Skilsmisse. Det svære valg...
: 14. maj 2006 14:59
Jeg vil prøve at redegøre for min situation da jeg føler mig utrolig forvirret og indimellem ulykkelig…og har brug for nogle gode råd.
Jeg var gift med min mand i næsten 10 år, vi er begge medio 30 og har en søn sammen på 3 år. Vi er for nylig separeret. Vores ægteskab har gennem lang tid båret præg af, at han var meget glad for ”ungkarle-livet”, dvs han nød at gå ud med vennerne, og gjorde det ofte. Han arbejdede meget og jeg var på et tidspunkt gået med til at stå for det meste der hjemme for at han kunne passe sin karrierer. Men med tiden blev det mig der stod for det hele ! og efter vores søn kom til, var opgaverne ved at være for meget for mig, da jeg også havde en fuldtidsjob ved siden af. Selv om jeg gang på gang bad om hjælp til opgaverne hjemme og forsøgte at få ham til at forstå at jeg ikke ville leve med hans evindelige byture og efterfølgende dage med tømmermænd, fortsatte han ufortrødent. Jeg tror ikke han selv kunne se at det var forkert…Ihvertefald ikke så forkert som jeg syntes det var. Jeg følte ikke vi levede som en familie, han kørte sit løb med job, venner og fritidsinteresser, imens jeg var ”familie” sammen med vores søn. Jeg blev mere og mere trist over den manglende interesse fra hans side, jeg følte mig alene, elskede ham og savnede ham. Mange gange forsøgte jeg at tale med ham om det, at indgå kompromis. Men det kom aldrig til at fungerer. Og jeg blev mere og mere ulykkelig og frustreret, men kunne ikke få han til at forstå alvoren af situationen.
Til sidst bestemte jeg mig for at jeg ville skilles ! For lige som at understrege min beslutning gjorde jeg noget temmelig dumt. Jeg oprettede en profil på et dating bureau hvor jeg skrev om alt det jeg søgte ved en kæreste og at jeg var separeret. Skæbne ville at jeg kom i kontakt med en fantastisk mand… Vi skrev sammen i kort tid, så mødtes vi, og følelserne bare voksede og voksede. Jeg blev hurtigt nød til at fortælle denne mand sandheden, at jeg stadig var gift med min mand, men at jeg var ulykkelig og gerne ville ud af det. Hvilket han accepterede at vente på. I mellemtiden trak jeg mig længere og længere væk fra min mand, jeg gik bare og ventede på at han dummede sig gang på gang. For jo mere han svigtede mig, jo bedre kunne jeg forvare mine handlinger og min plan om at gå fra ham. Indimellem slog jeg dog hånden af min kæreste og forsøgte at arbejde med mit ægteskab. På et tidspunkt var vi blevet enige om parterapi, men da min mand kort tid efter tog et par byture igen, sprang jeg fra. Jeg fortalte ham at NU var det slut, og han flyttede fra vores fælles hjem. Samtidig så jeg mere og mere til min ven, og da jeg efter en god måned fik min egen lejlighed blev vi næsten et rigtig par. Jeg ville dog ikke fortælle andre om os, da min samvittighed over at vi havde bedraget min mand var meget sort. Nu er det så 4 måneder siden vi gik fra hinanden min mand og jeg. Jeg ser stadig min kæreste. Jeg har mødt hans familie og han har mødt min.
Næste skridt er så at fortælle min x-mand om os… Men jeg tøver da jeg er bange for hans reaktion. Det er meget vigtigt for mig at vi, for vores søn skyld, bevare et godt forhold, hvilket faktisk er lykkes indtil nu… Min x-mand vil stadig gerne have mig tilbage. Han siger han har forandret sig. Jeg har dog ikke den store tiltro til den store forvandling. Men en del af mig vil så gerne tro på ham, en del af mig vil gerne prøve igen. Jeg elsker ham vist stadig, er ked af at vi ikke kunne finde ud af det, og ser det som et stort nederlag at blive skilt. jeg tænker meget på den pris min søn kommer til at betale som skilsmissebarn. På den anden side kan jeg godt se at min nye ven indeholder meget mere af det jeg søger hos en partner. Han elsker mig og mit barn højt, og han vil gerne starte et liv med os, og gerne have fælles børn. Han og jeg gør alle de ting sammen som jeg så gerne ville have lavet sammen med min x-mand, men som han ikke fandt interessant (køreture, shoppingture, gåture, familiebesøg, tur i svømmehallen o.l.). Men jeg sørger stadig over mit forliste ægteskab, og drømmer indimellem stadig om at finde sammen med min x igen. Samtidig tror jeg ikke rigtig på det, og elsker også min kæreste for alt det gode han giver min datter og jeg, og jeg kan sagtens forestille mig en fremtid med ham. Min kæreste kender godt til mine splittede følelser, men har valgt at give mig tid og rum til disse følelser.
Men jeg er slidt ned og kørt træt af mine følelser som kan skifte fra dag til dag, time til time. Er der nogen som kan hjælpe mig med at forstå hvad pokker der foregår ? Og gerne give mig nogle gode råd med på vejen ? Jeg håber meget på noget feet back…
På forhånd 1000 tak !
