Skyldfølelse
: 28. nov 2007 15:08
Kære Per
Jeg har lige talt med en veninde. Hun er en ret perfektionistisk pige, der også altid har klaret sig godt både i skolen og i sit job. Nu har hun i et par omgange fået noget kritik på jobbet, hvor hun så får skyldfølelse over, at hun ikke har gjort det godt nok. Det er ikke en umiddelbar logisk eller fornuftig skyldfølelse, men en, der nærmest lammer hende og sætter store spørgsmålstegn ved hendes værdi og identitet. Set fra sidelinjen virker det meget irrationelt; der er netop fra sidelinjen ikke grund til at tage sådan på vej. Dels har hun ikke kvajet sig specielt (om overhovedet), dels kan vi jo alle sammen komme ud for, at andre ikke er tilfredse med ens arbejde. Men så simpelt er det ikke for hende, og intet som hendes omgivelser siger til hende af ret så gode ting, virker til at hjælpe overhovedet. Hun både bebrejder sig selv og tvivler i den grad på sit eget værd.
Hvordan håndterer du skyldfølelse, når du møder den i din praksis? Og hvordan håndterer du den, når det nærmest ligner et personlighedstræk og ikke en isoleret og "bærbar" dårlig samvittighed over et eller andet?
Og hvad ville du sige til min veninde - ud over at anbefale at se en god psykolog/terapeut?
Glæder mig til dit svar
Iben
Jeg har lige talt med en veninde. Hun er en ret perfektionistisk pige, der også altid har klaret sig godt både i skolen og i sit job. Nu har hun i et par omgange fået noget kritik på jobbet, hvor hun så får skyldfølelse over, at hun ikke har gjort det godt nok. Det er ikke en umiddelbar logisk eller fornuftig skyldfølelse, men en, der nærmest lammer hende og sætter store spørgsmålstegn ved hendes værdi og identitet. Set fra sidelinjen virker det meget irrationelt; der er netop fra sidelinjen ikke grund til at tage sådan på vej. Dels har hun ikke kvajet sig specielt (om overhovedet), dels kan vi jo alle sammen komme ud for, at andre ikke er tilfredse med ens arbejde. Men så simpelt er det ikke for hende, og intet som hendes omgivelser siger til hende af ret så gode ting, virker til at hjælpe overhovedet. Hun både bebrejder sig selv og tvivler i den grad på sit eget værd.
Hvordan håndterer du skyldfølelse, når du møder den i din praksis? Og hvordan håndterer du den, når det nærmest ligner et personlighedstræk og ikke en isoleret og "bærbar" dårlig samvittighed over et eller andet?
Og hvad ville du sige til min veninde - ud over at anbefale at se en god psykolog/terapeut?
Glæder mig til dit svar
Iben