*
PSYKE & SEX DEBAT
DEBAT- OG SPØRGEFORUM om PSYKE OG SEKSUALITET
ved PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

*
*
Dato og tid er 24. feb 2021 21:19

Alle tider er UTC+01:00




Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 14 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 4. jul 2006 00:47 
Hejsa!

Da jeg skrev overskriften kunne jeg ikke lade være at smile lidt af mig selv, for jeg føler mig som et forkælet barn når jeg formulerer mig sådan!
I virkeligheden er jeg en voksen kvinde på 27, med et lille barn på 2 år!

Jeg ved ikke helt hvad det er jeg vil med det her - nok egentlig bare have muligheden for at fortælle min historie og få andres ( en professionels) mening om min historie!

Og min historie er lang - så det kommer nok til at fylde lidt!

For 6 mdr. siden sagde jeg til min mand, at jeg ville skilles. Vi havde været sammen i næsten 10 år - gift i 5, men havde det sidste lange stykke tid haft en del problemer!

For det første gik vores sexliv meget tidligt i stå - da vi blev gift var det allerede kun en gang hver 2. - 3. måned. Jeg vidste godt, at det ikke var godt, men troede dengang, at det var fordi han var stresset over sin uddannelse, som han sagde, og at det nok skulle blive bedre med tiden - det blev det ikke!

Vi har selvfølgelig haft en masse godt sammen, men jeg har igennem de 10 år jeg kendte ham på nogen punkter fungeret lige så meget som hans psykolog, som hans kæreste - han havde så mange problemer (bla. med barndommen, selvværdet og familien), men nægtede at gå til en psykolog med det, selv om jeg bad om udtrykkeligt om det flere gange.

Det hele endte med i større og større udstrækning at handle om ham, og der var slet ikke plads til mig.
Det kulminerede da vi fik barn og han overhovedet ikke var der for mig - stadig var det kun ham det handlede om, og det eneste jeg hørte var kritik og utak, han kunne også blive vældig aggressiv, når vi skændtes og har enkelte gange slået mig.
Jeg spurgte om han ville med i parterapi og han sagde nej, senere sagde jeg, at jeg ikke vidste om jeg ville mere - dette var i september sidste år.

Sidste sommer gik det så op for mig, at jeg havde forelsket mig i min rigtig gode ven fra mit studie. Jeg tror egentlig altid, jeg har haft nogen helt særlige følelser for ham - alle de andre på studiet troede i lang tid, der var noget mellem os, for vi var sammen altid! jeg gik i flere måneder og blev mere og mere bevidst om min forelskelse, samtidig med at jeg ikke vidste, om jeg ville blive i mit ægteskab.

I Januar skete det så - det fantastiske og det frygtelige, en aften på skolen sammen med nogle venner endte med, at vi kyssede hinanden, da han skulle til at følge mig til bussen! Han sagde, at han altid havde syntes, at jeg var dejlig, men havde lagt låg på pga. mit ægteskab. Jeg havde naturligvis fortalt ham om, at jeg ville gå fra min mand. Han sagde, at han nærmest følte, at vi var soulmates - at vi passede så godt sammen, at han altid havde tænkt sådan, selvom han ikke havde gået rundt og været forelsket i mig. I det hele taget sagde han alt det rigtige - at det var min søn, der var det vigtigste f.eks.

Der gik en uge, hvor vi sendte hede sms'er til hinanden mere eller mindre konstant og mødtes så meget det kunne lade sig gøre - så sagde jeg til min mand, at jeg ville skilles! Han flyttede efter 4 dage, men var meget ked af det. Jeg havde ikke sagt noget om min ven til ham, da dette jo ikke var grunden til, jeg ikke ville være sammen med ham mere, men alene grunden til at det blev nu!

Mit forhold til min ven gik meget stærkt. Vi besluttede hurtigt at det var bedst at mødes hos ham, når min søn var hos min mand, og så en enkelt dag i mine weekender, da vi ikke brød os om, at det blev for familieagtigt - han havde jo også mødt min mand ved flere lejligheder.

I starten gik det rigtig godt - han fortalte mig, hvor meget han elskede mig osv. Vores sexliv var intet mindre end fantastisk - det var vi begge enige om. I det hele taget var vi rørende enige om, at vi passede perfekt sammen. Men langsomt begyndte det at gå ned ad bakke. Jeg var meget usikker og spurgte konstant, om han nu elskede mig og ville forholdet osv. Hvis han ikke lige havde sms'et en dag, blev jeg straks nervøs og spurgte hvorfor. Han har altid kendt mig som en stærk selvstændig kvinde men så nu en usikker, selvudslettende pige, der havde ufatteligt meget brug for omsorg og bekræftelse - jeg kunne slet ikke være mig selv.
Jeg fortalte ham hele tiden hvor bange jeg var for at miste ham.

