Hvor fører forholdet hen?

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om PARFORHOLDET (Bemærk de andre emner i denne kategori)
Besvar
Gæst

Hvor fører forholdet hen?

Indlæg af Gæst »

Jeg er en kvinde på 21 år og har en kæreste, som jeg har været sammen med i cirka 10 mdr. Det er allerede tidligt i forholdet, at flere problemer er opstået, men i en uges tid har jeg virkelig været i tvivl om det virkelig er det værd, både for min men også for hans skyld.

Helt fra starten af forholdet har jeg haft det ok med hans bedste veninde, som han en gang imellem skriver og mødes med. Da jeg med tiden begyndte at forestille mig dem som kærester, så blev jeg skinsyg. Jeg har altid haft den forestilling, at mænd er xx cm. højere end kvinden og at fyren er ældre. Det er det ikke i tilfældet. Jeg er på højde med min kæreste og jeg er 1½ år ældre end ham. Men når jeg så ser kæresten og hans veninde for mig, så passer de godt rent fysisk. Aldersforskellen er dog større mellem de to, men de er jo på bølgelængde sammen og kan snakke om alt. De har kendt hinanden i snart et årti og har ikke været kærester før.

Siden jeg fik den indbildte forestilling, har han fortalt veninden om det. Hendes reaktion var at grine ad det, og så grinte de sammen ad min forestilling (jeg føler mere at de grinte ad mig). Jeg har mødtes med hende en gang i selskab med min kæreste også, hvor det var meningen at jeg skulle lære hende at kende, så jeg kunne føle mig tryggere. Jeg havde det ok i selskab med hende indtil hun kaldte min kæreste for "baby" foran mig. Siden da har jeg ikke kaldt ham ved det kaldenavn.
Det skal siges, at hun er en samvittighedsren type, har haft 2 kærester og bor i egen lejlighed. Min kæreste er ret uskyldig og har ikke haft nogen kæreste før mig. Ingen af dem slynger rundt med kælenavne til alle og enhver.

Det var baggrunden for veninden. Nu kommer jeg til det der er sket den sidste uges tid, som egentlig er stået på i nogen tid efterhånden. Flere gange har min kæreste bedt mig om ting, småændringer ved mig selv. Både for hans (det går ud over ham hvis jeg er sur/ked/irriteret) og min skyld (jeg bliver hurtigt irriteret over ting). Men han nævner på et tidspunkt i sengen, at han godt kan lide piger med flade maver (på daværende tidspunkt vidste jeg godt, at jeg havde en tydelig delle på maven pga de 62kg), men det er vel ikke et tidspunkt at nævne sådan noget?

Så har han også sagt, at jeg skal slappe mere af når det kommer til min lidt voldelige adfærd. Jeg levede op sammen med to brødre, har venner der er rimelige robuste og har efterhånden dannet mig denne vane: at daske, lamme eller puffe venner/kæreste.

Han syntes desuden også, at vi ikke skulle skrive for meget sammen, især i skoletiden, for så kunne vi fortælle hinanden flere ting når vi var sammen i stedet for at fortælle det over sms'er. Men alligevel fortæller han mig ikke ting når vi er sammen.

For at give ham det han ønskede (i en mere drastisk version) skiftede jeg fra den gamle kæreste til den nye kæreste. Jeg ville skrive færre sms'er generelt, jeg ville skrive i samme toneleje (normalt når jeg er sur, så skriver jeg i et "koldt" toneleje uden smileys eller kaldenavne) så der ikke var stor forskel på glad og sur, jeg ville være tålmodig, ikke brokke mig til ham (ville skrive mine tanker ned i stedet), være selvstændig, ikke-voldelig m.m. for at give ham det han ønskede.

Han modarbejdede mine intentioner med den nye mig, fordi han ikke kunne lide den måde jeg skrev på. Men han syntes stadig at det var godt, at jeg ville ændre de ting på mig selv. Han forstod ikke, at det skulle være ham en lærestreg, at han ikke skulle lave om på den pige han engang forelskede sig i. Først efter 2-3 dage gik det op for ham, at han netop prøvede at lave om på den pige han faktisk forelskede sig i. Han sagde så, at han godt kunne forstå det, hvis jeg ikke tilgav ham endnu, men hvis jeg kunne tilgive ham med tiden ville det være godt.