Jeg var gift med min mand i næsten 10 år, vi er begge medio 30 og har en søn sammen på 3 år. Vi er for nylig separeret. Vores ægteskab har gennem lang tid båret præg af, at han var meget glad for ”ungkarle-livet”, dvs han nød at gå ud med vennerne, og gjorde det ofte. Han arbejdede meget og jeg var på et tidspunkt gået med til at stå for det meste der hjemme for at han kunne passe sin karrierer. Men med tiden blev det mig der stod for det hele ! og efter vores søn kom til, var opgaverne ved at være for meget for mig, da jeg også havde en fuldtidsjob ved siden af. Selv om jeg gang på gang bad om hjælp til opgaverne hjemme og forsøgte at få ham til at forstå at jeg ikke ville leve med hans evindelige byture og efterfølgende dage med tømmermænd, fortsatte han ufortrødent. Jeg tror ikke han selv kunne se at det var forkert…Ihvertefald ikke så forkert som jeg syntes det var. Jeg følte ikke vi levede som en familie, han kørte sit løb med job, venner og fritidsinteresser, imens jeg var ”familie” sammen med vores søn. Jeg blev mere og mere trist over den manglende interesse fra hans side, jeg følte mig alene, elskede ham og savnede ham. Mange gange forsøgte jeg at tale med ham om det, at indgå kompromis. Men det kom aldrig til at fungerer. Og jeg blev mere og mere ulykkelig og frustreret, men kunne ikke få han til at forstå alvoren af situationen.
Til sidst bestemte jeg mig for at jeg ville skilles ! For lige som at understrege min beslutning gjorde jeg noget temmelig dumt. Jeg oprettede en profil på et dating bureau hvor jeg skrev om alt det jeg søgte ved en kæreste og at jeg var separeret. Skæbne ville at jeg kom i kontakt med en fantastisk mand… Vi skrev sammen i kort tid, så mødtes vi, og følelserne bare voksede og voksede. Jeg blev hurtigt nød til at fortælle denne mand sandheden, at jeg stadig var gift med min mand, men at jeg var ulykkelig og gerne ville ud af det. Hvilket han accepterede at vente på. I mellemtiden trak jeg mig længere og længere væk fra min mand, jeg gik bare og ventede på at han dummede sig gang på gang. For jo mere han svigtede mig, jo bedre kunne jeg forvare mine handlinger og min plan om at gå fra ham. Indimellem slog jeg dog hånden af min kæreste og forsøgte at arbejde med mit ægteskab. På et tidspunkt var vi blevet enige om parterapi, men da min mand kort tid efter tog et par byture igen, sprang jeg fra. Jeg fortalte ham at NU var det slut, og han flyttede fra vores fælles hjem. Samtidig så jeg mere og mere til min ven, og da jeg efter en god måned fik min egen lejlighed blev vi næsten et rigtig par. Jeg ville dog ikke fortælle andre om os, da min samvittighed over at vi havde bedraget min mand var meget sort. Nu er det så 4 måneder siden vi gik fra hinanden min mand og jeg. Jeg ser stadig min kæreste. Jeg har mødt hans familie og han har mødt min.
Næste skridt er så at fortælle min x-mand om os… Men jeg tøver da jeg er bange for hans reaktion. Det er meget vigtigt for mig at vi, for vores søn skyld, bevare et godt forhold, hvilket faktisk er lykkes indtil nu… Min x-mand vil stadig gerne have mig tilbage. Han siger han har forandret sig. Jeg har dog ikke den store tiltro til den store forvandling. Men en del af mig vil så gerne tro på ham, en del af mig vil gerne prøve igen. Jeg elsker ham vist stadig, er ked af at vi ikke kunne finde ud af det, og ser det som et stort nederlag at blive skilt. jeg tænker meget på den pris min søn kommer til at betale som skilsmissebarn. På den anden side kan jeg godt se at min nye ven indeholder meget mere af det jeg søger hos en partner. Han elsker mig og mit barn højt, og han vil gerne starte et liv med os, og gerne have fælles børn. Han og jeg gør alle de ting sammen som jeg så gerne ville have lavet sammen med min x-mand, men som han ikke fandt interessant (køreture, shoppingture, gåture, familiebesøg, tur i svømmehallen o.l.). Men jeg sørger stadig over mit forliste ægteskab, og drømmer indimellem stadig om at finde sammen med min x igen. Samtidig tror jeg ikke rigtig på det, og elsker også min kæreste for alt det gode han giver min datter og jeg, og jeg kan sagtens forestille mig en fremtid med ham. Min kæreste kender godt til mine splittede følelser, men har valgt at give mig tid og rum til disse følelser.
Men jeg er slidt ned og kørt træt af mine følelser som kan skifte fra dag til dag, time til time. Er der nogen som kan hjælpe mig med at forstå hvad pokker der foregår ? Og gerne give mig nogle gode råd med på vejen ? Jeg håber meget på noget feet back…
På forhånd 1000 tak !