*
PSYKE & SEX DEBAT
DEBAT- OG SPØRGEFORUM om PSYKE OG SEKSUALITET
ved PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

*
*
Dato og tid er 22. apr 2018 15:31

Alle tider er UTC+01:00




Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 4 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 25. jul 2007 10:04 
Hej Per.

Ja jeg ved næsten ikke hvor jeg skal begynde. Jeg har utroligt svært ved at nedfælde dette på papir, men jeg giver det et forsøg og håber at det ikke virker alt for rodet.

Jeg har været sammen med min kæreste i 11 år (jeg var 18, hun var 19 da vi mødes) vi har 2 børn , dreng på 6 og pige på 1½år.
Situationen er den at vi står og skal giftes på lørdag. Bryllupet har været planlagt i godt et ½ år, og i den sidste tid har det at dagen kommer tættere på virkelig fået mig til at tænke om det nu også er det rigtige at gøre.

Jeg kommer selv ud af en familie med forældre der altid har været glade for hinanden, jeg er første født ud af et kuld på 3 hvoraf den sidste er efternøler.
Jeg har altid set min familie som sund, med god kommunikation og fornuftig instilling til tingene, det skal siges at det nok er hvad man vil betegne som en arbejder familie, begge forældre offentligt ansat.
Jeg er selv offentligt ansat i flåden, og har været det de sidste 10 år.
Det har betydet ca 80-120 dage væk fra hjemmet om året.
Jeg har aldrig boet alene, og altid haft mange mennesker omkring mig, det elsker jeg.. gik fra efterskole til produktionshøjskole til militæret, jeg flyttede direkte fra forældrene i lejlighed, senere hus med kæresten.

Min kærestes historie er meget anderledes. Hun er oprindeligt fra Øst asien, og kom til Danmark som 12 årig. Hun har aldrig mødt sin far, og har et turbulent forhold til sin mor som er en evig lykkeridder der rejser verdenen rundt for at finde den rigtige mand (hvilket hun ikke har endnu)
Hun er den sidstfødte i en søskendeflok på 3, og er opdraget fra barnsben af sin tante under lidt andre forhold end vi kender herhjemme. Det ændrerde sig dog da hun kom til Danmark hvor hun startede i skole og fik et par veninder.. problemet som jeg ser det ligger i at, i den alder hun kom til landet var det vigtigste for hende måske ikke at lære geografi/historie/fysik osv.. men at danne sig en vennekreds og vinde andres respekt hviklet sikkert har været utroligt svært i lige præcis den alder. Min kæreste snakker dansk, dog med en masse gramatiske fejl, + hun har meget svært ved at forstå ordsprog og *hints*, vink med en vognstang sagt på en indpakket pæn måde. noget som tidligere aldrig har generet mig, men som nu er med til at begrænse vores kommunikation eller ihvertfald gøre den mindre spændende.

Ingen af vores børn har været planlagt, og specielt da det sidste barn skulle fødes, var der meget stor overvejelse hvorvidt det skulle være en abort eller om hun skulle have barnet. Lige forinden havde vi været i gennem en krise som jeg tror har forpestet vores forhold lidt til hinanden, hvilket gjorde mig meget tilbøjelig til at vælge aborten frem for at beholde barnet. Men da jeg sad her med min kærestes reaktion i forhold til min holdning, kunne jeg ikke bede hende om at ødelægge et levende liv i hende da jeg bl.a var bange for selv at fortryde det (moralsk specielt) samt hvilke konserkvenser det ville have for min kæreste rent psykisk.

