Hej Per

Mon du kan anbefale mig nogle bøger. De skal populært sagt handle om at finde sig selv, at finde kernen i sig selv, blive den man dybest set er etc.

Når jeg er nysgerrig på dette, er det fordi, jeg har oplevet at blive ved med at gøre det samme og det samme og så få samme resultater: nemlig dem, jeg egentlig ikke ønsker. Jeg kan ikke helt tage mig sammen til noget som helst. Jeg kan lægge planer om det. Men jeg får det aldrig gjort. Og jeg aner ikke, hvad jeg reelt skal bruge mit liv til. Alt det bringer mig i en yderst negativ og selvdestruktiv ond spiral, hvor jeg slet ikke får gjort noget. Og så dunker jeg mig selv i hovedet. Bliver trist og får endnu dårligere selvværd.

Det er som om, jeg i årevis har forsøgt at få mig til at gøre en masse ting, som jeg dybest set bare har pisket mig selv til, men som jeg egentlig ikke har lyst til - men jeg synes, at jeg burde, jeg mener, at det bør jeg også gøre, for hvad ville andre tænke, og jeg kunne synes, at jeg står til ansvar for min familie. Det er måske gået op for mig, at store dele af mig ikke rigtigt vil alt dette. Men på den anden side vil jeg ikke bare blive ved med at ligge på sofaen og lave ingenting. På den måde føler jeg mig fanget af et kæmpebjerg af alt det, jeg burde, alt det, jeg har følt mig pisket til i hele mit liv, og så at jeg jo ikke bare kan ligge på sofaen; og fanget af en eller anden kerne, jeg forestiller mig i mig, der forsøger at fortælle noget, som jeg ikke ved. En kerne af mig selv, jeg slet ikke kender. Det kunne jeg godt tænke mig at læse noget om - og du må da også meget gerne selv give dit besyv med.

På forhånd tak

Iben

Hej Iben

Som du kan se, så har jeg flyttet dit spørgsmål. Det har jeg gjort, fordi du selvfølgelig ikke kan læse dig til "En kerne af mig selv". Jeg ved ikke, hvor langt du er kommet i dit psykologistudie, men i grunden rører du ved noget, som osse længe har været en faglig strid. Er det tilstrækkeligt at læse og høre oplæg om andre mennesker, eller er man nødt til at have fingrene ned i sit eget stof = egenterapi?

Hvad er i grunden motivet til, at man vil hjælpe andre mennesker med deres problemer? Det er et meget vigtigt spørgsmål, hvis man vil være psykolog/psykoterapeut/psykiater. Ikke sjældent bunder det i éns egne personlige problemer, opvækst, sår m.m. I Foreningen af Professionelle Psykoterapeuter har vi det krav til medlemmerne, at de skal have haft egenterapi i et betydeligt omfang i forbindelse med deres psykoterapeutiske uddannelse. En grunduddannelse som psykolog er ikke tilstrækkeligt. Når vi anser det for væsentligt, så er det dels en beskyttelse af klienten mod, at psykoterapeuten sidder og arbejder med sit eget stof på klienten; psykoterapeuten skal kende sit eget stof og vide, hvor hans/hendes faldgruber, sår m.m. er. Dels er det en beskyttelse af psykoterapeuten, så han/hun ikke brænder ud i sit arbejde med andres problemer. Det gavner at læse - og det er langt fra nok, man skal have egenterapi.

Man kan på en anden måde sige, at psykologistudiet støtter den boglige begavelse, mens psykoterapeutuddannelsen støtter den praktiske begavelse og erfaring.

Så Iben, jeg ved ikke hvor megen egenterapi, du har fået, men de eksistentielle(?) problemer, som du beskriver, lyder for mig som en klar nødvendighed for dig at få arbejdet med i egenterapi. Du skulle jo nødig ende som en udbrændt psykologistuderende. Så det handler ikke om at få hældt mere på hjernen, men om en regulær "hjernevask" (egenterapi).

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk

Tak for dit svar.

Og jeg er selvfølgelig 100% enig med dig (og i parentes bemærket arbejder jeg ihærdigt på at gøre noget ved det). Derfor kunne jeg nu godt være nysgerrig efter at vide, hvilke bøger du ville pege på som relevante i den sammenhæng?

KH

Iben

Hej Iben

Nu kender jeg jo stort set intet til din personlige baggrund, så derfor vil jeg foreslå 4 bøger, som måske ikke er så læste mere, men ikke desto mere kunne pege på noget af det, som du beskriver.

En bog jeg har haft stor glæde af er
Paul Watzlawick: Det er håbløst, men ikke alvorligt, IDEAS 1983
Med teksteksempler af bl. a. Ovid, Sartre og Laing anvises i ironiske og satiriske vendinger vejen til den fuldkomne ulykkelighed.

Colette Dowling: Askepot komplekset, Kvinders skjulte frygt for selvstændighed. Lindhardt og Ringhof. 1986

Harold Greenwald: Valgterapi. Socialpædagogisk Bibliotek, 1976

James F. Masterson: Det truede selv. Borderline og narcissisme - personlighedsforstyrrelser i det moderne samfund. Hans Reitzels Forlag 1999

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk