Jeg har mere lyst end min kæreste

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om PARFORHOLD OG LYST
Besvar
cirkeline85

Jeg har mere lyst end min kæreste

Indlæg af cirkeline85 »

Hej

Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 8 måneder nu..
Det er lidt specielt, for vi var også kærester og bedste venner for cirka 5 år siden.
Vi er begge meget stærke personligheder, og havde svært ved at indordne os i et forhold dengang.
Nu er vi begge blevet ældre (jeg 27 og han 30).

Jeg havde aldrig troet vi skulle være kærester igen, selvom han i al det tid har været, og stadig er min drømmefyr.

Men da vi meget tilfældigt mødte hinanden igen, blev min forelskelse i ham straks vakt til live, og den blusser stadig meget voldsomt.
Han er min eneste ene.

Mit problem går ud på at han på ingen måde, slet ikke i nærheden, har så meget lyst som mig, og har aldrig haft det.

For ham er det længe nok at vi går i seng med hinanden 1 eller 2 gange i ugen. Hvor jeg har lyst til ham hver dag, jeg er meget forelsket i ham og han tænder mig enormt meget.

Jeg bliver meget ked af det når han ikke vil gå i seng med mig, jeg føler, at det er mig der er noget galt med, og jeg føler mig ikke elsket.

Jeg synes vi burde gøre det meget mere i betragtning af, at vi kun har været sammen så kort tid, og vi stadig er nyforelskede og ikke burde kunne holde fingrene fra hinanden. Men det har lige fra dag 1 været sådan.

Det er et problem vi meget ofte snakker om, fordi det meget ofte gør mig ked af det og sur.
Han siger at det ikke er mig der er problemet, at jeg ser godt ud og er helt perfekt. Men hvorfor vil han så ikke gå i seng med mig??

Det er ved at drive mig til vanvid.

Nu er det sådan, at når vi går i seng om aftenen, så holder jeg mig bare i min side, jeg har ikke engang lyst til at ligge ved ham, fordi jeg ved, at jeg senere bare må krybe tilbage til min egen plads med en lyst, der ikke bliver tilfredsstillet og en følelse af ikke at være god nok eller attraktiv nok.
Jeg driver også min dejlige kæreste til vanvid fordi jeg bare ikke er i stand til at lade det emne ligge.
Jeg ved at jeg med stor garanti ikke gør det bedre ved hele tiden at snakke om det.

Men hvad skal jeg gøre? Skal jeg bare acceptere at han ikke har mere lyst? Er det helt normalt ikke at have mere lyst? Er det mig der er for sensitiv og overreagerer?

Mvh cirkeline85
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar: Jeg har mere lyst end min kæreste

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej cirkeline85

Der er ikke noget galt med nogen af jer, I passer bare ikke sammen, hvad angår sexlyst. Og sådan er det bare nogen gange. Det nytter ikke at drøfte, hvad der er normalt, det kan I/du ikke bruge til noget. Det, der er normalt for dig, er ikke normalt for ham og omvendt.

Du analyserer problemet forkert, når du skriver: "jeg føler, at det er mig der er noget galt med, og jeg føler mig ikke elsket." .. "og en følelse af ikke at være god nok eller attraktiv nok."

Det handler ikke om følelser, det handler om tanker eller oplevelser, som giver dig følelser (vrede og/eller sorg). Du tænker: "det er mig der er noget galt med". Du oplever "dig ikke elsket". Du tænker, jeg er "ikke god nok eller attraktiv nok." Når du tænker eller oplever sådan, så får du nogen følelser. Følelser kan vi ikke gøre meget ved, de kommer og er pejlemærker for vores handlinger. Tanker kan du ændre, du kan tænke anderledes. Oplevelser kan du analysere, hænger det sådan sammen, når jeg tænker mig ordentligt om, og hvad vil jeg gøre.

Og ja, hvis du skal være sammen med den (dejlige) mand, så er du nødt til at acceptere, at hans lyst er anderledes end din - og ellers må du siger, øv, og det ér vigtigt for mig at have det sex, som jeg har brug for (med en anden mand).

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Besvar

Tilbage til "PARFORHOLD OG LYST"