Historien omkring vores krise er nok den væsentlige så den vil jeg kommer nærmere ind på.
Det hele startede med at jeg var afsted på endnu en tur med skibet (ca 2 år siden), da jeg mødte en kvindelig nyankommen kollega som jeg hurtigt fandt ud af at jeg svingede helt vildt godt med sådan kommunikationsmæssigt. Vi kunne have samtaler om alt eller intet, grine og have mere private samtaler. Dette var en ting som jeg aldrig havde prøvet med min kæreste da den kommunikation der havde været mellem os var begrænset af en sprog/forståelses barriere.. jeg tror faktisk ikke at det var gået op for mig før jeg fandt ud af med min kollega HVAD og HVOR indholdsrig en samtale med det modsatte køn egentligt kunne være, ja det lyder måske naivt, men ikke desto mindre har jeg været sammen med min kæreste på dette tidspunkt i 9år tid, og var måske blevet "vant" til at alt kommunikation mellem os havde praktisk (vedr. børn, pasning, hvad skal vi spise iaften , handler du ? osv. ) eller "ligegyldig" karakter.
Foruden at det humorisktiske blev holdt til venner og kammerater som i "der er så meget kvinder ikke forstår". Jeg er jo trods alt på søen mellem de som er blevet mine bedste kammerater 80-120 dage om året, hvilket måske i virkeligheden har lagt en dæmper eller forsinkelse på de tanker jeg gør mig længere nede af siden.
Nå, men det er bare skidefedt at have denne kollega at snakke med, da det er på et helt andet plan vi snakker.. Det "sjove" ved det er så at hun også går og har lidt kommunikationsvanskligheder på hjemmefronten.
Vi begynder at have mange dybdegående samtaler, og får lagt en masse kort på bordet omkring vores liv i hjemmet samt vores forhold til vores respektive partnere. Det er så her at jeg bliver skræmt over hvor mange ting i mit forhold jeg i virkeligheden er utilfreds med, eller ihvertfald gerne så anderledes. Jeg laver alene en kynisk +/- liste, hvor jeg skriver alt det gode ved mit fohold derhjemme ned på + siden, og alt det negative på - siden... til min store skuffelse er + siden stort set tom, hvorimod - siden er ret proppet. Jeg skulle aldrig ha lavet denne liste eller ha snakket med kollegaen, da jeg efter dette slet ikke kan få alle disse mangler/misforståelser/irritationsmomenter ud af hovedet igen.. det virker som om at det har været med til at forstærke og oplyse "problemerne" hvergang jeg støder på dem, hvilket har en efterhånden opgivende effekt.

Det er stadigvæk sådan idag at hvis jeg spørger hende "hvorfor elsker du mig egentlig, og HVAD er det der gør at du elsker mig" så er svaret "Det gør jeg bare, det kan jeg ikke sige, det er fordi du er sød og dejlig".. mere kan jeg ikke få ud af hende
I det hele taget kan jeg ikke få mange ord ud af hende, ofte snakker jeg til hende og ikke med hende, hvilket er til stor frustration især når det er et emne der brænder i mig. det kan til tider virke som at tale til en dør. og når jeg gør hende opmærksom på det siger hun "jeg ved ikke hvad jeg skal sige". Jeg savner ufatteligt meget handekraft fra hendes side.
Et eller andet sted er jeg bange for at pga den meget anderledes opvækst/børneopdragelse hun har får i forhold til mig, så ser vi totalt forskelligt på personlige mål her i livet.. Hun har det sådan at, hun har 2 unger nu, hus og bil.. vi har begge jobs... nu sætter vi os ned og lader livet gå sin gang til det er ovre.
Den idelogi kan ejg slet ikke tilslutte mig, jeg har meget mere krudt i røveren, er et mål opnået, sætter man sig et nyt.. problemet er bare at hvis jeg skal køre det show alene, og ikke med min partner så kan det kun skabe interessekonflikt, som bare vil blive endnu et problem føjet til listen. så jeg ved ikke hvordan jeg skal gribe det an, men jeg kan bare ikke forstille mig at skulle sidde som 70 årig på plejehjemmet med en bitter smag i munden over at jeg satte mit liv i stå rent opnåelsesmæssigt p.g.a min partners ambitionsniveau var så meget anderledes.
Måske har jeg for travlt, måske er hun gået i stå/aldrig kommet igang/har ingen planer om målsætning. jeg ved det ikke..
Jeg er bange for at vi har udviklet os for meget i hver sin retning da alt den tid vi har været sammen / boet sammen har været "udviklingsfasen" i vores liv.


