt, men gjorde efterfølgende enormt ondt - og det gør stadig ondt!!!

I går gik jeg så i hans bukser der lå i soveværelset for at fiske et par småmønter til bageren (gammel vane) - der var ingen mønter, men til gengæld 3 kondomer. Jeg blev helt kold! kommenterede mit fund overfor ham og han bedyrede straks at han ikke så nogen og at de var købt uden nogen særlig bagtanke. For så vidt kan jeg jo nu være ligeglad med hvem han knepper, men det sårer mig dybt at han ikke gør sig mere umage med at skjule at han allerede er i gang. Jeg føler mig jokket på og blottet. Sad rigtigt der i stearinlysets skær med tårer i øjnene og var "ærlig" med ham om vores forliste forhold og så fylder han lommerne med kondomer "uden nogen særlig bagtanke".

Jeg føler mig faktisk forrådt! Jeg bliver ved med at hænge fast i følelsen og den blokerer virkelig for alt andet. Jeg ved godt at man uden særlig følelser kan have seksuelle relationer med andre - også for at glemme eller flygte for det følelsesmæssige kaos man ellers står overfor. Men jeg kan ikke forstå at han kan sidde gang efter gang hos terapeuten og være så forpint og i tvivl og trække alting i langdrag og så samtidig være så kold i røven at han er ligeglad med at skjule sine aktiviteter - har jeg været så blind - er jeg dum - har han spillet mig? og i hvor lang tid?
Jeg kan ikke længere finde hoved og hale i situationen. Jeg er ked af det, forvirret og også vred!

Vil gerne fastholde et godt forhold til ham af hensyn til vores børn - for at gøre bruddet mindst smertefuldt for dem. Men jeg synes han presser citronen. Hvordan kommer jeg videre her, uden at ende bitter (og det vil jeg ikke!!!!!!!) ? hvorfor handler han sådan - respektløst i mine øjne? er han mon virkelig så kujonagtig at han bliver nødt til at presse mig derud, i stedet for at tage ansvaret for sin beslutning og dermed også konsekvenserne?

Jeg sætter pris på dine svar fordi de er pragmatiske og lakoniske i tonen. Jeg har et godt netværk og bruger det meget, men de er allesammen "på min side".

MVH
Den (ikke længere så) vaklende


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 28. maj 2007 07:16 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5438
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej Den (ikke længere så) vaklende

Nu er tilværelsen jo ikke helt så sort/hvid, som du ser den lige nu. Jeg har svært ved at se, at han har forrådt dig, som du skriver?

Han er ubeslutsom og uafklaret om sit forhold til dig og har det ene ben ude af forholdet. :11:
Du kan ikke klare at gå i det limbo og tager din beslutning om at slutte forholdet. [lg]
I har dybe gode snakke om jeres forhold. [kram2]
I har god afskedssex. [twolove]
Han har/har måske ikke sex med en anden kvinde/mand og siger det ikke til dig, måske fordi det ikke har noget med jeres forhold at gøre. [kaninsex]
Du går i hans lommer og finder kondomer. :21:
Du bliver vred. [fork]
Du føler dig presset, men jeg har svært ved at se, hvordan han presser dig i det, du har beskrevet. [dead]

:?: Hvad er det for en beslutning du mener, at han har taget?
:!: Det lyder mere som om, at du presser dig selv, ud fra det jeg læser.

Eller handler det i grunden blot om, at du er vred over, at han ikke kan finde ud af det? :7:

[itu] Skilsmisser er sjældent nemme for nogen parter - og heldigvis har de fleste fundet ud af det med hinanden og børnene efter ca. et år efter bruddet.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 17 indlæg ]  Gå til side 1 2 Næste

Alle tider er UTC+01:00


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan skrive nye emner
Du kan besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Gå til:  
cron
Udviklet af phpBB® Forum Software © phpBB Limited
Dansk oversættelse & hjælp: Olympus DK Team
[ Time: 0.561s | Queries: 19 | Peak Memory Usage: 4.95 MiB ]