*
PSYKE & SEX DEBAT
DEBAT- OG SPØRGEFORUM om PSYKE OG SEKSUALITET
ved PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

*
*
Dato og tid er 19. nov 2017 02:08

Alle tider er UTC+01:00




Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 6 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 13. jul 2006 09:29 
Min mand og jeg er begge 31 og har været sammen i 3 år, gift i halvdelen af tiden.

For to uger siden pakkede han sine ting og flyttede over til en kammerat fordi han mente jeg havde været sammen med en anden, senere fandt jeg ud af at denne anden skulle have været en af hans venner. Det kom som en total overraskelse for mig, og et enormt chok.

Jeg synes ikke vi ellers har haft problemer, bortset fra at han det sidste års tid har været ked af når jeg rejser med mit job (1-2 uger af gangen hver eller hveranden måned), men da har han forklaret det med ensomhed og forladthed, og hvordan jeg kunne/kan rejse når han bliver så ked af det. Han har ikke beskrevet det som jalousi.

For en måned siden kom jeg hjem fra en to ugers rejse som vi havde haft mange ture over, da jeg kombinerede den med 1 uges ferie, da jeg havde en veninde i landet. Det var dejligt at være sammen, men huden var tynd og vi var utrolig meget sammen og planlagde for fremtiden - børn, ny lejlighed, studier, flytning til hans hjemland - og snakkede, snakkede, og snakkede. Jeg synes det gik godt og var glad for den større tæthed, intimitet. Men en dag hvor vi lige har sagt farvel til hinanden for at han skulle ud til en kammerat, kommer han hurtigt tilbage og begynder at pakke "og du ved godt hvorfor". Det vidste jeg jo ikke, men det var jo at han troede jeg havde været sammen med hans ven. Flere gange viste det sig, faktisk alle de gange når min mand var på arbejde i weekenden, inden jeg selv tog på arbejde, når jeg var med veninderne osv.

Jeg blev vred, men senere bekymret og kontaktede nogle af hans venner for at de skulle passe på ham, jeg kunne jo selvsagt ikke. Kontaktede også en psykolog som sagde at jeg skulle lade ham være, og han ville selv finde ud af det. Det har han ikke gjort endnu. Efter to uger mødtes vi, som han havde sagt han ville, men han sagde blot at det var slut imellem os og ville have mig til at indrømme utroskaben - som jo ikke er der! Det kunne jeg ikke, og han mistede sig selv og slyngede de vildeste beskyldninger ud. Nu havde jeg været sammen med alle mulige andre mænd, hver eneste dag. Prøvede at bevære roen, at tale til hans fornuft, men endte med at kravle klagende af smerte rundt på gulvet og forsøge at røre ved ham og få ham til at komme ud af fantasien og tilbage til mig, så jeg kunne hjælpe ham. Det lykkedes ikke, og jeg endte med at forlade vores lejlighed.

Senere skrev han undskyld i en SMS, men at han aldrig kunne ændre sin beslutning (om ikke længere at være sammen med mig), og vi har SMSet senere hvor han også udtrykker sorg, men at han ALDRIG kan være sammen med mig.

Jeg ved nu ikke hvad jeg skal gøre. Jeg elsker ham så det gør ondt, og det smerter mig at se hans sorg og følelse af at være forladt af alt og alle. Jeg tumler med min egen sorg over at se vores fremtidsdrømme blive knust i noget der ikke engang er rigtigt.

Jeg har læst Jytte Back Grønkjærs bog om skinsyge, som fint forklarer årsager fra barndommen, som jeg godt kan nikke genkendende til fra min mands barndom, og jeg genkender hans mindreværdsfølelse. Men der er ingen værktøjer, der er ingen forslag til hvad man kan gøre som ægtefælle.
Der står i Grønkjærs bog og mange andre steder, at den skinsyge skal i behandling med psykofarmaka (!) og/eller terapi for at få bugt med de gamle sår.
Men hvordan får jeg min mand til at indse at det er fantasier og at han har brug for hjælp?
At jeg elsker ham og ikke vil have andre end ham?


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 14. jul 2006 07:10 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5426
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej Maya

Ja det lyder som om din mand er hårdt ramt, og der er såmen ikke meget som du kan gøre ud over, som du forsøgte, at bevare roen og holde fast i virkeligheden. Du kan fortælle ham at han skal have behandlet sin skinsyge, og du kunne jo evt. henvise til Grønkjærs bog eller f.eks. til nogen af mine sider, f.eks. trykke dem og sende dem til ham, så han kan læse det i fred og ro.

Hvis det bliver for hårdt for dig, så kan du jo osse finde dig en god psykoterapeut og få nogen samtaler der.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 8. aug 2006 08:09 
Kære Per,

Nu er det 1½ måned siden min mand forlod mig fordi han tror jeg har været sammen med en af hans venner. Og intet er forandret. Han tror stadig fuldt og fast på det, og mener at jeg lyver for mig selv, min familie og venner ved at holde fast i at jeg er ganske uskyldig.

Jeg har sendt dine breve fra brevkassen til ham, vist Grønkjærs bog, talt med hans venner og familie, forklaret, tudet, råbt og skreget, men intet hjælper det.

Jeg går hos en psykolog, men hun retter sig jo mere mod at få mig til falde til ro, end at finde ud af hvordan min mand kan ændre mening. Hun siger jeg bare skal vente og tro på, at han godt kan finde ud af det, men han er så bestemt, og det virker som, at det bliver sværere og sværere for ham at gå tilbage.

