Jalousi & Skinssyge
: 11. aug 2011 12:03
Hej Per.
Jeg er kommet lidt i en mildest talt lortesituation, og har virkelig selv bragt mig i den - Synes jeg hvertfald selv!
Vil lige starte med at fortælle noget om baggrunden for det hele.
Var sammen med en pige i 7 måneder, og allerede efter 4-5. måned gik det lidt galt med min jalousi - Jeg er totalt overvågende, jaloux og udspørger hende hver gang hun har lavet noget som helst om alle mulige mærkelige spørgsmål, som irritere hende. Hun valgte at gå fra mig på dette tidspunkt, og jeg fik hende tilbage efter cirka 2-3 uger, hvor jeg bare prøvede ALT!
Efter 6 måneder eller deromkring, går det galt igen. Jeg var i byen, hun var i byen, hver for sig, og vi kom op og skændtes over et eller andet med, at hun var til fest med nogle drenge, hun ikke kender, som jeg ikke synes var fedt, da hun også var sammen med dem dagen efter, sammen med hendes veninde. Men vi skændtes, der blev sagt nogle grimme ting til hinanden, jeg svinede hende til, alkoholen har nok også sat sine spor der, da jeg virkelig var ude af kontrol (grundet min jalousi, havde hørt et rygte om hun skulle have lavet noget, som dog ikke passede alligevel, og i stedet for at spørge hende gjorde jeg det dummeste af det hele, at bare skælde hende ud for det).
Hen på aftenen fortrød jeg, og hun gad selvfølgelig ikke snakke med mig, og da jeg også havde sagt det var slut, var det nu for alvor slut, i følge hende.
Vi mødtes så i byen en dag efter, hvor vi kom meget op og skændtes, men det endte faktisk med vi sad og holdt om hinanden, og var sammen hjemme hos hende 2 dage efter, hvor alt egentlig var godt igen.
Derefter gik der to dage, hvor jeg skulle til Spanien om søndagen, og jeg bliver lidt ked af det om fredagen, fordi hun ikke engang havde spurgt om vi kunne være sammen weekenden eller noget, og jeg skulle være væk tre uger. Da jeg sagde det, sagde hun at hun godt ville være sammen fredag eller noget, men da jeg var ked af det sagde jeg, at jeg følte jeg bare tvang hende til det, og blev selvfølgelig ked af det over hun ikke tog initiativet selv, da jeg ikke følte hun ville savne mig. Så det blev ikke til noget, fordi hun ikke gad da jeg sagde dette. Fra nu af gad hun så ikke mere, vi to ikke skulle være sammen igen. Så jeg prøvede og prøvede igen, og det endte med jeg tog til Spanien. Dernede fra skrev og ringede jeg meget, og prøvede at få hende overtalt, og på et tidspunkt sagde hun, at nu var hun HELT sikker. Det slog mig meget hårdt, og det var 3 meget hårde uger, men jeg skrev og skrev, og på et tidspunkt tænkte jeg. Hvad hvis jeg ikke skriver 4 dage? Jeg gjorde det, men hun skrev ikke.
Hun blev ved med at sige, at hun stadig elsker mig overalt på jorden, og savner mig, men at hun ikke kunne glemme det der var sket. Så jeg blev ved med at prøve, og da jeg kom hjem fra Spanien, tog jeg hjem til hende, og overraskede hende med roser og en tur i Lalandia, hvor vi virkelig havde en god dag, og hun også selv siger hun var lykkelig - Men da vi kom hjem, sagde hun hun stadig var sikker - Hun kunne ikke glemme de ting der var sket.
Så jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men om aftenen da jeg kom hjem ringede hun, og spurgte om jeg ikke kom lørdag. Det kunne jeg ikke, og hun synes også selv det var en dårlig idé lige pludselig.
Dette skete torsdag, og fredag nat ringer hun igen, og siger hun måske var ved at fortryde, men det kom hun fra igen. Hun skrev lørdag aften, og vi skrev, og nu var hun blevet helt sikker igen. Søndag tog hun til Sunny Beach med sin mor og far, hvor hun er nu. Hun sagde hun ikke ville skrive dernede fra, men hun skrev den første dag, og kaldte mig dejlige for første gang i nok en måned, og skrev også anden dag. Men anden dag havde hendes far mødt tre drenge dernede, og jeg tænkte straks alle mulige mærkelige tanker, om hvordan hun var i poolen med dem og de kastede rundt med hende i hendes bikini, og altså rørte hendes hud, og om hvordan hun tager med dem i byen, og om hvordan hun sidder på hotelværelset og ser film med dem.