Jeg har svært ved at stole på ham, selvom jeg ved, at han er "tro". Men søndag morgen læste jeg hans sendte beskeder, og kunne finde nogle han havde skrevet til hans veninde. Jeg kunne også tyde, at han havde været sammen med hende uden at have fortalt mig det. Som undskyldning for ikke at have fortalt mig det var fordi, at han ville tage hævn for at jeg var blevet sur dagen efter månedsdag som var selvsamme dag han pludseligt var sammen med hende. Han vidste udmærket godt, at jeg var "jaloux" på hende. Er det ikke en bekræftelse på, at jeg havde ret? At jeg ikke kunne stole på ham? Jeg ved også godt, at han ikke kan stole på mig fordi jeg læste hans beskeder, men han læste mine beskeder timer efter at jeg havde læst hans og konfronteret ham med det.

Da jeg fandt ud af det den morgen, var jeg så sur som jeg aldrig nogensinde havde været, jeg var så arrig at jeg skreg og råbte ad ham fordi han prøvede at stoppe mig fra at tage hjem. Jeg nåede hjem, tænkte lidt over det og tog over til ham igen for at gøre det forbi. Snakken om at gå fra hinanden resulterede ikke i et direkte opbrud, men vi diskuterede videre på sms'er pga. det ikke var muligt at mødes. Om natten kom han og hentede mig, fordi at han tydeligt kunne høre at jeg var i tvivl om det hele. At jeg havde tænkt en ekstra gang over det.

Vi havde det ok, vi græd og krammede hinanden og han gjorde alt for at jeg fik det godt og følte mig tryg sammen med ham. Morgenen derpå gik det galt igen og da han fortalte, at han havde snakket med hans veninde om problemet, at han ikke havde fortalt mig om at de havde været sammen, så orkede jeg det ikke igen. Jeg blev oprevet eftersom jeg havde sagt til mig selv aftenen forinden, at jeg ikke ville finde sammen igen, hvis han havde snakket med hans veninde om det. Hans forklaring var, at han ikke følte at jeg snakkede med ham (hvilket jeg gjorde, men jeg lyttede ikke meget), og derfor havde han brug for at snakke med hans veninde, som han altid gør. Hendes eneste svar var, at han skulle have fortalt mig det (sikke en god snak, hva?).

Jeg bad ham om at stoppe kontakten til veninden (det har han selv foreslået), for så at fortælle ham, at jeg bare ville vænne mig til hende igen og først derefter kunne de skrive sammen. Han gik med til det, for at redde forholdet.

Og nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Jeg hader ham. Jeg føler virkelig at jeg hader ham, selvom jeg ved, at jeg også elsker ham lidt. Jeg kan ikke stole på ham, han ikke på mig. Et forhold er bygget på tillid, men det er svært at starte nogen steder når der ikke er den mindste smule tillid tilbage. Vi har besluttet at tage en pause (han kunne ikke holde ud, at jeg skrev mine sms'er på en "trist"/kold måde selvom vi var kærester).

Men hvad skal det resultere i? Han mener at en pause er til for at det skal blive bedre. Han gør alt for mig. Men jeg føler alligevel at han gør mere for hende. Jeg føler at jeg bliver holdt for nar, forrådt, frustreret, ked, rasende, utilstrækkelig og mest af alt; så føler jeg at jeg ikke er god nok. For jeg er ikke veninden (selvom han flere gange har sagt, at der ikke er noget mellem dem for "hun har også en kæreste").

Vh den tvivlende.....
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar: Hvor fører forholdet hen?

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej den tvivlende.....

Måske skulle overskriften snarere have været: "Hvor fører jeg forholdet hen?"

Jeg synes din beretning, er et godt eksempel på, at det er en god ide at kende forskel på følelser, tanker og oplevelser. Dine tanker om, hvordan den "rigtige fordeling" af alder og højde mellem mænd og kvinder - er netop, som du skriver, forestillinger, ideer, tanker. Men når du f.eks. skriver: "Men jeg føler alligevel at han gør mere for hende", så er det enten en tanke eller en konkret oplevelse, og tankerne eller oplevelserne gør dig vred (følelse). Det samme er tilfældet, når du skriver: "Jeg føler at jeg bliver holdt for nar, forrådt;..", så er det enten en tanke eller en konkret oplevelse. Og endelig når du skriver: "så føler jeg at jeg ikke er god nok", så er det en tanke, du gør dig, det handler om din egen nedvurdering.

Forskellen på følelser, tanker og oplevelser er, at følelser kan du ikke rigtigt gøre noget ved, de kommer bare. Tanker derimod kan du tænke anderledes. Oplevelser kan du analysere, er min oplevelse rigtig eller forkert? Både tanker og oplevelser kan resultere i følelser - f.eks. vrede eller sorg.

