Så er det slut.. og jeg lider
: 18. jun 2009 13:33
Hej, jeg undskylder på forhånd mit indlæg blev så langt, men håber det blir læst..
Tja.. Som det står så er mit forhold lige blevet stoppet - af hende..
Og det gør sgu forfærdeligt ondt og jeg kan ikke slippe tanken om at det er bare den forkerte beslutning.. At vi skal sgu da ikke stoppe nu? Hvor det faktisk var begyndt at blive bedre?
Forhistorien er vi har haft et 1 års forhold med mange skænderier som har dræbt/skubbet følelserne langt væk.. hvis ikke helt væk.. Og den usikkerhed ved min kæreste jeg har fået af alt det har yderligere givet tilfælde af jalousi som selvfølgelig også er ødelæggende.
(Jeg vidste ikke den var så slem som jeg siden har fundet ud af men har nu også fortalt hende at jeg opsøger terapeut så jeg får styr på den, faktisk næste onsdag allerede. Uanset om vi bliver sammen eller ej.)
Vi har et par gange været ved at gå fra hinanden, men den sidste gang det skete: 1. maj blev vi enige om at give det den allersidste chance:
Ikke flere skænderier og plads til hinanden.
Det begyndte at gå meget bedre, skænderierne røg væk næsten helt, vi blev gladere og mere afslappede overfor hinanden, hun var med min familie til bryllup i udlandet.
Jeg vidste godt vi skulle en lang vej men begyndte at kunne mærke "hey, det går sgu da bedre nu hva?"
Men det gjorde det så ikke alligevel.
Sidste weekend havde vi en dejlig fredag, biograftur, restaurant, sex og god stemning. Lørdag skulle vi til hver vores ting hvor hun så skulle helt til Falster til fødselsdag og sove i telt og feste osv. Det gav mig da nogle tanker men jeg sagde til mig selv at klart jeg ikke skulle ødelægge hendes aften, ej heller min egen aften med fest.
Jeg får så nogle dejlige beskeder i løbet af aftenen, noget som vi har haft problem med pga. vi har gået og haft så kort lunte overfor hinanden, beskeder med 'glæder mig til at se dig og elske med dig osv'. Fedt tænkte jeg - dejligt ligefrem!
Næste dag er jeg ikke lige så overbærende som jeg burde og der sniger sig noget jalousi med ind på hendes hjemtur med ting som jeg lige skulle høre hvordan og hvorledes aftenen var gået. Var egentlig en lille ting, men med vores historie har selv den mindste ting blevet til en kæmpe ting.
Det blev denne og hun slog op med mig selvsamme aften - hun var træt af ikke gå og være rigtig lykkelig, jeg skal ha styr på min jalousi uanset og at alle vores skænderier/sagt og gjort har skubbet hendes følelser langt væk. Ihvertfald forelskelses-følelserne.
Og hun var ret afklaret omkring det og jeg gik selvfølgelig i spåner.
Den aften og nat endte med en masse tuderi, snak, et brev fra min side om hvad jeg syntes om forholdet og hvorfor vi skulle fortsætte etc.
Vi blev så enige om at i de næste 14 dage VAR VI SLÅET OP, men at det måske ville være godt at få følelserne og tankerne helt på afstand, blive mere afklaret og sunde os så vi kan mødes og snakke færdig, evt. udveksle ting, om 14 dages tid. Dette var selvfølgelig på min foranledning, men hun kunne godt se tanken i det. Tænke det igennem uden nogen form for kontakt, og om det nu er den HELT rigtige beslutning det her.
Skal også siges, at hun selvfølgelig distancerer sig så langt fra mig som hun kan, har fjernet mig som ven på Facebook, msn samt billeder fra vores 2 rejser i år sammen til udlandet. Netop fordi at hun er afklaret og skal ha mig på afstand kan jeg gætte mig til. Dog har hun ikke slettet nogle af mine familiemedlemmer derinde som hun har som ven ej heller har hendes slettet mig. Nu skal hun til Fyn og være hos familien i weekenden så er da lidt interesseret i hvad dé siger.
Det er skidesvært at vide hvad jeg skal gøre - jeg er helt med på jeg ikke skal kontakte hende uanset hvad hun gør i de næste 14 dage eller deromkring.. Det vil ødelægge alt hvis det føles som om jeg presser, kontrollerer whatever.. Det forstår jeg.
Plus som vi har aftalt og jeg har skrevet til hende så må vi se hvordan følelserne og tankerne har lagt sig i løbet af de næste par uger.
Ved egentlig ikke helt hvad jeg vil med det her indlæg - tror bare jeg analyserer alt, har svært ved at acceptere og være afklaret og brug for nogle råd til hvordan jeg bedst tackler situationen.
Mit hjerte bløder bare - jeg vil bare så gerne være sammen med hende, vise hende hvor godt det her er, men kan jo samtidig ikke tvinge en følelse eller beslutning ned over hovedet på hende, og det skal heller ikke være pga medlidenhed.. Jeg ønsker bare hun indser det her..