Han holdt ud længe efter min mening - i 5 mdr. på den måde. Men for en måned siden sagde han så, at han ikke følte han elskede mig, som han havde gjort tidligere. At jeg var den bedste ven, han nogensinde havde haft ,og at han ikke ville miste mig. Jeg græd og bad om en chance til, fortalte at jeg ikke havde følt, at jeg kunne være mig selv, at jeg havde arbejdet så hårdt på at virke glad, at jeg ikke havde været mig! Var faktisk ret ynkelig hvis jeg selv skal sige det. Spurgte om han stadig var tiltrukket af mig og han sagde ja - vi var også sammen efterfølgende (stadig rigtig godt). Spurgte om det ikke bare kunne være, at vi skulle have en pause - og han sagde måske. Om han havde droppet tanken om mig som fremtidig kæreste og han sagde nej!

Nu er der så gået en måned, og grundet min beslutning har vi ikke set hinanden, men skal nu mødes snart! Jeg kan selv mærke, at jeg har det meget bedre, at jeg havde brug for at få noget tid alene for at finde mig selv efter min skilsmisse. Jeg kunne ikke længere selv tro, at jeg var stærk og selvstændig, når jeg inderst inde følte mig afhængig af ham, fordi jeg var bange for at være alene.

Mit problem er bare, at jeg håber så uendelig meget på, at vi kan finde sammen igen - jeg føler ikke, vi har haft en chance pga. tidspunktet - at vi virkelig har noget særligt sammen, som jeg aldrig i mit liv vil finde med nogen anden. (Jeg følte også, at vi havde noget ganske særligt i alle de år, vi kun var venner) At det er meningen, at vi skal være sammen.
Jeg kan bare ikke bære hvis han er helt færdig med mig!

Så nu stiller jeg det spørgmål, jeg snart river tungen ud af munden på mig selv, fordi jeg er træt af at høre mig selv sige: Har jeg mon en chance?
Kan jeg mon få ham tilbage, nu hvor jeg er kommet ovenpå igen.
Kan man (læs:han) godt blive forelsket i den samme en gang til, selvom man har prøvet forholdet og slået op?
Hvordan kan han elske mig som sin allerbedste ven nogensinde, og være meget tiltrukket af mig, men ikke elske mig?
Nu føler jeg mig endnu engang lidt ynkelig, men jeg har brug for at komme af med min historie.

Håber der er nogen der vil svare mig, selvom det var en lang smøre at komme igennem :-)


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 4. jul 2006 08:13 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5442
Hej Den forelskede

Nu er jeg gudskelov hverken spåmand eller clairvoiant, for så ville jeg ikke kunne være i mit hus for alle de penge, jeg kunne skovle ind på lotto og tips :28:

Jeg vil holde mig til Storm P., som så fornuftigt sagde: Det eneste man ikke kan spå om er fremtiden! :1:

Fortæl om fortsættelsen på din historie, når du har mødt din ven igen. Pøj, pøj.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 21. jul 2006 00:59 
Jamen så vil jeg da skrive igen og fortælle fortsættelsen på den historie min veninde siger er bedre end de amerikanske soaps i tv :-) Det er rart at have et sted man kan komme af med de ting man har lyst

Havde oprindeligt en aftale med min ven om at vi skulle på ferie sammen, men efter at have snakket sammen for første gang siden vi slog op, besluttede vi at det nok ikke var smart - at risikoen for at det ville gå galt var for stor. Tog i stedet på ferie med nogen andre, og vi aftalte at mødes når jeg kom tilbage.
Dagen efter jeg var kommet hjem skrev han så og foreslog at vi fandt ud af noget.
Vi mødtes til frokost og var sammen resten af dagen. Jeg kunne med det samme mærke at der stadig var noget imellem os. På et tidspunkt tog han mig i hånden, jeg overvejede meget om jeg skulle sige noget, og besluttede mig til sidst for at spørge om ikke det var ham der havde sagt at vi skulle være venner. Vi slap igen og han sagde at det bare var meget svært at lade være med at røre ved mig. Senere var vi også tæt på at kysse, men der skete ikke noget.

Vi havde det i det hele taget rigtig sjovt, og jeg følte at jeg kunne være meget mere mig selv end jeg havde været i al den tid vi kom sammen. Det endte med at vi efter at have spist ude tog hjem til mig, fik alt for meget at drikke og endte med at holde den vildeste sex-maraton hele natten og en del af næste morgen. Langt bedre end det havde været til sidst - selvom det altid har været godt! Han sagde også at han stadig holdt meget af mig og at jeg var den der havde betydet/betød mest for ham nogensinde både som ven og som kæreste.

