Hejsa.

Jeg har kigget en del tråde igennem og har forsøgt at se om jeg kan nikke genkendende til visse af problematikkerne, men jeg har endnu ikke formået at få lidt lindring i sindet - så jeg forsøger mig med mit eget emne.

Jeg er en mand på 29 år. Jeg er overbevist om at jeg har fundet kvinden i mit liv - kvinden som jeg ønsker skal være min livsledsager, moder til mine børn og hele molevitten.

Hun er en jævnaldrende pige med en fortid som kan være meget typisk for et samfund bygget op omkring et bandemiljø; stoffer, sex - ja, hvad der nu hører sig til i de mængder der var.

Vi har begge været meget åbne overfor hinanden og har været ærlige omkring os selv, da jeg også har en fortid, men mest med et større forbrug af kvinder, løgne og ligegyldighed overfor selvsamme.

Jeg føler efter at have mødt denne fantastiske kvinde at jeg har fået mod på livet, det monogame forhold og hvad et forhold nu vil bringe med tiden. Mine egne ord er at hun har 'rettet op på mig' for hun har givet mig lysten til at være en bedre person - en bedre mand.

I starten af vores forhold nød jeg at lade hende tage fint tøj på, barbere sig de steder kvinder nu gør, tage make-up på og helt igennem blive en rigtig flot og lækker pige - jeg elskede at vise hende frem i byen så alle kunne se hvor heldig jeg er. Jeg havde ingen tillidsproblemer, ingen jalousi.
Vi kunne også have en forholdsvis åben dialog om tidligere kærester, partnere og andre fortidsemner uden der blev trukket miner eller vi dømte hinanden. Selv ting som at sige at en person man møder på gaden måske var lækker eller flot, kunne vi sige til hinanden uden det betød noget...

Men det er som om det er vendt nu - lidt mere end et år senere i vores forhold startede nogle følelser som jeg ikke helt er så vant til. Særligt ikke set i lyset af hvad jeg ellers har følt i starten af forholdet...

Jeg mærker en hvis bitterhed når hun snakker om sine tidligere kærester og partnere og har bemærket at jeg ikke kan lade være med at komme med nogle negativt ladede kommentarer eller udbrud - eller måske bare en sagte brummen. Og jeg ved hun lægger mærke til det, men vi ignorerer det bare begge, for det vil jo nok bare starte en (hvad vi begge ville synes) en ligegyldig debat om unødvendig jalousi, for nu har vi hinanden og det jo hinanden vi elsker [...] og så videre...

Jeg bliver enormt usikker på mig selv, når vi/hun skal i byen og gør sig lækker - jeg kommer med stikpiller som 'sikke lækker du skal være i dag hvor jeg ikke skal med', tåbelige spørgsmål som 'hvordan kan det være du har barberet dig?' eller også referer jeg til hendes adfærd fra hendes fortid selvom jeg bagefter godt kan se at der ikke er noget anderledes ved det hun gør i forhold til starten af vores forhold - og vores begges grænser - det går mig voldsomt på at jeg bliver så usikker indtil byturen er ovre - eller til hun kommer hjem.

Jeg stiller dumme spørgsmål, når jeg kommer i tanke om nogle af hendes tidligere partnere (som jeg eksempelvis kender) eller hvis vi lige snakker om dem - stiller spørgsmål som jeg ikke tidligere har synes var relevante eller som jeg i virkeligheden godt kan relatere til, men som jeg bare spørger om alligevel... Dumme spørgsmål som 'synes du virkelig han var så lækker?' eller 'hvorfor var det lige du var sammen med ham - han og jeg er slet ikke samme type, så hvorfor lige mig også?'

Alt i alt, hvis jeg skal selvdiagnosticere mig selv, så er jeg bare blevet enormt usikker på mig selv - i forhold til hende! I alle andre situationer er jeg som jeg plejer (føler jeg da).

Jeg ved hun kan mærke det - vi har snakket om det nogle gange på et ret overfladisk plan, for jeg magter ikke rigtig at skulle snakke om en åbenlys konstatering - at jeg ikke er som jeg var i starten af forholdet. Men det var jo noget af det hun faldt for ved mig - og jeg savner også hele vores udømmende og tillidsfulde forhold, hvor vores åbenhed og ærlighed udgjorde det for de her udfrittende og ligegyldige spørgsmål, som jeg i virkeligheden godt kender svaret på...

Hvordan kan jeg komme derhen igen?
Hvad skal jeg gøre for at blive den mand jeg var - både for mig selv og for hende?

Hej pykalov

Din kæreste er kommet til at betyde mere og mere for dig, og derfor har du så meget mere at miste. Din selvusikkerhed og angsten for tab får skinsygen i dig til at blomstre, og det er det, du mærker.

Skinsygen har (i modsætning til jalousien) ofte rod i gamle traumer, sår, svigt, tab m.m., som kan springe op, når man møder et mennesker, der er meget betydningsfuld for en.

Du kunne overveje, om ikke det kunne være en god ide med noget individuel terapi, så du kunne få set på, hvad det er i dig, som bringer skinsygen på banen. Det kan nogen gange være lidt svært at klare selv, da det jo ofte virker irrationelt.

Hvis du vælger at få snakket med en professionel psykoterapeut, så kig her, inden du vælger en psykoterapeut, så kig lige på denne side om VALG AF PSYKOTERAPEUT, SEXOLOG ELLER PSYKOLOG.

Prøv at læse nogen af de andre indlæg i dette forum om JALOUSI OG SKINSYGE, måske kan noget her gøre dig klogere på dig selv. Og se osse under LINKS OM JALOUSI OG SKINSYGE.

Du skal være velkommen til at skrive igen.

_________________
Med venlig hilsen

PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
SEXOLOGISK KLINIK - MIDTJYLLAND
Tommesensvej 2
DK 8450 Hammel
Tlf. (+45) 86 96 20 03
Mobil (+45) 53 63 20 03
http://psyx.dk