*
PSYKE & SEX DEBAT
DEBAT- OG SPØRGEFORUM om PSYKE OG SEKSUALITET
ved PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

*
*
Dato og tid er 20. maj 2018 15:14

Alle tider er UTC+01:00




Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 4 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 16. maj 2006 07:02 
Kære Per

Ja, det er svært at starte. De ting der er sket er så svære at forklare, men jeg vil ikke desto mindre forsøge, da jeg har så svært ved at finde ud af hvad jeg skal gøre.

Du er lige nødt til at få hele fortiden først, det bliver nok en lang én... Min kæreste og jeg startede vores forhold i november 2003 efter at have kendt hinanden et stykke tid. Forholdet gik simpelthen så godt i ca. 2 1/2 måned. Jeg kan huske, at jeg tænkte "det må næsten være for godt til at være sandt". I januar 2004 fik min kæreste imidlertid en form for depressionslignende nedtur og sluttede vores forhold. Hans nedtur bunder meget kort fortalt i et utrolig lavt selvværd som følge af, at han blev udsat for voldsom mobning i både barndommen og teenageårene. Hans nedtur varede det meste af 2004 og i det år, så vi hinanden on and off, på hans præmisser hver gang, men blev aldrig rigtigt kærester. Han udtrykte heller ikke følelser over for mig i det år. Jeg reagerede ved heller ikke at vise så mange følelser, men nogle gange endte jeg med at flippe ud i frustration, fordi jeg elskede ham så højt, men ikke fik mine følelser gengældt. Slut oktober det år besluttede vi os for (det var dog mest ham, da jeg har meget svært ved at give slip på folk) ikke at ses overhovedet, da det var utroligt ødelæggende for os begge. I de efterfølgende to måneder indså jeg og forholdt mig virkelig til, at det var helt slut og at jeg måske aldrig ville se ham igen. Jeg så en anden fyr i en måneds tid, i december, men kunne aldrig rigtig få nogle følelser frem for ham så jeg stoppede det lige efter nytår. Næsten samtidig, altså i starten af januar 2005, kontaktede min kæreste mig så igen og vi begyndte at snakke sammen og han inviterede mig ud. Jeg tænkte meget over det inden jeg sagde ja til at ses med ham igen, men gjorde det, da jeg var overbevist om, at jeg godt ville kunne klare det. Han fortalte mig, hvor meget han savnede mig og hvor følelsesmæssigt det var for ham at se mig igen, det vækkede en utrolig varm og rigtig følelse i ham, som han udtrykte det. Vi begyndte at ses mere og snakkede efter kort tid om de ting der var sket og hvor svigtet jeg følte mig og om hvorvidt vi ville kunne arbejde os igennem det. Jeg ville have forsikring om at det virkelig var os han ville, for jeg ønskede på ingen måde at gennemgå samme følelsesmæssige rutsjetur en gang til. Det forsikrede han mig om og vi besluttede os for at vi godt kunne få det til at fungere, så vi indledte vores forhold på ny. Det var simpelthen så umådeligt dejligt at være sammen med ham igen. Jeg elsker ham af hele mit hjerte! Det gik godt, men efter 4-5 måneder fandt jeg tilfældigvis ud af, at han havde været sammen med en pige for en enkelt nat mens vi ikke så hinanden i vinteren 2004. Jeg flippede fuldstændig ud og slog ham flere gange og væltede stuebordet. Da vi startede forholdet på ny havde jeg fortalt ham om ham den anden jeg havde været sammen med, mens vi ikke sås, og havde også spurgt om han havde været sammen med nogen andre og til det havde han svaret blankt nej. Da jeg så fandt ud af, at han havde løjet flippede jeg som sagt fuldstændig vanvittigt ud på ham. Jeg tåler virkelig ikke løgn og uærlighed. Hans opfattelse var, at jeg overhovedet ikke kunne bruge den information til noget og derfor havde valgt at fortie det. Men jeg er virkelig nødt til at have fuldstændig ærlighed i mit forhold! Især når jeg risikerer selv at finde ud af det. Efter det gik der noget tid og så var tingene gode igen. Men efterfølgende har der jævnligt forekommet tilfælde, hvor jeg er flippet voldsomt ud, dog ikke nær så voldsomt som den pågældende aften, men jeg har reageret meget voldsomt på selv små ting. Jeg er blevet enormt jaloux, det tror jeg i hvert fald det er.