Under denne sejltur besluttede jeg mig for at når jeg kom hjem (3 måneder efter) så ville jeg afslutte forholdet til min kæreste og selfølgelig gøre alt for at hun og min søn ville få det nemmest muligt.
Som sagt så gjort, jeg overbraget hende nyheden, hun var fuldstændigt knust, og vores kommunikation virkede helt anderledes lige pludselig.. det virkede som om at når det brændte på, så kunne hun åbne op for følelser som ikke var givet til kende før. anyway, jeg griber min taske og smutter ud af døren da jeg ellers ikke ville kunne holde mig i skindet (kan ikke TÅLE at se piger græde) jeg tager over til en kammerat og bor weekenden over (hun vidste hele tiden hvor jeg var). Mandag morgen skal de praktiske ting passes, vi bliver nødt til at køre det sædvanlige samarbejde hvor at knægten skal hentes fra børnehave osv. dette kunne ikke klares uden min hjælp da hun får så sent fri fra arbejde at hun ikke selv ville kunne klare det. I weekenden har jeg tænkt en masse over tingene og haft det helt vildt skidt.. jeg har ISÆR haft det skidt over at vide at nu sidder hun derhjemme alene med knægten og tårene render i stride strømme, hun føler sig svigtet og forladt, præcis det samme som hendes mor (lykke ridderen) har udsat hende for hele livet, først fra asien til danmark, for derefter at smutte til norge for derefter at komme tilbage til Danmark for så at smutte til USA. (begge hendes søskende er bosiddende i danmark med asiatiske mænd). Jeg kunne ikke bære at være endnu en årsag til at hun føler sig svigtet og forladt.
Samtidig med alt dette kommer jeg som sagt fra en familie med smil på læben hvor alle elsker alle osv... så derfor har jeg indbygget i mig selv at vi skal have dette til at fungere. jeg VIL have at det skal fungere.. Jeg bruger ufatteligt mange timer på at tænke ting igennem, og jeg får overbevist mig selv om en masse teroier omkring vores forhold og vores ansvar over for vores barn. Det hele ender så med at jeg kommer tilbage og vi får en god snak om alt vedr. forholdet, og bliver enige om at vi nok skal få det til at fungere. problemet set i bakspejlet er at hun her overgiver sig 110% og næsten prygler mig om at komme tilbage, en sikkert naturlig reaktion, men i mine øjne ikke særligt gavnligt for balance forholdet. Som det ser ud nu er hun bange for at sige mig imod, bange for at jeg går min vej igen, bange for at tage beslutninger ("jeg synes det hele lyder godt, hvad synes du," er blevet et standard svar til alt) + at jalousi er ikke eksisterende på min side af hegnet (nogen tænker måske at det er lækkert, men i skulle prøve at leve HELT uden den... der mangler noget intensivitet, noget at kæmpe for) Min opfattelse er pt at hendes selvvære er helt nede under gulvbrædderne.


de første 14 dage kører bedre, og jeg skal ud og sejle igen.. når hun er ude af åsyn tænker jeg hele tiden på alle de gode ting vi kunne have sammen, jeg har virkeligt positive tanker om hende og vores forhold
men ligeså snart at skibet klapper kaj, og jeg er på vej hjemad så bliver jeg ramt af en enorm smerte af ensomhed og rastløshed, det lyder dumt da jeg er på vej hjem til min familie, men virkeligheden er den at jeg simpelthen keder mig i min families (kæreste + 2 børn) selskab.. jeg kan ikke omstille mig til en hverdag uden kommunikation udover de daglige praktiske gøremål, og det river mig fuldstændigt i kulkælderen.. det virker jo sort at man efter f.eks 3 uger til søs som det første når man kommer hjem er at have lyst til at besøge sine kammerater både dem man lige har været afsted med + dem som man har fra før i tiden, fremfor at være sammen med sin familie. Det er så skidesynd for de unger, da de helt klart kan mærke at far ikke har lyst til at være derhjemme, men er fyldt med frustration istedet, og ikke har overskuddet til at blive hos dem og hygge.

Efter 4-5 dage med utilpashed vender jeg mig til rutinen og den daglige trummerum.. dog er parforholdet stadigvæk uspændende og kedeligt..
der er ikke meget fysisk kontakt (jeg ønsker den ikke rigtigt, og hun må kunne føle det, for hun nærmer sig sjældent) og igen er alt kommunikation af praktisk karakter. dvs, ingen humor, ingen grin, ingen underholdning, intet hvor man tænker "jeg kunne ikke leve uden det her".

