af Tobias » 17. apr 2008 08:04
Hej Per
Mange tak for dit hurtige svar, som jeg har tygget lidt på (og som har fået mig til at bestille den bog, som du anbefaler).
Det der med patologisk har også generet eller i hvert fald forvirret mig. På den ene side synes jeg, at det er helt ok og naturligt, at sorgen fylder så meget i min mors liv, også selv om det er over et år siden, min far døde. På den anden side, virker det på mig til, at der ikke er nogen ændring eller bevægelse i min mor: Som om hendes meget store sorg er hendes måde at holde min far i live på. Det er vist en svær balance. Jeg kan også synes, at hun nærmest dyrker sin sorg eller begraver sig i den.
Min mor er 65, det samme var min far, da han døde af sin lungekræft. De har kendt hinanden i cirka 40 år, og jeg kan godt se, at det spiller en kæmperolle, måske ikke mindst fordi min mor heller ikke er på arbejdsmarkedet.
Vi bruger en del tid på at tale om min far og gode minder. Det har jeg det nu også meget godt selv med. Jeg har heller ikke noget ønske om at presse min mor fremad eller at være den, der siger, at nu skal hun også se fremad og se positivt på tingene. Jeg har bare et ønske om, at min mor finder en god og sund måde at leve videre på.
Når jeg nu sidder og skriver så må jeg jo være ærlig og sige, at den er lidt dobbelt. Jo, det betyder meget for mig, at min mor har det godt og fremover vil få et godt liv. Men samtidig er det også krævende for mig, som situationen er nu, altid at se min mor trist og altid at skulle tale om min far. Dels er det tungt, dels aner jeg ikke, hvad jeg skal stille op.
Med venlig hilsen
Tobias
Hej Per
Mange tak for dit hurtige svar, som jeg har tygget lidt på (og som har fået mig til at bestille den bog, som du anbefaler).
Det der med patologisk har også generet eller i hvert fald forvirret mig. På den ene side synes jeg, at det er helt ok og naturligt, at sorgen fylder så meget i min mors liv, også selv om det er over et år siden, min far døde. På den anden side, virker det på mig til, at der ikke er nogen ændring eller bevægelse i min mor: Som om hendes meget store sorg er hendes måde at holde min far i live på. Det er vist en svær balance. Jeg kan også synes, at hun nærmest dyrker sin sorg eller begraver sig i den.
Min mor er 65, det samme var min far, da han døde af sin lungekræft. De har kendt hinanden i cirka 40 år, og jeg kan godt se, at det spiller en kæmperolle, måske ikke mindst fordi min mor heller ikke er på arbejdsmarkedet.
Vi bruger en del tid på at tale om min far og gode minder. Det har jeg det nu også meget godt selv med. Jeg har heller ikke noget ønske om at presse min mor fremad eller at være den, der siger, at nu skal hun også se fremad og se positivt på tingene. Jeg har bare et ønske om, at min mor finder en god og sund måde at leve videre på.
Når jeg nu sidder og skriver så må jeg jo være ærlig og sige, at den er lidt dobbelt. Jo, det betyder meget for mig, at min mor har det godt og fremover vil få et godt liv. Men samtidig er det også krævende for mig, som situationen er nu, altid at se min mor trist og altid at skulle tale om min far. Dels er det tungt, dels aner jeg ikke, hvad jeg skal stille op.
Med venlig hilsen
Tobias