Hej Per Holm,

Jeg ville egentlig gerne have din vurdering af værdien af personlighedsforstyrrelser som begreb.

Jo mere jeg læser om området, des større er forvirringen omkring hele området. Hvis man tager et begreb som borderline, så har undersøgelser peget på, at mange individer ikke længere lever op til diagnosens kriterier efter 3 år, selv når de ikke behandles for det.

Et begreb som narcissisme udvandes af "tidens trend", og svære narcissister mener nogle ligefrem er psykopater.

Nogle har peget på, at kvinder med PTSD symptomer oftere blev diagnosticeret med borderline, mens mænd med tilsvarende kriterier i højere grad fik diagnosen PTSD. Dette til trods for at borderline generelt er kendetegnet ved negative forventninger til individets udvikling, og flere undersøgelser har peget på, hvordan negative forventninger kan farve menneskers adfærd.

Jeg har netop kendt en fyr med mange af de træk, der normalt forbindes med narcissisme fx løgne, utroskab, ydre-fokuseret mv. men samtidig har han haft omsorg og andre mere positive sider.

Hvis man tager en større menneske-mængde, så ville alle vel kunne kategoriseres indenfor et personlighedsforstyrret spektrum ud fra udadvandthed/indadvendthed/impulsivitet/aggression mv. men giver det også en bedre forståelse af de individer, når der indirekte ligger en forståelse af, at de er "forkerte og syge".

Er der ikke noget misforstået i det her?

Og hvad med hele problematikken omkring, at der ikke er nogle kvalitative mål for personlighedsforstyrrelser. Nogle har svær borderline forstyrrelse og kan hverken arbejde eller have relationer, mens andre måske kun har meget lette grader af det, bevarer samme arbejde i årevis og kun har problemer på enkelte områder.

Med alle de singler i DK pt, er vi så en borderline-forstyrret kultur, når vi ikke kan bevare et parforhold? Eller er det bare dybt indskrænket at forsøge at sætte etiketter på folk og forstå dem ud fra så forsimplede kasser?

Jeg har selv kæmpet med spiseforstyrrelser tidligere, men jeg er egentlig ikke i tvivl om, at det aldrig havde været tilfældet, hvis jeg ikke var havnet i en plejefamilie, hvor alt hvad jeg var og stod for blev dømt forkert, fordi det var jo dem, der kom fra en uproblematisk familie... Sjovt nok har ingen af mine søskende kæmpet med det samme. Så dømmer man rent faktisk folk ud fra det miljø, som de er opvokset i, når man nærmere burde forstå situationen i en helhed/større sammenhæng?

Jeg er lidt delt om det her område, fordi selvfølgelig kan man ikke altid tale dårligt om diagnoser. Som udgangspunkt ser jeg dem blot som mere begrænsende end givende...

Camilla

Hej Camilla

Nu er jeg jo først og fremmest praktiker og pragmatiker mere end teoretiker, så det er lidt af en opgave du har sat mig på.

Der findes jo mange forskellige skoler og antagelser inden for psykologien og psykiatrien, og ganske mange bekæmper hinanden. Det er altid godt at huske på, at diagnoser og teorier ikke er sandheder, men er nogle menneskers forsøg på at systematisere og kategorisere den virkelighed, der omgiver dem. Der findes mange forskellige diagnosesystemer og alt efter tidens strømninger (politiske og religiøse), nye opdagelser, mulighed for at score kassen osv., så findes der på stadig flere nye begreber, diagnoser og kategorier.

For ikke så lang tid siden var homoseksualitet f.eks. en psykiatrisk diagnose i den vestlige verden, og det er den såmen stadig i nogle samfund.

Så jeg forstår såmen godt din forvirring og af samme årsag, så bruger jeg ikke den slags diagnoser til ret meget. I almindelighed er de heller ikke særligt anvendelige overfor "normale" klienter. Der kan være nogen gange, hvor en diagnose kan være gavnlig for at give en besked videre til andre fagfolk.

Et sted hvor man kan se diagnosens meget lidt objektive karakter er spørgsmålet om pardannelse. Her går man ofte uden videre ud fra, at livslange monogame parforhold er det "sunde" og det "naturlige", men hvor i alverden har man det fra? Jeg mener, kønssygdommenes hastige spredning modsiger da antagelsen om det livslange monogame forhold!

Under min uddannelse til psykoterapeut brugte vi en del tid på f.eks. karakterstrukturer, de er gode at have i bagagen, men samtidig er det en god ide at glemme dem og i stedet at høre efter, hvad klienten siger.

Så diagnoser er ikke sandheder, de kan højst være hypoteser, der skal gøre forståelsen af komplekse problemer enklere - og af samme årsag kan de nemt komme til at blive opfattet som sandheder evt. som "domme" af klienterne. Og af samme grunde foretrækker jeg selv at benytte mig af ordet hypotese.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk