Menneske-angst?
: 18. maj 2006 11:38
Hej Per og andre læserer.
Jeg har altid været meget genert og tilbageholdende, men føler det snart har taget overhånd.
Når jeg møder nye mennesker begynder jeg kan næsten ikke holde fast på ting, da jeg både ryster og sveder helt forfærdeligt når de nærmere sig, min stemme bliver til en ubenhørlig hvisken, jeg ved ikke hvad jeg skal sige og hvis jeg endelig gør snakker jeg alt for hurtigt og det er næsten som om mine øjne vil se alle andre steder hen end ind i deres øjne. Hvis de snakker til mig bluser mine kinder og mine øjne begynder at svide som om jeg skal til at græde. Jeg bliver næsten helt panisk, for at komme væk og bare være i enerum. Det samme gentager sig hvis jeg skal op til tavlen i skolen, selvom jeg kender dem alle sammen i forvejen?
Mine nære veninder er godt træt af at jeg altid har en undskyldning for ikke at komme med til fest eller andre store begivenheder. For jeg ved hellere ikke hvordan jeg skal fortælle dem om hvordan jeg har det.
Det tog mig et halvt år for at tage mig sammen til at tage med min kæreste hjem for at møde hans familie. Jeg var så bange, for de skulle se mig og derved synes jeg var grim, tyk og klodset. Jeg var så bange, for at de skulle lære mig og synes at jeg var snotdum.
Jeg ved ikke hvorfor jeg altid bliver så panisk bare ved tanken om fremmed mennesker, hvad er der galt med mig? Er det bare en fast jeg skal over eller er der noget jeg kan gøre ved det?
Håber I kan/vil hjælp mig
Pernille (15)
Jeg har altid været meget genert og tilbageholdende, men føler det snart har taget overhånd.
Når jeg møder nye mennesker begynder jeg kan næsten ikke holde fast på ting, da jeg både ryster og sveder helt forfærdeligt når de nærmere sig, min stemme bliver til en ubenhørlig hvisken, jeg ved ikke hvad jeg skal sige og hvis jeg endelig gør snakker jeg alt for hurtigt og det er næsten som om mine øjne vil se alle andre steder hen end ind i deres øjne. Hvis de snakker til mig bluser mine kinder og mine øjne begynder at svide som om jeg skal til at græde. Jeg bliver næsten helt panisk, for at komme væk og bare være i enerum. Det samme gentager sig hvis jeg skal op til tavlen i skolen, selvom jeg kender dem alle sammen i forvejen?
Mine nære veninder er godt træt af at jeg altid har en undskyldning for ikke at komme med til fest eller andre store begivenheder. For jeg ved hellere ikke hvordan jeg skal fortælle dem om hvordan jeg har det.
Det tog mig et halvt år for at tage mig sammen til at tage med min kæreste hjem for at møde hans familie. Jeg var så bange, for de skulle se mig og derved synes jeg var grim, tyk og klodset. Jeg var så bange, for at de skulle lære mig og synes at jeg var snotdum.
Jeg ved ikke hvorfor jeg altid bliver så panisk bare ved tanken om fremmed mennesker, hvad er der galt med mig? Er det bare en fast jeg skal over eller er der noget jeg kan gøre ved det?
Håber I kan/vil hjælp mig
Pernille (15)