*
PSYKE & SEX DEBAT
DEBAT- OG SPØRGEFORUM om PSYKE OG SEKSUALITET
ved PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

*
*
Dato og tid er 28. feb 2021 10:56

Alle tider er UTC+01:00




Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 23 indlæg ]  Gå til side 1 2 Næste
Forfatter besked
Indlæg: 27. sep 2008 22:45 
Offline
Tilmeldt bruger

Tilmeldt: 27. sep 2008 22:02
Indlæg: 10
Hej Per
Jeg er en pige på 18, og jeg aner ikke hvor og hvordan jeg skal starte. Føler mig rigtig dum, så hvis mit spørgsmål er helt hen i vejret så sletter du det bare!!

For at gøre en lang historie kort, har jeg det svært med nøgne mennesker, sex, nærvær, tillid m.m i den dur ... men også (især fyre/mænd) der gerne vil tæt ind på livet af mig, for at lære mig at kende. Jeg føler ikke jeg har noget at byde på, og det værste er, at interessen for at have sex første gang, og at have en kæreste bare slet ikke er tilstede!! Jeg er den eneste i min vennekreds der er jomfru, og det føles som om mine veninder er mere desperate på mine vegne end jeg selv er?

Jeg er en spade til det dér med at udtrykke følelser, så det blir i stikordsform..
1. mobbet i skolen
2. trælse oplevelser med blotter(e)
3. alkoholisk mor
4. mor dør i 2007
5. indlagt på ungdomsPsyk. Afd. med svær depression i sommerferien 08
6. min familie er lille og meget spredt rundt omkring i Dk.

Pt. er jeg ved at flytte hjemmefra.

Alt hvad jeg fortager mig, virker hele tiden så uoverskueligt, og jeg er så skide træt hele tiden.
Hvordan blir jeg en normal pige?

mvh og på forhånd tak,
den unormale pige!


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 28. sep 2008 08:09 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5442
Hej credomalata

Nu er begrebet "normal" ikke noget særlig godt begreb til at beskrive, hvordan vi mennesker skal være. Normal betyder jo bare "gennemsnitlig", og hvem gider egentlig at være gennemsnitlig :1:? Det er ikke fra det gennemsnitlige, det interessante her i verden kommer.

Måske skulle vi hellere spørge: Hvordan får du det godt med dig selv? Hvordan får du en bedre trivsel? Hvordan lærer du bedst at tackle de udfordringer, som livet osse fremover vil give dig? Hvordan får du lagt en belastet og ikke normal barndom bag dig på en for dig sund måde? Det er spørgsmål der er mere retning i for dig.

Som du beskriver det, så forstår jeg da godt, at du kan have svært ved at have tillid nok til andre mennesker til, at du får dig en kæreste. Får du hjælp nu i form af psykoterapi, for ellers tror jeg, at du kunne have stor gavn af det?

Du skal selvfølgelig ikke have dig nogen kæreste, før du er parat til det. Og hvorvidt du er jomfru eller ej er jo i grunden mindre væsentligt i forhold til så meget andet, du kan have brug for at få styr på lige nu.

Hvor er din far henne i alt det, du fortæller?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
 Titel:
Indlæg: 30. sep 2008 20:41 
Offline
Tilmeldt bruger

Tilmeldt: 27. sep 2008 22:02
Indlæg: 10
Uhh.. For at være ærlig, er jeg ikke helt stor fan af "hjernevridere" Jeg har svært ved at se folk i øjnene mens jeg taler og bliver altid så nervøs.

Min far bor sammen med sin kæreste, så det er begrænset hvor meget jeg ser til ham, men det gør ingenting, det har jeg det faktisk okay med, for sådan har det egentlig altid været.

Dét, jeg synes der er min største forhindring i hverdagen, er min irriterende tanke i baghovedet, der hele tiden minder mig om, at det hele er lige gyldigt, da jeg skal dø alligevel. Jeg har mistet interessen for ting der før betød meget for mig og så orker jeg intet. Jeg er meget aktiv i min fritid, men det hjælper ikke.

Jeg er mest af alt skide bange for at blive indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling igen. Jeg tar mig selv i at sætte en facade op foran familie, venner og min kontaktperson på afdelingen, om at jeg er i bedring, og jeg har det fint m.m Jeg har det ad h... til. Men VIL bare for alt i verden ikke indlægges igen..

