*
PSYKE & SEX DEBAT
DEBAT- OG SPØRGEFORUM om PSYKE OG SEKSUALITET
ved PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

*
*
Dato og tid er 26. feb 2020 04:01

Alle tider er UTC+01:00




Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 30 indlæg ]  Gå til side 1 2 Næste
Forfatter besked
Indlæg: 24. jun 2006 06:13 
Jeg er en 30-årig veluddannet kvinde, som var sammen med min eks-kæreste (32 år) i 7 år, hvoraf vi boede sammen i 6 år. Da vi mødtes var vi stormende forelsket, fascineret, betaget af hinanden og så hinanden stort set hver evig eneste dag. Vi ville hinanden SÅ meget! Og sådan stod det på i næsten 1 1/2 år, hvor vi ikke havde et eneste problem eller skænderi! Alt var lutter idyl og jeg troede det var det og det samme gjorde han, og vi havde planlagt hele livet SAMMEN! Men efter 1 1/2 år fik jeg en alvorlig depression fra den ene dag til den anden (udløst af ham -han var dog ikke skyld i den) og siden den dag blev jeg følelseskold og ubrød med det samme "nu bliver det aldrig det samme mellem os". Og ganske rigtig. Jeg kunne ikke give eller tage imod længere, pludselig blev jeg en anden kvinde, som konstant var ked af det, trist, deprimeret og en rigtig sortseer. Og havde ikke lyst til at kysse med ham eller have sex med ham. Jeg ændrede karakter, og kunne ikke mærke ham og jeg kunne ikke give ham noget. Hvor end jeg gerne ville og hvor end jeg hver dag kæmpede og håbede for, at det gode skulle komme tilbage. Han stod uforstående overfor mig og ville stadig mig 100% i såvel modgang som medgang. Han hjalp mig, støttede mig, var der for mig og forsikrede mig om, at han elskede mig højere end noget andet. I næsten 6 år levede vi sådan indtil vi begge måtte give op for et års tid siden. Vi var begge drænet, for vi indså at drømmen om os to lykkelige ikke kunne realiseres, selv om vi begge to gerne ville mere end noget andet. Vi har nu været væk fra hinanden et lille års tid og jeg spekulerer/drømmer stadig om det mon nogensinde kunne blive ham og mig igen? For mig har han altid været der, støttet mig, hjulpet mig, elsket mig og jeg synes han er perfekt og jeg synes stadig at han er drømmemanden. Jeg troede han var årsag til mit problem og min vedvarende depression fordi jeg spillede skuespil overfor ham efter depressionen. Nu har jeg indset at jeg heller ikke føler at jeg elsker min familie eller tætteste veninder. Jeg er følelseskold, og vil så gerne føle. Vil så gerne mærke følelsen af at elske andre, men jeg kan ikke finde frem til det. Jeg tiltrækker mange mænd, som gerne vil mig og sågar siger, at de elsker mig. Men jeg kan ikke gengælde. Og mest af alt, vil jeg helst have, at min ex- og jeg kunne finde tilbage og at jeg med sikkerhed vidste, at jeg elskede ham. Kan du give mig et godt råd? Maske handlede det bare om mig og ikke en skid med ham og mig, for nu kan jeg jo se at jeg ingen elsker og at det ikke blot var ham jeg stoppede med at elske, da jeg fik en depression. Kan man lære at elske igen??? Og hvordan gør man?? Jeg vil så gerne og allerhelst min ex-kæreste, for vi var jo så forelsket engang,

På forhånd tak :-)


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 24. jun 2006 06:51 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5440
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej coldasice

Først og fremmest så tror jeg, at det handler om at komme lidt til bunds i, hvad din depression handlede om. Jeg hælder mest til - af mange års erfaring - at depressioner er et udtryk for, hvordan vi løser eller ikke løser vores livssituation, vores psykiske bagage, vores relationer til de nære personer i vores liv, vores arbejdssituation osv. Du skriver ikke noget om, hvorvidt du har få psykoterapi i forbindelse med din depression.

Find dig en veluddannet psykoterapeut og få kigget på, hvad dine "manglende" følelser er et udtryk for, hvordan de hjælper dig (hvad de måske gør?), hvad du ikke får / har fået udtrykt i forhold til din ekskæreste, familie, venner osv. Hvordan dit forhold er til afgrænsning i forhold til andre mennesker osv. Hvad du egentlig mener med "at elske"?

:idea: Inden du/I vælger en psykoterapeut/sexolog så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Senest rettet af PER HOLM KNUDSEN 2. aug 2006 06:01, rettet i alt 1 gang.

Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 25. jun 2006 22:17 
Tak for dit svar.