Nevertheless vil jeg STADIGVÆK gerne have at vi skal få det til at fungere, jeg vil gerne genvinde min respekt og lyst til min kæreste, det er for vores begges skyld, men allermest for ungernes skyld, jeg kan ikke klare tanken om de 2 små som skillsmissebørn, jeg kan ikke se kæresten som alene mor, og slet ikke en anden faderskikkelse i mine børns liv. det er et skræksenarie.. så et eller andet sted ønsker jeg ikke at miste det som jeg føler at jeg ikke holder af.. meget mærkeligt.

i forbindelse med min fremfærd for at styrke vores forhold gik jeg med til for ca. ½ år siden at blive forlovet (jeg havde en fornemmelse om at det kunne være med til at styrke de svage bånd der var mellem os, plus at det måske kunne styrke selvtiliden hos min kæreste da jeg "overgiver" min hånd til hende) efter 10 år sammen tænker jeg, nu tager du skridet, i har 2 unger, hus og bil det er da på tide i bliver gift "sådan gør man jo" så under forlovelsescerimonien (de gamle var på besøg) hopper jeg på knæ og med ringen i hånden og siger i stedet "vil du gifte dig med mig".. og i øjeblikket føltes det rigtigt, og igen var hun knust at tårrer, men af glæde.

Idag går jeg så hver eneste dag og tænker " er det nu også det rigtige at gøre" .. og det er HVER dag, og nu sker der om 1 uges tid .. jeg ved ikke om det er meget normalt at stille sig selv det spørgsmål SÅ tit op til brylluppet.

Jeg ved egentligt ikke helt hvad mit direkte spørgsmål i forbindelse med denne væg af tekst er, måske ville jeg bare af med noget, måske er der et skjult spøgsmål jeg ikke selv kan få øje på, jeg ved det ikke... jeg føler mig presset, jeg vil gerne få alt til at fungere med denne kvinde og ikke mindst de 2 børn, men samtidig føles det bare ikke helt rigtigt. Jeg føler at der er en MASSE jeg ikke har fået med, men det fylder simpelthen så meget i mit hoved at jeg ikke kan overskue det.

Løven


Rapporter indlæg
Top
   
 Titel:
Indlæg: 25. jul 2007 10:49 
Offline
Tilmeldt bruger
Brugeravatar

Tilmeldt: 23. jan 2007 18:48
Indlæg: 92
Altså.. Det er jo helt åbenlyst at din kæreste stadigvæk har gnisten, men du mere eller mindre gør det her af medlidenhed, med et håb om at du vil komme til at kunne elske hende igen.

Det er forståeligt, men meget synd, at din kæreste er så hæmmet af sin opvækst, hvor hun ikke har fået nogen sund opfattelse af tingene, og slet ikke kan forholde sig til det du siger, da hun slet ikke ved for alvor, hvad du snakker om. I stedet for at have taget til sig, hvad du har sagt er hun nu bare enorm bange for at du skal gå fra hende, og det gør hende bange for dig. Tro mig :b angst er ikke sundt i et forhold, så hvis jeg skal være helt ærlig, kunne du have handlet på en mere fornuftig måde, som der havde været mere hold i. I stedet for at have gået din vej, skulle du nærmere have trøstet hende over dine sårende ord.

Lige en hurtig indskydelse: Gør du selv sådan nogle små ting i hverdagen for at glæde hende som du selv mangler? Svar ærligt og hvilke ting det er du gør. Bare nævn så mange ting du kan.

En ting som nok ville gavne hendes syn på dig er at du snakker med hende, hvor du både trøster hende, snakker om at du ikke synes hun gør nok for forholder, men på en måde, hvor du ikke giver udtryk for at det ikke virker og at du skrider fra hende, men at du giver udtryk for at du gerne vil have det til at virke og at du bliver hos hende.

En anden ting i kan gøre er par terapi.

Jeg er kun 15 år, så jeg har ingen erfaring med det, men føler stadig at jeg har ret i det jeg siger, da jeg selv synes at jeg er temmelig moden af min alder.


Rapporter indlæg
Top
   
 Titel:
Indlæg: 26. jul 2007 12:51 
Her kommer lidt mere information, da jeg havde svært ved at få det hele med første gang, da det rummer så meget..