De der følelser er kun til besvær. Jeg vil meget hellere være oppe hos min mor.


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 6. okt 2008 18:54 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5442
Hej credomalata

Det er bestemt heller ikke alle hjernevridere, jeg jeg ville være fan af eller have lyst til at arbejde med mit indre med. For at den slags skal kunne fungere, så er der forskelligt, der skal være i orden, læs mere om det her på denne side om VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG. På en ungdomspsykiatrisk afdeling er det jo ret begrænset, hvem man selv kan vælge. Hvad synes du var svært ved at være der? Hvad frygter du ved evt. at blive indlagt igen?

På mig lyder det som om, at du er vred, kan det passe? Vred på verden, vred på din mor der er død fra dig, vred på andre, vred på livet? Og det lyder lidt som om, at du vender din vrede ind ad, kan det passe? Det er måske det, der får dig til at tænke på, at det hele er ligegyldigt, at du alligevel skal dø, og at du hellere vil være sammen med din mor?

Da jeg var ung, havde jeg det ret svært, og i et par omgange var jeg osse indlagt på nogle psykiatriske afdelinger, hvor jeg ikke følte mig særlig godt hjulpet. Siden fandt jeg selv ud at give mit liv indhold, mening og tilstrækkelig retning. Det havde måske bl.a. med at gøre, at jeg valgte at påbegynde en videre uddannelse. Det gav mig et umiddelbart indhold og et fokus. Det var godt for mig.

Hvad gør du af godt for dig selv nu?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
 Titel:
Indlæg: 12. okt 2008 12:01 
Hej igen.

Det med vreden, er måske ikke helt forkert... Jeg er ikke så god til at fortælle mine omgivelser, hvordan jeg har det.

Jeg plejer at løbe en lang tur så jeg får ro fra tankerne og nuet. Det har egentlig også været en god hjælp men på det seneste, har jeg været meget ramt af den dér "ligegyldig - tomhedsagtige følelse." Jeg sover det meste af dagen og er ret dum til at bevæge mig ud i det sociale liv. Jeg er meget i tvivl vedr. valg af uddannelse, og hvad der skal blive af mig i fremtiden.

Jeg var oppe ved min læge i en anden forbindelse, og han begyndte at spørge ind til mig - og pludselig står jeg med en henvisning til et samtaleforløb hos en hjernevrider! Men jeg aner slet ikke hvor jeg skal starte henne, og især tanken om at tude overfor en fremmed er væmmelig.

UngdomsPsyk.Afdelingen var på en eller anden tosset måde, faktisk et godt fri rum til at få ro fra familien og fra skolen. Jeg har aldrig haft det så godt, som i de 4 uger jeg var indlagt. Men jeg tror det skyldtes der var mennesker omkring mig, der havde tid og lyst til at lytte og se mig, og ta sig af min families ubehagelige reaktioner. Jeg havde svært ved at formulere, hvad jeg var ked af, Det var et stor tabu for min nære familie da den øvrige familie og venner skulle vide jeg var indlagt.

Det sværeste ved at være indlagt, var ved måltiderne. Jeg har en spiseforstyrrelse i følge min kontaktperson. Det var virkelig ubehagelig at miste friheden til at kunne gå på toilettet alene. Dels skulle jeg også have taget blodprøver hele tiden, og jeg er ikke så glad for nåle.


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 12. okt 2008 17:35 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5442
Hej credomalata

Noget, du kunne lære hos en hjernevrider, er at give udtryk for dine følelser til en anden person, der er til stede. F.eks. lære at give udtryk for, hvad du kan være vred over. De fleste hjernevridere er vant til, at deres klienter græder, så det behøver du ikke at frygte, det opfatter vi som helt naturligt. :1:

Billede

Når du kommer op til hjernevrideren, så kan du jo bare starte med at fortælle, at du ikke ved, hvor du skal starte. Det handler jo ikke om at skulle være en dygtig klient, men om at du skal have hjælp til at få løst dine problemer. Det er hjernevriderens opgave at støtte dig i at få fortalt det, du har brug for at komme ud med.

Du ved jo sikkert godt, at spiseproblemer kan være ganske alvorlige - f.eks. kan opkastninger ødelægge tænderne.

Fortæl, hvordan samtalen med hjernevrideren forløb.

Hvad betyder "credomalata" for dig?

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Senest rettet af PER HOLM KNUDSEN 3. jan 2009 11:44, rettet i alt 1 gang.

Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 19. nov 2008 10:43 
Hej Credomalata

Åh, hvor jeg dog føler med dig... Og jeg forstår dig så godt - jeg har været på samme sted som dig for blot få måneder siden.
Jeg har i min barndom været heldig stillet rent materielt, og det modsatte rent følelsesmæssigt. Jeg fik aldrig gennemlevet en løsrivelsesproces fra min mor, hvilket jeg idag, som 26-årige, stadig kæmper med.

Jeg har også altid følt mig en smule opgivende, og første gang jeg tænkte på selvmord, var jeg kun lige blevet 14 år. Men det gik først helt galt, da jeg flyttede hjemmefra! Jeg har senere hen fået at vide, at det er forladthedsdepression, der viser sig, fordi jeg ikke helt ved, hvem jeg selv er, og derfor ikke kan finde ud af at leve for mig selv.
Lynhurtigt fandt jeg en kæreste, som jeg kunne læne mig op af, vi blev gift og var sammen i næsten 8 år. Da han efter de første 7 år begyndte at virke uinteresseret og irriteret over mig, brød forladthedsdepressionen ud i lys lue. Jeg gik helt ned og blev skilt fra min mand - men selvfølgelig først da jeg havde fundet en ny mand at læne mig op af.

Problemet med min nye kæreste er dog, at han nægter at lade mig leve igennem ham! Han giver ingen garantier, ingen tryghed og ingen bekræftelse i form af ordene "jeg elsker dig." Så nu, hvor jeg er sammen med ham er jeg pludselig nødt til at tænke selv! Jeg skal tage mine egne beslutninger - han vil ikke gøre det for mig. I starten vendte jeg tilbage til at spørge min mor, når jeg var i syv sind om noget, og hun tog mine beslutninger for mig. Men nu hvor jeg har gået i terapi i ca. 3 måneder, har jeg lært at tage mine egne beslutninger. Det er stadigvæk svært for mig at fastholde min mening - jeg kommer altid i tvivl bagefter, om det nu var fair, rigtigt osv., men jeg er blevet bevidst om det, og min terapeut bekræfter mig i, at jeg selv kan klare det...

Det jeg vil sige til dig er, at jeg tror, du har en forladthedsdepression, hvilket ikke er spor underligt med din baggrund. Jeg vil fortælle dig, at det ikke føles spor ubehageligt at gå i terapi, hvis man finder en terapeut, man matcher godt. Den første, jeg gik hos, gav mig ikke rigtig noget, fordi jeg ikke følte, at han oprigtigt interesserede sig for mig. Men ham, som jeg går hos nu, er virkelig bare fantastisk! Egentlig gør han ikke så meget - han vrider bestemt ikke min hjerne, og han graver ikke længere ned i noget, end jeg selv har lyst til. Men han spejler mine følelser - han viser mig, at det er okay, at føle de ting, som jeg gør. Og så lærer han mig at tackle følelserne på en konstruktiv måde istedet for at skære mig i armen (i dit tilfælde at fortsætte din spiseforstyrrelse.)

For få måneder siden var det eneste, jeg ønskede at dø. Nu er jeg kommet så langt, at jeg ikke længere skærer i mig selv, og jeg tænker ikke mere over døden. Min hverdag fungerer igen, og jeg har fundet glæden igen ved at være sammen med mine børn - som jeg for blot to måneder siden, ikke engang magtede at passe alene! Jeg kæmper dog stadig med ikke at klynge mig til min kæreste eller min mor, og jeg synes, det er svært at være social. Men ét skridt af gangen, ikke?

Jeg vil ihverfald håbe, at du vil tage imod hjælp til at komme videre, for det kan faktisk lade sig gøre - og endda kan det gå hurtigt, hvis du kæmper for at åbne op. Og sørg for at finde en terapeut, som du føler dig tryg ved. Det kan godt være, at der skal gå et par gange, men så skal du gerne begynde at turde slappe af i hans selskab. Jeg ønsker virkelig, virkelig for dig, at du får det bedre - og første skridt; at du tør tro på, at du kan komme igennem dette mareridt! Jeg krydser fingrer for dig...

Mange tanker fra
Mette


Rapporter indlæg
Top
   
 Titel: Hej igen :)
Indlæg: 2. jan 2009 23:26 
Offline
Tilmeldt bruger

Tilmeldt: 27. sep 2008 22:02
Indlæg: 10
Tak for ordene Mette :) Og hej igen Per

Det er et stykke tid siden jeg har været herinde, men jeg har gode nyheder.

Jeg starter på Hf på mandag d.5 januar og glæder mig faktisk til at møde mine nye, fremmede klassekammerater.
Jeg er begyndt hos en hjernevrider........
Men han viser sig faktisk at være ret cool og absolut slet ikke så skummel som jeg ellers først havde anslået ham til at være. :flov:

Det har taget mange timer, før han har fået lov til at nå ordenligt ind, men nu tør jeg tilgengæld også at fortælle alt, uden at være bange for at skulle blive indlagt igen, for det er heller ikke hans hensigt.

Det har hjulpet utroligt meget at flytte hjemmefra. Jeg har det nemmere ved at invitere vennerne hjem til mig, og det super rart ens far ikke længere blander sig. Men rent faktisk er vi slet ikke på talefod længere. Det er jeg lidt ked af, men jeg håber på det bliver bedre med tiden.

Det er dejligt at julen er et overstået kapitel nu, det har gået mig meget på, og jeg har set frem til at kunne skrive 2009 på papiret. Jeg kæmper stadig lidt med de daglige overvejelser om hvordan og hvornår det ville/kunne være bedst at rejse op til mor. Men jeg er så bange for hun ikke vil synes om det, men jeg savner hende ubeskrivligt meget. Og det er jeg flov over, for det er 2 år siden til februar hun døde. Jeg burde fungere og have en uddannelse i hus nu, men i stedet føjter jeg omkring.

Det eneste jeg ikke tør fortælle min hjernevrider, er mine indimellem meget nærgående tanker om selvmord. Jeg tror ikke det er så godt at blive indlagt igen.. Det er så svært at få et job når man har været indlagt på ungdomspsyk...

"Credo malata" betyder i øvrigt "Jeg tror jeg er syg" på italiensk. (det var Per der spurgte)


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 3. jan 2009 12:19 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5442
Hej "jeg har gode nyheder" :1:

Det er rigtig dejligt at høre, at det går dig meget bedre, og held og lykke med Hf.

Dejligt at høre at du er nogenlunde tryg ved din hjernevrider, det er et rigtig godt tegn, og er med at få dig på fode igen efter din nedtur. Der er absolut intet mærkeligt i, at du savner din mor, selvfølgelig gør du det. Det er kun 2 år siden hun døde, og du er ikke mere end 18 år. Sørg over hende så længe du har brug for det.

Jeg synes, at det er vigtigt, at du får talt med din hjernevrider om, at din længsel efter din mor til tider kan være så stærkt, at du tænker på selvmord. Sådan kan man godt have det ved stor sorg, jeg har selv tænkt på selvmord - og sågar forsøgt på det engang, da jeg var ung - og heldigvis lever jeg i dag. Man kan tids nok komme i himlen [engel] (hvis man tror på den). Og din mor ønsker sig helt sikkert, at du får et langt og godt liv på jorden her, før end I om mange, mange år skal mødes igen :1:.

Der er ingen der nogensinde får at vide, at du har været indlagt på en ungdomspsyk (ud over din læge), med mindre du selv fortæller det.

Du har som alle andre unge brug for lidt afstand til dine forældre - her din far - det vil ændre sig med tiden. Så godt at det har hjulpet dig. Og unge i din alder føjter ret meget omkring - de unge jeg kender gør det i hvert fald. Uddannelse og føjt og venner :1:.

Skriv igen og fortæl hvordan det går dig [thumbsup].

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
 Titel:
Indlæg: 7. jan 2009 01:37 
Offline
Tilmeldt bruger

Tilmeldt: 27. sep 2008 22:02
Indlæg: 10
Hej Per

De 2 første dage på HF er gået ok, men jeg overvejer meget at blive selvstuderende. Jeg kan ikke koncentrere mig, og jeg føler mig skidt tilpas mellem alle de mennesker. Jeg føler der står "ungdomspsykiatrisk patient" i panden på mig.
Nogle dage er jeg meget opsat på at få huen, andre dage giver absolut intet mening. Jeg føler mig så forvirret indvendig og i dag har jeg gemt mig væk under dynen, og sovet mig væk.

Kan en psykolog imod klientens vilje, godt kræve man skal indlægges? Jeg er lidt bange for hans reaktion hvis jeg fortæller ham nærmere om, hvad der egentligt foregår i min knold.. :roll:

Jeg har ikke en spiseforstyrrelse, jeg er bare utrolig forfængelig med min krop. Men tankerne er mere på mad efter jeg er flyttet hjemmefra. Min nabo er et motionscenter, hvilket konstant minder mig om, hvor jeg burde være i stedet for at sidde på min flade i skolen. Allerede i dag på 2. skoledag fik jeg så dårligt samvittighed over min krop, at jeg pjækkede fra de 2 sidste timer til fordel for at træne.

Nå jeg må hellere hoppe i seng, hvis jeg skal kunne stå op imorgen
[blink01]


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 7. jan 2009 07:16 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5442
Hej credomalata

Giv dig nu en chance [thumbsup]. Der er ikke noget usædvanligt i, at det er svært i en ny gruppe til at starte med. Find dig en ven eller to i gruppen og udvid så langsomt din vennekreds. Og så må du lære at kende forskel på føle og tænke, du skriver: Jeg føler der står "ungdomspsykiatrisk patient" i panden på mig. Men det gør du faktisk ikke: Du tænker der står "ungdomspsykiatrisk patient" i panden på dig. Forskellen er, at følelser kan du ikke gøre noget ved, tanker kan du ændre. Du kunne tænke noget andet om dig selv, f.eks.: Jeg er en usikker HF-studerende, og det er naturlig i starten.

Der er intet af det, du har fortalt her, der ville få nogen professionel til at tænke på at indlægge dig, dertil fungerer din knold alt for godt. :2:

Prøv om du ikke kan lave en god fordeling mellem HF og træning. Faktisk er det en rigtig god ide med fysisk aktivitet, når man læser, det hjælper på indlæringen. Så gør det ikke til en modsætning, men til noget der på glimrende vis supplerer hinanden.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
 Titel:
Indlæg: 12. jan 2009 00:46 
Offline
Tilmeldt bruger

Tilmeldt: 27. sep 2008 22:02
Indlæg: 10
Hej igen Per :flov:

Jeg er simpelhen så flov over jeg skriver igen, men jeg aner ikke mine levende råd mere. Det hele er uoverskueligt. Jeg kan ikke samle tankerne om det jeg skal i skolen, eller finde lysten til at omgås mine veninde, de er alle snart studenter og perfekt indrettet i deres liv.
Dels har jeg også opdaget at jeg har for få timer til at kunne få su, så min økonomi hænger snart i en tynd tråd, men når det hele kommer til stykket er jeg nok mest flov over jeg ikke kan gennemføre en uddannelse lissom andre unge. Mine veninder får hue på til sommer, det vil jeg også rigtig gerne, men lysten og energien mangler.

Der er også sket noget mærkeligt i dag. Min psyk har opfordret mig til at "blive luftet" så jeg ikke sumper i min lejlighed, så vi gik en lang tur i dag og snakkede om løst og fast. Det var faktisk rigtigt rart, men jeg er lidt bange for at komme til at binde mig til ham... Han forstår mig meget bedre end min egen far. Min egen far og jeg er desværre ikke på talefod for tiden, men jeg er mere ked af tanken, hvis min psyk får vrøvl pga han går tur med sin klient (mig) udenfor arbejdstiden.

Jeg ved ikke rigtig hvad der sker i min knold lige nu, jeg er bare så ked af det hele, men kan ikke græde. Det gør virkelig ondt indeni, akkurat som mens jeg var indlagt. Min familie siger det ødelægger min fremtid, hvis jeg blir indlagt igen.

Men hvis min fremtid alligevel ikke lover godt, og jeg ikke kan få en uddannelse, så synes jeg efterhånden jeg har argumenter nok til at ta op til min mor.

Med andre ord kniber det stadig med at finde meningen med tingene.
Har du et godt råd?


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 14. jan 2009 13:29 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5442
Hej credomalata

Du skal såmen ikke være flov over at skrive, det er helt ok med mig :1:. Jeg svarer, når jeg har tid.

Det er ikke så godt med økonomien, har du ikke mulighed for at få noget hjælp fra din kommune? Tag en snak med en socialrådgiver, kommunen skal jo hjælpe med at rådgive dig!

Der er skam mange unge, der ikke bliver færdige i en fart, så du har ret mange kolleger i samme situation som dig. Så lad være med at presse dig selv, det er jo vigtigere, at du ikke kører ned på det, end om du bliver færdig før eller senere.