Umiddelbart efter min depression gik jeg til psykolog i ca. to år, en gang ugentligt, og foruden dette tog jeg lykkepiller i 3/4 år. Men jeg er aldrig blevet helbredt sådan rigtigt, jeg er aldrig for alvor sluppet af med depressionen for at være helt ærlig. Overfor familie og min daværende kæreste sagde jeg efter et par år, at jeg havde det ok, for jeg var jo bange for at miste min kæreste, hvis jeg reelt sagde, at jeg rent faktisk ikke havde fået det meget bedre. Måske ville han gå, måske ville jeg skræmme ham væk. Og det var jo rigeligt ikke at have lyst til sex og kærtegn med ham længere. Det tvang jeg dog mig selv til i ny og næ. Jeg turde ikke sige, at jeg stadig var rigtig ulykkelig inden i, for det gav jo ikke mening for omverden. Også selv om han støttede mig i hoved og røv, lavede alt det praktiske derhjemme og var SÅ god ved mig, ville jeg ikke skuffe ham. Til sidst gik jeg og spekulede på, om grunden til at jeg havde det dårligt skyldtes ham. Måske elskede jeg ham ikke længere, for jeg kunne jo intet føle og havde ikke lyst til sex og kærtegn med ham. Selv om han var verdens dejligste og sødeste kæreste, som bakkede mig op 100%. Og altid var der for mig. Han gjorde alt og var så forstående. Jeg opgav psykologen fordi jeg ikke syntes det blev bedre og på den måde lærte jeg at "leve" med min depresssion, således at jeg kunne få en hverdag til at fungere med studier, eksamner etc. Men inderst inde var/er jeg slet ikke "helbredt" og langt fra glad/lykkelig. Jeg havde/har fortsat en kæmpe klump i min mave hver evig eneste dag og jeg håber hver dag at imorgen "er jeg rask". Men hver dag bliver jeg skuffet, og jeg ved godt, at jeg er meget hård/destruktiv ved mig selv. Men jeg er ikke glad og er meget pessismistisk over at have det så skidt. Har nok mistet håbet/troen på at jeg kan blive glad igen for alvor. Jeg kan sagtens gå på arbejde, se veninder/venner og familie, og være den sjove og udadvendte, men jeg er bare ikke glad. Og så ked af, at jeg måske har ødelagt et rigtig godt forhold på grund af en depression. Det skal siges, at grunden til at jeg fik en depression som 23-årig bl.a. kan hænge sammen med en skilsmisse, da jeg var 7 år, svigt fra en ungdomskæreste med løgn, bedrageri og utroskab og da min dejlige kæreste så som kommer til at træde ved siden af een enkelt gang (med en meget lille bagatal), bryder min verden sammen og jeg går i sort. Er så langt nede og kan slet, slet ikke hænge sammen. Og nu har jeg problemer med at tilgive mig selv for at have ødelagt et forhold, som kunne være blevet godt, for jeg var jo så forelsket i ham og han i mig, og fra den ene dag til den anden, kan jeg intet mærke. Og nu heller ikke mærke følelsen af at elske mine forældre eller tætte veninder. Jeg er ellers velfungerende med godt job og uddannelse, bor et skønt sted, og har ikke noget i mit liv at klage over. Og nu sidder jeg som 30-årig og er reelt set ikke kommet videre. Vågner stadig hver morgen med ondt i maven og lever faktisk også i fortiden. Har svært ved at komme videre. Er der en chance for at jeg nogensinde bliver rigtig glad igen, hvor jeg kan vågne om morgenen uden at mærke efter om jeg er glad eller ikke glad. Og er der mon en chance for min eks- og jeg igen kan finde sammen, eller er følelserne helt dødt ud oven på alt dette? Jeg kæmpede jo trods alt i hele 6 år, for jeg nægtede at give op. Han har haft enormt svært ved at forstå, at jeg ikke måske elskede ham længere. Han har taget det som et stort nederlag, for jeg var hans store kærlighed. Jeg har ikke set ham i over 10 måneder. Dog skriver vi lidt sammen i ny og næ. Hvad gør jeg? PS. Jeg gik til ca. 12-14 psykologsamtaler lige efter bruddet sidste år, men nu er der snart gået et år og jeg har det stadig på samme måde, som da jeg var sammen med min ex! Intet har hjulpet, og det forvirrer mig og frusterer mig. Og gør ondt inden i.

På forhånd tak:-)


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 27. jun 2006 05:25 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5440
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej Coladasice

Først til dit spørgsmål om det kan blive jer igen. Det kan jeg ikke fortælle dig, jeg kender ikke din ekskæreste og ved ikke, hvor han er nu i forhold til dig. Og først og fremmest handler det vel osse om, at du får lidt mere lys og lyst ind i din tilværelse igen.

Det lyder ikke som om den psykoterapi har været tilstrækkelig effektiv, selv om det du beskriver med gamle svigt og din kærestes lille svigt, der får det til at ramle netop er sådanne problemer, der er rimeligt tilgængeligt for psykoterapi. Der er tydeligt tale om en såkaldt psykogen depression dvs. udløst af livsomstændigheder og livsstrategier, og det bør behandles med minimum af medicin og maximum af psykoterapi. Man kan i din beskrivelse ret tydeligt fornemme, hvordan de gamle svigt og følelserne i forhold til svigtene formentligt er trykket nede - modsætningsvist udtrykt - og ved et nyt svigt imploderer du følelsesmæssigt (depression = trykker ned) i stedet for at eksplodere.

Jeg vil foreslå dig at finde en anden psykoterapeut og se at få arbejdet dels med de gamle svigt og dels finde en ny måde at tackle problemer på. Find en psykoterapeut, der arbejder psykodynamisk dvs. hvor man ikke blot sidder og snakker sammen, det kan være en god ide at få inddraget kroppen osse - i øjeblikket har du jo lagt den død :1:.

:idea: Inden du/I vælger en psykoterapeut/sexolog så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Lykkepiller (SSRI) kan være gode til at lette på svære endogene depressioner, men mange undersøgelser viser, at de ikke er så gavnlige i forhold til de lette og middelsvære depressioner, hvor god psykoterapi er langt mere effektivt. SSRI skærer både bunden og toppen af følelseslivet, man er hverken særlig glad eller særlig ked af det.

:idea: Læs mere i PSYKE & SEX om SSRI.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Senest rettet af PER HOLM KNUDSEN 2. aug 2006 06:02, rettet i alt 1 gang.

Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 27. jun 2006 15:54 
Endnu engang tak for dit hurtige svar.