Med hensyn til mit job i flåden kan det selvfølgelig have haft både positive hvis man vil kalde det det, og negative effekter på vores parforhold.

Først så er det sådan at når jeg er afsted så afløses mit ellers "normale" familieliv med et liv der minder meget mere om en ungkarls liv, uden det store ansvar andet end for sig selv, sin hygiejne osv. En masse fede oplevelser med byture med drengene sydpå og en masse mandesnak om alt man interessere sig for, musik, computere, sport osv .. samtidig med dette har jeg opbygget et helt naturligt "skjold" som beskytter mig, da jeg er alene derude, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklarer det, men man står op for sig selv, og skjoldet beskytter det man står for (sig selv).. man kan måske forklarer det med at man har paraderne oppe så man ikke er verbalt sårbar, en slags respekt omkring ens personligthed man prøver at beskytte.

Det har den sidste tid (efter jeg har fået følelser omkring forholdets mangler/div.) været enormt hårdt for mig at komme hjem fra skibet, da jeg skal omstille mig 110% på at leve meget anderledes. Det samme har gjort sig gældene for min kæreste, da hun har gået i længere tid og ventet på aflastning mht. vores 2 børn.

Vi snakker 2 vidt forskellige verdener .. det ene øjeblik skal jeg være den nærværende familiefar, med tålmodighed og overskud ud over det sædvanlige. i den anden verden er jeg en fyr blandet 100 mennesker der intet ansvar har andet end mig selv, jeg har skjold på, og bliver i det hele taget nødt til at køre en helt anden attitude (ikke negativt) og omgangstone. og for at være ærlig, så elsker jeg det sidste enormt meget. Det er efterskole/højskole/institutions liggende forhold/mentalitet, og det passer mig åbenbart godt.
Problemet er som nævnt bare at jo længere jeg kommer i familielivet hjemme, desto mere afviger det fra livet på havet, desto hårdere bliver det for mig at komme hjem og lave denne omstilling flere gange årligt.. Jeg er typisk afsted i noget der ligner 3 uger af gangen, og har typisk en 3½ måneders tur årligt.

Jeg tror at mange af de signaler der har været i vores parforhold tidligere er blevet skubbet til side, og har været nemme at komme udenom da jeg har været så meget væk, så har det ligesom være til at "klare".. med det mener jeg at vi kunne måske gå med nogle problemer, jeg har manglet inspiration og kommunikation/spænding i hverdagen, men jeg har ikke tænkt så meget over det, da jeg hele tiden har vidst at nu skulle jeg snart afsted igen, og så ville jeg få det hele meget intenst, med mine mange kammerater ombord , som jeg jo naturligvis spenderer utroligt meget tid sammen med ville kunne udfylde disse "huller"

Fordi at det rammer mig så hårdt hvergang jeg kommer hjem, at vores liv sammen, og børnenes hverdag går i nul i flere dage, har jeg det så skidt med tanker nogengange så jeg kan være tæt på bare at sætte mig til at tude over min situation. Jeg valgt fra 1/1-08 at sige mit job op for at starte i den civile verden istedet for.

Der er så 2 sider af den sag.