Det lyder som en fornuftig psyk. Motion og frisk luft og godt selskab er faktisk rigtigt gode midler mod depression :1:. Noget af det, der hjælper én videre i livet og terapien, er faktisk, at man får en god binding til sin psykoterapeut - og at denne ikke sjældent kommer til at fungere som en god far og/eller mor. Man kan lidt fraseagtigt sige, at det ikke er for sent at få en god barndom :1:.

Din familie har ikke ret, selv om du skulle blive indlagt igen, så kan du sagtens komme videre i dit liv. Jeg var selv indlagt i to omgange, da jeg var ung - og jeg er da bestemt kommet videre med mit liv - uden at indlæggelserne nogen sinde har været på banen :1:.

Så du har ikke noget at frygte! Pas din uddannelse så godt du kan, snak med din psyk., og hvis han vil gå tur med dig og snakke frem for at sidde i en stol, så gå med. Vi er nok en del psykoterapeuter, der kunne tage gåture med i vore terapi - hils din psyk. og sig, at det er en rigtig god ide. [thumbsup]

Og du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 14. jan 2009 23:17 
Offline
Tilmeldt bruger

Tilmeldt: 27. sep 2008 22:02
Indlæg: 10
Ok Per jeg vil tjekke mine muligheder hos kommunen og ikke spekulere så meget mere på alt det uddannelsespjat :)

Du er sexolog.. Du må vide bedst, øhm jeg har chattet med et par på scor.dk og vi bor i samme by. Der er 16 år mellem os, men det piner mig sådan at være jomfru når alle ens veninder ikke er. Jeg havde besøg af ham igår og han nussede, kælede og krammede mig, og han respekterede vores stop ord. Han tog min mødom med en finger og det gjorde ikke sån direkte ondt, men jeg kan ikke rigtig finde ud af at nyde og gi mig hen..
Det føltes utroligt rart med alle de krammere, men i dag har jeg utrolig skyldfølelse omkring oplevelsen. Jeg havde bind for øjnene så min blufærdighed var slet ikke så dominerende som ellers.
Han vil gerne "lære mig op" hvis man kan sige det, og han tænder på at give unge piger en god, sikker sex oplevelse. Han har kone og børn og konen har også "legekammerater" så jeg egentlig ikke så angst for ham, men mere for hvordan det er at have sex første gang...?
Men det jeg spekulere mest over, er, om det er ok at tænke "sex er et behov og der behøver ikke at være følelser indblandet for at have det rart"

Er det meget forkert? Jeg har ikke fortalt det til nogen, ikke engang min psyk - men kan egentlig godt lide at jeg har mulighed for at være i den normale verden og så i den anden verden i selskab med ham ?
Han puttede mig inden han gik og for en gangs skyld følte jeg ikke lede ved min krop. Er det mon klogt det jeg har gang i ?


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 16. jan 2009 20:55 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5442
Hej credomalata

Der er mindst to ting at sige om det:

1) Lad dig ikke styre af, hvad dine kammerater gør, har gjort, ikke har gjort, været ude for osv. Vi er alle forskellige - og har alle vores specielle liv. Det handler om, at vi hver især får den kvalitet ind i vores liv, som passer netop til os.

2) Hvis du har det godt med at experimentere med din seksualitet og føler dig tryg ved din partner, så er der ikke noget at fortryde. Vi har alle vores personlige tilgang til de første seksuelle oplevelser - og osse siden til de, der følger efter. Det handler først og fremmest om, at du har det godt med det, du gør og ikke om, hvad andre tænker om, det du gør.

Læg mærke til dine grænser - og sig til til manden, hvis du synes, det er for meget. Synes du, at det bliver problematisk, så snak med din psyk. om det. Hvis du ikke har behov lige nu for at fortælle ham det, så lad være, det virker ikke umiddelbart som noget problematisk - altså ud over din forståelige usikkerhed. [thumbsup]

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 23 indlæg ]  Gå til side 1 2 Næste

Alle tider er UTC+01:00


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan skrive nye emner
Du kan besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Gå til:  
cron
Udviklet af phpBB® Forum Software © phpBB Limited
Dansk oversættelse & hjælp: Olympus DK Team
[ Time: 0.357s | Queries: 18 | Peak Memory Usage: 4.78 MiB ]