Hun har ikke skrevet siden den dag, hvor jeg skrev jeg ikke var glad for det, (TOG DET MEGET PÆNT SYNES JEG), sagde bare at jeg håbede ikke hun var venner med en masse nye drenge når hun kom hjem, og sagde jeg stolede på hun ikke lavede noget, for det gør jeg - Jeg stoler på hun ikke er SAMMEN med dem, men de ting jeg får i hovedet er bare ting, som hun ikke ser noget galt i desværre. Og selvom hun siger hun vil opføre sig som når vi var sammen (for hun var jo stadig sikker), gør det mig meget ked af det.
Går virkelig rundt døgnet rundt og tænker på hende, og hvad hun laver LIGE nu, og får bare billeder i hovedet af at hun sidder og snakker med drenge, hvilket der jo ikke er noget galt i, men føler bare de lægger an på hende, for hun er ikke en grim pige - Tværtimod!
Undskyld for den meget lange tekst, men synes næsten det er nødvendigt for at du kan svare på følgende spørgsmål (hvis du kan):
- Er det muligt, at hun stadig elsker mig og savner mig helt vildt, selvom hun ikke skriver dernede fra mere, og selvom hun ikke vil være sammen med mig mere?
- Hvordan kommer jeg af med de her "vrangforestillinger", og trangen til at stille alle mulige dybt latterlige og udspørgende spørgsmål?
- Tror du, at det at hun skrev dejlige til mig, og det at hun skrev de første to dage har været en "chance", som jeg smed væk ved at stille spørgsmål til drengene?
- Er der en chance for, at hun virkelig vil være sammen med mig igen, eller hvordan ser du på, at hun bliver ved med at sige hun elsker mig, og er lykkelig med mig, men ikke "kan" være sammen med mig mere?
- Hvordan får jeg den "ejerfornemmelse", jeg jo nærmest har, væk?
Jeg vil utroligt gerne ændre mig, og føler selv jeg er blevet bedre til at holde det inde i mig selv, men hun vil jo ikke lade mig prøve, ved at give mig chancen. Elsker virkelig den er pige overalt på jorden, og vil bare have hun er glad, sammen med mig. Ved hun er lykkelig når vi er SAMMEN, for kan se det på hende. Kan se på hende hun også lider.
Hendes baggrund har måske noget at gøre med det, men ved det ikke - Hendes mor har et drikkeproblem, og vil ikke stoppe, så hun skal måske til at flytte hjemmefra og gå til psykolog. Kan det have noget at gøre med det? At hun ikke kan tro på, at jeg kan ændre mig, hvis ikke engang hendes egen mor kan det?
Jeg er MEGET forvirret mht. hvad hun vil. For får aldrig et brugbart svar når jeg spørger.
Jeg er kommet lidt i en mildest talt lortesituation, og har virkelig selv bragt mig i den - Synes jeg hvertfald selv!
Vil lige starte med at fortælle noget om baggrunden for det hele.
Var sammen med en pige i 7 måneder, og allerede efter 4-5. måned gik det lidt galt med min jalousi - Jeg er totalt overvågende, jaloux og udspørger hende hver gang hun har lavet noget som helst om alle mulige mærkelige spørgsmål, som irritere hende. Hun valgte at gå fra mig på dette tidspunkt, og jeg fik hende tilbage efter cirka 2-3 uger, hvor jeg bare prøvede ALT!
Efter 6 måneder eller deromkring, går det galt igen. Jeg var i byen, hun var i byen, hver for sig, og vi kom op og skændtes over et eller andet med, at hun var til fest med nogle drenge, hun ikke kender, som jeg ikke synes var fedt, da hun også var sammen med dem dagen efter, sammen med hendes veninde. Men vi skændtes, der blev sagt nogle grimme ting til hinanden, jeg svinede hende til, alkoholen har nok også sat sine spor der, da jeg virkelig var ude af kontrol (grundet min jalousi, havde hørt et rygte om hun skulle have lavet noget, som dog ikke passede alligevel, og i stedet for at spørge hende gjorde jeg det dummeste af det hele, at bare skælde hende ud for det).
Hen på aftenen fortrød jeg, og hun gad selvfølgelig ikke snakke med mig, og da jeg også havde sagt det var slut, var det nu for alvor slut, i følge hende.
Vi mødtes så i byen en dag efter, hvor vi kom meget op og skændtes, men det endte faktisk med vi sad og holdt om hinanden, og var sammen hjemme hos hende 2 dage efter, hvor alt egentlig var godt igen.
