*
PSYKE & SEX DEBAT
DEBAT- OG SPØRGEFORUM om PSYKE OG SEKSUALITET
ved PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

*
*
Dato og tid er 21. jun 2018 15:06

Alle tider er UTC+01:00




Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 5 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 25. jan 2007 22:55 
Hej!

Jeg står i en situation, hvor jeg ikke ved hvor livet skal bringe mig hen. Jeg syntes til sidst at nettet var en måde at få en anonym besvarelse på.

Jeg er 20 år gammel, og har været sammen med min kæreste i snart 3 år. Han er den første kæreste jeg rigtig har haft (af eget valg) og den første jeg var sammen med seksuelt. De første næsten 2 år vi havde sammen var fantastiske og jeg, som altid har været meget afhængig af folk, gjorde mig dybt afhængig af ham og hele hans baggrund, som jeg påtog mig. Jeg skabte så at sige min identitet omkring denne fyr. Så nu for ca. et halvt år siden har alt forandret sig, jeg ved at der ikke er utroskab indblandet, men næsten noget der er værre for mig.

Psykisk! Han lyver for mig, har ikke tid til mig, råber af mig, hvis jeg ringer og nægter at sige, jeg elsker dig tilbage!

Jeg finder mig selv i at regrediere til et så usselt stadie, hvor jeg tigger og beder ham om ikke at forlade mig. Når vi kommer ind på snakken om at gå fra hinanden, græder jeg så meget, jeg føler nogle tager "et barn" fra mig (den smerte!). Alle råder mig til at gå fra ham, men har ikke styrken, de forstår ikke hvor dybt afhængig jeg er af hans kærlighed.

Hele vores forhold igennem har han kommenteret at jeg har taget på (vejede omkring de 60 da vi mødtes, og nu ca 72). Han har flere gange sagt at jeg er grim (selvom jeg er helt normal af udseende, kan vedhæfte billede). Han har endda engang sagt at jeg skulle stille mig foran et spejl, vende mig rundt og se på hvor grim og fed jeg er.

Men jeg vender det hele rundt på mig, selvom jeg ved at det ikke er mig, jeg kan ikke se mig selv uden ham. Jeg falder på knæ foran ham og tigger og beder ham om at aldrig gå fra mig.

Når vi er sammen og vi ikke skændtes har vi det fantastisk, tror det er derfor jeg har det svært. Bare jeg tænker på hans øjne bliver jeg helt død. Er meget jaloux, og tanken om at skulle lade ham gå, at skulle se ham med en anden dræber mig. Selv efter et halvt år på denne måde.

Hvad er der galt med mig? Hvorfor kæmper jeg på den her måde? Han vil ikke engang gå ude sammen med mig, han vil ikke gå i byen med mig. Når jeg spørger hvorfor siger han at han bare ikke gider, men han vil gerne med sine venner.

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, er sunket ned i så dybt et hul at jeg aldrig kan se mig selv komme op igen. Hvad er dit råd, hvad skal jeg gøre? Hvordan får jeg mere styrke, skal jeg prøve at redde forholdet?
Hvordan?


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 26. jan 2007 20:52 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5438
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej

Prøv at træde lidt ud af dig selv og læs dit indlæg og forestil dig, at det er en veninde, der har skrevet dit indlæg. Hvad vil du så sige hendes problem er - og hvad vil du råde hende til at gøre?

Prøv at svare på det, så skal jeg svare dig yderligere.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Senest rettet af PER HOLM KNUDSEN 27. jan 2007 17:52, rettet i alt 1 gang.

Rapporter indlæg
Top
   
 Titel:
Indlæg: 26. jan 2007 21:25 
Offline
Tilmeldt bruger
Brugeravatar

Tilmeldt: 23. jan 2007 18:48
Indlæg: 92
Jeg har nu også et godt bud på hvorfor det går dig sådan som du fortæller det, men da Per Holm nok har en god begrundelse for hvorfor du selv skal svare først synes jeg at vente til du har gjort sådan.

Med venlig hilsen
En anonym dreng


Rapporter indlæg
Top
   
 Titel:
Indlæg: 27. jan 2007 12:51 
Jeg har tænkt over det. Hvis en kæreste gjorde det mod min veninde ville jeg ikke finde mig i at hun lod sig blive trådt på!

Men som sagt har jeg det virkelig svært med det, fordi når vi IKKE skændes har vi det fantastisk. Men det er ligesom han er skizofren, han kan finde på pludselig at komme hjem til mig bare for at skælde mig ud og så en time efter holde om mig og sige de sødeste ting som om intet var sket. Føler jeg fortrænger alt for meget, har svært ved at være alene efterhånden og søger kærlighed og opmærksomhed hele tiden...

Forstår ikke hvorfor det er så svært for mig at lade ham gå, nogle gange får jeg indtrykket at han gerne vil ud af forholdet men ikke kan fordi det sårer mig så dybt. Og det gør det. Hvad kan jeg gøre for at gøre processen mindre smertefuld?


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 27. jan 2007 18:17 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5438
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej

:!: Overskriften er hvad det handler om! Afhængighed er ikke kærlighed!
Du skriver: "og jeg, som altid har været meget afhængig af folk, gjorde mig dybt afhængig af ham og hele hans baggrund, som jeg påtog mig. Jeg skabte så at sige min identitet omkring denne fyr."

Der er ikke noget så irriterende, frustrerende og i grunden uinteressant som mennesker, der gør sig totalt afhængige af én. Man får næsten automatisk afværgereaktioner - hold dig væk! Jeg tror det er det, der er sket for din ven. Han er træt af omklamringen. Hvorfor skal han dog sige: "Jeg elsker dig" tilbage? Hvis han nu ikke lige gør det på det tidspunkt, hvor du trænger til at sige, at du elsker ham? Det er vel ikke en byttehandel?

OK, du er kun 20 år, men det er på tide at blive voksen, det vil sige blive dig selv! At skabe din egen identitet. Så du kan give din partner et passende modspil. Så du kan tage ansvaret for dit eget liv.

Du skriver: "de forstår ikke hvor dybt afhængig jeg er af hans kærlighed." Og samtidig skriver du: "Han har flere gange sagt at jeg er grim" .. "Han har endda engang sagt at jeg skulle stille mig foran et spejl, vende mig rundt og se på hvor grim og fed jeg er." .. "Han vil ikke engang gå ude sammen med mig, han vil ikke gå i byen med mig." Det har ikke meget med kærlighed at gøre!!!

Du må se at få kigget på dit behov for den slags selvudslettende klæberi, som du udøver for tiden - og se at få gjort noget ved det!!! - ellers får du ikke noget nemt og rart liv. Fortsætter du på denne måde, ender du som en dørmåtte, som alle tørrer fødderne af i!

:!: Overvej om du ikke kunne have brug for noget psykoterapi.
:idea: Inden du vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Det var barske ord - og jeg håber de hjælper dig op af hullet. Ansvaret er dit!

Digteren Lola Baidel skrev engang et lille digt, der lyder sådan: "Jeg kan leve uden dig, og jeg vil nødigt."

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 5 indlæg ] 

Alle tider er UTC+01:00


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan skrive nye emner
Du kan besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Gå til:  
cron
Udviklet af phpBB® Forum Software © phpBB Limited
Dansk oversættelse & hjælp: Olympus DK Team
[ Time: 0.394s | Queries: 23 | Peak Memory Usage: 4.79 MiB ]