1. så håber jeg at det giver mig en mere strukturet hverdag hvor jeg er hos familien hver eneste dag, og på den måde kan opbygge noget værdifuldt som jeg kan overbevises om at der kan bygges videre på. Dog har jeg min tvivl da det ikke er lysten til kommuniation/humor/grin sammmen der er problemet, men måske mere forskellig kulturel baggrund, mangel på forståelse, totalt mangel på fælles interesser, da disse er ikke eksisterende. I min kærestes verden har hobby, fritidsinteresser tilsyneladende ingen prioitet, dette var heller ikke tilfældet før vi fik børn. I min verden er hobby og fritidsinteresser ufatteligt vigtigt, da det er dem der giver mig følesen af indlevelse og entusiasme, 2 ord som heller ikke umiddelbart eksisterer i min kærestes ordbog. Derfor har vi et problem da jeg ser mig tvunget til at presse en fritidsinteresse ned over hovedet på hende, så vi kan komme lidt væk fra Arbejde/passe børn, alt praktisk, intet sjov hverdagen" .. det er bareådan at når hun ikke selv vælger den så vil hun heller aldrig kunne opnå samme indlevelseseoplevelse/lyst som jeg selv, hvilket stiller os i den situation at hun beskæftiger sig med det for MIN skyld, og ikke fordi vi har noget sammen som vi kan gå op i. Det er igen her at kammerater min egen familie kommer ind i billedet da de helt klart forstår hvad jeg mener, og har deres egne interesser. Men set frem i tiden bliver jeg nødt til at have et grundlag for disse oplevelser/følelser med min kæreste da den naturlige udvikling med 2 børn osv. betyder mindre tid til venner/bekendte osv.. og som instutionsbarn kan jeg bare ikke gøre det alene, hele livet igennem har sommerlejre, udflugter, efterskoler, alt i den dur haft den allerstørste indflydelse på mit liv, og har givet mig mest rent følsesmæssigt... som ung kunne jeg sidde på mit værelse og græde når jeg kom hjem fra disse ture/skoler osv. simpelthen af magtesløshed, jeg VILLE tilbage igen.. min kæreste derimod har et helt andet forhold til dette fænomen, hun holder meget af at være lidt isoleret holde sig til meget små mænger af mennekser, og helst nogen som taler hendes modersmål.
Hvilklet faktisk bringer mig til en helt anden ting som er enormt svær at forklarer...
Det er sådan at når jeg har kontakt med andre mennesker i hendes påhør så lærer hun sider af mig at kende, plus at jeg intet kan skjule for hende hvis jeg ville ønske dette... det er når ejg snakekr i tlf med min mor, resten af min familie, mine venner og kammerater, arbejdeskolleager osv. Hun hører hvad mine meninger er mht til mange ting, hvordan jeg snakker til min omgangkreds, for en fornemmelse for hvor vellidt jeg er blandt familie, venner og meget meget mere... hun har mulighed for at analysere mig og kan stille spørgsmål bagefter til de ting som jeg har snakket med andre mennesker om både over telefonen og i samvær.
Det er fuldstændigt umuligt for mig at gøre det samme. 80% af hendes vennide/venne kreds, hendes familie har andet modersmål, hvilket betyder at jeg ikke forstår et pløk. hun kan teoretisk sidde og udgive holdninger og synspunkter til ting hvor jeg selv er involveret uden at jeg har den fjerneste anelse om det. Hun er konfliktsky og fortæller ikke meget omkring hvad deres samtaler går ud på. samtaler kan selvfølgelig også være private, jeg kan også gå udendørs eller andet hvis jeg ikke ønsker at hun skal overhøre min samtale, men så ved hun at jeg har taget valget. i det modsatte tilfælde får jeg ikke chance for at analysere, eller andet overhovedet.. hvilket i virkeligheden udelukker mig fra en pænt stor del af hendes liv. Dette er også en af grundene til at jeg for 3-4 år siden fravalgte at deltage i hendes families mindre arrangementer såsom små fester osv. da jeg simpelthen ikke vil udsætte mig selv for at sidde i et hjørne og kukkelure og blive konfronteret af en anden mand i ny og næ der på gebrokkent engelsk (det er tydeligt nogengange at disse mænd ser det som besvær at skulle snakke et andet sprog for at kunne kommunikere) henvender sig fordi at damerne synes det er synd jeg sidder alene uden at snakek med nogen.. Det er meget svært at sætte andre folk ind i situationen, og det lyder måske lidt åndsvagt det hele, men sjovt er det ikke

2. Jeg er bange for at bruddet med jobbet som har givet mig enormt MANGE positive oplevelser, og som egentlig har været med til et lang stykke af vejen at forme den personlighed jeg besider i dag, skal blive den største fortrydelse i mit liv.. Flåden har udfyldt de behov jeg ikke har kunne tilfredsstille hjemme, Oplevelser ud over det sædvanlige, super godt kammeratskab, omtalte mentalitet. Ja i det hele taget har det bragt fyld til mit liv som jeg ikke ville have undværet.
Det er meget belastende at skulle få sin hverdag til at gå uden et egentligt mål foran sig andet end at opvasken skal tages og græsset skal slås. Jeg mangler som sagt at have noget sammen med nogen i hjemmet. og jeg ved ikke hvordan jeg skal inspirere kæresten til at få interesse for andet end sit arbejde og sine børn. det lyder måske åndsvagt, men der mangler fyld i livet., en dag er ungerne fløjet fra reden, og hvad skal vi så ?! nej det kan jeg ikke vente med at finde ud af til den tid, når de sidste 11 år har budt på absolut ingen fælles interesser, da jeg begynder at tvivle meget på om vi nogensinde finder den, hvilket fører mig til at jeg vil gå i stå på det kreative og inlevelsesrige niveau, og den tanke kan jeg ikke holde ud.