Jeg kan sige om min eks-kæreste, at jeg var (og måske stadig er) hans helt store kærlighed. Kvinden i hans liv. Han er dog sammen med en anden kvinde nu, som er flyttet ind hos ham, sidstnævnte bl.a. også at nogle praktiske årsager. Når jeg snakker med ham og skriver med ham, giver han hver gang udtryk for, at han ikke kan begribe at vi er gået fra hinanden og hvorfor jeg dog holdt op med at elske ham. Han kan simpelthen ikke forstå det, netop fordi vi jo ligesom havde lovet hinanden, at det skulle være os og fordi vi ville det begge to. Og fordi han tror, at han ødelagde det. Og er nogle mænd bedre end ham, tænker han også. Særligt efter alt det han har stået model til. Han lider stadig meget over det, over os. Han siger/skriver, at han tit er trist og modløs og at han græder af savn og længsel efter mig. Samtidig er han glad for sin nye kvinde, som er god ved ham og som støtter ham og bakker ham op. Og hun har en positiv livsindstilling, hvilket han jo bl.a. savnede hos mig. Men han er i tvivl, siger han. Derfor kan jeg ikke lade være med at spekulere på, når nu vi begge gerne vil hinanden et eller andet sted, i hvert fald i vores drømmeverden, så er der jo i hvert fald en vilje, og kan en vilje ikke have noget at sige? Samtidig er jeg klar over, at jeg har været følelsesmæssig passiv i rigtig, rigtig lang tid, hvorfor man måske ikke bare lige kan blive følelsesmæssig aktiv igen, og kan man blive det med ham!? Og da jeg var passiv følelsesmæssig var jeg jo heller ikke god ved ham, som jeg burde. Jeg fik for vane at blive kritisabel, sur, vred, aggressiv overfor ham og var jo stort set altid negativ, hvilket jo ikke ligefrem var fordrende for vores forhold og ikke mindst hans selv-værd. Ligesom mig er han veluddannet med godt job og så har han altid haft en overdreven vinder-mentalitet med en positiv livsindstilling og kommer fra en rigtig sund kernefamilie uden de store problematikkker. Man kan klare alt, som han plejede at sige det. Derfor var det om noget et nederlag at miste mig, selv om det var en beslutning vi var lige enige om, selv om han selvfølgelig følte, at det var ham, som blev kasseret. Også selv om han fandt en anden, som stod i kulissen. Men måske tør han ikke at være alene, for han er jo virkelig blevet såret, svigtet og skuffet af mig. Og trænger til ømhed og kærlighed, hvilket den anden kvinde jo er i stand til. Jeg er ikke sur over, at han har fundet en anden, for jeg har det jo sådan, at jeg ønsker ham den bedste. Og når jeg ønsker ham det bedste og ikke er jaloux, er det så fordi at jeg er blevet ligeglad med ham eller hvordan?
Jeg tror du har ret i, at jeg bør se en anden psykoterapeut, og det vil jeg klart gøre. Jeg trænger bare til at høre nogle succes-historier, idet mine to tidligere psykologer ikke har kunne ”helbrede” mig desværre. Og så mister man jo ligesom modet og troen på at nogle kan gøre en forskel. Jeg er også enig med dig i, at lykkepiller langt fra er løsningen, og derfor gav jeg dem også op. Jeg føler, at det er på tide, at der sker noget. Hvis jeg skal vinde ham tilbage, så skal det jo være inden løbet er kørt, men jeg vil kun vinde ham tilbage, hvis jeg er sikker og ikke længere tvivler. Og det kan jeg jo først, når jeg begynder at mærke noget igen.
På forhånd tusind tak:-)


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 28. jun 2006 07:14 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5440
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej Coldasice

Både depression og SSRI (lykkepiller) har det med at flade følelser ud, undertrykke følelser, så derfor er det i grunden ikke så underligt at du har været usikker på dine følelser. Personligt mener jeg nu osse, at følelser er flygtige i den forstand, at de kommer og går og er ikke nogen stabil størrelse. Vi kan elske en person det ene øjeblik og så være optaget af noget andet det næste øjeblik, hvor vi ikke skænker den anden nogen opmærksomhed eller følelser. Det har selvfølgelig noget at gøre med, hvordan vi definerer følelser, og det er min erfaring, at den måde, vi personligt betragter følelser på, osse kan gøre vores gang på jorden enten let eller besværlig.

Inden du tænker på at erobre din ekskæreste tilbage, så sæt det lidt på standby, og koncentrer dig om at få dig selv på højkant igen - mest for din egen skyld, men osse for din ekskærestes skyld, hvis det siden hen skulle lykkes dig at gafler ham igen :1:.

Måske kunne du starte med at finde et nyt synonym i stedet for coldasice (kold som is), hvad med warmfluid? :4:

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 28. jun 2006 19:05 
Atter tak for dit svar :-)

Første skridt i den rigtige retning, jeg har fået ændret mit synonym til warmfluid, som du anbefalede mig :D Og jeg er selvfølgelig klar over, hvorfor du anbefalede mig det. Jeg kan jo allerede NU begynde at tænke, sige og handle positivt, så hvorfor ikke starte med et positivt synonym end et negativt. Og jeg er enig i dette og deraf handlingen, for nu at være lidt stolt af mig selv! Og læg også meget gerne mærke til mit nye emne!

