af ib_hansen » 16. feb 2016 08:33
Jeg ved godt at jeg burde lægge det bag mig og være glad for alt, det vi har - men til tider bliver jeg så fyldt af sorg, vrede og harme over, hun kunne finde på det. Hvis målet var at komme væk fra mig, som hun siger, kunne hun have sagt det de gange jeg spurgte til det. Hun gjorde det og hendes plan var at fortælle mig det bagefter for at få afsluttet vores forhold, da hun ikke kunne forlade mig grundet hendes kærlighed til mig - det giver ikke mening i mit hoved.
Jeg har så svært ved at finde tilliden til hende grundet de mange løgne, tillid er bare så forbandet vigtig for mig - særlig nu. Hun løj desuden om flere forskellig ting efter jeg opdagede det, efter sigende for at beskytte mig mod den hårde sandhed, men det har bare forværret det hele. Jeg står nogen gange og tænker om det er mig der er en total hjernedød idiot, hvis jeg igen giver hende min tillid.
Det er som om det hele bølger frem og tilbage - de gode stunder ca. halvdelen af tiden er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg nok skal komme til at tilgive det, men de "sorte" stunder hvor det hele bare gør så forbandet ondt, har jeg mest lyst til at skrige hende ind i hovedet og gå min vej. Det er fandeme hårdt at være i den konstante bevægelse.
Jeg kan heller ikke forstå, at hun kan sige, at hun elskede mig, når hun samtidigt valgte at gøre, som hun gjorde. Jeg har sgu svært ved at tro på det - i min verden skader man ikke dem man elsker bevist - man kæmper for dem, hvis der er ægte kærlighed.
Ja det kan godt være, at forholdet ikke havde flyttet sig, men hvis man har det så skidt med sin partner, at et sidespring bliver muligt, så skal man f...... fortælle det og ikke føre ens partner bag lyst. Jeg kan slet ikke beskrive, hvad det gør ved en, når ens partner svigter på den måde. Jeg kan ikke slippe tankerne om, at hun har ligget sammen med en anden mand alt i mens, jeg var ved at dø af bekymring for, om hun var ok.
Jeg har virkelig svært ved at finde tiltroen til hende igen for hele det billede jeg havde af hende og vores fælles forhold blev smadret den dag, havde aldrig troet hun kunne svigte os på den måde og lyve mig direkte op i hovedet gentagende gange. Det er svært at give slip og stille sig selv der igen, hvor hun får muligheden for at skade mig.
Nogen dage eller timer har jeg bare lyst til at smide hende af helvede til og gøre det samme mod hende, andre tidspunkter er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg vil vores forhold. Det er bare en kæmpe rutsjebanetur, hvor alt kan gå op og ned i løbet af ingen tid, det er hårdt at være i og samtidigt vide, at det skyldtes den ene man troede man kunne stole på her i livet. Det er enormt opslidende at være i et forhold, hvor kærligheden er der samtidigt med, at der er had og vrede.
Det, der holder mig mest fra at tilgive, er nok ,at jeg de seneste 4 år har været nødsaget til at minde mig selv om, at hun var syg, og derfor kunne hun ikke give mig det, som jeg havde brug for. Jeg holdt fast i, at hun nok skulle blive klar en dag og lagde ikke skjul på, hvad jeg manglede fra hende, men hun kunne eller ville ikke give mig det. At hun blot 1 år efter min sygdom tillader sig at tolke mine handlinger som manglede kærlighed og derfor vælger en affære gør fandeme ondt, og jeg har virkelig svært ved at se det rimelige i det.
Jeg ved godt at jeg burde lægge det bag mig og være glad for alt, det vi har - men til tider bliver jeg så fyldt af sorg, vrede og harme over, hun kunne finde på det. Hvis målet var at komme væk fra mig, som hun siger, kunne hun have sagt det de gange jeg spurgte til det. Hun gjorde det og hendes plan var at fortælle mig det bagefter for at få afsluttet vores forhold, da hun ikke kunne forlade mig grundet hendes kærlighed til mig - det giver ikke mening i mit hoved.
Jeg har så svært ved at finde tilliden til hende grundet de mange løgne, tillid er bare så forbandet vigtig for mig - særlig nu. Hun løj desuden om flere forskellig ting efter jeg opdagede det, efter sigende for at beskytte mig mod den hårde sandhed, men det har bare forværret det hele. Jeg står nogen gange og tænker om det er mig der er en total hjernedød idiot, hvis jeg igen giver hende min tillid.
Det er som om det hele bølger frem og tilbage - de gode stunder ca. halvdelen af tiden er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg nok skal komme til at tilgive det, men de "sorte" stunder hvor det hele bare gør så forbandet ondt, har jeg mest lyst til at skrige hende ind i hovedet og gå min vej. Det er fandeme hårdt at være i den konstante bevægelse.
Jeg kan heller ikke forstå, at hun kan sige, at hun elskede mig, når hun samtidigt valgte at gøre, som hun gjorde. Jeg har sgu svært ved at tro på det - i min verden skader man ikke dem man elsker bevist - man kæmper for dem, hvis der er ægte kærlighed.
Ja det kan godt være, at forholdet ikke havde flyttet sig, men hvis man har det så skidt med sin partner, at et sidespring bliver muligt, så skal man f...... fortælle det og ikke føre ens partner bag lyst. Jeg kan slet ikke beskrive, hvad det gør ved en, når ens partner svigter på den måde. Jeg kan ikke slippe tankerne om, at hun har ligget sammen med en anden mand alt i mens, jeg var ved at dø af bekymring for, om hun var ok.
Jeg har virkelig svært ved at finde tiltroen til hende igen for hele det billede jeg havde af hende og vores fælles forhold blev smadret den dag, havde aldrig troet hun kunne svigte os på den måde og lyve mig direkte op i hovedet gentagende gange. Det er svært at give slip og stille sig selv der igen, hvor hun får muligheden for at skade mig.
Nogen dage eller timer har jeg bare lyst til at smide hende af helvede til og gøre det samme mod hende, andre tidspunkter er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg vil vores forhold. Det er bare en kæmpe rutsjebanetur, hvor alt kan gå op og ned i løbet af ingen tid, det er hårdt at være i og samtidigt vide, at det skyldtes den ene man troede man kunne stole på her i livet. Det er enormt opslidende at være i et forhold, hvor kærligheden er der samtidigt med, at der er had og vrede.
Det, der holder mig mest fra at tilgive, er nok ,at jeg de seneste 4 år har været nødsaget til at minde mig selv om, at hun var syg, og derfor kunne hun ikke give mig det, som jeg havde brug for. Jeg holdt fast i, at hun nok skulle blive klar en dag og lagde ikke skjul på, hvad jeg manglede fra hende, men hun kunne eller ville ikke give mig det. At hun blot 1 år efter min sygdom tillader sig at tolke mine handlinger som manglede kærlighed og derfor vælger en affære gør fandeme ondt, og jeg har virkelig svært ved at se det rimelige i det.