Men der kom jo et tidspunkt hvor vi var nødt til at snakke om hvad der nu skulle ske. Jeg bragte spørgsmålet på bane, og han tænkte i meget lang tid, men endte med at sige at han var meget forvirret med hvad han følte. Han havde alle de her følelser for mig, men mente at forelskelsesfølelsen var væk. Han ville på den ene side gerne prøve igen, men var på den anden bange for at det vile ende med det samme som sidst, og frygtede at han ville skulle såre mig igen.

Efter nærmere diskussion (vi havde en rigtig god snak om vores forhold) kom det frem at han følt at han havde været meget egoistisk og derfor følte at han kom til at gøre mig ked af det, at han tvivlede på om han overhovedet duede til at have et forhold, eller om det mon passede bedre til ham at være alene altid, så han kunne være lige så egoistisk som han havde lyst til. dertil kom at han nok var nået frem til at han aldrig selv ville have valgt at få børn... det var i hvert fald ikke sikkert - og han havde det derfor svært med rollen som papfar.

Vi snakkede videre og overvejede flere forskellige muligheder - en ting er sikkert: venner dur vi vist ikke til at være (medmindre venner har ufattelig god sex hver gang de ses), så vi endte med at aftale at holde 2 måneders pause, hvor jeg får mulighed for at finde mig selv og få styr på mit liv efter min skilsmisse og alt det der (noget jeg kan mærke at jeg stadig har brug for) og han kan få styr på sit liv, der heller ikke er helt simpelt, og så prøver vi igen til den tid. Jeg sagde hvad vi så gjorde hvis han havde det på samme måde om 2 mdr. og han sagde at så prøvede vi alligevel, for det følte han at vi skyldte os selv. Det blev jeg ret glad for!
Vi havde det begge svært med at der går så lang tid før vi ses igen, og han foreslog at vi måske kunne ses bare en gang, hvilket jeg afslog - enten ses vi eller også holder vi pause - så vi blev ved aftalen!

Så nu sidder jeg her - har ikke lyst til bare at vente, og det gør jeg vel heller ikke, men jeg savner ham, og kan ikke lade være med at håbe på at det går denne gang. Jeg er bare så bange for at glæde mig for tidligt :-/

Hilsen "Den forelskede"


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 26. jul 2006 10:20 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5442
Hej Den forelskede

Vi glæder os til at høre fortsættelsen :1:. Held og lykke med den.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 13. aug 2006 22:59 
Jamen her kommer så endnu en fortsættelse...

Det er virkelig rart at kunne komme af med det man tænker på til en man ikke skal se i virkeligheden, så jeg fortsætter min lille roman herinde!

Der er nu gået lidt over en måned siden jeg sidst så min ven/eks. I starten sms'ede vi en del, og det var rart at have kontakten igen.
Det var på den ene side ubehageligt at være i en venteposition, men på den anden side rart at vide at vi skulle prøve igen.
I perioden indtil jeg så ham sidst havde jeg oprettet en profil på et datingsite, selvom jeg vidste at jeg ikke ville noget med andre end ham, men alene for at mærke at der stadig var en mulighed for at jeg kunne møde en et sted! Det hjalp også, og jeg fortsatte med at chatte med et par af dem efter vi havde indgået vores aftale om de to mdr. Mødtes også med den ene af dem, bare som venner, og endte med at have et one-night-stand. Fik det lidt skidt med det, men ikke så slemt endda. Et par uger senere var jeg til fest hos en veninde og jeg endte med endnu et one-night-stand... denne gang dog lidt mere kompliceret (da det var med både en fyr og n pige).
Samtidig fortsatte jeg chatten på nettet og havde også cybersex flere gange... følte ikke at jeg var decideret utro, da vi jo holdt pause og derfor ikke rigtig kom sammen. Men alligevel fik jeg det mere og mere mærkeligt med det.