Igen må jeg sige, at jeg synes du har ret i, at jeg snarere burde koncentre mig om at komme på højkant end at koncentrere mig om at erobre min eks-kæreste. Og den indstilling, vil jeg nu prøve at forfølge, selv om jeg i høj grad synes, at tanken om ham og mig adskilt for good, ikke er spor rar. For et eller andet sted synes jeg jo fortsat, at det er unfair, at hans og mit forhold aldrig fik lov til at udvikle sig, til at gro. Det var ligesom (for mit vedkommende) at forelskelsen aldrig nåede at gå over i den dybe kærlighed, hvilket den dog gjorde for ham. Og det er det jeg er så bitter over og har så svært ved at acceptere. Og er så sur på mig selv over. Og jeg tror, at da depressionen blev udløst, da indså jeg med det samme, at "nu var det slut. Nu var det dødt" Og deraf den voldsomme smerte. Jeg sørgede nærmest på "forkant", hvis man kan sige det sådan og så blev det på en eller anden måde en selvopfyldende profeti, at nu var det bare dødt og det ville aldrig blive det samme. Det handlede om at få ret snarere end om at blive glad. Tror jeg. Jeg har nemlig været en person, som gav op når det blev svært og aldrig rigtig har skulle kæmpe for noget. Og det har gjort mig uselvstændig og ude af stand til at tro på, at det nogensinde skulle lykkedes mig at blive glad igen med ham i vores forhold, for hvordan skulle jeg dog kunne det? Det var jo nemmere blot at give op, det var jo noget jeg var vant til. Noget jeg følte mig fortrolig med.

På den måde føler jeg, at JEG har ødelagt det hele for mig selv. Og så selvfølgelig også ødelagt det for min eks-kæreste. Og så paradoksalt nok på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var allermest lykkelig og sprængfyldt med energi, ressourcer og ikke mindst selvtillid, som min eks-kæreste virkelig om nogen gav nærring til. Jeg går ned med flaget BIG TIME! Og så synes jeg, at det er enormt skræmmende, at man pludselig kan stoppe med at elske et menneske fra den ene dag til den anden. Bare sådan lige. Særligt taget i betragtning af, hvor meget dybtfølt kærlighed, ømhed og nærvær jeg havde overfor ham, og han overfor mig. Det var så intenst, så symmetrisk, så ligeværdigt, så respektfuldt, så smukt, så unikt. Den lykkeligste tid i mine nu 30 år.

Og nu ser jeg pludselig, hvordan min drøm, mine håb og min eks-kærestes og mine aftaler om fremtiden passerer revy, og pludselig er der måske en ny kvinde, som udlever alle mine drømme sammen med ham. Og det fortjener han selvfølgelig, det er slet ikke det, men tanken om at han måske stadig hellere vil have mig inderst inde (hvis jeg vel og mærke blev den gamle pige han faldt for - dvs. sprudlende og levende med possitivitet og glæde) så synes jeg naturligvis, at det er trist. Og uretfærdigt. At jeg med et ødelagde et forhold. Det har jeg svært ved at tilgive mig selv for.

Men igen, du har ret. Nu skal jeg det handle om mig, og jeg har fundet mig en organisk psykoteraupet, som jeg skal starte med sidst på ugen. Har du mon nogle synspunkter på en sådan terapeut??? Du anbefalede mig jo, at jeg skulle til at bruge min krop. Det er en terapeut jeg har fået anbefalet af en rigtig ven, som siger at hun hjalp ham igennem en svær tid.

Jeg er på en gang spændt og forventningsfuldt og på samme gang, angst for at blive skuffet påny. Men jeg prøver at tænke positivt og føler, at jeg har motivationen til at der for alvor skal ske noget. Jeg er bare træt af at vade rundt i en gammel skilsmisse, svigtet fra min ungdomskæreste, svigtet fra nogle veninder, for jeg føler, at jeg er ret nuanceret, ret reflekterende og ret bevidst om den bagage jeg slæber rundt på. Og ved godt selv hvorfor jeg måske har den adfærd og holdning til tingene, som jeg har. Jeg er træt af at vade rundt i fortiden og analysere på kryds og tværs, nu vil jeg bare gerne se fremad. Komme videre. Skridt for skridt. Og det håber jeg den psykoterapeut vil hjælpe mig med. Nu vil jeg se resultater.

Til sidst et spørgsmål, findes der mon andre kvinder eller mænd der har været i en lignende som min. Her tænker jeg ikke blot på en depression udløst i løbet af 10 sekunder i en tid, hvor man er allermest lykkelig, men også hvordan det har eller ikke har påvirket et ellers godt parhold. Gerne personer, som er nogenlunde på min alder og som ikke har børn. For det tror jeg også har noget at sige. Det skal være folk, som ikke har været ude for et eller andet vildt traumatisk såsom mange dødsfald, incest eller lignende, men derimod nogle a la mig.

Og har du andre gode råd til mig, så vil jeg selvfølgelig gerne høre dem.

På forhånd tak:-)


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 29. jun 2006 08:14 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5440
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej warmfluid :1:

En organisk psykoterapeut er formentligt uddannet samme sted som jeg (måske endda sammen med mig :1:), nemlig det nu lukkede D.I.G - eller hos psykoterapeuter, der er blevet uddannet der. Du kan læse mere om grundtanken her på denne side HVAD ER ORGANISK PSYKOTERAPI ?

(I parantes bemærket har jeg aldrig brudt mig om betegnelsen "organisk", men det gør jo ikke uddannelsen dårlig :1:)

Uanset om man er uddannet det ene eller det andet sted, så er det en god ide at sikre sig, at vedkommende psykoterapeut osse er medlem af Dansk Psykoterapeutforening, det sikrer at psykoterapeuten har den nødvendige uddannelse og baggrund, samt at psykoterapeuten er underlagt foreningens etiske regler.

:idea: Inden du/I vælger en psykoterapeut/sexolog så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Og en af det bedste måder at finde en god og veluddannet psykoterapeut er jo at få én anbefalet af en anden, der har haft gavn af vedkommende. Så held og lykke med psykoterapien - og fortæl hvordan det går med dig fremover.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Senest rettet af PER HOLM KNUDSEN 12. feb 2011 19:42, rettet i alt 2 gange.

Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 2. jul 2006 18:33 
Hej Per,

Tak for dit svar.