Gengældelsespædagogik fører ikke til noget godt og fremmer ikke forholdet, hvad du så formenligt har lært nu. Og vær opmærksom på, at det er strafbart at gå i hans mobiltlf. eller private gemmer, ja faktisk så overtræder du Straffeloven § 263, der kan give op til 6 mdr.s fængsel.
  • Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget
    1) bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet,
    2) skaffer sig adgang til andres gemmer,
Så gør aldrig det igen!!!

Og endelig så er det døden for et forhold, hvis du på nogen måde prøver at afskære ham fra livsveninden. Vi har alle brug for en god og tryg ven/inde, vi kan drøfte livets genvordigheder med. Du må lære at få en bedre selvfølelse, den får du ikke ved at kontrollere din(e) kæreste(r).

Så hvor vælger du at føre dine forhold hen? :1:

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
den tvivlende

update

Indlæg af den tvivlende »

Min nedvurdering sker på baggrund af min egen usikkerhed. Jeg har livet igennem døjet med lavt selvværd, og når der kommer andre piger/kvinder ind i billedet, så kan jeg have det svært. Jeg ved godt jeg gør det svært for mig selv.

Nu er det hele desværre mundet ud i et brud. Han kunne ikke holde min jalousi ud, nu da han har brugt 10 måneder på at hjælpe mig med det. Jeg syntes selv at det var blevet lidt bedre efter nogen tid, men da jeg fandt ud af at han havde været sammen med veninden uden at fortælle mig det, blev fundamentet ødelagt. Han var desuden i tvivl. Han var splittet. Han elsker mig, og alligevel ikke(?). At tære på hans energi må vel også have været grund til at han ikke ville gøre så meget mere for forholdet.

Jeg har mange forestillinger om, hvordan en kæreste burde være, og hvordan man bør handle i forskellige situationer ("forholdets uskrevne regler"). Vi havde en rigtig dårlig periode og vi sagde (jeg sagde), at vi skulle give forholdet en chance indtil årets udløb. Så langt nåede vi ikke engang. På den positive side kan man vel sige, at vi ikke behøver at skabe flere minder (især her i julen), for det er svært at tænke tilbage på minder. Det knuser ens hjerte at tænke tilbage på den tid man var sammen.

Selvom jeg måske håber på at finde sammen igen i fremtiden, så vil jeg helst komme over ham nu. Er det forkert? Jeg vil helst ikke håbe da jeg let bliver såret.

Han var min bedste ven... Den person jeg kunne fortælle om alt og intet... Han var min krammebamse... En person som jeg gerne ville være i nærheden af det meste af tiden... Føler bare, at han kunne have været den person jeg ville være sammen med resten af livet... For hvem kan ellers holde sådan et spektakel som mig ud :roll: Han var i bund og grund sådan en fyr jeg faktisk gerne vil blive gammel med, og ligne rynkede rosiner med... :cry:

Jeg ved slet ikke hvad jeg har bedst af lige nu. Om jeg skal "nyde" min "frihed" og komme over ham, eller håbe på at finde sammen igen og bearbejde de interne problemer vi nu har (havde).

Tak til dig, Per Holm Knudsen.
Tak for dit svar når det hele står værst til og jeg ikke har andre at gå til
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar 2: Update

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej den tvivlende.....

Det bedste du kan gøre, er at droppe forhåbninger om din eks-kæreste og i stedet koncentrere dig om dig selv og din selvfølelse. Måske skulle du endog overveje at kontakte en professionel psykoterapeut.
:idea: Inden du vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG.

Hvad tænker du om andre kvinder? Og hvad tænker du om dig selv?

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
den tvivlende

Hej Per

Indlæg af den tvivlende »

Jeg tænker ikke særligt højt om mig selv, og alligevel gør jeg. Jeg kan til tider have en facade når jeg er sammen med venner, sammen med en kæreste er jeg (for det meste) mig selv. Jeg kan i visse sammenhæng sige, at jeg er en prinsesse og efterfølgende være udadgående (facade). Egentlig er jeg en genert, stille pige, som til tider kan blive meget temperamentsfuld når nogen trykker på de forkerte knapper.

Jeg er god til at misunde andre kvinder. Hvadenten det er pga. udseende, deres sociale status, kærester osv. Jeg må nok indrømme at jeg ikke har særlig mange veninder, og har aldrig kunnet finde ud af hvorfor?

Jeg er vist en lille utilfreds hidsigprop :? Min ven plejer at sige, at kvinder ikke ved hvad de vil have. Jeg tror han har ret, i hvert fald med hensyn til mig :roll:
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar 3: Update

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej den tvivlende.....

Måske skulle du prøve at læse min gode kollega Ebbe Scheel Krügers Selvtillidskursus. :1:

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Besvar

Tilbage til "PARFORHOLDET"