På et tidspunkt var der gået 11 dage hvor jeg ikke havde hørt et ord fra min ven - helt usædvanligt. Jeg skrev til ham og men fik ikke svar lige med det samme, og blev enig med mig selv om ikke at pine mig selv med at vente længere på et svar, og ringede til ham.
Han virkede træt og ikke så oplagt til at snakke, men vi endte da alligevel med at tale i 1½ time. Vældig hyggeligt, men jeg endte med at være i tvivl: vidste han mon godt stadig at det ikke var et venskab jeg ønskede??
Fik det i det hele taget værre. Det var ikke til at holde ud at være i den situation, at vi ikke kom sammen, men samtidig havde lovet hinanden noget.
Ringede op igen og fortalte ham hvordan jeg havde det... var ked af det, men fik sagt bestemt at jeg ikke ville finde mig i den her type forhold. At han enten valgte at han ikke ville noget, og så ville vi ikke ses igen, eller også prøvede vi en gang til. Fortalte ham at jeg havde været sammen med 2 andre, at jeg ikke ligefrem manglede tilbud...kom vist til at svine ham lidt til, fordi jeg var så sur over at han havde budt mig at være i den situation.
Han sagde først lidt irriteret at så måtte vi jo bare lade være med at ses, men tænkte så videre og det var tydeligt at han ikke havde tagt sin beslutning endnu.
Jeg sagde at jeg ikke ville holde en salgstale, men at jeg for det første ikke ligefrem forventede at vi skulle hverken giftes eller flytte sammen sådan lige foreløbig, og at hvis vi gik ind i et forhold nu, så ville vi jo begge vide hvilket grundlag det var på: at vi forsøgte at give det en chance til, men at han ikke var 100% afklaret med sine følelser.
Det var en svær samtale at føre i telefonen, og det endte med at jeg tog hen til ham midt om natten. da jeg kom ind krammede vi først meget hårdt i lang tid (knugede os ind til hinanden), så snakkede vi lidt almindeligt, og så holdt han om mig og sagde at han syntes at vi skulle prøve igen. Jeg sagde bare ok, vi kyssede og...

Og nu har vi så været sammen på det grundlag i et kort stykke tid. Var sammen for første gang siden den nat i går aftes (og i morges), og det virker som om vi har det meget godt. Jeg er bare meget opmærksom på at det ikke skal blive det ulige forhold det var.
Kan mærke at mine følelser også har aftaget, men hvordan kan de andet, med det vi har været igennem. Er dog stadig ikke i tvivl om at jeg virkelig elsker ham og gerne vil det her forhold.
Det eneste minus er naturligvis at han ikke er afklaret!
Han siger ikke rigtig nogen søde ord (ok - kommenterede da at han syntes jeg så godt ud - og siger at jeg er sød, hvis jeg siger at han er det osv). Jeg forventer ikke at han siger at han elsker mig, men der er da andet man kan sige til hinanden, for at give udtryk for at man kan lide hinanden. Han har aldrig været specielt god til at give udtryk for sine følelser verbalt, men det her er nu meget lidt. Til gengæld holder han meget om mig, nusser, kysser, lægger op til sex... Han fortæller også at han har det dejligt når vi ligger og holder om hinanden eller lignende.
Og vi snakker godt sammen, som vi altid har gjort - har det sjovt!

Jeg endte med i går aftes at sige til ham at jeg havde brug for at han sagde nogen søde ord... ikke fordi jeg ikke vidste at han stadig var i tvivl, men at det havde jeg altså brug for! Han kvitterede ved at sige at jeg var fantastisk sød og dejlig. Sagde også til ham at jeg da også godt kunne mærke at mine følelser havde ændret sig en smule, og spurgte iøvrigt (mens jeg pointerede at jeg ikke havde tænkt mig at spørge igen) om han havde fortrudt sit valg den aften, nu hvor han havde haft lidt tid til at tænke - det havde han ikke.

I dag da han skulle gå, var det mig der tog initiativet og spurgte om ikke han skulle nå det tog (plejede før i tiden at holde på ham) og det endte med at det var ham der blev stående og holdt om mig og kyssede lige til han skulle løbe.

Og nu er det så at jeg spørger mig selv (og dig):

-Er det overhovedet muligt for ham at få de følelser igen han har haft?
Når han nu har mistet dem en gang, eller i hvert fald mistet nogle af dem? Måske når han ser at jeg virkelig er mig selv igen, og ikke den selvudslettende pige han kom sammen med i foråret?

- Skal jeg tolke det meget negativt at han ikke verbalt giver udtryk for sine følelser, eller kan det være fordi han ikke føler at han rigtig tør sige noget, af frygt for at jeg skal tro at nu har han fundet ud af det hele og er helt afklaret?

- Jeg har selv besluttet mig for at give ham noget tid til at finde ud af det, ikke stille krav til at han skal udtrykke sine følelser mere med ord. Er det dumt af mig eller lyder det fornuftigt? Lader jeg det bare gå ud over mig sel uden grund?

- Hvis vi nu antager at han får følelserne igen, vil det så kunne være følelser der er stærke nok til at bygge et varigt forhold på, eller burde han i så fald vide det nu?

- Er det muligt at være så meget i tvivl om sine følelser og så få dem igen?

Håber du/I bærer over med endnu en roman fra min side.

den forelskede!


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 14. aug 2006 14:59 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5442
Hej Den forelskede

Alle eventyr begynder: Der var engang ...

Dine spørgsmål er en slags "eventyr"-spørgsmål, "Kan det blive som det var engang?" Nej! Det kan det ikke. Engang er gået sin vej og nu er NU'et og Fremtiden er på vej :1:.

Lige lidt som det er umuligt at få de samme hår på hovedet som vi har tabt, lige så umuligt er det at få de samme følelser igen. Vi kan få nye følelser, andre følelser.

Lige som man ikke kan plukke hår af en skaldet, lige så svært er det at få en mand, der ikke er vant til at udtrykke sig følelsesmæssigt verbalt sprogligt til netop at udtrykke sig verbalt sprogligt. Det er selvfølgeligt dejligt, hvis det kan lade sig gøre - de fleste kvinder elsker jo med ørerne - men omvendt kunne du måske lære at værdsætte hans kropssprog, der jo udtrykker, at han kan lide dig.

Tålmodighed er nok lidt tiltrængt for dig :1:.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 22. aug 2006 00:54 
Hej igen!

det er nok rigtigt at jeg skal være mere tålmodig, men på den anden side... er der så noget formål med tålmodigheden?

Har været en del sammen med ham her i weekenden. Kan mærke at jeg bliver ked af det og frustreret over at han ikke ved hvordan han har det.

På et tidspunkt blev jeg rigtig ked af det... han bemærkede det selvfølgelig og spurgte om jeg var ok. Jeg sagde at jeg var ked af det og, derefter: "du kommer aldrig rigtig til at ville mig vel"? Han forstod ikke, og jeg forklarede endnu engang, at jeg mente, at jeg ikke følte at han nogensinde kom til rigtig at ønske at være sammen med mig. Han vidste (selvfølgelig) ikke hvad han skulle svare, men holdt om mig. :?

Så spurgte jeg om han ikke nok kunne prøve at forklare, hvordan han havde det.
Han sagde, at jeg var hans allerbedste ven, at han nød at være sammen med mig (ved stadig at han er tiltrukket af mig), at han havde nogen følelser for mig, men at han ikke følte, at han var forelsket i mig. Han ville meget gerne være det, ville virkelig gerne have de følelser, men havde dem altså ikke nok. Så lå han og holdt lidt om mig og sagde, at han altså holdt fast i mig, at jeg var hans osv.
Jeg spurgte om han troede, at han kunne få de følelser og han sagde, at det håbede han.
Spurgte så hvad vi så gjorde nu... han sagde at han stadig gerne ville være sammen med mig, men om jeg ville, og jeg svarede at det troede jeg nok!
Spurgte om han mente vi fandt ud af det her, og han svarede endnu engang at det håbede han. :?

Er det bare meningsløst det her?
Kan jeg lige så godt droppe det hele, fordi han aldrig kommer til at få de følelser der skal til (nye eller gamle... i don't care)?

Hvis han ikke elsker mig, og aldrig kommer til det, så kommer han heller aldrig til at gøre mig lykkelig :-(

Den forelskede


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 22. aug 2006 05:41 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5442
Hej Den forelskede

Hvis jeg var ham, ville jeg løbe skrigende bort fra dig [eek]. Du vil simpelthen vride nogen følelser ud af den stakkels mand, som han dels ikke har og dels næppe får med den følelsesmæssige armvridning du foretager.

Manden holder af dig, han begærer dig, du er hans bedste ven - og så forlanger du, at han skal være forelsket i dig. Forelsket er man m/k de første 6-12 mdr. man kender hinanden og derefter forsvinder det hormon (NGF), der udløser den momentane sindssyge som forelskelse er.
:idea: Romantic love lasts only a year

Det er din følelsesjagt, der er meningsløs. Slap af og nyd manden - nu og her - det er altså lige nu du lever :1:.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 24. aug 2006 22:31 
Hej igen.

... og tak for endnu et svar :-)

Jeg ved godt det lyder som om jeg vrider armen om på ham følelsesmæssigt, men det føler jeg nu ikke selv jeg gør. Men det er svært at være i et forhold, hvor han jo selv har sagt at han er bange for at han ikke føler nok... og derfor følte jeg at det var nødvendigt at spørge hvad det så var han nu engang følte!

Jeg ønsker ikke nødvendigvis at han skal blive forelsket i mig igen (selv om det da ville være dejligt) men jeg ønsker naturligvis at han skal komme til med tiden at elske mig - ellers er der jo ikke meget at bygge forholdet på i længden er der?

Hvad angår forelskelse, så er jeg bestemt klar over at den varer en begrænset periode, men i vores tilfælde gjorde omstændighederne at den, i hvert fald for ham, kun varede et par mdr. (3 vil jeg tro) så på den måde kan man måske nok sige at jeg føler mig lidt snydt... men sådan er livet engang imellem.

Jeg besluttede mig for at tage dit (og andres råd) og tage det en dag ad gangen, selvom det er svært og forsøge at tage tingene som de kommer, nyde den tid vi har sammen. Men det er svært, fordi jeg jo netop ikke er i tvivl om hvor meget jeg elsker ham og gerne vil være sammen med ham.