Jeg vil ikke helt indrømme det, men det er jo i bund og grund jaloux jeg er blevet. Jeg har svært ved, at han tager afsted til ting med arbejdet eller studiet, men er dog blevet bedre til at håndtere det. Jeg har svært ved, at han har for meget kontakt med hans veninder fra gammel tid og også nye venskaber han indleder med piger. Jeg har også taget ham i ikke at fortælle mig om, at han har kontakt til sin eks-kæreste og hvor meget kontakt de har. Det konfronterede jeg ham med og sagde til ham, at jeg gerne ville have, at han fremover fortalte mig når de snakkede sammen. Det er over et halvt år siden, at jeg sagde det til ham og han har på intet tidspunkt sagt, at han har snakket med hende efter da. Nu har jeg så lige fundet ud af, at han har snakket ret meget med hende siden da. Det er ikke noget han har sagt til mig og jeg har heller ikke lyst til at konfrontere ham med det, da jeg har fundet ud af det på en måde, som jeg ikke burde. Jeg føler mig så skidt bare ved at skrive om de ting jeg gør som følge af min jalousi og mistillid til ham. Men alt det der er sket, har gjort vores forhold utrolig skrøbeligt og vi har været meget tæt på at gå fra hinanden for ca. 2 måneder siden. Jeg ønsker virkelig ikke at miste ham, men ved heller ikke helt om det måske allerede er for sent...

Jeg føler et enormt svigt i forbindelse med hele år 2004, hvor jeg følte mig utilstrækkelig og fik ekstremt dårligt selvværd. Alt var på hans præmisser og han svingede fra den ene dag til den anden. Jeg blev så nedbrudt til sidst at jeg i november 2004 søgte professionel hjælp af en psykolog, som jeg snakkede med 3-4 gange. Jeg har virkelig forsøgt at lægge fortiden bag mig og synes også jeg har formået det, men de efterfølgende fortielser har jeg svært ved at slippe. Jeg er jaloux og har en mistillid til ham, der gør, at jeg reagerer utilsigtet i visse situationer.

Jeg vil lige nævne, at han er utrolig sensitiv og har svært ved at tage imod kritik, særligt når han føler, at den er rettet imod hans person. Han føler ikke, at han kan sætte en fod rigtig i forhold til mig, da der for ofte opstår de her konflikter, hvor jeg reagerer uproportionelt i forhold til det jeg oplever. Vi flyttede også sammen i juli sidste år, hvilket nok har været lidt for tidligt for ham, da han har et stort behov for at kunne være helt sig selv indimellem og har brug for ro omkring sin person. At vi bor sammen har nok også været årsag til at nogle at de mange konflikter, der har været, er opstået.

Jeg aner virkelig ikke hvordan jeg kan få genopbygget tilliden til ham og hvis jeg ikke gør det snart, så ødelægger det vores forhold fuldstændigt. Jeg håber, at du kan hjælpe mig lidt på vej? Jeg er klar over, at mistilliden og jalousien nok bunder i min usikkerhed på mig selv. Jeg ved bare virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg vil så gerne stole på ham, så vi kan få et godt og roligt forhold. Som det er nu, så forekommer der for ofte episoder, som nedbryder vores energi og som gør at vi ikke er glade.

Jeg elsker ham så utroligt højt og vil gerne dele resten af mit liv sammen med ham. Hvad skal jeg gøre for at kunne gøre mig nogen forhåbninger om, at dele min fremtid sammen med ham?

Jeg håber, at der er håb forude for mig og min kæreste.

På forhånd mange tak.

Hilsen

Den enormt fortvivlede


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 16. maj 2006 07:08 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5435
Geografisk sted: Region Midtjylland
<b>Hej Sofie</b>

Nu fortæller du ikke hvor gammel du og han er?

