Mig og min tyske kæreste

Her kan du komme med spørgsmål, svar og kommentarer om PARFORHOLDET (Bemærk de andre emner i denne kategori)
Besvar
S

Mig og min tyske kæreste

Indlæg af S »

Kære Per Holm Knudsen
Lidt om mig selv først: Jeg er kvinde på 30 år og studerer på sidste år. Min kæreste er 27 og er færdig med sit studie. Vi har været sammen i snart 2 år. Min kæreste er fra Tyskland, hvor jeg har mødt ham pga mit studie. Jeg er nu taget tilbage til dk, for at færdiggøre mit studie, for derefter at tage ned til tyskland igen for at søge jobs og for at være sammen med ham også.

Jeg skriver til dig , da jeg har en dyb vrede og frustration inde i mig som jeg ikke kan lide.

Det startede en dag her i december. Historien er sådan: Jeg beder min kæreste om han har lyst til at hjælpe mig med at transportere nogle ting fra et sted til et andet, da jeg ikke har kørekort og han har. Det ville han gerne. Den lørdag morgen, siger jeg til ham at jeg har brug for noget bobleplast til at pakke de ting ind. Jeg får at vide at han allerede har noget, det ligger bare et andet sted, men sidste gang vi var der kan jeg huske at der ikke var noget - så det resulterer i at jeg siger at jeg gerne vil købe det alligevel. Ok, vi tager derud for at købe det bobleplast - og allerede dér udtrykker han sig at han er lidt irriteret over at vi skulle køre hen til den butik først. Jeg løber ind - ser at prisen er dyr på bobleplasten, tager en beslutning om at købe noget andet til en mindre pris - og han begynder at give mere udtryk for at det er irriterende for ham at jeg ikke ved hvad jeg vil have.

Hele affæren med at købe dette plast tager ikke mere end 10 min. Vi kører videre til det sted jeg skal hente disse ting, og der er porten så lukket. Jeg er vant til den står åben, men lige den dag er det anderledes. Og dér begynder han virkeligt at være utålmodig. Han ændrede humør fuldstændig. Denne port kan man godt åbne men det tager noget kraft af gøre det. Mens jeg prøver at åbne den, og jeg bliver mere panisk fordi jeg ved han er blevet utålmodig og kan derved ikke åbne den, står han og kigger på mig fra den anden side. Min kæreste kommer så endelig og hjælper mig, men med et dårligt humør, han får porten op. Det er en port som ikke har brug for nøgle, men er lukket pga nogle rør man skal skubbe ud op trække op. Jeg kunne desværre ikke selv. Vi fik de to ting ind i bilen, og vi kørte afsted.

I al den tid følte jeg mig utilpas, og spurgte til ham hvorfor han skal blive så utålmodig - hele affæren tog jo kun omkring de 20 min. Han siger så et eller andet om at hvis man brugte sin hjerne istedet for musklerne ville man kunne få den op. Efter han sagde det, fik det mig til at føle mig dum. Jeg syntes han sagde med andre ord at jeg var dum. Det gjorde mig lidt ophidset og skamfuld over jeg ikke selv kunne gøre det og jeg blev stille. Jeg blev stille fordi jeg kunne mærke en vrede som spredte sig. Og han blev stille også. Jeg tænkte hvorfor kan han dog ikke bare slappe af og hygge sig sammen med mig? Det var jo lørdag, og han havde ingen andre planer for den aften, udover at vi sammen tog til en middag vi var blevet inviteret til. Jeg sagde intet da jeg ikke vil skælde og smælde og sige ting jeg vil fortryde senere, men hellere have den tænkepause, hvor jeg kan overveje hvorfor jeg blev så frustreret over ham og mig selv.

