Er jeg helt fra den?

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om SKILSMISSE
Besvar
Ensomme

Er jeg helt fra den?

Indlæg af Ensomme »

Hejsa..

Jeg skriver i dette forum, i håb om at få svar på nogle af mine tanker og følelser.

Jeg er en kvinde i slutningen af tyverne.

For at prøve at gøre en lang historie kort.

Jeg mødte drømmemanden. Han havde det hele, charme, selvtillid, udstråling, kroppen, ja ALT som sagt. Der var bare lige et problem.. han var gift.

Efter en længerevarende affære valgte han dog at blive skilt, hviket medførte et større drama. Eksen ringede i tide og utide, chikanerede på mange tænkelige måder. Herunder brugte hun fx dere fællesbørn mod ham, hvis han ikke makkede ret. Da vi flyttede sammen, fortalte han at de havde sovet nøgne sammen, men at intet var hændt. Jeg blev ikke synderlig begejstret, men valgte at lade tvivlen komme ham til gode.

Så skulle jeg et stykke tid efter på weekendtur, og hvor var han? Han var da i huset for at passe børn, mens hun var ude..

(Hvorfor så lige præcis i den weekend jeg ikke var i nærheden?)

Tiden gik og jeg blev gravid, og det samme gjorde eksen. Hun gjorde meget ud af at fortælle til min kæreste at hun var gravid, hvilket køn barnet var, hvilket navn hun ville kalde det, og det begyndte jeg at stille spørgsmålstegn ved. Dog uden at få svar.

Senere fødte vi begge med en uges mellemrum, og jeg havde i mellemtiden fået nok af eks'ens terror så jeg fortalte hende om kærestens og min affære under deres ægteskab. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg følte mig så stresset, at jeg bare ønskede fred.

Så døde min mor og kort efter gik min kærestes eks amok og krævede fuld forældremyndighed.

Min kærestes børn betyder meget for ham, så dette gjorde bestemt ikke vores samliv nemmere. Og slet ikke efter at jeg havde taget ham i at holde hemmeligheder for mig. Frasen fra ham var konstant: "Gør, hvad du vil, jeg er ligeglad". Stillede jeg spørgsmål, blev disse besvaret med et spørgsmål.
Frygten for, at han ville tilbage til sin eks voksede, til trods for min opfattelse af os hvor vi delte en gensidig stormende forelskelse i hinanden.

En dag sad jeg ved hans email og ventede på et svar fra nogle fælles forretningsforbindelser. Pludselig dukker en mail op, og jeg kan se at det er noget sex dating. Jeg bliver harm og går min vej og tager hjem til min familie. Her lavede jeg så en profil, og håbede at jeg ikke ville opdage hans profil, men forgæves..

Dér stod det, sort på hvidt. At han søgte efter en veninde til sex, at han var fri som en fugl og at han ikke ledte efter en soulmate. Jeg var rystet men konfronterede ham med sagen. Han kendte ikke til profilen, sagde han, men alligevel var profilen slettet 30 min senere..

Jeg blev så ked af det, følte mig svigtet og forrådt. Troede at han forstod at kommunikation og ærlighed var vejen frem.. men han var vist af en anden mening.

Jeg blev ved med at spørge ham, hvorfor han havde oprettet den, men det kontante svar var: "Det er ikke mig, der har oprettet den" og henviste til sin eks. Han mente hun var "skør nok til at finde på den slags for at skade os"

Hvis der var tvivl før, blev den større der..

Vi prøvede at give forholdet nogle chancer grundet vores barn, men nu blussede min jalousi op. Hver gang hans telefon bippede blev jeg bange. Hver gang han skulle ud, frygtede jeg endnu et svigt. Han begyndte at tjekke emails flere gange dagligt, og hvis jeg spurgte til dem eller han sms fik jeg svaret, at det ikke ragede mig.

Senere fulgte en periode hvor jeg blev kaldt dum, og andre grimme ukvemsord. Det fratog mit selvværd og jeg følte mig mere og mere underdanig.

Vi bor i hver vores ende af landet nu. Min familie bad mig om at flytte tilbage, de skulle nok være der for mig, sagde de. Så det gjorde jeg.

Så skete der det, at jeg begyndte at få ondt i lungerne. Jeg gik til lægen og skal til yderligere undersøgelser. Min kæreste sagde, at han nok skulle være der, og det samme sagde min familie.

Men sandheden er, at jeg er helt alene. Min familie lever deres eget liv og har masser af undskyldninger til at blive væk. Kæresten forlod jeg, efter han smed mig ud og jeg har, alt i alt, tre venner.

Og jeg føler, jeg belaster dem. Jeg ville smaddergerne ønske at min familie støttede op, at jeg havde nogle flere venner at støtte mig op af. Jeg er bange, er ensom og er fuld af en masse bekymringer. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Var det klogt at komme ud af det forhold? Er jeg helt fra den når jeg føler mig svigtet af alt og alle?

Mange tak fordi muligheden er for at kunne skrive herinde
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar: Er jeg helt fra den?

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej Ensomme

Der er jo ikke noget underligt i, at du efter så mange turbulente oplevelser på relativ kort tid oplever, at du er noget fra den, det ville de fleste andre mennesker osse opleve.

Det lyder som om, at det var en god ide at komme ud af forholdet til eks-kæresten, der åbenbart slet ikke var parat til et nyt forhold. Det handler vel for dig om nu, at koncentrere dig om dig selv, finde dig selv igen, og sørge for et godt og trygt liv for dit barn.

Med hensyn til familie og venner så synes jeg, at du i stedet for at gå og fantasere om at være til besvær skal sige lige ud til dem, at du er i en periode i dit liv, hvor du har brug for deres konkrete støtte, og at de selv må sige til, hvis det bliver for meget for dem, så du ikke osse skal gå og gøre dig bekymringer om dem. Altså få rene linjer i forhold til familie og venner, du har haft rigeligt af uklarhed med din kæreste i lang tid.

Find ud af om der f.eks. er mødregrupper der, hvor du bor nu, eller andre sociale muligheder, hvor du kan skaffe dig et nyt socialt netværk.

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Besvar

Tilbage til "SKILSMISSE"