Jeg er så ked af det og føler verden falder sammen om ørerne på mig, alt min kærlighed, mine håb og drømme falder til jorden, og jeg føler jeg har intet tilbage. Savner min mand så frygteligt og kan ikke holde ud, at han tænker og taler sådan om mig.

Hvad skal jeg gøre?

Maya


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 9. aug 2006 08:32 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5426
Geografisk sted: Region Midtjylland
Maya

Der er, som du selv siger, ikke meget du kan gøre, og hvis din mand ikke går hos psykologen, så kan hun jo heller ikke gøre noget for din mand, men kun for dig, som du skriver, at hun gør.

Og når din mand så vedholdende holder fast i sine vrangfantasier, ja så falder din kærlighed, dine håb og drømme falder til jorden, og sorgen er midlet til at komme over tabet på. Og selvfølgelig savner du din mand frygteligt meget og det er en fortvivlende situation ikke at kunne råbe ham op - og du kan åbenbart ikke stille noget op. Så lige som psykologen så synes jeg, at det lige nu handler om, at du kommer over sorgen og forskrækkelsen, og at du finder en fremtidig platform for dig selv. Måske - måske ikke - vender din mand siden tilbage til dig.

NB! Hvad siger hans ven om din mands beskyldninger?

:idea: TABSPROCESSEN

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 18. aug 2006 15:57 
Kære Per,

Jeg savner min mand og han savner mig, og vi snakker jævnligt sammen, selvom der er en afgrund af skuffelse og sorg imellem os.

Han tror jeg har været utro, og er ulykkelig over det. Jeg er ulykkelig over at han kan tro sådan om mig. Vi sidder fastlåst og er ulykkelige begge to, og det er jo meningsløst.

Du spørger til min mands ven - ham som min mand tror jeg har været utro med. Han er voldsomt vred, og har forsøgt at få min mand og deres venner til at høre på ham. Han bor med en kæreste og en ven, men heller ikke hvad de siger bliver lyttet til. Det lyder til at han lukkes ude fra deres fælles vennegruppe, som har taget min mands parti (også selvom nogle af dem måske tvivler på om det rent faktisk er sket!). Vennen har ringet til mig flere gange for at få mig til at få min mand til at holde op, men det kan jeg jo ikke. Jeg vil ikke tale med vennen, da han gør mig mere ked af det ved at tale grimt om min mand - selvom det jo forståeligt at han er vred.

Du siger jeg skal skabe en platform for mig selv, men hvad betyder det? Jeg ved ikke hvordan, uden at det betyder at jeg opgiver min mand og mit ægteskab - og det kan jeg ikke! Man kan da ikke bare opgive sin kærlighed! Sine håb og drømme. Det går dårligt ja, men han elsker mig og jeg elsker ham, så hvordan skal jeg kunne gå videre? Jeg vil jo heller ikke videre, for jeg kan ikke forestille mig det anderledes.

Misfortolk mig ikke, jeg er ikke en stakkels lille pige afhængig af min forsørgermand. Jeg er (normalt) stærk og selvstændig, har boet og rejst mange år alene og er vant til at træffe de store beslutninger både derhjemme (hvilket måske er en del af problemet) og på arbejdet. Men mit hjerte er hos min mand, og jeg føler mig glædesløs uden ham og kan ikke forestille mig at opgive ham og vores ægteskab.

For mig at se er det så postmoderne at give op, gå videre, og realisere og passe på sig selv, men på det alter ofrer man så også den kærlighed man har fundet, den kærlighed man har opbygget og plejet. Er det virkelig det bedste?

Er der virkelig slet ikke nogen erfaringer fra at hjælpe folk ud af vrangforestillinger og skinsyge? Er der slet ikke nogen der selv har prøvet pludselig at indse at de ikke havde ret, som kan berette om hvad der fik dem til at se i øjnene at de tog alvorligt fejl?

Maya


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 19. aug 2006 17:20 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5426
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej Maya

Måske skulle overskriften snarere være "Vil ikke opgive vores ægteskab".

Du spørger:
Citat:
Er der virkelig slet ikke nogen erfaringer fra at hjælpe folk ud af vrangforestillinger og skinsyge? Er der slet ikke nogen der selv har prøvet pludselig at indse at de ikke havde ret, som kan berette om hvad der fik dem til at se i øjnene at de tog alvorligt fejl?


Jo det er der så afgjort, men kan jo ikke tvinge hesten til at drikke - og så længe han ikke er motiveret, så er der ikke meget at gøre. Og indtil det tidspunkt, hvor fornuften (måske) indfinder sig, ja så har du jo brug for at finde din egen platform og dine egne resourcer.

Man kan jo pleje kærlighed og drømme nok så meget, men hvis de ikke blive gengældt og bliver taget i mod, ja så er det jo kun fantasi.

Du kan jo foreslå ham at I sammen går i noget PARTERAPI for at få hul på jeres krise.
:idea: Inden du vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

:idea: Phillip C. McGraw: FØRSTEHJÆLP TIL PARFORHOLD - Sådan genfinder I kærligheden, Borgen

Billede

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 6 indlæg ] 

Alle tider er UTC+01:00


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan skrive nye emner
Du kan besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Gå til:  
Udviklet af phpBB® Forum Software © phpBB Limited
Dansk oversættelse & hjælp: Olympus DK Team
[ Time: 0.581s | Queries: 23 | Peak Memory Usage: 4.81 MiB ]