Jeg har nu været til den organiske psykoterapeut for første gang, og jeg syntes at der var en god kemi imellem hende og jeg, og at hun virkede rar og behagelig (det syntes jeg dog også med mine to forrige psykologer, skal det lige siges). Jeg er derfor positiv overfor at skulle mødes med hende igen, og er virkelig oprigtig motiveret for at gøre noget ved min sindstilstand, således at jeg kan komme videre med mit liv på en tilfredsstillende måde uden konstant, at skulle mærke efter i min mave.

Psykoterapeuten sagde, at jeg virkede enormt velformuleret, velbegavet og hun kunne fra først sekund fornemme, at jeg har et drive, en power og et engagement og al den energi, skal jeg have til at fylde mere i mit liv. Hun er klar over, at jeg selv allerede er bevidst om, hvorfor jeg reagerer som jeg gør, hvorfor jeg har den adfærd jeg har etc., men at mit promblem er, at jeg ligesom ikke kan få al den viden om mig selv ned i min krop, således at jeg kan blive helbredt og ikke længere skal mærke smerte i min krop. Hun vil derfor allerede næste gang vi mødes begynde at arbejde med min krop, fordi hun kan fornemme, at jeg klar til dette. Det er jeg naturligvis ret spændt på, nok mest af alt fordi det er en helt ny metode, en helt ny indgangsvinkel til min problematik. Så det ser jeg selvfølgelig frem til at komme i gang med. Eksempelvis skal vi prøve at fremkalde den smerte jeg har i maven, når jeg vågner om morgenen og alle tankerne farer rundt i hovedet på mig og se på hvad det er for en størrelse. Er det noget du har erfaring med, i sådald negavtivt/positivt?

Foruden dette skal vi arbejde med al min vrede, al min aggressivitet og ikke mindst al den skyld jeg bærer rundt på i forhold til min eks-kæreste, ved eksempelvis at "lade" som om at han er tilstede. Det er jeg meget spændt på, for igen er det en ny verden for mig. Når alt dette er sagt, så sagde hun, at det godt kunne være, at det kunne blive min eks-kæreste og jeg igen. Det kunne hun ikke udelade. Det kan jeg jo ikke lade være med at spekulere en masse over. Det giver mig jo et håb, og jeg er så bange for at blive skuffet hvad det angår...

Udover det har jeg været inde på nettet og læse en masse om depressionens verden, dens konsekvenser, og det ærger mig til hudløshed, at min ekskæreste og jeg ikke var mere oplyste om depression, da jeg var i det. Vi læste slet ikke noget litteratur om det, hvilket bare er så ærgerligt. Vi stod jo på bar bund og vidste dårligt nok at dte var en depression. Der står jo bl.a. at man som deprimeret ikke kan mærke de folk der står en tættest, og at man nærmest ønsker, at ens kæreste skal finde en anden fordi man ikke kan føle kærligheden, og fordi man føler at han/hun fortjener bedre fordi man ikke selv har noget positivt at bidrage med, men at det snarere er et nødråb end en egentlig fyreseddel. Samtidig står der, at man skal passe på med at blive skilt når man har med depression at gøre, fordi det jo ikke er en permanent sindstilstand, og at der er mange, som er blevet skilt grundet en depression, men at beslutningen ofte blev truffet på helt forkerte forudsætninger/præmisser, fordi det ikke nødvendigvis handler om manglende kærliged, men altså om depression. NÅr så den depressive bliver rask igen, så er det ofte at han/hun fortryder bitterligt, at det medførst en skilsmisse. Har min ekskæreste og jeg så begået den største fejltagelse i vores liv fordi vi ikke var sat godt nok ind i depressionens konsekvenser i forhold til manglende sexlyst og følelser?? Vi troede jo at det handlede om, at jeg levede på en løgn mere end at give depressionen skylden. Måske elsker jeg ham stadig, men depressionen tog overhånd? Og måske fik vi bare ikke den fornødne hjælp?? Måske skulle han også have været i "behandling", for han stod jo bare alene med det...Er der håb forude for os? Jeg ved godt, at det handler om mig, men tænk hvis vi gik i behandling sammen...

På forhånd tak:-)


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 4. jul 2006 07:57 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5440
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej Warmfluid

Smerten i maven (hvis den er psykisk betinget) er jo et kropsligt udtryk for, at der er noget, der skal ændres, lige som fysiske smerter andre steder i kroppen, så når du nu er fokuseret på din mave, så synes jeg det lyder som et godt sted at starte :1:.

Teknikken med at arbejde med din ekskæreste, som om han er tilstedeværende, er en gestaltteknik, som jeg selv bruger ret meget. En god teknik til at anskueliggøre det indre psykodrama i dig. I stedet for at snakke med ham inde i hovedet, snakker du bare med ham, som om han er uden for dig :1:. Glimrende teknik der kaldes stoleteknik eller "hot seat".

Der udover skal du arbejde med din skyld, som muligvis er en såkaldt retroflektion - se nærmere under GESTALTTERAPIENS MODSTANDSMODEL.

Jeg vil slet ikke gå ind i, om der er håb for dig og din eks-kæreste, jeg kender ham ikke - og jeg har ingen mulighed for at give dig garantier. Men jeg kan give dig den garanti, at hvis du evt. skal være sammen med ham igen (eller en anden), så er du langt bedre rustet til parforholdets strabadser, når du har arbejdet med dig selv :1:.

Hvis og hvis og hvis - og min bedste mor var gul og havde hjul, så var hun en sporvogn :28: :27:. Koncentrer dig om nuet i første omgang, fremtiden kan du ikke gøre meget ved.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Senest rettet af PER HOLM KNUDSEN 26. jun 2008 09:08, rettet i alt 1 gang.

Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 15. jul 2006 10:29 
Hej,

Jeg er jo på det seneste begyndt at læse en masse litteratur om depression (hvilket jeg jo skulle have gjort for mange, mange år siden. Og det samme skulle min ex-kæreste vist også), og jo mere jeg læser, jo mere går det op får mig, at jeg stadig nu efter 6 år render rundt med en depression og at jeg slet ikke er kommet ud af den jo. Jo, jeg ligger ikke i min seng 24 timer i døgnet og græder, men grundlæggende er jeg inderst inde jo slet ikke til stede, det er som om jeg er fraværende, ligeglad, pessimistisk, kritisk, negativ, agressiv, vred, sur, indebrændt, bitter, ærgerlig, ked af det, trist, modløs, håbløs, angst og tror aldrig nogensinde på at jeg kan blive glad igen. I bøgerne står der, at de fleste kan helbredes ved psykoterapi, og jo før man går i behandling des hurtigere og mere effektivt virker det. MEN........der står også, at jo længere tid man render rundt med det (for mit vedkommende i over 6 år nu) jo mere kronisk kan det blive. Med andre ord, man KAN blive kronisk deprimeret, hvilket jeg NÆGTER!!! Er der således slet ikke håb forude for sådan en som mig, som jo i forvejen er ret pessimistisk og ikke selv tror på at nogle kan hjælpe mig, når nu jeg har forsøgt dette flere gange uden resultat? Er min depression mon blevet kronisk og er jeg en af dem, hvor psykoterapi og medicin ikke hjælper eller hvordan? Netop fordi jeg har gået rundt i så mange år med den og at den nærmest er blevet en vane, som kontrollerer og styrer mit liv. Jeg føler at jeg har ændret personlighed, og kan ikke lide den sure og tvære personlighed jeg har fået. Jeg vil have den dejlige, skønne, positive kvinde tilbage i mit liv. Det skal være hende, og kun hende, som styrer mig!! Jeg nægter at leve mit liv på denne måde!!!

Og hvordan får jeg overbevist min eks-kæreste om, at jeg ikke var tarvelig overfor ham og at jeg ikke behandlede ham dårligt, men at der rent faktisk var/er tale om en depression, hvor jeg simpelthen ikke kunne agere anderledes?? Han bebrejder mig stadig og siger, at jeg ikke gav han omsorg og kærlighed, hvilket jo er rigtigt, men det kan man jo ikke som deprimeret, har jeg læst mig til! Det var jo afmagt fra min side og måske slet ikke manglede kærlighed til ham. Snaere tværtom måske??

På forhånd tak!


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 16. jul 2006 12:47 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5440
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej Warmfluid

Måske kan nogen ende med en kronisk depression, især hvis de ikke har motivationen og viljen til at ændre deres liv og ændre det, der foranlediger depressionen. Du lyder både motiveret og osse til at have viljen til at få ændret på dit liv. Noget vi nogen gange må acceptere er, at andre mennesker måske ikke forstår os, at andre mennesker måske ikke vil have os osv. Du må sige til din ekskæreste som du oplever det, at du var deprimeret og derfor ikke havde overskud til ham. Det er så hans opgave at forstå dig. Hold fast i psykoterapien, Rom blev ikke bygget på én dag. Hvis du får SSRI (lykkepiller) kan de give alle de symptomer du beskriver.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Senest rettet af PER HOLM KNUDSEN 20. feb 2008 15:59, rettet i alt 1 gang.

Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 1. aug 2006 19:24 
Hej Per,

Du skrev, at jeg skulle skrive hvordan det går med mig, og det gør jeg så hermed. Som du ved går jeg jo til psykoterapeut, hvilket jeg har gjort ialt fem gange indtil videre. Om det hjælper, er endnu for tidligt at sige. Min terapeut er rar, flink og umiddelbart er der god kemi imellem hende og jeg. Og vigtigst af alt, jeg føler mig tryg. Jeg lægger dog ikke skjul på min skepsis overfor hende i forhold til, hvad fanden hun dog skulle kunne udrette af mirakler, når nu mine tidligere terapeuter dybest set ikke har hjulet noget som helst. Snarere tværtom! Hvorfor skulle hun være bedre, mere kompetent? Og så er jeg selvfølgelig skide utålmodig...jeg vil se resultater, og helst i går!!

Når det er sagt har der dog været et par momenter af lys i tunellen indenfor den sidste uges tid, hvor jeg har følt, at min klump i maven nærmest var forsvundet i et par dage...dermed ikke sagt, at det ikke hele tiden kørte oppe i hovedet på mig, men det var som om noget af smerten i maven var blevet mindre og jeg mærkede pludselig noget godt. Nemlig noget ægte og noget dejligt. :D Tror jeg i hvert fald... Jeg ser jo som tidligere nævnt en 34-årig mand, som har været/er en utrolig god støtte for mig i alt det her. Han lytter, hjælper, forstår, rådgiver og er der bare for mig 100%, uden at forlange noget som helst tilbage. Han gør det fordi han holder af mig og fordi han, som en af de eneste, forstår mig, fordi han selv har været igennem en skilsmisse etc., og dermed selv har været igennem nogle alvorlige ting med tab, skyld, svigt etc. Og jeg kan mærke, at jeg har behov for ham, fordi hos ham er jeg mig selv...det er et fristed for mig, hvor jeg ikke føler mig skamfuld eller flov over at have en depression. Han dømmer mig ikke :)

Det skal siges, at han har to agendaer med mig.
1. Som en pludselig god ven/elsker til mig, vil han gerne have mig på højkant og se en glad kvinde, der nyder livet og lever i det. For min skyld, fordi han holder af mig.
2. Som en mand der er forelsket i mig og som ikke lægger skjul på det - han har sågar brugt ordene "jeg elsker dig" - håber han på, at når jeg er "rask" og på højkant igen, at jeg vil tage solbrillerne af 8-) og se hvor vidunderlig han er, og at jeg dermed vil falde for ham og at vi sammen kan skabe en fremtid.