Ja du er da vist meget bange for at miste ham, og samtidig mobber du ham, det bedste du har lært. På den måde bliver det nemt en selvforstærkende og selvopfyldende profeti, du kommer til at miste ham - enten ved at han får sig en ny depression eller bliver vred og går fra dig. Det du forstager dig lyder ikke til at handle om kærlighed, men snarere om besiddelsestrang.

Nu kan vi jo ikke lave det sådan, at vores partner skal leve efter <b>vores</b> regler - og dine regler for, hvad der er vigtigt at sige til hinanden, er åbenbart <b>ikke</b> hans regler. I var ikke kærester, da han var sammen med den anden kvinde og ret beset, kommer det overhovedet ikke dig ved, hvad han foretog sig den periode!!!! Du respekterer lige som de, der i sin tid mobbede ham, ikke hans <b>personlige integritet</b>. Du må lære at indse, at du og han hver især har jeres private rum som, ikke rager den anden. Du skal <b>ikke</b> vide alt om hvad, hvornår, hvordan osv. han snakker med hvem!!! Det skal være noget, han kan fortælle dig, hvis han har lyst, og hvis <b>han</b> finder det væsentligt. Dine motiver lyder ikke som kærlig medleven men langt snarere som frygtsom kontrol - og det er noget skidt.

At snage i den andens private sager så som dagbøger, computer, mobiltelefon, breve m.m. er strafbart - osse selv om man bor sammen.

Jeg synes, at du skulle finde dig en god og veluddannet psykoterapeut og få arbejdet lidt med din situation - evt. kunne I sammen få jer noget PARTERAPI.

:idea: Inden du/I vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

:idea: Læs mere i PSYKE & SEX om Jalousi og skinsyge.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Senest rettet af PER HOLM KNUDSEN 2. aug 2006 07:08, rettet i alt 1 gang.

Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 16. maj 2006 07:09 
Hej Per

Tak for dit hurtige svar. Det er meget hårdt for mig at læse, da jeg på ingen måde har lyst til at være den slags person over for min kæreste. Det gør sindssygt ondt at høre, at det jeg egentlig foretager mig er at mobbe min kæreste ved ikke at respektere hans personlige integritet. Det er det sidste jeg nogensinde bevidst ville gøre ved ham!!

Jeg kan godt se hvad du mener med, at jeg skal indse, at vi hver især har hvert vores helt private rum. Det er jo en utrolig vigtig ting at have begge to. Jeg har tidligere gjort mig selv opmærksom på det og har også arbejdet på det, men bare ikke godt nok.

Jeg fik for lidt over halvandet år siden at vide af en psykolog at jeg skal være bedre til at sætte grænser, men jeg har måske taget det alt for bogstaveligt... Jeg er måske blevet lidt forvirret over hvilke grænser, der er ok at sætte og hvilke grænser, der egentlig mere handler om kontrol end noget andet.

Min kæreste og jeg er forresten begge 26 år.

Endnu engang mange tak for dit svar, jeg vil forsøge at arbejde på min indstilling til det at være i et parforhold. Jeg håber bare, at det ikke er for sent.

Hilsen

Sofie


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 16. maj 2006 07:11 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5435
Geografisk sted: Region Midtjylland
<b>Hej Sofie</b>

Man skal både kunne sætte grænser og kunne holde grænser dvs. respektere sine egne <b>og</b> andres grænser - og det betyder, at man selvfølgelig skal kontrollere både sig selv og andre, spørgsmålet er så hvordan og hvornår :). Kontrol er jo i sig selv ikke hverken godt eller skidt.

Du prøver at kontrollere din kæreste, fordi du ikke er i stand til at kontrollere dine fantasier og din angst for at miste ham - og det dur jo ikke :).

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 4 indlæg ] 

Alle tider er UTC+01:00


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan skrive nye emner
Du kan besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Gå til:  
cron
Udviklet af phpBB® Forum Software © phpBB Limited
Dansk oversættelse & hjælp: Olympus DK Team
[ Time: 0.513s | Queries: 21 | Peak Memory Usage: 4.77 MiB ]