I går da jeg var inde hos ham lå vi hele natten og bare holdt om hinanden og snakkede, det var fantastisk dejligt. På en måde mindede det lidt om før i tiden da vi bare var venner... der plejede vi at fortælle hinanden alt. Men samtidig helt anderledes. På et tidspunkt knugede han mig tæt ind til sig og holdt min hånd lige så fast, mens han aede min kind med den anden hånd... sådan lå vi rigtig længe og knugede os fast til hinanden. Jeg følte at han lige så godt kunne have sagt at han elskede mig, selvom han ikke sagde noget - var sikker på det var det han følte lige der.

Så det vil jeg nu forsøge at holde fast i. for første gang i meget lang tid kunne jeg i dag se os for mig sammen i fremtiden, jeg følte ikke længere det var umuligt. Jeg havde set et glimt af de følelser han har haft for mig i hans øjne og hans adfærd igen.

Så nu er det bare at jeg skal tage mig sammen og lade være med at overanalysere alt. F.eks. at det var mig der tog initiativet til sex, og mig der foreslog hvornår vi igen skulle ses. Jeg var lige ved at "panikke" over det i dag, og nåede lige at tænke at jeg burde have holdt mig mere tilbage og spillet lidt kostbar, men afbrød mig selv i det. Jeg er nødt til at være mig... og hvis jeg ikke gør som jeg føler naturligt eller har mest lyst til, men i stedet spiller spil for at få fat i ham, så er jeg jo nået lige vidt, for så er jeg jo dømt til at skulle spille spil resten af den tid vi kommer til at være sammen, og det vil ikke være mig han får følelserne for, men den person jeg giver mig ud for at være.

Lyder det ikke meget fornuftigt?
Men hvordan gør jeg det?
Hvordan undgår jeg at analysere hver enkelt lille detalje fuldstændig synder og sammen?
Jeg føler selv at jeg skal forsøge at fokusere på det positive frem for det negative. At jeg er nødt til at tro på det, og lede efter tegn på at det nok skal gå i stedet for det modsatte.
Men jeg er ikke sikker på at jeg kan finde ud af det :-(

Endnu engang hilsen
Den forelskede


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 30. aug 2006 06:09 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5442
Hej Den forelskede

Hvorfor er der ikke noget at bygge på, hvis han ikke elsker dig?
Hvad forstår du ved at elske?

Forelskelse varer den tid en forelskelse varer, det væsentlige er vel, hvordan det daglige samvær er, om seksualiteten og kammeratskabet fungerer. Så derfor lyder det som en rigtig god ide ikke at bruge så meget krudt på at analysere ham og hans følelser.

Måske kunne det være en god ide, hvis du brugte lidt tid på dig selv f.eks. i lidt psykoterapi og fik kigget på, hvad du bruger din analyseren til. Hvad din angst handler om? Om den har rødder andre steder end blot til dit forhold til din ven.
:idea: Inden du vælger en psykoterapeut så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut, sexolog eller psykolog.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 31. aug 2006 18:55 
Hej igen

Jeg går allerede til psykolog... har gjort det et stykke tid nu, da jeg startede inden jeg gik fra min mand. Men i øjeblikket har jeg simpelthen ikke råd til mere end en gang om måneden, og jeg har behov for at snakke om de ting der går mig på i mit forhold... derfor skriver jeg her.

Jeg mener at det er vigtigt at der er kærlighed i et forhold - ja!
Hvad folk forstår ved at elske er meget forskelligt, men jeg forstår det sådan at man holder utrolig meget af en person, og ind imellem føler det så stærkt at man ind imellem tænker eller siger at man elsker den anden.

Mit problem er at jeg ikke føler at han bekræfter mig særlig meget i at han har følelser for mig.

Det er mig der tager initiativet til at lave aftaler, oftest mig der tager initiativet til at holde i hånd, nusse, sex etc. Han ringer aldrig (da han ikke bryder sig om telefonen) men sms'er da ind imellem. Han fortæller mig ikke at han har savnet mig, at han holder af mig eller lignende, men kan da finde på at kalde mig søde og en sjælden gang sige han glæder sig til at se mig.
Hvis jeg direkte spørger ham hvordan han har det, ja så får jeg det svar jeg omtalte tidligere (at han ikke er forelsket, men selvfølgelig har nogen følelser, og at jeg er hans bedste ven).