Han kender præmisserne - dét faktum, at jeg intet har følt i over seks år og ikke har kunne sige eller for den sags skyld mærke følelsen af at "jeg elsker dig" overfor hverken min eks-kæreste eller venner og familie. Men det skræmmer ham tilsyneladende ikke væk og det forhindrer ham ikke i at tro, at det en dag kan blive ham og jeg, når jeg er "rask" igen og atter kan føle samt mærke livet. Også selv om udfaldet jo sagtens kan blive, at jeg intet føler for ham udover at betragte ham som en dejlig og trofast ven/elsker. Men han er villig til at se tiden an og vente på mig, fordi som han siger, tænk hvis det nu kunne blive os og han bare var rendt skrigende væk...det holder han for meget af mig til! Og det synes jeg selvfølgelig er ret stort af ham, taget i betragtning af, at jeg jo ikke kan love ham noget som helst og dermed heller ikke kan gengælde særlig meget på nuværende tidspunkt.

Anyways, forleden nat da vi havde sex kunne jeg pludselig mærke, hvor glad jeg er for ham, hvor meget han betyder for mig, hvor meget han giver mig, hvor meget jeg tænder på ham i sengen, hvor meget han forstår mig, hvor meget vi taler samme sprog...og i alt dette kunne jeg pludselig se en fremtid sammen med ham. Pludselig udbrød jeg: "du er så dejlig, så dejlig", hvilket er stort for mig at sige. Eller det vil sige, jeg kan sagtens sige det objektivt, men at sige det og mene/føle det subjektivt er stort for mig.... og det føltes så ægte, da jeg gentagne gange sagde det og vi kiggede hinanden lidenskabeligt i øjnene. Vores sex er virkelig god, intim og nærværende, mens mit sexliv i mit tidligere forhold slet, slet ikke fugerede i mange år fordi jeg ikke havde lysten...Men det fungerer med ham her, og med et kunne jeg mærke noget ægte, noget dybt og noget meget, meget smuk. Forestillede mig ham som far til mine børn etc. (Har dog også lige set ham med sin søn den sidste uges tid, hvor jeg virkelig så en ansvarsfuld mand, far etc. og det varmede mig). Men i alt det her, så bliver jeg også angst for at disse følelser overfor denne mand er indbildske fra min side - at jeg blot føler, at jeg føler noget for ham, fordi jeg er ivrig efter at føle et eller andet og gerne overfor en mand. Og bange for, at når jeg har momenter hvor det føles godt og dejligt, ja så går det nok i sig selv igen, fordi jeg ikke tør. Og ganske rigtigt, fordi jeg er så angst og bange for at knuden i maven atter skal vende tilbage, så får jeg pludselig ondt i maven og kan ikke mærke noget igen. Hvad tænker du, når du hører alt dette?? :? Jeg ved, at jeg er hård ved mig selv og konstant er på jagt efter svar, følelser etc., men det er meget forvirrende, meget frusterende ikke at vide, hvad jeg egentlig selv føler/mærker. Jeg burde jo af alle vide det, men er forvirret, frusteret. :?

Til sidst vil jeg høre, om det virkelig kan være rigtigt, at man selv skal betale for sin psykoterapeut. Det kan jo let blive til flere tusinde kroner om måneden :( Kan man ikke få en henvisning til en når nu man har en depression på 6. år?? :roll:

På forhånd tak
Warmfluid


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 2. aug 2006 06:29 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5440
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej Warmfluid

Dejligt at hører at de varme væsker atter løber i dig :1:. Tillykke med det, du fortjener en [somfugl2]

Problemet er jo næppe, at du ikke længere kan mærke, problemet er dit tankemønster. Du er ude i fremtiden i stedet for at være i nuet. I nuet kunne du mærke/føle, hvor glad du er for din ven - og dine tanker om fremtiden spolerer og giver knude i maven.

Det lyder som om psykoterapien virker :1:. Psykoterapeuten kan ikke "gøre" noget, hun er blot en katalysator, der kan hjælpe dig med, at du sætter en forandringsproces igang. Hun kan hjælpe dig med at træffe det eksistentielle valg om du vil have det bedre, eller om du vil fortsat vil være hård over for dig selv, fortsat samle på negative point osv. eller om du som sommerfuglen vil hæve dig over det tunge og nyde livet her og nu, hvor du lever det.

Der er ikke tilskud til depressionsbehandling. Du kan se nærmere om tilskud på denne side om OM TILSKUD TIL PSYKOTERAPI.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Senest rettet af PER HOLM KNUDSEN 12. feb 2011 19:42, rettet i alt 2 gange.

Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 9. sep 2006 18:02 
Hej Per,

Over en måned er gået, og jeg har nu fået trang til at skrive lidt til dig. Jeg har nu gået hos min psykoterapeut ti gange, og om det hjælper er endnu for tidligt at sige, idet mit humør stadig er dårligt og jeg det meste af tiden er både trist og pessimistisk. Og bekymret for fremtiden!

De varme følelser som jeg kortvarigt oplevede overfor min ven i sommer, var naturligvis rare og dejlige at føle, men er hurtigt gået over igen og jeg har siden da ikke kunne mærke noget "rigtigt". Igen er jeg følelsesløs og kold! Og det går mig enormt meget på, for jeg længes sådan efter at føle noget positivt og ikke mindst følelsen af at elske andre. For kommer jeg nogenside til det??

