Mistet lyst..

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om PARFORHOLD OG LYST
Besvar
Johanne87

Mistet lyst..

Indlæg af Johanne87 »

Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over 3 år. Vi har en dejlig dreng på snart 1 år, jeg har gået hjemme sammen med ham siden fødslen og starter nu på skole.

Vi har i længere tid haft mange sammenstød og er begge trætte og udkørte. Kæresten har slidgigt i ryggen og har derfor tit ondt, og er samtidig stresset på jobbet (hvilket han jo tager med hjem).

Jeg er træt af at gå hjemme, jeg bliver let irriteret og synes ikke at kæresten deltager nok hverken når vi er hjemme eller ude, alene eller alle tre.

Jeg bliver let påvirket af andre menneskers meninger og ændringer i deres liv. F.eks. hvis et par går fra hinanden, tænker jeg at det måske også ville hjælpe mig/os.. Jeg tænker tit på bare at være mig og få lov at gøre som jeg vil..
Jeg føler det uretfærdigt at jeg er den, der som en selvfølge, bruger mest tid med vores søn, og bliver derfor vred på kæresten.

Jeg har for nylig været igennem en operation for vulvodyni og ved endnu ikke om det virker som det skal. Jeg fik smerter allerede 6 mdr. inde i vores forhold, så vores sexliv har været konstant on/off og meget frustrerende.

Alle de tanker taler vi meget åbent om, og jeg har prøvet at forklare præcis hvordan jeg føler, men om han forstår det, er jeg ikke sikker på.

Jeg føler pludselig en trang til at prøve noget nyt og flirte, og jeg bruger meget tid på at ærger mig over at jeg ikke fik det overstået inden jeg mødte min kæreste. Det bliver jeg også vred over og det går ud over ham.

Alle de skænderier vi har og de ting jeg går og tænker, har efterhånden fået mig til at miste lysten til kæresten (både hvad angår sex og andre ting som at gå ud at spise eller i biografen)
Jeg sammenligner tit med andre par og tænker 'hvorfor er min kæreste ikke ligesom ham, lidt mere mandig eller lidt mere...'

Min kæreste er meget kærlig og omsorgsfuld og en rigtig god far og han ville gøre alt for os begge to.
Derfor undrer det mig at jeg det ene øjeblik er sikker på at det er HAM jeg vil være sammen med og det næste er usikker og tror jeg vil noget helt andet.

Jeg bliver utrolig ked af det når jeg tænker på hvordan det hele ville være hvis vi gik fra hinanden. Det forvirrer mig og det tager al min energi.
Der er ikke noget jeg hellere vil end at være sammen med ham resten af livet. Selvfølgelig også for vores søns skyld.
Jeg vil hellere end gerne have alle de følelser tilbage igen og også min lyst!

Jeg har meget svært ved glemme de tanker og den trang og jeg kan ikke undertrykke dem mere, jeg vil finde ud af hvor de kommer fra og hvorfor. Og så vil have dem til at forsvinde så jeg kan få min familie tilbage...

Jeg beklager mit indlæg blev så langt, det var vigtigt for mig at få det hele med.

Alle gode råd og trøstende ord kan bruges.

Er der noget håb ?

Johanne- en frustreret, ked af det og udbrændt mor
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar: Mistet lyst..

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej Johanne

Det kan være hårdt at være hjemmegående mor og at have små børn. Det kan være hårdt at mangle det sociale liv, som et arbejde eller en uddannelse kan give. Og det er hårdt ikke at have et velfungerende sexliv sammen, hvad enten det skyldes træthed, sygdom, forskellige lyster m.m.

Jeg tror, at det vil lette en del for dig, når du nu starter på skole igen. Hvis du så stadig synes, at det er hårdt, så kunne du jo overveje om noget individuelt terapi kunne være en ide for dig.

:idea: Inden du vælger evt. en psykoterapeut, så kig lige på denne side om VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG.

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Besvar

Tilbage til "PARFORHOLD OG LYST"