Jeg er i tvivl...

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om SKILSMISSE OG BØRN
Besvar
Kommende skilsmissefar

Jeg er i tvivl...

Indlæg af Kommende skilsmissefar »

Hejsa,

Jeg har bestemt mig for at skilles mod min kones vilje. Det her brev drejer sig om børnene, men det er måske relevant at vide, at de roller, som vi voksne spillede var et klassisk mor/søn forhold og altså ikke et parforhold - et opdragende symbiotisk forhold, som jeg ikke ville være med til længere.

Sagen drejer sig om, hvor de 2 mindste børn skal være. En dreng på 4 og en pige på 6 år. Det skal her siges, at jeg har et meget tæt forhold til de små, og er en naturlig del af deres hverdagsliv, og jeg føler, at jeg er dem meget nær. Skønt jeg også har været nærværende i relationen til de store, så er denne relation ikke uden problemer, da de er opvokset med konens og mit syge mønster (manglende respekt/mor-søn forholdet osv). Dette har jeg taget alvorligt fat om med de små, og jeg føler, at jeg er dem tæt på en hel anden måde! Men retfærdighedsvis skal det siges, at min kone er også nærværende i relationen til samtlige børn.

I starten efter bruddet var alle i familien meget vrede på mig over, at jeg sådan tillod mig at smadre familien (vi er stadig ikke flyttet fra hinanden). Konen var da heller ikke sen til at give sin mening til kende om, at jeg var skyld i familiens undergang. Men det er nu klaret (tror jeg) efter en del samtaler med både børn og kone. De små har på intet tidspunkt været indblandet i detaljerne, men har selvfølgelig alligevel fornemmet stemningen fra de store.

Min kone har helt fra start og på vanlig dominerende vis sagt, at hun vil have de små. Hun siger, at hun er bange for, at de små kommer til at savne hende og bryder sig ikke om min psyke. Jeg tror mest det handler om, at hun selv er bange for at komme til at savne de små. Jeg kan mærke, at jeg har en dyb angst for at miste de små og vil helt sikkert savne dem, men jeg forsøger af al magt at sætte mig ud over det for at finde ud af, hvad der er bedst for de små.

Hun har sagt, at hun kan strække sig til en 9-5 ordning, således at jeg har dem 5 dage hver 14. dag. Og det er sådan set ok skønt jeg helst ville have haft dem selv eller en 7-7 ordning! Hun har sagt, at så kan jeg bare køre en retsag, og ønsker overhovedet ikke at diskutere, om der kunne være forhold for de små, som kunne tale for en anden opdeling end 9-5. Hun har endda sagt, at hun er bange for, at 5 dage til mig er for meget (for børnene påstår hun).

Vi har aldrig spurgt eller diskuteret med de små om, hvor de ville være - det er de selvfølgelig alt for små til, og vi har hele tiden sagt til dem, at de skal bo meget både hos mor og far. MEN!!!! Jeg bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt jeg svigter dem ved at indgå en sådan 9-5 aftale (som hun måske senere omstøder til mindre) fordi de 2 små oftere og oftere siger helt frit af sig selv:

Jeg vil helst bo hos dig far! Og den anden siger så: Jeg vil også bo hos dig farmand. Og ligende udsagn.

Denne tilkendegivelse har jeg meget svært ved at ignorere især fordi den kommer stadig hyppigere (de hører altså overhovedet ikke vores indbyrdes diskussioner). Jeg får følelsen af: "husk at tage mig med far - du må ikke forlade mig" (dækker det over det eller hvordan kan jeg vide med sikkerhed, at det er det de mener?)

MEN jeg er bange for, at jeg taber en retssag fordi jeg er mand (der er jo bestemt stadig ikke et jævnbyrdigt forhold mellem mand og kvinde her). Og så har jeg jo gjort de små en virkelig dum bjørnetjeneste, da de måske så kun ser mig 2-3 dage ud af 14 jvf en eventuel dom.

Jeg vakler meget, men føler at jeg svigter dem uanset hvad jeg gør. Jeg kan ikke snakke med konen om det, da hendes eneste kommentar er, at jeg bare kan lægge sag an. Men det er jo også netop denne diktatoriske form, som er en af grundende til, at jeg ikke vil mere, og som rent faktisk har virket i forholdet.

Så hvad gør en mand, som vil børnenes tav. 9-5? eller retten og så risikere en 12-2 ordning? Hvis jeg skal kæmpe via retten, så har jeg opdaget, at spillet er tabt på forhånd, hvis ungerne er sammen med moderen i bare 2-3 uger alene før en afgørelse!

Please, hjælp mig her - jeg vakler.

Mvh
Den vaklende skilsmissefar :roll:
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar: Jeg er i tvivl...

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej

Jeg har bl.a. rettet denne freudianske forskrivelse for dig: "Hvis jeg skal kæmpe via retten, så har jeg opdaget, at spillet er tabt på forhånd, hvis ungerne er sammen med morderen i bare 2-3 uger alene før en afgørelse!" Nej du er ikke helt glad for hende :2:!

Der er jo muligheder som ligger før retssager, nemlig konfliktmægling som nu varetages af de ny statsforvaltninger.

Konfliktmægling er en særlig metode, statsforvaltningerne bruger til at hjælpe forældre, der er uenige om forældremyndighed eller samvær.
Konfliktmægling er en mulighed for at samarbejde, hvor fokus er rettet mod fremtiden og ikke mod fortiden.
Formålet med konfliktmægling er, at forældrene selv - ved mægleres hjælp - finder frem til den løsning, der er rigtig for deres børn, i stedet for at de overlader beslutningen til andre. Mæglerne kan ikke bestemme, hvilken løsning forældrene skal vælge, men hjælper aktivt til, at forældrene finder frem til en løsning, der er god for alle involverede parter.

Jeg synes du skal foreslå denne løsning først.
Her finder du jeres statsforvaltning.

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Besvar

Tilbage til "SKILSMISSE OG BØRN"