Alt dette gør mig meget ked af det... ind imellem føler jeg at han bare er sammen med mig fordi det er nemt... han skal jo ikke yde noget, jeg klarer det hele. Og hvis jeg ikke klarer det hele... så ved jeg ikke hvor meget der sker :-(

Sidst vi kom sammen så vi hinanden hver gang min søn var hos sin far (hver anden weekend og en hverdag i hver uge) og så en enkelt dag i den weekend hvor jeg havde min søn. Jeg ville gerne se ham mere, men han sagde at han havde brug for at være alene... for at slappe lidt af.
Jeg forstår godt hans behov på daværende tidspunkt, for det var virkelig hårdt, og anstrengende sådan som vi havde det, når vi var sammen dengang.
Men jeg er bange for at spørge ham om det er det samme nu, for det frygter jeg at det er... altså at det er den mængde han gider at se mig. Jeg føler bare at det er meget ubehageligt at der sådan er en slags kvote der kan bruges op... at hvis vi har været sammen onsdag, så kan vi i hvert fald ikke være sammen torsdag.
Når det er sådan kan jeg ikke undgå at føle at han helst er fri for mit selskab, at han slet ikke ønsker at være sammen med mig :-(

Det eneste jeg ønsker fra ham er jo at han viser at han virkelig gerne vil være sammen med mig, og at han holder af mig og alt det der.

Men hvis jeg siger dette til ham, så vil han straks få associationer til sidst vi var sammen, hvor jeg konstant spurgte ham om han nu mente hvad han sagde og konstant var utilfreds, fordi jeg følte at han ikke var der for mig. (hvilket han heller ikke var... f.eks. den dag min eksmand opdagede vores forhold, da ringede jeg og var meget ulykkelig og ville gerne have han kom herud, men nej. Og ligesådan en anden gang hvor vi havde et større skænderi... jeg havde virkelig brug for at han kom ud til mig og vi kunne snakke om det, men det ville han ikke)
Så jeg føler mig låst... jeg kan ikke fortælle ham at jeg bare gerne vil vide at han holder af mig og mærke det, at jeg bare gerne vil have at han også ind imellem tager initiativer, fordi det andet gør mig ked af det... for så tror han måske pludselig det er forårets oplevelser om igen, og løber sin vej.

Jeg er så ked af det :-(

Den forelskede


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 1. sep 2006 17:41 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5442
Hej Den forelskede

Som du beskriver ham, så lyder det til, at han opfatter dig som en rigtig god ven som han holder meget af og som han godt kan lide at have sex med - og at kærlighedsfølelser ikke er så vigtigt for ham.

Hvis det er rigtigt opfattet af mig - så er det det, du skal forholde dig til.
Er det nok for dig? Ja så glæd dig over det I har sammen.
Er det ikke nok for dig? Ja så må du slutte forholdet til ham.
Man kan som bekendt ikke plukke hår af en skaldet.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 3. okt 2006 15:11 
Ja, så er jeg tilbage igen!

Synes selv det er blevet bedre, men jeg har stadig svært ved at forholde mig til vores forhold.

Han tager klart flere initiativer, både til sex og nusseri osv [kys] . Han har været mere hos mig end han plejer, og den anden dag, da vi lige havde været sammen hele weekenden, men sluttede med en lidt ubehagelig diskussion sent søndag aften, foreslog han selv at komme hjem til mig mandag aften :D

Det der er så svært for mig er jo at jeg frygteligt gerne vil det her... jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker ham tilsyneladende fuldstændig betingelsesløst [forelsket] . Dertil kommer at vi har et fantastisk godt sexliv (noget jeg har savnet meget i mit tidligere forhold), hvor vi tænder på fuldstændig det samme, nemlig dominans, har samme grænser og kan udforske dem sammen. :28:

Samtidig har jeg lidt svært ved at greje hvad det er han vil med forholdet. :?

Vi har det altid sjovt og rigtig rart når vi er sammen, vi snakker godt sammen, har samme humor og samme holdninger til en masse ting. Han er på det sidste begyndt at skrive mere til mig, fortælle mig hvor sød og dejlig han synes jeg er osv. Tilmed snakker han om at jeg skal møde flere af hans venner og vil gerne møde mine, og snakker igen om at slæbe mig med hen til hans mor. :1:

Her i weekenden spurgte jeg ham så (efter ikke at have berørt emnet i temmelig lang tid) hvordan han egentlig havde det med mig og "os". Han sagde at han havde det godt, men forstod ikke helt hvad jeg mente.
Jeg sagde at vi jo til at starte med havde aftale at "prøve igen", og spurgte hvor længe vi blev ved med at "prøve", og bare kom sammen, hvortil han svarede at vi da kom sammen.
Så spurgte jeg ham endnu engang om hvordan han havde det med mig, om han havde det på samme måde, som da vi startede med at komme sammen igen. Han svarede at det nok ikke var helt det samme, men at det var svært for ham at svare på.
Han sagde at han holdt rigtig, rigtig, rigtig meget af mig, men at han ikke vidste om man kunne sige at det var at elske mig :5: . At han egentlig havde det lidt svært med det begreb, altså i forbindelse med hvad det "betød". Jeg spurgte om han kunne forestille sig at der var en anden et eller andet sted han hellere ville være sammen med og han svarede nej, det var der ikke. [confused]
Han sagde at han ind imellem når jeg ikke var der og han savnede mig, godt kunne tænke at han elskede mig [love2] . Og da jeg spurgte, at han faktisk næsten hver mandag efter en weekend med mig, savnede mig en hel del. (jeg kommenterede at det ville jeg blive glad for at få at vide ind imellem). Spurgte om han forestillede sig at vi skulle være sammen i fremtiden, og han sagde at han generelt ikke tænkte så langt frem, men at han da absolut tænkte mig ind i det, når han tænkte på f.eks. kommende højtider osv. :)
Spurgte ham hvorfor han kom sammen med mig, hvis han ikke kunne sige at han elskede mig, og han sagde at han ikke kunne undvære mig.
Spurgte til sidst endnu engang om han troede at han ville komme til at få de følelser, og han sagde at han håbede det. :?
Ved godt at det lyder som om det har været rent forhør, men samtalen har naturligvis foregået på en helt anden måde, og slet ikke sådan!

Så nu er det jeg sidder tilbage med en følelse af forvirring. Jeg føler at mange af de ting han siger falder under en kategori, der hos mig betyder at man elsker nogen, f.eks. at han savner mig, og i den forbindelse kan tænke at han elsker mig, at han har lyst til at holde om mig, kysse mig, have sex med mig, at det betyder noget for ham hvordan jeg har det, og bliver ked af det, når jeg er ked af det, at han holder utrolig meget af mig og elsker at være sammen med mig (hvilket han også sagde)samt at han ikke kan undvære mig. Men han vil ikke sige at han elsker mig. Jeg kan kun i mit hoved få det til at det er forelskelsesfølelsen der mangler, hvilket jeg også har nævnt for ham, og han sagde at det gjorde den, men den forsvinder jo altid efter et stykke tid! [twolove]

Jeg kan ikke forstå hvordan jeg skal forholde mig til det. Jeg har det så rart sammen med ham, og elsker ham meget højt, men det gør ondt ikke at kunne fortælle ham det (hvilket jeg ikke gør, fordi jeg føler jeg så presser ham... har naturligvis sagt det ind imellem, som f.eks. under den føromtalte samtale) og det gør ondt at han ikke kan sige det samme :26:

Hvordan ville du opfatte de ting han har sagt? Hvad ville du gøre i mit sted?

Ved godt jeg sikkert skriver det samme hele tiden, men det er åbenbart det jeg har brug for.

Den forelskede


Rapporter indlæg
Top
   
Indlæg: 4. okt 2006 06:57 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 24. apr 2006 15:16
Indlæg: 5442
Hej Den forelskede

Hvis det var mig, der blev "forhørt" på den måde ville jeg være stået af for længst, så han må enten være masokist :1: eller holde ret meget af dig. [warning] Det er følelsesafpresning, STOP DET! [warning]

Jeg kan sagtens forstå, at han har problemer med at sige, at han elsker dig, dels fordi jeg fornemmer, at du higer efter det og gerne ville presse det ud af den stakkels mand. Dels er manden, som han selv forklarer, usikker på, hvordan han med sig selv skal forstå "at elske".

Jeg har snakket med rigtig mange mennesker om "at elske", og jeg kan forsikre dig om, at der findes millioner af måder at forstå "at elske" på. For nogen er det en livsforsikring: én gang sagt altid gældende. For andre er det en pligt, der betyder, at hvis du siger: "Jeg elsker dig!", så skal jeg osse straks sige: "Jeg elsker osse dig!". Personligt bryder mig meget lidt om begge de former og vil meget gerne bede mig fritaget for at blive elsket må den måde. For mig er "at elske", når jeg ikke kan lade være med at sige: "Jeg elsker dig!" - altså en flygtig følelse der kommer og går, når den vil. Ingen forpligtelse - ingen varighed - men derimod en følelse i nu'et. Ikke noget der på nogen måde er livsvigtigt eller nødvendigt for at have stor glæde af den anden, men et dejligt krydderi i livet / samlivet.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03

http://psyx.dk


Rapporter indlæg
Top
   
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 14 indlæg ] 

Alle tider er UTC+01:00


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan skrive nye emner
Du kan besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Gå til:  
cron
Udviklet af phpBB® Forum Software © phpBB Limited
Dansk oversættelse & hjælp: Olympus DK Team
[ Time: 0.482s | Queries: 18 | Peak Memory Usage: 4.78 MiB ]