Vi sagde næsten ingenting til hinanden i bilen, og fik de ting læsset af det sted hvor de skulle være. På vejen hjem tog vi bussen (bilen er en delebil, men ingen andre skulle bruge den resten af dagen før næste dag). Før bussen kom ville han ikke stå ved siden af mig og vente, han stod flere meter væk, og skulede til mig, det lignede næsten at han hadede mig. Uhyggeligt! Bussen var forsinket og efter mange minutter tog jeg over til ham for at prøve at få os til at tale sammen igen. Men det var som om han ikke rigtigt ville. Han sagde så at han er syg og træt af den stilhed jeg kommer med. Jeg prøvede at forklare ham at det er en tid hvor jeg tænker over hvad der lige er foregået - hvor jeg reflekterer over mine følelser. Men han var meget på at vi måske ikke skulle tale sammen i en hel uge (al dette skænderi sker små to uger før jeg tager hjem til dk) så jeg blev ret ked af det at han ikke var parat til at gøre det godt igen før jeg tog hjem.

I bussen fortalte han også nogle ting om mig selv. At jeg ikke kan organisere mig selv, og at jeg ikke er god til at lave mine egne ting, og det måske er bedst at vi ikke arbejder sammen i fremtiden (!!!) Det gjorde mig SÅ ked af det! Jeg var chokeret - for det kom som en storm. Jeg spurgte ham om han forstod hvad han sagde? Jeg havde sådan lyst til at sige røvhul til ham!

Hele dagen derpå var jeg syg, rystede, kvalm, og han kunne se det. Jeg havde det af helvede til. Mens han gik rundt og havde det sådan nogenlunde.... Jeg var vred, ked af det, frustreret. Det gjorde fysisk ondt inde i mig. Og i al den tid ville han ikke tale mere om det. Det knækkede noget inde i mig, og mine følelser til ham. Det var virkeligt et knæk. Hele aftenen hos middagen havde jeg det dårligt, men jeg prøvede at være så social, sjov, og spise. Min kæreste gav mig et knus den aften, men talte ikke til mig hele aftenen. På vejen hjem sagde vi intet.

Dagene derpå var mærkelige - al det der var usagt lå som en tåge henover os. Sådan følte jeg det. Jeg ville ønske vi bare kunne tale os igennem dette, og se hvor åndssvagt og sjovt det måske så ud. Men nej, intet fra begge vores sider. Et par dage efter - på vej hjem fra en ven - sagde jeg til min kæreste at jeg følte siden den dag at der var noget 'tåge' imellem os, og jeg vil gerne have det 'fjernet' og komme tilbage til hvordan vi havde det før. Han sagde han ikke kunne føle dette. Jeg syntes det var mærkeligt da vi jo lige pludseligt ikke krammede og kyssede så meget som før. Jeg syntes han løj dér. Jeg sagde til ham at jeg er ked af det pga af denne 'misforståelse' , men der kommer intet respons fra ham. Hallo - din kæreste er ked af det, tal dog med hende!!! tænkte jeg. Igen gjorde det mig så ked af det. Jeg havde ingen idéer om hvordan jeg skulle få det godt igen. Jeg kan mærke når jeg skriver dette oplæg, at det virkeligt gør mig ked af det endnu.

Dagene derpå prøvede jeg at se over det - komme videre. Men det er som om alting havde et twist. Han begynder at sige ting som, han vil ikke give mig noget, feks kys eller kram eller en lille fodmassage bare fordi jeg vil have det. Og jeg lover dig Per, jeg er ikke en kvinde der forlanger særligt meget af min kæreste - han får meget frit løb til meget. Jeg er den der giver mest synes jeg. Massager, lytter til ham, spørger til ham hvordan han har det. Jeg føler at mit forhold til ham er som sand imellem mine hænder, men jeg holdt minen og spurgte ham om hvordan han ville føle det hvis jeg sagde det samme til ham. Intet svar.

De sidste par dage før jeg tog afsted til dk, brugte vi ikke så meget tid sammen. Mest om aftenen og mest bare for at have sex, han vender sig om og sover. jeg har prøvet at være sød og dejlig med at give ham en ryg- eller benmassage. Jeg lægger mærke til den måde han kysser mig på - det er ved at blive hårdt - istedet for blødt og sensuelt. Jeg har så prøvet at give ham bløde og sensuelle kys, for at vise ham uden ord hvordan jeg kan lide det. Og han ved jo at jeg kan lide det. Men det bliver bare sådan nogle hurtige kedelige nogle.

Nu er jeg så i Danmark efter at have boet dernede i 2½ år. Han har ikke fortalt mig hvornår han har lyst til at komme. Jeg håber på efter jul. Men han siger intet. Og jeg presser ham overhovedet ikke. Jeg har slet ikke spurgt ham om hvornår han kommer, af frygt for at han vil sige jamen hvis du vil have jeg kommer så kommer jeg ikke. Det er helt helt skørt synes jeg. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det er jo ikke rigtigt at leve et forhold til en anden person, med frygt for at ønske eller længes efter dem.

Jeg er blevet bange. Jeg er ked af det og vred! Har lyst til at råbe og skrige af ham og sige jeg synes han er en idiot. Og hvorfor har han overhovedet brug for mig eller hvorfor vil han være sammen med mig? Jeg kom hjem i mandags og vi har talt over telefonen 2 gange. Når vi taler over telefonen er det som et resume over hvad vi har lavet. Jeg prøver at spørge til ham hvordan han har det, men jeg får et svar som at han er træt. Ikke mere snak derfra. Og han spørger mig ikke igen. Hvorfor kan jeg ikke kommunikere med ham? Hvad er det jeg gør helt galt, hvad er det jeg ikke kan se jeg gør forkert i dette forhold??

Nogle gange i mine tanker har jeg lyst til at vi ender forholdet. Jeg sover dårligt, fordi jeg drømmer om at han ignorerer mig i drømmen og leger et power-play med mig. I drømmen taler eller ser han ikke på mig, hvor jeg ligger helt stille og lader som om jeg heller ikke kigger på ham, men venter på at han skal komme. Den drøm gjorde mig gal og jeg vågnede op :evil:
Kære Per, hvad sker der for mig?

Jeg savner min kæreste og jeg elsker ham også. Vi siger dog ikke så ofte at vi elsker hinanden. Men det gør ikke noget for mig- jeg syntes vi har vist det ret ofte på andre måder - bare ikke her den sidste stk tid.

Hvis jeg er et uorganiseret menneske, hvordan kan jeg blive bedre til det? At han har sagt vi nok ikke skal arbejde sammen, har bevirket at jeg ikke kan stole på ham så meget. At jeg skal klare mig selv i alting uden at spørge eller forvente at han hjælper. Og tro mig, jeg har ikke spurgt om han hjælp forfærdeligt meget, men det kan jo være han fik nok da alle hans venner også spørger ham om hjælp her og der.

Jeg vil også gerne spørge dig Per, om jeg kan lære at sige fra meget hurtigere - måske at blive lidt mere aggressiv. ;)

Jeg overvejer at søge en psykoterapeut. Jeg kan mærke at jeg har mange indestængte frustrationer fra et tidligere forhold, som jeg ikke rigtigt kom igennem, og måske ting fra barndommen, der gør at jeg reagerer som jeg gør. Hvordan vælger jeg en psykoterapeut der er god, eller som passer til mit behov i København?

Mange mange tak på forhånd.
bedste hilsner
S
Brugeravatar
PER HOLM KNUDSEN
Site Admin
Indlæg: 5455
Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16

Svar: Mig og min tyske kæreste

Indlæg af PER HOLM KNUDSEN »

Hej S

Tak for dit lange indlæg.

Selvfølgelig vil du kunne få noget ud af at få noget individuelt psykoterapi, men umiddelbart synes jeg, at noget PARTERAPI var mere indlysende. I er jo to til at lave konflikten, og måske kunne han osse have godt af at se på sine reaktionsmåder.

:idea: Inden du vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG.

Du skal være velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk
Besvar

Tilbage til "PARFORHOLDET"