Jeg kan fortsat se hvor sød, dejlig, rar og støttende han er overfor mig og hvor meget godt han sætter i værk hos mig, idet han virkelig rusker i mig og gentagne gange siger, at jeg skal tage mine tanker, mine handlinger, min adfærd og ikke mindst mit liv alvorligt og prøve i det små at ændre alt det negative, så jeg på sigt kan få et godt liv med livskvalitet. Så på den måde er han, ligesom min psykoterapeut, god til at at få mig til at se mig selv med helt nye øjne. Og det trænger jeg virkelig til. Især overfor andre mennesker, hvor jeg nu indser, at jeg alt for længe har været den "lille pæne behagesyge pige, som ikke kunne sige fra eller ærligt sige sin mening af frygt for at blive svigtet/skuffet".

Det har betydet, at jeg har nedprioriteret mig selv og mine behov i alt, alt for mange år, fordi jeg havde behov for andres accept, anerkendelse og ikke mindst kærlighed. Det var vigtigere for mig end mine egne behov og grænser åbenbart. Og resultatet er tydeligt: jeg har ladet folk trampe på mig gentagne gange (verbalt, men også med handlinger) og jeg har stået model til alt for meget, hvor jeg skulle have sagt fra! Og derfor ikke så underligt, at jeg fik en alvorlig depression for snart 7 år siden. Fordi jeg jo aldrig har råbt op og sagt fra, og fordi jeg aldrig har turde være mig selv bortset fra i mine forhold med kærester. Jeg har altid været en person, som tilpassede mig andre mennesker eller situationer med det resultat, at der ikke rigtig var plads til mig og min personlighed. Sådan ser jeg i hvert fald på det. Og det er jo ikke ligefrem det sundeste man kan gøre ved sig selv. Og det er jeg nu i gang med at ændre på!!!

Jeg indser nu nødvendigheden i, at gøre noget ved mine handlinger, min adfærd, mine leveregler, mine mønstre, mine vaner og ikke mindst min rolle. For andre kan jo ikke gøre det for mig. Og jeg indser, hvor vigtigt det er hvis jeg skal hive mig selv i land med respekt og værdighed. At jeg skal sige fra, at jeg skal blive hørt, og at folk skal respektere mig og den jeg er. Og at jeg ikke bare skal lade mig vælge af folk, som vil mig, men jeg faktisk også godt kan stille krav til folk, hvis de skal være i mit liv.

Alt dette har resultateret i, at jeg for første gang har taget mig sammen til at tage en række vigtige og svære konfrontationer med nogle vigtige personer i mit liv, bl.a. min søster (fordi hun aldrig har talt pænt til mig, men derimod siden vores forældres skilskisse har set ned på mig og kostet rundt med mig og været utrolig hård og dominerende overfor mig, fordi hun blev den store og ansvarsfulde søster, som skulle passe på mig og jeg som resultat heraf, blev den irriterende forkælede lille hjælpeløse søster, som bare makkede ret fordi jeg jo behøvede hendes accept og rent faktisk var bange for hende) og så en gammel veninde (fordi hun fortiede en vigtig sandhed for mig om min ex-ex kæreste, som lå og bollede ved siden, uden at fortælle dette til mig før mange år senere). Med andre ord har disse to kvinder svigtet mig og ikke behandlet mig med respekt.

Alt i alt nogle konfrontationer som jeg har udskudt i hundrede år og egentlig aldrig troede, at jeg nogensinde turde tage, fordi jeg har det svært ved at se folk i øjnene og sige fra og stille krav. For jeg er jo vant til at være en pleaser, som bare siger "ja tak og amen". Men jeg gjorde det omsider, og jeg er SÅ stolt af mig selv, for jeg lyttede jo til mig selv og MINE behov!!! Og prøvede at lave om på mine mønstre og ikke mindst min rolle overfor disse kvinder, og de så bestemt en ny side af mig, hvor jeg tager mig selv og mit liv alvorligt for første gang, kan man sige. Og jeg blev mødt positivt, og det var rart at sige fra og sætte mine grænser overfor folk, som jeg har været bange for alt, alt for længe. De burde jo i stedet være bange for mig, i stedet for at jeg i alle årene har været bange for dem. For det er jo dem, som har såret mig, og ikke omvendt.

Så jeg er virkelig igang med en proces, en udvikling, hvor jeg sætter mig selv og mine behov i centrum, og hvor jeg lytter til mig selv, takket være min psykoterapeut og min ven/elsker. Men alt dette her er jo handlinger og adfærd fra min side, men det har ikke ændret noget i forhold til mine følelser desværre. Jeg kan stadig intet mærke/føle og skulle jeg ikke det??? Hvornår kommer jeg til at åbne op og modtage eksempelvis. Spekulerer stadig over min eks. Hvornår kommer jeg til at vide, hvad jeg selv føler i forhold til ham, og også i forhold til min ven/elsker. Hvornår oplever jeg en afklaring, hvor jeg ved, at "jeg elsker ham overhovedet ikke" eller "gud, jeg elsker ham stadigvæk". Hvad betyder de for mig, eller ikke betyder for mig. For jeg kan intet mærke og aner det vitterligt ikke. Jeg vil så gerne blive klog på mine egne følelser og tanker.......??? Og det frustrerer mig så meget stadigvæk.

Jeg har heldigvis sexlysten til min ven, og så føler jeg vrede (bitterhed) over min depression og at det skulle ødelægge et godt forhold til min eks-kæreste, og så føler jeg sorg (over tabet af min ex), men jeg mangler den sidste grundfølelse, nemlig glæden........Kommer den nogensinde og hvornår??

Tak
Hilsen
Warmfluid


Rapporter indlæg
Top
   
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 30 indlæg ]  Gå til side 1 2 Næste

Alle tider er UTC+01:00


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan skrive nye emner
Du kan besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Gå til:  
Udviklet af phpBB® Forum Software © phpBB Limited
Dansk oversættelse & hjælp: Olympus DK Team
[ Time: 0.819s | Queries: 21 | Peak Memory Usage: 5.04 MiB ]