Vi sidder i den situation nu at jeg henter unger og laver aftensmad henter konen med ungerne fra arbejde umiddelbart inden aftensmadstid.
Når manden er færdig ryger ungerne i bad. Derefter ligger konen sig med den lille og snakker i tlf med veninden/ser fjernsyn, eller rydder op samtidig med hun snakker i tlf med veninden. Jeg sætter mig foran computeren da den er en god måde at "slippe ud " på uden at gå nogen steder. her kan jeg høre musik og søge på interesser, og det bliver også til lidt spil engang imellem.. samtidig har jeg kontakt med mine kammerater via et taleprogram. Kl bliver sengetid for de små, jeg børster tænder med dem, og putter den store.. den mindste ligger stadig hos mor som har hevet sin computer frem for at chatte med sin familie og venner igen på et sprog jeg ikke forstår. En sjælden gang tager jeg intiativet til at gå en tur på legeplads med ungerne og kæresten. Men igen, så er det uden smil på læben, jeg kan slet ikke få indlevelsen med så længe hun er i nærheden, jeg ved ikke hvorfor... er det kun knægten og mig, så hygger vi og griner .. Når jeg sidder og tænker på hende at nu kommer hun snart hjem fra arbejde osv. så glæder jeg mig, og håber på at vi kan smile til hinaden, hygge os sammen osv. men det bliver det samme hver aften.. ligeså snart hun er inde af døren ryger alt min energi af fløjten, og jeg får straks lyst til at besøge en kammerat som jeg kan føre en samtale med om ting som er interesante. hendes umiddlbare indskydelser til mange ting irritere mig, hun tænker sig ikke altid om inden hun snakker, og samtidig med at gramtikken ikke er på plads for det hende til at virke "dum".. det underlige er at tidligere kunne jeg grine af det, faktisk synes at det var meget sødt (de første 3-4 år af vores forhold).. derefter lod jeg som ingenting, men nu efter at jeg har fået det frem i lyset irriterer det mig gevaldigt da jeg føler at ejg selv skal helt ned på et børnehave niveau før vi kan snakke sammen og få lige meget ud af samtalen.. Jeg kan godt se at det lyder enormt hårdt og tarveligt.. men jeg bliver nødt til at fortælle det som jeg oplever det.. umiddelbart virker det som om at hun er velset i sin omgangkreds, hun har mange veninder om sig, og snakker i tlf med dem flere timer dagligt. så hun KAN ikke være dum i ordets bedste forstand

Jeg ville øsnke at vi kunne få det til at fungere, men jeg er bange for at skulle indse at den eneste måde det kan lade sig gøre på er ved en personlighedsæmdring, som hverken er mulig eller ønskelig, da hun har sin egen unikke identitiet.. Men hvad efterlader det så af muligheder for at frede forholdet ? Jeg har tænkt en tanke mange gange.. ville hun få den respekt hun fortjener, den opmærksomhed hun fortjener, og de interessante samtaler som hun forhåbentlig savner hvis hun fandt sig en ny mand med samme modersmål som hende selv ?!

Til Anonym1

Jeg ved ikke om hun tydeligvis har gnisten endnu. Jeg er bange for at der er et stort trykhedsforhold indblandet, plus et "jeg vil ikke miste ham, da jeg vil tabe ansigt overfor familien" Jeg tror helt ærligt at der er en hvis prestige i at hun har fundet sig en dansk mand, da hele hendes familie har gift med folk fra eget land. Men det er kun en fornemmelse jeg har, de opfører sig lidt sådan ihvertfald.