Derefter gik der to dage, hvor jeg skulle til Spanien om søndagen, og jeg bliver lidt ked af det om fredagen, fordi hun ikke engang havde spurgt om vi kunne være sammen weekenden eller noget, og jeg skulle være væk tre uger. Da jeg sagde det, sagde hun at hun godt ville være sammen fredag eller noget, men da jeg var ked af det sagde jeg, at jeg følte jeg bare tvang hende til det, og blev selvfølgelig ked af det over hun ikke tog initiativet selv, da jeg ikke følte hun ville savne mig. Så det blev ikke til noget, fordi hun ikke gad da jeg sagde dette. Fra nu af gad hun så ikke mere, vi to ikke skulle være sammen igen. Så jeg prøvede og prøvede igen, og det endte med jeg tog til Spanien. Dernede fra skrev og ringede jeg meget, og prøvede at få hende overtalt, og på et tidspunkt sagde hun, at nu var hun HELT sikker. Det slog mig meget hårdt, og det var 3 meget hårde uger, men jeg skrev og skrev, og på et tidspunkt tænkte jeg. Hvad hvis jeg ikke skriver 4 dage? Jeg gjorde det, men hun skrev ikke.
Hun blev ved med at sige, at hun stadig elsker mig overalt på jorden, og savner mig, men at hun ikke kunne glemme det der var sket. Så jeg blev ved med at prøve, og da jeg kom hjem fra Spanien, tog jeg hjem til hende, og overraskede hende med roser og en tur i Lalandia, hvor vi virkelig havde en god dag, og hun også selv siger hun var lykkelig - Men da vi kom hjem, sagde hun hun stadig var sikker - Hun kunne ikke glemme de ting der var sket.
Så jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men om aftenen da jeg kom hjem ringede hun, og spurgte om jeg ikke kom lørdag. Det kunne jeg ikke, og hun synes også selv det var en dårlig idé lige pludselig.
Dette skete torsdag, og fredag nat ringer hun igen, og siger hun måske var ved at fortryde, men det kom hun fra igen. Hun skrev lørdag aften, og vi skrev, og nu var hun blevet helt sikker igen. Søndag tog hun til Sunny Beach med sin mor og far, hvor hun er nu. Hun sagde hun ikke ville skrive dernede fra, men hun skrev den første dag, og kaldte mig dejlige for første gang i nok en måned, og skrev også anden dag. Men anden dag havde hendes far mødt tre drenge dernede, og jeg tænkte straks alle mulige mærkelige tanker, om hvordan hun var i poolen med dem og de kastede rundt med hende i hendes bikini, og altså rørte hendes hud, og om hvordan hun tager med dem i byen, og om hvordan hun sidder på hotelværelset og ser film med dem.
Hun har ikke skrevet siden den dag, hvor jeg skrev jeg ikke var glad for det, (TOG DET MEGET PÆNT SYNES JEG), sagde bare at jeg håbede ikke hun var venner med en masse nye drenge når hun kom hjem, og sagde jeg stolede på hun ikke lavede noget, for det gør jeg - Jeg stoler på hun ikke er SAMMEN med dem, men de ting jeg får i hovedet er bare ting, som hun ikke ser noget galt i desværre. Og selvom hun siger hun vil opføre sig som når vi var sammen (for hun var jo stadig sikker), gør det mig meget ked af det.
Går virkelig rundt døgnet rundt og tænker på hende, og hvad hun laver LIGE nu, og får bare billeder i hovedet af at hun sidder og snakker med drenge, hvilket der jo ikke er noget galt i, men føler bare de lægger an på hende, for hun er ikke en grim pige - Tværtimod!
Undskyld for den meget lange tekst, men synes næsten det er nødvendigt for at du kan svare på følgende spørgsmål (hvis du kan):
- Er det muligt, at hun stadig elsker mig og savner mig helt vildt, selvom hun ikke skriver dernede fra mere, og selvom hun ikke vil være sammen med mig mere?
- Hvordan kommer jeg af med de her "vrangforestillinger", og trangen til at stille alle mulige dybt latterlige og udspørgende spørgsmål?
- Tror du, at det at hun skrev dejlige til mig, og det at hun skrev de første to dage har været en "chance", som jeg smed væk ved at stille spørgsmål til drengene?
- Er der en chance for, at hun virkelig vil være sammen med mig igen, eller hvordan ser du på, at hun bliver ved med at sige hun elsker mig, og er lykkelig med mig, men ikke "kan" være sammen med mig mere?
- Hvordan får jeg den "ejerfornemmelse", jeg jo nærmest har, væk?
Jeg vil utroligt gerne ændre mig, og føler selv jeg er blevet bedre til at holde det inde i mig selv, men hun vil jo ikke lade mig prøve, ved at give mig chancen. Elsker virkelig den er pige overalt på jorden, og vil bare have hun er glad, sammen med mig. Ved hun er lykkelig når vi er SAMMEN, for kan se det på hende. Kan se på hende hun også lider.
Hendes baggrund har måske noget at gøre med det, men ved det ikke - Hendes mor har et drikkeproblem, og vil ikke stoppe, så hun skal måske til at flytte hjemmefra og gå til psykolog. Kan det have noget at gøre med det? At hun ikke kan tro på, at jeg kan ændre mig, hvis ikke engang hendes egen mor kan det?
Jeg er MEGET forvirret mht. hvad hun vil. For får aldrig et brugbart svar når jeg spørger.