..Og så takker jeg hvis der er nogle der gad læse det.
Lundhunden
Tja.. Som det står så er mit forhold lige blevet stoppet - af hende..
Og det gør sgu forfærdeligt ondt og jeg kan ikke slippe tanken om at det er bare den forkerte beslutning.. At vi skal sgu da ikke stoppe nu? Hvor det faktisk var begyndt at blive bedre?
Forhistorien er vi har haft et 1 års forhold med mange skænderier som har dræbt/skubbet følelserne langt væk.. hvis ikke helt væk.. Og den usikkerhed ved min kæreste jeg har fået af alt det har yderligere givet tilfælde af jalousi som selvfølgelig også er ødelæggende.
(Jeg vidste ikke den var så slem som jeg siden har fundet ud af men har nu også fortalt hende at jeg opsøger terapeut så jeg får styr på den, faktisk næste onsdag allerede. Uanset om vi bliver sammen eller ej.)
Vi har et par gange været ved at gå fra hinanden, men den sidste gang det skete: 1. maj blev vi enige om at give det den allersidste chance:
Ikke flere skænderier og plads til hinanden.
Det begyndte at gå meget bedre, skænderierne røg væk næsten helt, vi blev gladere og mere afslappede overfor hinanden, hun var med min familie til bryllup i udlandet.
Jeg vidste godt vi skulle en lang vej men begyndte at kunne mærke "hey, det går sgu da bedre nu hva?"
Men det gjorde det så ikke alligevel.
Sidste weekend havde vi en dejlig fredag, biograftur, restaurant, sex og god stemning. Lørdag skulle vi til hver vores ting hvor hun så skulle helt til Falster til fødselsdag og sove i telt og feste osv. Det gav mig da nogle tanker men jeg sagde til mig selv at klart jeg ikke skulle ødelægge hendes aften, ej heller min egen aften med fest.
Jeg får så nogle dejlige beskeder i løbet af aftenen, noget som vi har haft problem med pga. vi har gået og haft så kort lunte overfor hinanden, beskeder med 'glæder mig til at se dig og elske med dig osv'. Fedt tænkte jeg - dejligt ligefrem!
Næste dag er jeg ikke lige så overbærende som jeg burde og der sniger sig noget jalousi med ind på hendes hjemtur med ting som jeg lige skulle høre hvordan og hvorledes aftenen var gået. Var egentlig en lille ting, men med vores historie har selv den mindste ting blevet til en kæmpe ting.
Det blev denne og hun slog op med mig selvsamme aften - hun var træt af ikke gå og være rigtig lykkelig, jeg skal ha styr på min jalousi uanset og at alle vores skænderier/sagt og gjort har skubbet hendes følelser langt væk. Ihvertfald forelskelses-følelserne.
Og hun var ret afklaret omkring det og jeg gik selvfølgelig i spåner.
Den aften og nat endte med en masse tuderi, snak, et brev fra min side om hvad jeg syntes om forholdet og hvorfor vi skulle fortsætte etc.
Vi blev så enige om at i de næste 14 dage VAR VI SLÅET OP, men at det måske ville være godt at få følelserne og tankerne helt på afstand, blive mere afklaret og sunde os så vi kan mødes og snakke færdig, evt. udveksle ting, om 14 dages tid. Dette var selvfølgelig på min foranledning, men hun kunne godt se tanken i det. Tænke det igennem uden nogen form for kontakt, og om det nu er den HELT rigtige beslutning det her.
Skal også siges, at hun selvfølgelig distancerer sig så langt fra mig som hun kan, har fjernet mig som ven på Facebook, msn samt billeder fra vores 2 rejser i år sammen til udlandet. Netop fordi at hun er afklaret og skal ha mig på afstand kan jeg gætte mig til. Dog har hun ikke slettet nogle af mine familiemedlemmer derinde som hun har som ven ej heller har hendes slettet mig. Nu skal hun til Fyn og være hos familien i weekenden så er da lidt interesseret i hvad dé siger.
Det er skidesvært at vide hvad jeg skal gøre - jeg er helt med på jeg ikke skal kontakte hende uanset hvad hun gør i de næste 14 dage eller deromkring.. Det vil ødelægge alt hvis det føles som om jeg presser, kontrollerer whatever.. Det forstår jeg.
Plus som vi har aftalt og jeg har skrevet til hende så må vi se hvordan følelserne og tankerne har lagt sig i løbet af de næste par uger.
Ved egentlig ikke helt hvad jeg vil med det her indlæg - tror bare jeg analyserer alt, har svært ved at acceptere og være afklaret og brug for nogle råd til hvordan jeg bedst tackler situationen.
Mit hjerte bløder bare - jeg vil bare så gerne være sammen med hende, vise hende hvor godt det her er, men kan jo samtidig ikke tvinge en følelse eller beslutning ned over hovedet på hende, og det skal heller ikke være pga medlidenhed.. Jeg ønsker bare hun indser det her..
..Og så takker jeg hvis der er nogle der gad læse det.
Lundhunden