Grunden til at jeg gik den dag var at jeg var FAST besluttet på at det var forbi. Så mit eneste værn imod IKKE at falde tilbage igen var at gå min vej... troede jeg ..

Med hensyn til de små ting i hverdagen.. Well, når jeg sejler får hun blomster, når jeg kommer hjem får hun gaver, jeg ved ikke om det er det du mener... men igen skal det lige siges at vi har været i parforhold i 11 år. det kan være utroligt svært at blive ved med at holde motivationen til at gøre små ting for et andet menneske hvis man ikke føler man får feedback. Det kan især være svært hvis man tvivler på forholdts holbarhed.

Jeg har overvejet det med parterapi, men er samtidig ufattelig bange for at se en eventuel sandhed i øjenene, samtidig er jeg ret sikke rpå at min kæreste slet ikke føler at vi har det samme behov for terapi, da hendes udmeldning når jeg spørger hende hvordan hun synes vores forhold forløber eller om hun er tilfreds med vores liv sammen er "Jeg synes det er helt fint"

Jeg mangler noget "kød på fra hendes side af, hendes kommentar til atlt for mange væsenlige ting virker for ligegyldige, jeg ved ikke om hun gør sig blind overfor de problemer jeg synes vi har med vilje eller om hun bare ikke føler at tingene kan blive bedre. jeg ved det virkelig ikke.

Når jeg kommer ind på det her med interesser osv. så giver hun mig ret, men det bringer bare ingen løsning med sig med mindre jeg siger, nu gør vi det her... men jeg skal selv trække det tunge slæb, for til sist at stå som den eneste engagerede.. og så er vi lige vidt.
I mine øjne mangler hun at skabe sig en identitet i Danmark, og en personlig identiet med alt hvad der hører til.. det er kun få år siden at jeg fik lokket hende til at klare sine kommune/læge osv tlf opkald selv. handlekraft og selvstændighed.

Jeg må hellere slutte her, selvom jeg kunne blive ved.. Det begynder også at virke som om min mening er at det kun er hende der er noget galt med, og det er synd. For jeg er sikkert ikke meget bedre selv, jeg har bare taget intiativet til at få det skrevet ned og konfronteret en psykolog med det, da jeg føler at vi mangler en proffesionel vudering af vores sammenliv med hvad der hører til

jeg venter med længsel på svar fra dig Per

På forhånd tak

Løven


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 25. sep 2007 14:10 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5434
Geografisk sted: Region Midtjylland
Hej Løven [loeve]

Jeg beklager det sene svar. Der sker nogen gange det, at hvis andre har svaret på et indlæg, inden jeg har svaret, så bliver det svært for mig at se, at der er kommet et nyt indlæg, og desuden har du skrevet midt i min kursusperiode, hvor der kom mange spørgsmål - og derfor kom jeg så til at overse dig.

Men der er nu heller ikke så meget, jeg kan svare dig på. Det virker mest som om, du har brug for at ridse linjerne op for dig selv. PARTERAPI er nok det, jeg vil foreslå, og den vil ikke bringe andet frem, end hvad der er i forvejen. Men den vil måske kunne hjælpe med at finde løsninger, som du ikke har tænkt over i forvejen.

:idea: Inden du/I vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG.

Du/ I kunne osse prøve at læse Phillip C. McGraw: FØRSTEHJÆLP TIL PARFORHOLD - Sådan genfinder I kærligheden, Borgen.

Med hensyn til hendes fremmedsprog som du ikke forstå noget af, har du ikke mulighed for at lære hendes sprog, så du forstår mere af, hvad hun siger, og måske bedre forstår hendes sproglige begrænsninger?

Jeg håber, at I finder ud af det, det lyder som om, du har motivationen - trods alt :1:.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
MEDLEM AF FORENINGEN AF
PROFESSIONELLE PSYKOTERAPEUTER

Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 4 indlæg ] 

Alle tider er UTC+01:00


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan skrive nye emner
Du kan besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Gå til:  
cron
Udviklet af phpBB® Forum Software © phpBB Limited
Dansk oversættelse & hjælp: Olympus DK Team
[ Time: 1.259s | Queries: 21 | Peak Memory Usage: 4.79 MiB ]